Om sladder og alliancer

Da jeg i sin tid flyttede til Esbjerg, og særligt da jeg startede i Fitnessdk, var der noget, der føltes mærkeligt, som jeg ikke helt kunne sætte fingeren på. Efter nogle måneder gik det op for mig, at det var sladderen, der manglede. Hvor jeg i Aarhus vidste virkelig meget om virkelig mange mennesker, og det var som at gå rundt i et usynligt spindelvæv, hvor folk var forbundet af tråde på kryds og tværs, føltes det fladt og 2-dimensionelt at træne i Esbjerg, hvor jeg ikke anede, hvem der var affilieret med hvem. 

Det er efterhånden 8 år siden, vi flyttede herned, og stille og roligt er jeg blevet en del af nye netværk, og dermed også kommet in the loop, når det kommer til sladder. 

Måske er det fordi, jeg i en periode har stået lidt udenfor, eller også tænker jeg bare for meget over tingene, men det er gået op for mig, at jeg synes, der findes to slags sladder, nemlig den gode og den dårlige slags.

Den gode slags er den sociale klister, og den, som jeg tror, de færreste af os kan sige os fri for at deltage i. Det er den, der gør os i stand til at vurdere, hvem vi vil gruppere os med, hvis zombie apokalypsen bliver en realitet, og det bliver IKKE Lone fra Marketing, der fucking altid tager det sidste kaffe og aldrig laver noget nyt. 

Den gode sladder er også de ting, jeg er 100% i fred med, at andre siger om mig, og jeg tror, at de fleste af os har en ret god fornemmelse af, hvad der bliver sagt. Jeg ville f.eks. blive meget overrasket, hvis ordene ‘dominerende’, ‘skrap’ og ‘voldsomt talende’ ikke indgår i det, der bliver sagt om mig, når jeg ikke er der.

Jeg har ingen skrupler ved selv at deltage i den, når jeg er enig i det, der bliver sagt, og er jeg ikke, glider jeg af på den, hvilket jeg tænker er voksenmåden at signalere tilhørsforhold, uden at den, der har åbnet munden, taber ansigt. 

Men den kategori af sladder, jeg har det virkelig svært med, er den jeg for mig selv kalder den dårlige sladder, som er den, hvor nogen fortæller mig, hvad andre siger om mig. Eller værre endnu: Om mine børn. 

For mig tjener den form for sladder kun et formål for den, der bringer den til torvs, og jeg vil ubetinget helst være fri for at høre den. For problemet med den er, at den tager dig til fange, og tvinger dig ind i ufrivillig alliance. Hvis Jane fortæller mig, at Birgitte har sagt, at jeg er en træls til forældrearrangementer, fordi jeg fylder alt for meget, kan jeg ikke gå til Birgitte uden at smide Jane under bussen. Og dermed bliver det noget, jeg bare selv kan gå og marinere i, og blive usikker på og vred over, og pludselig tager jeg mig selv i at være imod alt, hvad Birgitte mener og står for. Man skal ikke have læst psykologi for at se, hvad der foregår dér, men min pointe er, at jeg faktisk ikke engang kan fakta-tjekke, om Birgitte reelt har sagt, hvad Jane påstår hun har. Og fordi udsagnet under alle omstændigheder passerer gennem et filter, kan det være opfattet på en helt anden måde, end det er ment, og jeg kommer nu pludselig til at have det stramt med både Birgitte og hendes børn, ganske uden grund. 

Jeg tror, at det er sådan, rigtig mange intriger og dårlige naboskaber og forældrerelationer starter, og selvom det er ubehageligt lige i situation, er jeg begyndt at sige til budbringeren, at jeg faktisk helst er fri for at få det at vide. For hvad formål tjener det? Har jeg tænkt mig at ændre min personlighed ud fra, hvad et perifert menneske siger og mener om mig? Nej. Og så vil jeg egentlig hellere møde min omverden med venligt overskud, og det kan jeg ikke, hvis jeg bærer nag.

Jeg synes, det er supervigtigt at holde sig for øje, at den, der kommer med historien har sin egen dagsorden, og uanset om det er at lave alliancer eller at isolere, synes jeg, at det er problematisk Det skaber splid, paranoia og ufred, og det er fuldstændig unødvendigt. 

Så jeg er gået kontra. Jeg er begyndt at sørge for at huske at fortælle det, HVER gang jeg hører nogen sige noget positivt om andre, og måske er det indbildning, men jeg synes, at der er nogle sociale sammenhænge, som er blevet rarere at være i, fordi de mennesker, jeg har videreformidlet gode historier om og til, pludselig er mindre på vagt og mere imødekommende. 

Vi kan ikke holde lige meget af alle, og der vil ALTID være nogen, der ikke bryder sig om os eller synes, vi træffer forkerte valg. Men 9 ud af 10 gange handler det om, at vi trykker på nogle bestemte knapper i dem, der har den negative reaktion, og dermed har det som sådan ikke noget med os at gøre. Skulle der være tale om den sidste gang ud af de 10, må vi læne os tilbage og stole på, at hvis der er tale om noget grelt, så er der nogen, vi holder af, som hjælper os med at forstå det.

Hvis ikke, er det vigtigt at huske, at ingen er forpligtede til at gå fejlfrie gennem livet❤️