Lonely planet

Denne sommer er det 7 år siden, vi forlod Aarhus for at flytte tilbage til Esbjerg.

På mange måder er vi faldet til. Jeg elsker vores hus, jeg elsker at være tæt på familien, og havde vi ikke boet i Esbjerg, er jeg ikke sikker på, at jeg havde turde få et barn mere alene, så på en lidt inddirekte måde kan Esbjerg også tage æren for, at Frida er blevet en uundværlig del af vores lille familie.

Men noget af det, jeg stadig kæmper med, er forælder-ensomheden. Om det er byen, om det er lokal-ånden eller om det er et sammenfald af uheldige omstændigheder, ved jeg ikke, men det kan tælles på én hånd, hvor mange gange i år, at nogen tager initiativ til at lave noget med os.

Det er svært, synes jeg. Jeg byder selv ind, og vi har venner hernede, men det er mennesker, der er væsentlig mere rodfæstede end os, og som derfor har en del flere mennesker til at cirkulere i deres sociale kredsløb.

Og nogle gange ville det bare være så rart at blive prikket på skulderen.

F.eks. i weekenden, hvor både børnene og jeg havde træthedstømmermænd af flag og festivitas, og brugte hele lørdag på at mundhugges og være sure på skift. På den slags dage kan jeg få tårer i øjnene over, at vi stadig ikke har så meget netværk hernede, at det er en reel mulighed, at nogen spontant inviterer på en kop distraheringskaffe.

Modsat hvad man skulle tro, så føles det faktisk ikke personligt. Jeg oplever os ikke som aktivt fravalgte, og de mennesker, vi møder, er i langt de fleste tilfælde både søde og imødekommende.

Jeg tænker heller ikke på mig selv som ensom. Jeg har et ret fantastisk netværk, og et stærkt et af slagsen, og der dumper jævnligt beskeder ind med forslag til aften/voksen-aftaler, hvilket jeg sætter umådelig pris på.

Det er familie-venskaberne, jeg savner.

Jeg tror, det skyldes en kombination af, at de voksne i “almindelige” familier får dækket deres sociale behov, når de mødes hjemme i køkkenet over kaffen efter en lang dag på arbejde. Jeg har simpelthen et behov, som de ikke har, og som de derfor hverken ser, eller tænker over.

Og hvor politisk ukorrekt, det end er at sige, tror jeg også, at det er nemmest at være sammen med konstellationer, der ligner den, man selv er i. Singler med singler, mor-far-børn med mor-far-børn. Lige i dén sammenhæng, er vores familieform stadig lidt underrepræsenteret.

Endelig tror jeg også, at det er svært at konsolidere et venskab på de betingelser, jeg har lige nu; når man skal lære hinanden at kende, med børn om fødderne, og liv, der lægger op til, at man kan ses en gang i måneden, er det måske for svært at komme forbi førstehåndsindtrykket, og ind til det sted, hvor venskabet bliver noget, der giver glæde og energi, og ikke er en investering, der kræver en indsats. Jeg kan bare tage udgangspunkt i mig selv: Jeg er ubetinget bedst over tid. Når man møder mig, virker jeg dominerende og bedrevidende, og det kræver, at man lærer mig at kende at finde ud af, at den er god nok; det er jeg – men jeg er også ok-sjov.

Og det mærkelige ved ensomhed er, at man ikke holder op med at være kræsen, bare fordi man mangler mennesker. Det er en slags tabu i tabuet, tror jeg. At man ikke bare har lyst til at knytte bånd med alle, der måtte gide, men faktisk stadig tager hjem fra vennedates og tænker, at man hellere vil sidde på en sømmåtte med to brækkede arme og kigge på en ny-malet væg, der tørrer, end at bruge så meget som 4 minuttere mere med de mennesker, man lige har sagt tak for i dag til.

Der er masser af gode forklaringer på, at tingene er som de er – men på mine dårlige dage, skal jeg stadig aktivt modarbejde følelsen af, at det handler om, at vi ikke passer ind.

Published by

30 Replies to “Lonely planet

  1. Hej Linda.

    Jeg tror nøglen til løsningen skal findes gennem dine børn. Når de bliver bare lidt større så deres sociale netværk vokser, og de får nogle rigtig gode venner, følger der ofte nogle søde voksne med. Det er i hvert fald min erfaring.

    Held og lykke med vennejagten!

    Kh Louise

  2. Kære Linda
    Nej hvor jeg bare kender den følelse – at have et netværk men alligevel mangle et. Min kæreste og jeg flyttede selv til Esbjerg for tre år siden for at være tættere på min familie, og vi har da venner herovre men alle sammen nogle der har fået børn. Og her sidder vi så som det eneste par i flokken der kæmper med den del af livet og mangler i høj grad nogle der deler den historie med os og som kender os. Sådan virkelig kender os. For filan hvor vi egentlig mangler det. Og det absurde er, at jeg også stadig tager mig i at være “kræsen” eller hvertfald selektiv i forhold hvilke venskaber jeg ønsker, fordi jeg bare heller ikke gider noget overfladisk overhovedet. Vores udfordringer er pt for store og eksistentielle til at jeg orker at sidde og chitchatte om det. Nå men bare lige lidt flyvske tanker her fra mig, afstedkommet af hvor meget jeg lige kunne spejle mig i dine tanker. Men det kan jeg nu faktisk for det meste.
    Kh Line

    1. Det giver så fin mening. Man mangler nogen, man bare kan fortælle om det sidst tilstødte til, og hvor man ikke hver gang skal starte med en recap fra de sidste 4 måneder, og også skal høre, hvad der er sket i den, man sidder overfor i samme tidsrum, før man kan nå til det, der gør ondt i dag.

      Det er virkelig svært <3

  3. Hej Linda

    Jeg bor også alene med min søn som er donorbarn, som den eneste i sin klasse. Jeg har brugt energi på at være ked af manglende invitationer både til ham alene i form af legeaftaler men også os som familie.
    Jeg er derfor begyndt selv at spørge om han må komme hjem hos Xx og det har givet lidt på den konto.
    Vi er som familie er blevet beriget med to søde bonusbørn til min søn og en kæreste til mig. Og det er super hyggeligt og giver noget helt andet. Men i hverdagen er vi stadig os to.

    Ellers ses jeg mest med andre singlekvinder med barn/ børn og kun få “alm” familier desværre.
    Jeg ser også mig selv som stærk og udadvendt og min søn ligeså. Vi bor i rækkehus og er omgivet af børn og voksne som vi begge jævnligt taler med. Men når det virkelig gælder så er det kun mine forældre som jeg bruger.

    Så jeg forstår dig så godt. Og ved ikke hvordan det kan blive anderledes…..

    Hilsner fra Jannie

    1. Ligesom dig er jeg også god til at tage initiativ, og min oplevelse er også, at det over tid kaster lidt af sig. Men synes du ikke, at der kan være dage, hvor man bare har lyst til at stikke hovedet ud af vinduet og råbe: “Nej, nu er det fandme jeres tur!”? For der er også noget med, at man støder lidt imod det sociale kodeks, hvor manglende initiativ fra den ene part også er måden, man signalerer på, at tak – men nej tak.

      Ift. det med donorbørn oplever jeg faktisk også, at jeg falder lidt udenfor, fordi mange af dem, jeg har mødt, bærer det som en slags våbenskjold. At de er Selvvalgte Alenemødre Med Donorbørn først – og mennesker og mødre bagefter. Jeg har godt nok mødt mange, som deler vrede, bombastiske artikler om, at “Nej – vi hader ikke mænd!!” og poster billeder af sig selv på IG på Fars Dag med “s/o to all the single moms pulling double shift!” – og det kan jeg slet ikke spejle mig i. Jeg ved ikke, om jeg måske er lidt atypisk, men jeg tænker os egentlig bare som en familie – og så er der selvfølgelig nogle betingelser, som er specielle for os.

      Er der ikke snart nogen, der opfinder noget venne-Tinder? Friender?

  4. Dette her indlæg kunne have været skrevet af mig (Bortset fra at jeg aldrig ville have kunnet klare at formulere mig så præcist).
    Jeg opplever det samme som dig i forhold til det med voksen-venskaber af spontan-kaffe typen, her hvor jeg på 9. År er bosat i Norge. Jeg har en del venskaber her, men ingen af den type hvor man lige stikker forbi eller lige går en tur sammen eller noget. Alle møder må aftales i forvejen, og det er næsten altid mig der tager initiativ. Men som dig føler jeg mig ikke aktivt fravalgt – måske fordi jeg er ret overbevist om at jeg er godt selskab (og jeg ved det lyder som om jeg er selvglad, hvilket jeg ikke er. Men jeg har arbejdet nok med mig selv til at vide hvad mine styrker er, og at udgøre et godt selskab er en af dem).

    Men det gør min kæreste. Når han er ude at handle eller leverer unger osv, så er han super opmærksom på om folk hilser, og hvordan de hilser, og tæller sammen hvor mange som gjorde hvad, og bruger det som et slags målebånd for hvor meget folk i almindelighed ikke kan lide ham. Og det er simpelthen så trist at observere, og så frustrerende ikke at kunne gøre noget med (for det har jeg selvfølgelig prøvet).

    Jeg har ikke noen pointe her, desværre. Det er bare en kommentar, og jeg ved ikke hvorfor nogle af os har det på den ene eller den anden måde. Men vi som ikke føler os fravalgte har det nok rarest, tænker jeg…

    (Og er det alligevel 7 år siden du flyttede -jeg husker det jo som var det i går! :D)

    1. Ja, 7 år, mand! Det er så vildt.

      Det må være slidsomt, hvis man både mangler mennesker, og samtidig tager det personligt:( Det er jeg, trods alt, glad for, at jeg ikke gør, for ligesom dig er jeg også ret grundfæstet i, at jeg bringer noget til bordet, og har ret til min plads i verden.

      Det er måske en voksenting, det med manglen på spontane aftaler. Men jeg synes stadig den sucks. Og jeg mærker kontrasten til singlelivet uden børn meget tydeligt, fordi det i dén livsfase nærmest er det eneste man gør. Måske fordi man ikke skal tage hensyn til nogen eller noget, og derfor bare kan planlægge som man synes.

      Jeg ville aldrig ønske at bytte mit liv dengang for mit liv nu. Ikke så meget som ét minut. Men hvis jeg kunne tage de spontane aftaler med fra dengang til nu, så gjorde jeg det.

  5. Vi er en “almindelig” familie med far, mor og to børn. Alligevel sidder jeg med samme følelse.

    Vi flyttede fra Kbh til Jylland for næsten 5 år siden. Vi bor i et dejligt område, men desværre også et sted hvor mange af forældrene har boet siden deres egen barndom. De er søde og rare, men jeg oplever, at deres netværk at stort nok, og de har faktisk ikke overskud til at tage nye venner ind.

    Det er svært ikke at tage personligt, men vi har i stedet aktivt besluttet at “gå på jagt”, når der i ny og næ kommer nye familier til. Og så forsøger vi at være lidt mere large med vores umiddelbare præferencer for at se, om et bekendtskab kan udvikle sig, selvom førstehåndsindtrykket ikke viser 100% match mellem alle voksne og børn.

    1. Jeg tror, det er en nødvendig fase at gå igennem, det med at prøve at gå til tingene med den bredskyggede ja-hat på. Og måske særlig pga. det med, at det er sværere at finde ud af, hvem man sidder overfor, når der er små lopper om fødderne, og alle samtaler derfor (typisk) bliver lidt fragmenterede.

      For mig har det været en hjælp at tænke over, at det også er rart at have bekendte i en by. Når man har et stort netværk, som jeg havde i Aarhus, tænker man ikke så meget over sondringen mellem venner og bekendte, synes jeg, men hernede har det været en hjælp for mig at huske, at gode bekendte også har stor værdi for følelsen af at høre til. Da “forventningerne” til en bekendt-relation typisk er mere lempelige, end de samme til en venne-relation, betyder det for mig, at jeg kan tage det for, hvad det er, i stedet for at være ked af, at det ikke er mere.

  6. Vi har boet i Kbh i 15 år og har en stor omgangskreds og alligevel så er der aldrig noget spontant. Og aftaler er også et bøvl at få i hus. Jeg har overvejet, om det er fordi vi ikke har børn – og det er det måske lidt. Mine gamle veninder med børn hører jeg i hvertfald ikke så meget fra. Men jeg tror også, det er et generelt voksen vilkår. Når man har job, er der simpelthen mere pres på, for man har kun aftener og weekender til at nå det praktiske.
    Så jeg har vænnet mig til at aftaler er noget, der skal laves 2-3 mdr ud i fremtiden og ikke når man har brug for/ lyst til at se folk. Det er nok lettere for mig, der har en relativt stor omgangskreds, så der er flere at vælge imellem, men min mand der kun har få venner lider under det.
    For mine forældre var det vist nogenlunde det samme ind til se fik på pension. Nu render de hele tiden til noget fordi de har tid igen. Lige som jeg selv havde da jeg læste

    1. Jeg tror, du har meget ret i, at der er en fase i livet, hvor det er ekstra udfordrende at få aftaler i hus, og som jeg læser din kommentar, oplever du også lidt af det samme med, at det er lidt mere udfordrende at få en aftale i hus, med dem der er et andet sted i livet, end man selv er.

      Til gengæld synes jeg faktisk ofte, at de spontane aftaler er de bedste, og det oplever jeg også, at de folk, vi trods alt ser, giver udtryk for. For mig er det langt mere overskueligt at tage stilling til, om det passer at lave noget her og nu (eller i morgen) end det er at planlægge noget 5 uger ude i fremtiden, uden at vide, hvordan alle de praktiske planeter står i den pågældende uge.

      Men det er egentlig en god pointe – at der kan være forskel på, hvad man trives bedst med, det spontane eller det planlagte.

      Kh

      Linda

  7. Du kunne nærmest lave en form for kontaktservice mellem alle os, der er i samme båd 😉

    Jeg tror problemet mest opstår, når man flytter til et sted, hvor få flytter fra, har været hele deres liv og har al deres familie der.

    Selv efter 14 år på Fyn er jeg stadig ikke lukket ind i varmen, sådan helt. Folk, der bor her, har boet her altid. Al deres familie, venner, omgangskreds er maks 20 min. kørsel væk. De hænger sammen med folk, de har gået i børnehave med, stadig som voksne. Og de lukker simpelthen ikke nye ind, for de har det fint som de har det. Det kan lyde nedladende, og sådan er det ikke ment, min pointe er bare, at deres sociale behov bliver dækket. De har simpelthen ikke brug for flere venner, for balkortet er fuldt af alle dem, de har gået i børnehave, skole, gymnasiet og videregående uddannelse med. Plus deres forældre oveni, der også stadig bor her.

    Det gør det bare ekstremt svært at komme udefra og forsøge at få et liv og en omgangskreds. Især som kvinde, der ikke har børn. Så er man VIRKELIG uden for fællesskabet og de steder hvor andre normalt “samler nye venskaber op”

    Min største hjælp har faktisk været bloggen. At jeg derigennem har lært lidt flere mennesker at kende. Men puh, jeg synes det er tungt og hårdt, at “alle andre” er ude med venner konstant og har fyldte kalendere konstant. Man føler sig lidt forkert. Eller som man gør noget galt.

    Mit bedste råd er at fortsætte med at tage initiativer fx igennem din blog også 🙂

    1. Jeg tror, som I er flere, der nævner, også, at det kan være særlig udpræget, hvis man er tilflytter, eller har været væk fra det sted, man flytter tilbage til, i de år, hvor alle andre etablerede sig. Og selvom man kommer tilbage, er man jo som oftest også et andet menneske, når man har været gennem den udviklingsproces det er, at tage en uddannelse, møde kærester og blive voksen. Derfor tror jeg egentlig ofte, at følelsen af fremmedgjorthed forstærkes, når man er sammen med mennesker, man engang havde et fællesskab med, fordi deres rejse har været en helt anden.

      Og så tror jeg, at du har helt ret i, at man kan blive yderligere stækket af at have betingelser, der ikke giver mulighed for at danne nye relationer, som f.eks. ikke at have børn eller (som mig) at have et arbejde, hvor jeg ikke er tilknyttet en fast arbejdsplads med kolleger. (Altså, det er jeg jo men dem ser jeg jo meget sjældent, i og med, at vi altid kører ud på andre arbejdspladser og skoler og tolker).

      Det er ikke altid nemt at være voksen.

  8. Det er en utrolig genkendelig følelse: at føle sig udenfor uden at de der udelukker en gør det med vilje.
    Jeg har det med forældrene i børnehaven – det virker som om de er en hel flok som bor lige i nærheden af hinanden og hjælpes ad familie-wise på kryds og tværs med at hente alle børn, lave aftensmad og følge ungerne til spejder/ridning/svømning. Sådan lyder det ihvertfald når man overhører deres hilse sniksnak i børnehaven. Og jeg er grøn af misundelse. Og vil flytte hen i det område hvor de er naboer. Og jeg ved ikke om det overhovedet foregår som jeg forestiller mig. I virkeligheden ville det jo nok ikke hjælpe, fordi kvinderne har været i mødregruppe sammen og mændene går til fodbold sammen… Udover selv at kæmpe med følelsen af at være udenfor/ensomhed på famileplanet, er jeg er rædselsslagen for at give den følelse videre til mine børn som en art default-setting. Det sidste er det værste.

    1. Jeg hører dig højt og tydeligt. Og det kan man bare ikke konkurrere med, vel?

      Jeg har også den iboende angst for at smitte mine børn med mine issues – og jeg aner ikke, hvordan man sørger for, at det ikke sker. Men jeg prøver at huske, at de relationer, vi har, er gode – virkelig gode – relationer, og at de også ser mig være social om aftenen. Jeg synes, det er vigtigt, at de får fornemmelsen af, at man godt må være selektiv, og at det er bedre at være glad(-ish) alene, end misfornøjet sammen.

  9. I Line Knutzons teaterstykke “Først bli’r man jo født” bruger hun sådan et fint billede på det her med relationer, som jeg har taget til mig (og muligvis bygget lidt videre på). Hun beskriver relationer som tråde, der går mellem os. Nogle har alle deres tråde fyldt op – de er alle hægtet på nogen, mens andre har mange tråde, der hænger frit.

    Jeg har mødt flere, som jeg har haft en god kemi med, men hvor det er ikke rigtig “blevet til noget”, altså som venner. Det, tænker jeg, er, fordi deres tråde er fyldt op. Kunsten er at finde nogen, som har ledige tråde, og det bliver de ofte omkring større livsomvæltninger, f.eks. ved flytning, forældreskab, skilsmisse osv. hvor man af den ene eller den anden grund får ryddet lidt ud i ens venskaber.

    Måske kan du begynde at se efter andre, som har ledige tråde? Jeg ved ikke om Esbjerg f.eks. har nogle tiltag målrettet tilflyttere, som du måske kunne deltage i. Jeg ved om nogen, som har startet madklub op i deres nye by, fordi de havde brug for at lære nogen at kende og få et netværk. Måske er der allerede noget i gang et sted?

    For ja, det er svært at få nye venner som voksen. Når jeg ser mine unger på en legeplads sige “Hej, hvad hedder du?” og vupti, så har de en ny ven, kan jeg godt tage mig i at blive lidt misundelig.

    1. Det er et ualmindeligt fint billede <3

      Jeg har prøvet nogle af de tiltag, der er hernede, men de steder, jeg har været med, har min oplevelse været, at det har været mere end bare tilflytter-betingelsen, der har fået folk til at søge sammen. Et sted var det iværksætteri. Et andet politisk overbevisning. Og det er jo alt sammen virkelig fint – men ikke helt det, jeg savner.

      Jeg tror faktisk også, at det har noget at sige, at min eksponeringsflade ikke er nær så stor, som den var engang. Jeg møder simpelthen færre mennesker, fordi jeg ikke underviser 10 timer om ugen mere, træner ud over det og hænger ud på cafeer med veninder og veninders veninder. Og det er klart, at hvis man klikker med ca. hver 10. man møder, så tager det længere tid nu, hvor jeg kun møder 10 personer om året, end da jeg mødte 10 om ugen.

      Jeg har nu ikke opgivet, og jeg tænker også, at der byder sig flere muligheder til, i takt med at børnene bliver større. Jeg er heldigvis god til at tage dem, mulighederne, når de opstår.

  10. Jeg er selv fra Jylland og er flyttet til Sjælland og bor nu i en forstad til København. Jeg sidder og funderer over, om du oplever det, fordi du er flyttet til en by som få flytter til, og mange flytter fra? For jeg tror, at jeg vile opleve det samme, hvis jeg flyttede tilbage til den by, jeg kommer fra (som er en stor provinsby, men dog en provinsby!). I stedet bor jeg nu i et område, som har mange tilflyttere – også fra Jylland, Fyn og Bornholm. Folk har tit forældre og gamle skolevenner langt væk, og er derfor (måske?) mere åbne over for nye bekendtskaber/venskaber. Og så bor vi i et område, hvor der er masser af børn, der leger på vejen og render ud og ind hos hinanden. Det gør også, at forældrene nemmere kommer i kontakt. Mit netværk er i høj grad kommet i stand gennem min datters veninder. Jeg kan jo ikke vide det, men jeg tror nu ikke, at det har noget at gøre med, at jeres familiekonstellation er anderledes end så mange andres – tror måske mere det handler om de sociale strukturer, som jeg oplever er anderledes i provinsbyerne, hvor folk typisk bliver boende eller flytter fra, end de er i byer som Aarhus og København. Og så er der måske også det med præferencen for spontant vs. planlagt – jeg er virkelig ikke god til spontane aftaler #kontrolfreak. Ofte fordi jeg i weekenden har planlagt mange af de ting, der ikke er tid til i hverdagen. Men hvis min datter har en legeaftale inviterer jeg gerne på en kop kaffe når der hentes. Det har i flere tilfælde været begyndelsen på et venskab (og lige så tit løbet ud i sandet :-)).

    1. Det tror jeg helt afgjort har meget at sige. I tilflytterbyerne er der en helt anden åbenhed og opsøgende mentalitet, fordi alle er nye og ikke har deres netværk med i tasken, når de træder af toget. Samtidig er der mange flere aktiviteter lagt til rette, som man kan gøre brug af og netværke omkring.

      Så jo – jeg tror afgjort, det har noget at sige, at jeg er flyttet til en by, hvor basen så at sige er lidt lukket om sig selv.

  11. Tak for endnu et godt og indsigtsfuldt indlæg, som har rumsteret i baghovedet på mig det meste af dagen. Jeg genkender følelsen af enten hele tiden at være lidt ude af synch med hvor min omgangskreds er i livet – eller bare være kommet lidt sent til ballet i en given sammenhæng, så de andre ligesom har fundet deres pladser. I dagligdagen gør det ikke noget, og efterhånden nyder jeg at gå alene til ting eller får meget godt ud af at være ‘hende den nye’ eller ‘hende der er med fordi hun er nogens kusine’. Men jeg kender godt de der småtvære dage, hvor det ville være fedt, hvis naboen bankede på døren med en rest bradepandekage 🙂

    1. Egentlig er det jo også lidt paradoksalt, fordi jeg på nogle dage virkelig, virkelig trives med bare at være i mit eget (og børnenes) selskab. Men jeg tror måske også, at det handler om at savne, at muligheden er der? At det bliver et valg somme tider at gøre noget alene med børnene og somme tider at gøre det sammen med andre – på deres intiativ. (Og det ville afgjort ikke blive dårligere af, at nogen havde kage med:))

      1. Update: En nabopige har lige været forbi med resterne af en bradepandekage. Hun drømmer om at blive barnepige. Tyve minutter før det kom to små piger og solgte kirsebær til særdeles rimelige priser. I dettte sekund har jeg reelt set ikke noget at klage over 🙂

        1. Kageupdates er voldsomt undervurderede. Jeg har banankage i køleskabet, og om lidt går jeg over og skærer et stykke. Måske sætter jeg det udenfor døren, går ind, og går ud og henter det igen med et overrasket udbrud. Det er næsten det samme:)

  12. I løbet af 0. klasse fandt vi ret hurtigt ud af, hvilke voksne, som vi altid endte med at hænge ud med til de sociale arrangementer, der var på skolen og i SFO’en. I 1. klasse dannede vi en spiseklub. Vi er 4 hold og det eneste, som vi havde tilfælles var, at vi havde drenge i 1.C. Det ene hold har tvillinger, så der er 5 drenge i “klubben”. Vi mødtes hver 14. dag og fordi vi er 4 hold (hvor det ene er blevet skilt, men de kommer stadig – nu med deres nye kærester), så blev det mandag, tirsdag, onsdag, torsdag OG fredag, så man ikke altid har den samme dag, og så det ikke altid er den samme der ikke kan være med, fordi han skal til badminton. Med søskende var vi 17 personer. Det er fra 18 – 20 og man får det mad, man ellers skulle have haft, selvom man kun var en selv. Og der serveres kun vand til maden. Det er en udfordring at have 17 siddende gæster, men hvor der er vilje er der vej. Og picnic er et fint koncept på stuegulvet for børn 🙂 Og fredag må man gerne blive lidt længere 😉 Det er et genialt koncept – også fordi man kan snakke om alle de ting man er usikker på, hvis man som os var førstegangsforældre. Og desuden var vi ovre mange diskutioner ala “ALLE de andre har en mobiltelefon” Hmm det er da mærkeligt, for jeg kender da 4 i klassen, der ikke har 😀
    Vi mødes stadig, men da de gik ud af 9. klasse blev det til til hver 3. uge. Drengene ses ikke som venner, men de prioriterer at komme til fællesspisningerne – og nogle af dem nu sammen med deres kærester. Vi er familie. I næste uge bliver de student og vi skal til studenterfester hos dem sammen med deres “rigtige” familier. Ligesom vi også har været på ferie sammen hele flokken.
    De skal vidt forskellige ting i deres sabat år, men vi fortsætter efter sommer, så der vil nok være fællesspisninger, hvor der kun kommer de mindre søskende, som ikke er så små endda. Og der vil sikkert også være fællesspisninger, hvor vi kun sidder os “gamle”.
    Men hyggeligt er det og jeg er dybt taknemmelig for at vi startede denne rejse sammen tilbage i 1. klasse.

    1. Det lyder fuldstændig fantastisk! Og som noget, der har været både brugbart og hyggeligt. Min oplevelse her har desværre været, at de forældrepar, jeg har mødt gennem institutioner og skole, netop er så lokaltetablerede, at de glemmer at tage intiativ de anden vej, selvom jeg forsøger at starte det op. Jeg har haft held med to “sæt” forældre, som er blevet nogen, vi både ser og holder meget af at være sammen med, og jeg håber, at der stille og roligt vil komme flere til. Håbet er lysegrønt:)

  13. Igen et indlæg som vækker genklang, men det der med hverdag og mangel på flow har betydet at jeg er brændt inde med 3-4 kommentarer de sidste par uger. Så nu skal jeg altså lige nå at være med her, for åh hvor jeg kender det.
    Vi flyttede øst for Storebælt for godt til år siden og alle mulige grunde har betydet at det sociale indimellem har haltet, plus der er to sæt familier plus de gamle helt nære relationer i Jylland, som fortsat har høj prioritet.
    Så jeg mangler også de lokale venner hvor man lige kan være spontan.
    Kan dog konstatere når jeg kigger henover de sidste tyve år, at der hvor det en sjælden gang imellem lykkes mig at etablere den type relation, så skal den logistiske ramme til være tilstede for at det sker.
    Da jeg læste i Århus for 100 år siden (ca…) Og tog turen fra Ingerslevs Plads til Langelands gade var det hos den ven som boede i Øgadekvarteret, hvor jeg jævnligt ringede på spontant på vejen hjem, ikke hos dem i Åbyhøj osv.
    Og med den ene skønne tætte relation, jeg har fået her hvor vi bor, som jeg ses spontant med, der skyldes spontaniteten, at vores døtre går i samme daginstitution og vi jævnligt henter samtidig og så bliver det nemt at sige, vil I med hjem til en kop kaffe… Hjælper selvfølgelig at børnene også er blevet gode venner.
    Derudover er der det spontane samvær med naboer i sommerhalvåret fordi vi bor in rækkehus og har et fællesareal og børnene, så leger på kryds og tværs.
    Men alt sammen noget som kun sker fordi der er en fysisk ramme som understøtter det.
    Jeg kan ikke få det samme til at ske uden den ramme. Og ved ikke helt hvorfor… Måske af mange af de grunde som er nævnt af andre, voksenlivets mange forpligtelser, andre der er mere socialt fyldt op end os etc.

    1. Det er netop derfor, jeg har kommentarmoderation på; så man kan hoppe med ombord, når tid og lejlighed byder sig <3

      Jeg genkender 100% hvad du skriver. Da jeg underviste i Aarhus i fdk, havde jeg måske 10 mennesker, jeg var rigtig gode venner med, som jeg idag har mistet kontakten til, og det er tydeligt at se, at det netop handler om .. tilgængelighed, i mangel af bedre ord. Når vi mødtes i centeret, var det meget nemmere at forlænge en træning med et cafebesøg eller noget take away og en film, end det ville have været, hvis vi skulle have stampet en aftale op ad jorden. På en måde er det, som om man får lidt mere tilgængelig tid, ift. de mennesker, man alligevel løber på, fordi de bare indgår i “egen-tiden” og ikke er nogen, der skal laves plads til i kalenderen.

      Og jeg tror bare, at mange af os – i hvert fald så længe børnene er små – møder færre mennesker, vi har et umiddelbart interessefællesskab med, fordi det ikke er vores egne fritidsinteresser, vi er med til, men børnenes.

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.