En hilsen fra ferielandet, hvor vi har lagt hårdt ud med en mand nede med bræksyge. Man kunne vælge at være rasende over, at ferien starter sådan, men egentlig er det bare rart, at jeg kan koncentrere mig om at pylre om ham, kogevaske sengetøj og skrubbe interiør ned i Rodalon, og ikke hele tiden skal have 50% af opmærksomheden parkeret i præ-stress over hverdagskabalen, der altid er ekstra svær at få til at gå op, når nogen er syge.
Den sidste uge op til ferien gik, som den slags altid går, hvor man 7 gange dagligt bliver lidt forbløffet over, at man stadig forventes at være igang. Således kom det flere gange bag på mig, at jeg skulle sørge for madpakker, rygsække til SFO-ture og være den, der fik alle mand ud af døren til tiden.
Jeg har sådan glædet mig til denne ferie, fordi det er den første, siden Frida kom til, hvor vi har tid til bare at holde ferie, og hvor det ikke er barsel, konkurs og flytning, der stjæler opmærksomheden. Vi trænger alle 3 til ro og tid, og ungerne opholder sig allerede så meget og længe i sandkassen og på trampolinen, at jeg med sindsro kunne smide deres værelser på airbnb. Kender jeg mig selv ret, begynder rastløsheden at klø, når vi er halvvejs gennem ferien, men i år har jeg faktisk lyst til at se, hvad der er på den anden side. Jeg tror, helt ærligt, aldrig, jeg har formået at stå den igennem.
Men sommertid er agurketid, også i blog-land. I holder ferie, og det gør vi også, og uanset, om man rejser kloden flad, eller om man har børn omkring sig 24-7, så kniber det vist for mange af os at finde de lommer af tid, hvor tankerækker får ro nok til at udvikle sig til indlæg. Da jeg netop igår fik en mail af den slags, der ind imellem finder vej til min indboks, tænkte jeg, at det måske var oplagt at lave et lille fællessvar; mailen var nemlig fra en potentiel kollega in-spe, som spurgte, om jeg har nogle gode råd, hvis man gerne vil begynde at blogge.
Og hvem ved, måske sidder der nogle af jer ude bag skærmene, der også kunne have lyst til at begynde at skrive, så her følger 11 erfaringer, jeg har gjort mig i min tid i blogsfæren:
1) Du skal have lyst til at dele lidt af dig selv. Det synes jeg faktisk gælder i alle former for underholdning, uanset om vi taler om undervisning, tekstfremstilling eller musik. Hvis du er belagt med teflon, kommer der et tidspunkt, hvor folk mister interessen for dig, fordi de ikke kan mærke, hvem du er inde bagved. Du behøver ikke dele dine inderste hemmeligheder, men du skal have noget, der umiskendeligt er dig, som læserne har lyst til at holde fast i og vende tilbage til, hvis du skal have fodfæste som blogger.
2) Når du har startet din blog, vil du gerne findes. Ellers er der lidt som at holde åbent hus, og sidde der, med alle sine pindemadder, og stritte. Her er det meget brugt at fiske læsere ved at kommentere hos andre bloggere, hvilket er helt efter bogen. Men tænk over, at det bedre kan betale sig at lægge en gennemtænkt kommentar et par enkelte steder, end at spamme kommentarfeltet hos 20 af de største bloggere, du kan finde, med et eller andet ligegyldigt. En kommentar som “haha – fedt indlæg. Mvh bloggertøsen.blogspot.com” får ikke serveren til at brænde sammen af trafik.
3) Du må gerne stjæle – men stå ved det. Man kan ikke få alle de lyse indfald selv, men blogland er forbløffende lille, og når man som læser ser én, der helt åbenlyst planker en god idé fra en anden blogger, og lader som ingenting (det sidste værende det essentielle her), så mister man lidt respekt for vedkommende.
4) Hold kadencen. Det er ligesom på savannen: Står du stille for længe, er du færdig. Deprimerende mange dygtige bloggere er forsvundet fra landkortet på den her. Jo længere tid der går, fra du har blogget sidst, desto sværere er det at komme igang igen. Personligt får jeg sådan en underlig idé om, at hvis jeg har været fraværende i en periode, så skal det være helt EKSTRAordinært underholdende og fantastisk og hysterisk morsomt og afgrundsdybt, alt sammen tilsat lydefri korrektur, når jeg endelig rider tilbage i arenaen. Det pres er der ingen, der kan holde til. Hold gryden i kog med et hverdagsindlæg om alt og ingenting, så du ikke bliver paralyseret af din egen præstationsangst.
5) Overvej hvor meget læserinddragelse, du har lyst til at lave. Det er nok særlig vigtigt, når man er ny, for det tager tid at opbygge en læserskare, og selv når man har den, aner man ikke, om folk lige læser et indlæg på telefonen i frokostpausen eller under bordet til en kedelig forelæsning. “Hvad er jeres erfaringer med husblas?” og “Hvilke principper bruger I, når I opdrager børn” gør så ondt, når de står der, nederst på siden, med vindheksene fygende om fødderne.
6) Det er en god ide, hvis du kan skrive. Her forsøger jeg ikke at være morsom, men ind imellem støder jeg på nogen, som vil blogge, fordi de har en historie, de gerne vil dele. Hvis du tænker på de 10 bedste sangere, du kender, vil nogle af dem være råt, vokalt talent, mens andre er dygtige håndværkere, som kan et eller andet ekstra. Der er ikke én måde at være en dygtig sanger – eller blogger – på, og smag er individuelt. Men jeg tror, man vil opleve den største glæde og forløsning, hvis man vælger en platform, der understøtter det talent, man har.
7) Anonym eller ikke-anonym? Jeg tror, at de fleste i starten leger med tanken om at være anonyme. Det var også sådan, jeg selv startede. Min egen oplevelse var, at det er en frihed, der medfører ret store begrænsinger, simpelthen fordi du risikerer ikke at kunne skrive om det, der trænger sig på, uden at sætte din anonymitet over styr.
8) Hvis du har børn og blogger om dem, så husk, at du ikke kan være sikker på, at de er voksne, når de finder din blog. Jeg har skrevet et indlæg om lige præcis denne problematik her.
9) Hvis du gerne vil have en god relation til dine læsere, så prioriter at svare på deres kommentarer. Jeg havde selv en periode, hvor jeg ikke var ret god til det; tiden var knap, og jeg syntes, at det var vigtigere at producere nye indlæg, end at svare på kommentarer. Der har jeg ændret standpunkt. Jeg ville gå død i at blogge, hvis mine læsere holdt op med at engagere sig i det, jeg skriver, og hvis de skal blive ved med det, og blive ved med at have lyst til at bruge tid på at kommentere, så kræver det svar. Når jeg kommenterer hos andre, påvirker det også mit syn på dem, hvis de gentagne gange ikke svarer. Engang imellem spænder livet ben, men min fornemmelse er, at folk har forståelse for dette, hvis man normalt forholder sig til det, de skriver, og svarer.
10) Lad være at skrive noget om nogen, hvis du ikke er klar til at tage konfrontationen med dem up-front. Den her har jeg selv lært på den hårde måde. Jeg skrev f.eks. engang en halv-harsk post om to værter fra P3 – som endte med at kommentere på det selv. Jeg står stadig ved essensen af indlægget, men jeg havde – indrømmet – formuleret det anderledes, hvis jeg vidste, de ville ende med at se det.
11) Og endelig: For mig virker det godt, ind imellem at tænke: “- men hvorfor er det relevant for andre at læse om?” Det er ikke en avis, vi skriver, og der skal være plads til lal og bananer, men hvis jeg prøver at tænke over, hvad jeg får ud af det, når jeg læser med hos andre bloggere, kan det være genkendelighed, et godt grin, noget at tænke over, en ny vinkel på en kendt problematik osv. osv. Men det luger ud i mængden af de indlæg, som jeg – hånden på hjertet – ikke selv finder ret interessante hos andre. F.eks. lange, rosende omtaler af veninder, indlæg om ting, man ikke “kan løfte sløret for”, drama og intriger med mennesker, jeg ikke aner, hvem er, osv. Alt kan naturligvis ikke være for alle, det er klart, men en del af charmen ved blogmediet er jo netop læserne, så for mig er det rart med en rettesnor, så jeg fra tid til anden finder tilbage i selvvalgt geled.
Og efter således uopfordret at have udøst lidt af min uendelige visdom, vil jeg bare trække mig tilbage og vente på, at bloghimlen oplyses af nye stjerneskud.
Published by
25 Replies to “Hvilepuls og småfif til nye bloggere”
Skriv et svar
This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.
Forstår heller ikke det med de lange rosende præsentationer af bloggerens private veninder… hvad skal læseren få ud af det? Jeg springer dem over medmindre de virkelig indeholder en spændende historie og ikke bare er venindebog.
Og den mulighed har man jo heldigvis altid:)
Selvfølgelig skal alle have lov at finde deres fødder og deres udtryk, men jeg har første gang til gode at møde nogen, der elsker at støde på "Oden til Tanja" derude….
God aften til dig:)
Kh
Linda
SÅ! Ingen vindhekse her.
Skal vi ikke ophøje dit indlæg til blogger-lov?
Ind imellem, så tror jeg, at bloggere tror, at man ikke kan regne dem ud. Jeg hader pseudo-indlæg og jeg kan blive helt arrig af at falde for en overskrift, fordi jeg ikke lige tænker mig om. (Ja, jeg er typen der gør en dyd ud af ikke at klikke på clickbait. Føler der bliver lidt mere balance i verden og en dag må alle mine ikke-kliks betyde, at clickbait dør)
Alt behøver ikke være til litteraturpriser, det skal bare være ærligt.
Hahaha – jeg er også én af dem, der af princip ikke trykker på clikcbait-overskrifter; måske skal vi stifte en forening? (Og kalde den "Du gætter aldrig, hvad de er fælles om at hade")
Jeg synes faktisk, at det gælder begge veje; ingen gider bruges, bare for at blive brugt. Der skal på en eller anden måde være noget i det for begge parter. Jeg kan i hvert fald mærke en mild irritation rumstere, når den samme blogger spammer mit kommentarfelt, uden på noget tidspunkt at kommentere på indlæg, men bare reklamerer for hårdt for sig selv, eller når jeg modtager mails fra mennesker, der helt tydeligt bare vil have mig til at gøre noget, men som fletter en sætning som "Din blog har virkelig hjulpet mig meget" – og ikke kommer det nærmere end det. Come nu on. Dummere er jeg ikke. Jeg har meget mere respekt for det, hvis man bare toner rent flag og fremsætter sin forespørgsel, så alle ved, hvad vi snakker om.
Vi ses i foreningen senere, ikke?;)
Jeg synes det er nogle virkelig gode tips Linda! Jeg kan også tilføje en, der fældede min blog ret effektivt: Overvej på forhånd hvor meget du KAN dele, og hvordan du vil gøre det. Jeg synes vi allesammen har et ansvar for ikke at gøre livet for rosenrødt på de sociale medier, men nogle problemer kan godt være for private at blogge om. Og hvad gør man så? Det føles forkert at blogge om de småting man ellers ville skrive om, fordi det ikke er dem der fylder i situationen. Det føles også åndssvagt at skrive om det på en måde, der kommer til at føles som om man gør sig mystisk, og det er svært at undgå gættelege i kommentarfeltet.
Jeg tror det kan være en god idé på forhånd at aftale med sig selv, hvilken type af blog man har, og hvor meget den kan "bære".
Jeg kom i hvert fald til at føle at jeg pludselig havde lovet mere end jeg kunne holde, og det kunne måske være undgået, hvis jeg ikke fra start havde aftalt med mig selv, at bloggen skulle reflektere mit liv. Det blev for svært at holde oppe, og det viste sig nok i virkeligheden, at jeg var for privat anlagt til konceptet.
Hej søde Nadia (som jeg stadig savner <3)
Jeg er 100% enig; det er nærmest umuligt at skrive noget, der føles ægte, hvis det, der fylder allermest, ikke kan/skal lægges frem.
Det får et snert af hysteri, hvis man hele tiden forsøger at skrive postitive tekster, hvis man samtidig kæmper med noget, der er virkelig svært ude i virkeligheden. For mig er det også svært at få adgang til den kreative åre, hvis jeg skriver udenom det, der fylder. Det er, som at skrive dansk stil om et emne, der virkelig, virkelig ikke interesserer én.
Min egen udvikling har været meget trial-and-error-baseret, hvor jeg har forsøgt noget, fået nogle tæsk, taget ved lære og forsøgt noget andet. Jeg kan også mærke, at jeg bruger meget tid på at reflektere over, hvorfor jeg i nogle situationer stritter på nogle bloggere eller blogposter, fordi der er ret stor mulighed for drage noget erfaring, uden at skulle gennem hele møllen selv.
Jeg håber, at du en dag finder en skive af livet, som du har lyst til at dele med os andre igen – du er et af de mennesker, der gør blogland til et rarere sted at være.
Kh
Linda
Hvor er du sød Linda!
Det er efterhånden et par år siden det skete, så jeg synes jeg er nogenlunde ude på den anden side igen. Jeg tror min fejl blev at jeg forsøgte at blogge alligevel, og det føltes som du selv skriver, ganske rigtigt som at tvinge en dansk stil igennem… Jeg kørte helt sur i det. Jeg håber også meget jeg får tegne/skrivelysten tilbage, så bloggen kan genopstå.
Jeg har lidt to problemer (ud over det manglende overskud): Dels er der nu en lidt stalker-agtig type jeg gerne vil undgå ved for meget om mit liv, og det er svært at undgå når man blogger, og dels synes jeg, jeg er kommet så langt bagud at jeg slet ikke ved hvor jeg skal starte… Starter man bare op hvor man er nu, og lader blog-hullet være et hul?
Jeg har i øvrigt underskrevet en kontrakt med L&R til at lave en tegneserie, men det er i en helt anden boldgade og handler ikke om mig selv. Men uanset hvad, så forsvinder jeg forhåbentlig ikke helt 🙂
Gud, hvor fedt! Og fortjent. Den glæder jeg mig til at læse:)
Jeg tror, at det – for ens egen skyld – kan være rart at starte helt forfra? Altså, med nyt navn, nyt domæne, hele svineriet? Ellers tænker jeg, at det er som at genoptage et forhold, der allerede én gang er gået galt? Jeg tror, at man, hvis man holder en nogenlunde jævn frekvens, kan få læserne med gennem meget. Min blog har vist ændret sig en del, fra jeg startede og frem til nu. Dengang bloggede jeg også dagligt, men dels har jeg slet ikke så meget at sige mere, og dels er tiden ikke længere til det. Men mit indtryk er, at folk hænger på, og at der selvfølgelig med tiden er nogle, der falder fra – jeg stopper jo også selv med at læse med hos andre – men fordi jeg har bemærket, at det virkelig sjældent handler om, at jeg ikke længere bryder mig om vedkommende, men snarere, at jeg bliver "mæt" af skrivestil osv., har jeg besluttet at antage, at det samme gælder dem, der forlader mig. Så føles det ikke så personligt.
Jeg håber, at stalkeren får sig en hobby, der ikke går ud over nogen, og at du genfinder fortællelysten. Indtil da, vil jeg glæde mig til din bog kommer.
Kh
Linda
Tak for tipsene, jeg er selv helt nyudklækket blogger, så jævnfør til punkt 2, kommer der her et lille resume af, hvad min blog er for en ��
Tilde Lyng���� er blevet mor til ����lillelyng.
Nyopstartet blogger, følg gerne med i min til tider sære, til tider ordinære hverdag, med bl.a. tanker fra en gennemsnitlig gymnasieelev, indblik i livet, som det er, når man er fanget i anoreksien kløer og bare dagligdagens strabadser i al almindelighed.
Bloggen vil blive eksorbitant dynget med mine tanker, følelser og oplevelser. Til tider humoristisk, sarkastisk, følsom eller bare sprudlende.
Følg mig og min vej tilbage til (at leve) livet!
Vi ses (forhåbentlig) på bloggen, derfor ikke et farvel herfra, men et på gensyn��
http://nouw.com/lillelyng
Hej Tilde.
Tak for din kommentar, og rigtig meget held og lykke med bloggen.
Kh
Linda
Ha ha, fedt indlæg! Ej, seriøst – du er vildt god til at sætte ord på det, der hos andre (mig!) kun er strøtanker. Og så har jeg da aldrig grinet så meget over husblas før!
Hahaha – jeg nåede sgu lige at skære tænder over den første linje:-D
TAK for din kommentar – det er fedt og bekræftende at få at vide, at I derude synes, jeg rammer ned i noget:-*
Kh
Linda
Ps: #husblas4life
Jeg vil gerne indskyde en lille tak for nr 8. Det er ikke fordi, jeg ikke havde tænkt over det før jeg læste dit indlæg, men det gjorde mig alligevel mere bevidst om, at min primære retningslinje er nødt til at være: "må mine børn læse det her?"
Kh Lisbet
Du er så umådelig velkommen:)
Kh
Linda
Gode tips ?? jeg troede ellers ikke at nogen begyndte at blogge i dag, men at bloggere er en flok vindtørre fortidslevn der ikke har opdaget Instagram, Snapchat og youtube ? Present company not included, of course…
Jojo – men det er, som om, vi nægter at uddø, ikke? 😀
Så enig i den med at besvare kommentarer! Har ofte taget mig selv i at tænke "hun må jo være lidt højrøvet så.." når jeg har kommenteret (måske endda stillet et spørgsmål) og vedkommende ikke svarer overhovedet. Og det er naturligvis værst for mig selv, men også lidt ærgerligt for bloggere, som ofte udbreder sig om "ingen blog uden læsere" og "jeg elsker et livligt kommentarfelt" osv. I øvrigt synes jeg, du er rigtig flink til at besvare kommentarer og fx Cathrine fra RockPaperDresses er også næsten altid nærværende og venlig i sit eget kommentarfelt. Det synes jeg er godt gået.
Jeg havde som sagt selv en periode, hvor jeg var en spade til det, men en læser skrev i forbindelse med et "Hvordan gør jeg bloggen bedre for jer?"-indlæg til mig, på en pæn og ordentlig måde, at hun synes, man mistede lysten til at læse med og/eller kommentere, når man aldrig fik svar. Efterfølgende lagde jeg mærke til, at jeg faktisk selv fandt det semi-respektløst, når bloggere kun valgte (- og vælger) at svare på hysterisk ros, eller sure kommentarer. (Eller – og det er næsten værre, synes jeg – at skrive "Tak" under alle kommentarer. Ej, men så bare lad være.)
Jeg er glad for, at hun i sin tid gjorde mig opmærksom på det, for jeg synes, jeg har fået en meget bedre føling med jer derude, efter jeg prioriterer at svare over at blogge i de perioder, hvor tiden er ekstra knap.
(Det er faktisk også grunden til, at jeg har det lidt ambivalent med at bloggen er kommet på fb, for antallet af kommentarer herinde er faldet drastisk siden. Det ærger mig lidt.)
Tak for din kommentar, og rigtig god aften til dig.
Kh
Linda
Gode tips! Jeg stoppede med at blogge da der blev alt for langt mellem det der fyldte i mit liv & det jeg skrev om på min blog. Min ene søn sprang fx ud overfor de allernærmeste, men i et helt år var der ikke andre der måtte vide det, så min bloggerhjerne brændte en lille smule sammen over alle de tanker jeg ikke skulle/kunne/måtte/burde dele.
Prioriteringen var dog ikke svær & beslutningen helt rigtig for mig – selvom jeg fik lidt abstinenser.
Jeg er hunrede procent enig. De 2 x 3 måneder, hvor jeg vidste, jeg var gravid, men ikke ville skrive om det, følte jeg, at jeg løj HELE tiden. Og alle indlæg føltes forkrampede og fortænkte, fordi de handlede om ting, der lå 20 pladser nede på opmærksomhedslisten.
Jeg sendte dig i øvrigt en kærlig tanke idag, da jeg for 7. gang kiggede ned i barnevognen, og sukkede: "Skal du aldrig have en lur, Frida" – du er en ægte trendsætter:)
Kh
Linda
��
Fandt på et tidspunkt ud af, at yngste søn og slæng brugte min blog til 'læsetid' i skolen :-D… Gav mig en smule koldsved på overlæben.
Det ville også lige få min puls til at ryge et slag eller to i vejret….
Ha ha ha, jeg elsker det! Særligt fordi jeg er skyldig i langt de fleste af dine punkter;) Du finder ikke 'Oden til Tanja' hos mig, men 'En ode til Maria';) Og jeg klikkede ind på Bloggertøsen – doh! Jeg får ind imellem de der mails med "Hvordan blogger man", og jeg aner aldrig rigtig, hvad jeg skal svare. Fremover får de bare et link til det her indlæg:)
Hahaha – jeg forsøgte faktisk at de-aktivere det som link, fordi jeg tænkte, at det kunne inviterer til at blive klikket på:-D
Jeg tror, der er ret stor forskel på, at være så etableret og afholdt en dame, som du er, og så på at skulle entrere blogland som ny. Jeg tror, at vi gamle nisser får lov at slippe afsted med mere, end man gør, hvis man er helt ny og funklende. Fordi folk kender dit bagkatalog, og ved, hvem du er (i hvert fald så langt, som en blog nu rækker). Min egen oplevelse er i hvert fald, at det giver lidt ekstra overskud til at interessere sig for f.eks. Maria og Tanja, at man på en eller anden måde har det øvrige persongalleri på plads:)