Blogsbjerg – en præ-teen
Idag har bloggen 10 års fødselsdag.
10 år.
Shit.
Jeg kan stadig huske, da jeg sad i min lejlighed i Aarhus, og skrev det første indlæg på min stationære computer, som stod på bordet, lavet af to bukke og en frostet glasplade fra IKEA. Jeg vidste ikke, hvad en blog var, før min veninde Lene oprettede én og begyndte at skrive. Vores venskab byggede på lige dele kaffe ved åen og cyberkaffe i hver sin ende af byen, hvor vi skrev og skrev og skrev og skrev til hinanden over msn. Min logiske slutning var, at hvis Lene, der elskede ord mindst ligeså højt som jeg gør, syntes, at en blog var en god idé – så syntes jeg nok også.
Siden er der sket så meget. Jeg er blevet voksen, Lene er her ikke mere, jeg har fået Anton og Frida og er flyttet tilbage til byen, jeg aldrig troede, jeg skulle se igen, og jeg skrev mig hele vejen gennem det hele. 1634 indlæg er det blevet til, hvilket omregnet til biblioteksbøger alligevel er en hyldemeter eller to.
Fordi det mig, der har fødselsdag(-ish), må jeg bestemme, hvad vi skal lave, og i dagens anledning har jeg lyst til at genudgive dét indlæg, som står klarest for mig at have skrevet. Jeg lærte noget af at skrive det. Måske er der en eller to af jer, der kan hente noget i at (gen)læse det.
Hip hurra og tillykke til bloggen.
Lad os tage 10 år mere.
Og uden yderligere ophold:
FREDAG DEN 11. APRIL 2014
En af de mange måder hvorpå det har påvirket mig, at Lene har fået kræft, er at jeg har bokset meget med yolo-syndromet.
Når man ser et menneske, man holder af, blive afbrudt permanent, lige midt i alting, får man en umådelig trang til at mase alt godt ud af livet HELE tiden, og jeg har nærmest været ved at brænde sammen oveni hovedet over den kroniske nødvendighed af at foretage de daglige gøremål. På en underlig måde har jeg følt, at jeg skylder .. nogen .. at sige mit job op og rejse ud i verden. Få set noget. Gjort noget. Gøre hver dag til en epokegørende tidslomme af forskel. At det er sløs af værste skuffe at bruge dyrebart liv på bare at vaske tøj, løbe en tur eller se Turbo med Anton for 1000. gang.
Har sgu nærmest fået stress og skyldeksem over min almindelighed og manglen på planlægning af vilde, grænsesøgende ekstremoplevelser i mit liv.
Men de sidste par nætter har jeg tænkt meget over noget:
Jeg tror, der findes to slags mennesker: Dem, der lever på forventet efterbevilling, og dem, der har svært ved at ofre det små for det større. De første er dem, der kan leve af at sutte på en sten i månedsvis, fordi de sparer op til at tage 3 uger til Cuba, hvor de ligger i hængekøjer og drikker god rom og nyder livet i fulde drag. De andre er dem, der har brug for, at hverdagen er rar at være i, fordi det er den, der er mest af.
Jeg hører ubetinget til de sidste. Jeg bliver aldrig hverken tynd eller rig; min evne til at ofre nuet for fremtiden er simpelthen for dårlig.
Og hvis jeg endelig en enkelt gang formår at spille på den lange bane, er jeg nærmest ikke i stand til at sætte pris på præmien, når jeg får den, fordi jeg synes, at mine ofre betyder, at jeg skal STOR-SKAM-NYDE den hele-hele-hele tiden, og derfor ikke synes, at suset er vildt nok.
Så i nattens mulm og mørke spekulerede jeg på, at det måske i virkeligheden ikke handler om at gøre de rigtige ting, men at gøre tingene rigtigt. Hvis det ellers giver mening for andre end mig selv? For jeg er faktisk god til at føle lykke over at gå på bare tæer over et nyvasket gulv, og over at leve et liv, hvor jeg ind imellem vågner midt om natten, og verden er reduceret til lyden af regn på mine skråvinduer og Antons stille snorken. Jeg stopper op og tager mig tid til at bemærke det, de morgener, hvor min kaffe er fuldstændig perfekt i både styrke og temperatur, eller når jeg kører bil i skumringen, og mit sind falder til ro, og jeg får fornemmelsen af, at alt stadig er muligt. Jeg glæder mig hver eneste dag til at hente Anton, og får stadig nærmest stød af ren, primal glæde, når han får øje på mig tværs igennem lokalet, og glædestrålende råber: ”MUAR!!” mens han løber mig i møde.
Og selvom det er alle klicheers uudholdelige, bedrevidende moder, så nåede jeg frem til, at der er meget sandhed i, at det, der er vigtigst er, at man er til stede i sit eget liv. Her og nu. Uanset om det så er i en hængekøje på Cuba eller siddende med morgenkaffen i sit køkken i en billig stol fra Ikea. At sætte pris på de små ting – men samtidig også prøve holde fast i, at man ikke behøves at elske at gøre rent eller at købe jeans; det må og skal være ok, at der er nogle ting, der udgør kontrasten, så man kan glædes over de rigtige ting. Hvis man skal tvinge sig selv til at føle intens glæde over alting hele tiden, fordi benchmarket konstant er, at det for mennesker som Lene ikke længere er muligt at vaske op, overbelaster man nettet i en grad, så det kortslutter.
– hvilket jo er det fuldstændig modsatte af, hvad målet med hele øvelsen var.
Så. Fordi det er fredag, og godt må være lidt stort og højloftet: Må I alle have en fantastisk weekend og finde zen i, hvad I end har valgt at fylde i den.
27. juli 2017 @ 11:01
Tak Linda! Af hjertet tak!
27. juli 2017 @ 18:48
Du er inderligt velkommen <3
27. juli 2017 @ 11:15
Tillykke med fødselsdagen, bedste blog, og skål for mindst ti år mere. Jeg bliver altid sådan varm og rolig et sted indeni, når jeg læser dine blogindlæg, du er så reflekteret, at selv når jeg ikke kan relatere 100% eller en sjælden gang i mellem ikke er enig, så sætter jeg stor pris på dine tanker.
27. juli 2017 @ 18:49
Det var dog en herlig indflydelse at have på et andet menneske. Tak for dine fine ord; de gjorde mig glad!
Kh
Linda
27. juli 2017 @ 11:15
Tillykke med fødselsdagen, bedste blog, og skål for mindst ti år mere. Jeg bliver altid sådan varm og rolig et sted indeni, når jeg læser dine blogindlæg, du er så reflekteret, at selv når jeg ikke kan relatere 100% eller en sjælden gang i mellem ikke er enig, så sætter jeg stor pris på dine tanker.
27. juli 2017 @ 11:55
Kære Linda, jeg kan ikke huske om det var i 2007 jeg opdagede din blog, eller senere. Men da jeg opdagede den, havde jeg nogle skønne aftner, hvor jeg læste alt fra start. Jeg har ikke tilmeldt mig noget feed, jeg har bare dit domæne i min historik og er trofast læser. Du har givet så meget godt læsestof, du burde være på finansloven. Som tak for at minde alle os andre om livets store og små glæder og udfordringer. Jeg er et helt andet sted i livet end du. Men det beviser jo bare man ikke behøver være som du eller på dit sted, for at nyde at læse med. Jeg ville sætte utrolig meget pris på – mindst – 10 år mere. Kh Mette S. Pedersen
27. juli 2017 @ 18:51
Så har vi jo nærmest snart kobberbryllup:)
Jeg er oprigtigt glad for, at du læser med, og det er virkelig rart for mig at høre, at mine skriblerier ikke kun giver mening for mennesker, der levet et liv, der minder om mit. Så tak for dén vinkel også.
Kh
Linda
27. juli 2017 @ 12:13
Tillykke med fødselsdagen og din fantastiske blog. Jeg kommenterer sjældent, men har læst med næsten fra starten… Omkring 9 år vil jeg skyde på. Jeg har stadig flere af dine indlæg bogmærket, og som jeg genlæser et par gange om året når jeg trænger til at få sat nogle ting tilbage på rette plads.
Jeg kender dig slet ikke, og alligevel føles du som en gammel ven.
Tak!
27. juli 2017 @ 18:53
Åh, Thea – det var fint sagt!
Jeg er nærmest upassende stolt over, at der er mere levetid i nogle af mine indlæg, end bare lige det quick-fix af ord, som blogs som oftest er.
Tak for ordene, og fordi du læser med.
Kh
Linda
27. juli 2017 @ 12:32
Tillykke med de 10 år Linda ? Jeg er glad for, at du lige snupper 10 mere ? Kh Birgitte
27. juli 2017 @ 18:53
Tak for det, Birgitte – og tak fordi, du holder mig ørene:) Det er din opgave de næste 10 år også:)
Kh
Linda
27. juli 2017 @ 15:10
Kan skrive det kort og godt: TAK for dig ❤️ – har læst samtlige indlæg… og forventer at læse alle dine fremtidige indlæg. Tak for dine tanker og din ærlighed.
27. juli 2017 @ 18:54
Det er – virkelig – mig, der takker <3
27. juli 2017 @ 15:23
Stort tillykke med de 10 år. Jeg kommenterer også alt for sjældent, men jeg nyder virkelig at følge med – og jeg kan sagtens huske det her indlæg. Det er SÅ fint skrevet, og jeg er ret enig – efter min mor døde for fem år siden, blev jeg også næsten helt stresset af tanken om at skulle nå at opleve noget og udrette noget. Er efterhånden ved at have fundet mig til rette med at have byttet universitetet ud med en tilværelse som elev på en erhvervsuddannelse; jeg kommer aldrig til at tjene penge nok til at bo stort eller rejse vildt, men det er okay, for jeg er gladere end jeg har været længe, og har mere overskud til at nyde hverdagen.
27. juli 2017 @ 18:58
Jeg synes, at min verden blev et andet sted, efter Lene døde. Men jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig, hvordan man finder ud af, hvor man afgrænses som menneske, når den ene halvdel af dem, der udgør alt, hvad man definerer sig selv ud fra, forsvinder.
Det gør mig meget stolt og rørt, at indlægget også føles meningsfyldt for et menneske, som dig.
Kh
Linda
27. juli 2017 @ 17:42
Tak! Din blog er helt eminent, og du er så dejligt reflekterende. Jeg synes tit, at det er svært at indtage et standpunkt til dit, dut og dat, men når jeg har læst dine nuancerede overvejelser, rækker jeg oftest mentalt en hånd i vejret og råber: "ja, jeg mener det samme som Linda!"
27. juli 2017 @ 18:59
Det skal du bare gøre!! Så kan de bare ringe, hvis de er mere:)
Ej, spøg til side. TAK. Fordi du læser med, og fordi du lægger den her kommentar <3
Kh
Linda
27. juli 2017 @ 19:00
Stort tillykke med din velfunderede blog – jeg er trofast følger, og bliver så glad når der er nyt fra din hånd.
Jeg har dig bog til at ligge på mit bord, den skal med på ferie. Jeg nænner dog næsten ikke at starte på den, da jeg har så stor glæde i at have den tilgode��
Dejlig sommer til dig og dine skønne børn. Keep it coming❤
28. juli 2017 @ 17:13
Mange tak for det:)
Jeg håber, at bogen falder i smag; særlig nu, hvor den får lov at komme med på ferie <3
Rigtig god sommer til dig også.
Kh
Linda
27. juli 2017 @ 19:31
Tillykke med fødselsdagen og tak for dig!
28. juli 2017 @ 17:13
Mange tak for det, og spejl <3
27. juli 2017 @ 20:16
Tillykke med de ti år! Jeg har ikke læst med fra starten, men jeg har læst alle indlæg igennem mere end én gang fra ende til anden, og jeg kommer helt sikkert til at gøre igen. Dine ord, tanker og refleksioner holder bare – og udgiver du nogensinde hele baduljen i en bog, ryger den på ønskelisten, ligesom 'Vi er bare selv', står der nu.
Ten more years!
/Trine
28. juli 2017 @ 17:14
Jeg kan mærke, at nu, hvor jeg får et Obama-slogan, så tager jeg *helt* sikkert 10 år mere!:)
Tak for rosen – det gør mig glad helt ned i maven, at mine indlæg kan bruges mere end én gang <3
Kh
Linda
1. august 2018 @ 20:02
Så kom jeg hertil i endnu en gennemlæsning ☺️
1. august 2018 @ 20:12
Trine! Du er for vild! Vi må snart have noget merch på banen, som man kan få, når man har jubilæum som læser. En kop eller noget?
Jeg er så glad for, at du skriver en tilbagemelding – det varmer helt ind i hjertet at vide, at alle mine ord stadig bliver brugt <3
28. juli 2017 @ 05:30
Et virkeligt tankevækkende indlæg, som jeg bliver glad indeni af at læse, både fordi jeg er enig men fordi jeg synes, at jeg har været meget opmærksom på at nyde de små ting uden at jeg har været bevidst om det. Det er blevet sværere med tiden, jeg ved ikke hvorfor, måske på grund af manglende overskud. Jeg føler det lidt som om jeg står i sådan en tromle, du ved dem, der er i tivoli, som har et vibrerende underlag og jeg forsøger så vidt muligt at holde balancen. Og det kan jeg godt, men det er ret kedeligt og det er svært at komme videre. Nå men det er derfor endnu vigtigere at værdsætte de små ting og prøve at finde en slags ro. Tillykke med bloggens fødselsdag og tak fordi du deler.
Lika
28. juli 2017 @ 17:20
Jeg ved præcis, hvad du mener. Mit billede, når det går alt for stærkt, er, at jeg står foran én af de der tenniskanoner, der bare bliver ved og ved og ved og ved med at fyre bolde imod dig. Det hele kommer til at handle om bare at få returneret svineriet, og der er nul overskud til taktik, eller bare til at se, hvor det, man rammer, lander.
Tak for lykønskningen, og fordi du, et stramt program til trods, fra tid til anden alligevel finder tid til at kommentere herinde.
Kh
Linda
28. juli 2017 @ 18:17
Tillykke!
Og tak for en velskrevet, begavet, vedrørende og skæg blog. Jeg finder dig hver dag og har taget mig selv i at sige "Yir!!" når der er nyt, særligt dine i øvrigt.
Jeg glæder mig til at følge dig. Hvis jeg møder dig en dag blir jeg sikkert overmandet af nødvendigheden for at kramme dig eller highfive dig. Skørt med fornemmelsen af "gammel ven", tænk hvor mange af os læsere det har det sådan.
Så highfive herfra!
29. juli 2017 @ 19:56
Tusind tak for det – det glæder mig meget og oprigtigt <3
Og jeg er en krammer, så løber vi på hinanden en dag, så breder du bare armene ud:)
Kh
Linda
28. juli 2017 @ 21:01
Tillykke med fødselsdagen!
Hvor har du dog inderligt ret i at man skal finde glæde i de ting, der er her lige nu. Jeg forsøger at gøre det samme – både i gode tider, men især når livet er svært.
Tak for en god og klog blog – velskrevet og grammatisk korrekt ;)(hvilket er én af de små ting, jeg finder glæde i…)
Jeg kipper med flaget og glæder mig til at følge med fremover.
29. juli 2017 @ 20:02
Tak for din fine hilsen og dine pæne ord <3
Jeg ved ikke, om det er mig, men jeg synes faktisk, at man bliver bedre til det med alderen, det med de små ting? Selvom hamsterhjulet somme tider kører hurtigt, så er jeg i hvert fald blevet bedre til at bemærke de mange små ting – ikke mindst efter at Lene døde. Og som en ekstra fin ting, synes jeg også, at vi (i hvert fald i min omgangskreds) er blevet bedre til at minde hinanden om at huske at gøre det. Det er en af de små ting, jeg finder glæde i:)
Tak fordi du læser med.
Kh
Linda
29. juli 2017 @ 07:09
Tillykke til bloggen og tillykke til alle os der er så heldige at få lov at læse med. Jeg ved ikke hvor længe jeg har fulgt med – men har også læst alle indlæg – nogle flere gange.
Jeg har været så heldig og også opleve dig live som træner i Fitnessdk før du flyttede – og de timer mindede på mange måder om bloggen (omend mere svedige og en konstant følelse af at alle ens muskler snart sprækkede!) men et dejligt frirum og underholdende. Jeg synes den her blog rummer alt: refleksion, humor, fuld af kærlighed til dine unger og dine nærmeste og så er du bare fandens skarp!
Efter jeg selv er blevet mor så har jeg genlæst flere af de første indlæg efter Anton og de giver jo pludselig mening på en anden måde.
Det her indlæg er så fint – og selvom det er 11 (shit!) år siden min far døde så kan jeg genkende følelserne brugte i starten meget tid på at tænke at jeg skulle sørge for at blive alt det jeg vidste han ville ønske jeg blev. Til sidst fandt jeg ud af han jo i bund og grund bare gerne ville have jeg var lykkelig.
Nå men TAK fordi du deler – vi er mange der sætter stor pris på det.
Kh fra Lykke
29. juli 2017 @ 20:09
Lykke, jeg blev så rørt over din kommentar.
Hvert eneste afsnit, du skriver, gør mig så glad og stolt, og din afsluttende sætning om din far, er essensen af hele dette indlæg.
Tusind, tusind tak!!!
<3
30. juli 2017 @ 13:22
Jeg har stadig Lenes blog i mit feed. Bare for lige at minde om hvad der er vigtigt i livet. Tak for ti år med dine ord – både de sjove og de seriøse. Og flere blogbøger!
31. juli 2017 @ 16:33
Jeg har også stadig hendes nummer kodet ind på min telefon. Jeg tror aldrig, jeg helt kommer til at forstå det, og jeg må i hvert fald konstatere, at det har ændret mig, sådan helt grundlæggende, som menneske.
Tak for din kommentar – jeg siger til Forlags-Ole, at vi skal have nogle flere bøger skudt afsted:)
Kh
Linda