Hello (from the other side)

Adele er blevet tynd, hvis det skulle have forbigået nogens opmærksomhed. Meget tynd. Og internettet er – forudsigeligt nok – ved at koge over.

Men for første gang i al den tid, jeg kan huske, er det ikke kun beundring og misundelse, der fylder kommentarfelterne, men i ligeså høj grad bekymring for konsekvenserne af at hylde et vægttab på den måde. 

Jeg er med i en håndfuld amerikanske fb-grupper, som alle er udløbere af My Favorite Murder podcasten, og det har været en øjenåbner ift. mange emner for mig. Det var f.eks. her, jeg så de første reaktioner på alle kommentarerne om at tage på, mens vi er i karantæne. Det var også her, jeg lærte, at det er god stil at markere før-og-efterbilleder i forbindelse med et vægttab med ‘TW’ (triggerwarning), fordi billederne kan være med til at smide mennesker, der kæmper med spiseforstyrrelser, ud over kanten.

Da jeg så Adeles billede og de mange, MANGE virtuelle klapsalver, det udløste, blev jeg faktisk en smule trist, for jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hun kommer til at leve resten af sit liv under en lup. Tager hun så meget som ét kilo på, er det en historie nu, og hun har nærmest mistet retten til sin egen krop.

Men jeg blev sgu også træt, for hun har faktisk været én af dem, der har holdt på sin ret til at veje det, hun gjorde, og nu, hvor hun har tabt sig, er der – efter opslagene at dømme – lavet en serie af ‘look at me now’-billeder, som underminerer alt, hvad hun tidligere har sagt.

For mig handler det ikke om tyk vs. tynd, eller om hvad der er ‘bedst’ eller ‘pænt’. Det handler ikke om, at jeg ikke tror, at vægttab kan medføre øget livskvalitet, eller at det kan udspringe af noget sundt og rigtigt, og dermed være både godt og positivt.

Og jeg ved godt, at tynde mennesker også udsættes for mobning og nedladende kommentarer, hvilket bare er endnu et argument for at vi stopper med at kommentere på hinandens vægt, for hvad andre vejer kommer. ikke. os. ved.

Men jeg har første gang til gode at se en celebrity blive fejret og hyldet fordi vedkommende har taget på, og når tynd hyldes så overdrevet, som det gør, så bliver det et statussymbol, og ét, der er langt mere skadeligt end biler og huse. For sidstnævnte er der – trods alt – en begrænsning på, fordi der er kun plads til x antal villaer langs kysten. Den tynde krop er på papiret opnåelig for alle, hvilket er katastrofalt, fordi det 1) gør det meget nemt at føle sig som en eklatant fiasko, hvis man ikke formår at have den, og 2) giver alle lov til at mene noget om dem, der ikke kan pynte sig med det ydre symbol på viljestyrke og kontrol.

Men tænk, hvis vi vedtog, at det BEDSTE hus, og det, vi alle sammen burde stræbe efter, var en strandvejsvilla. Uanset vores socioøkonomiske baggrund, vores job, vores civilstatus, vores evner, talenter og overskud – hvis målet for alle var at få en strandvejsvilla, så ville der være nogen, der skulle gældsætte sig resten af livet for at nå målet. Nogle ville skulle arbejde 100 timer om ugen, nogle ville få stress, nogle ville blive skilt, nogle ville aldrig se deres børn, nogle ville blive syge og nogle ville bruge hele livet på at ofre ALT, hvad de havde – uden nogensinde at nå i mål.

Pointen er – selvfølgelig – at vi med statussymboler, hvad end det gælder kroppe eller huse, ikke kan se, hvad der ligger bag dem. Hvad de har kostet. Om de var dét værd.

Og selvom vi kamuflerer vores beundring af den tynde krop som en kompliment for indsatsen, når nogen har tabt sig, skal bare tænke grundigt og længe over, om man ved, hvad det er for en ild, man puster til. Både hos sig selv, den, man komplimenterer og hos alle dem, der læser og lytter med. 

Jeg bliver ked af det, når Peter Falktoft igen peger fingre af “de fede”, som bare skal tage sig sammen. For mig er det efterhånden et udsagt på linje med, at psykisk syge bare skal tage sig sammen og lige se at blive lidt glade igen.

For det kan godt være, at det er sådan, han ser det. Vi er alle sammen produkter af den opdragelse, vi har fået, og det kan være virkelig svært at ændre på indgroede synspunkter, så længe vi ikke har et incitament til at gøre det. 

Det er jo som regel først, når vi pludselig finder os selv på den anden side af bordet, at vores verdensbillede slår revner. Når sagsbehandleren pludselig selv bliver kronisk syg. Når politikeren med sparekniven får et døvt barnebarn. Når vi som andengangsgravide får alle de skavanker, vi i det skjulte tænkte på som svaghed og hysteri i vores første, problemfrie graviditet. Eller når det kronisk slanke menneske får børn med tendens til overvægt. 

Og det kan godt være, at det er hans synspunkt. Det er svært at gøre så meget ved. Men problemet med at mene noget, når man gør det ned i en åben mikrofon, er, at man dermed enabler, at andre gør det samme. Man legaliserer en måde at tale om noget på, og man forlænger levetiden af fordomme og snæversyn.

Det kunne være rigtigt fint, hvis han og man brugte 5 minutter på at tænke over, hvad det er, man gerne vil med de ting, man fokuserer på, når man gør det i det offentlige rum. For hvis målet rent faktisk er at flytte noget, eller at ændre en udvikling, så må og skal man have mere respekt for emnet end dét. Ingen – i-n-g-e-n – bliver motiveret til noget som helst af skæld ud og udskamning.

Og bare lige for at tage den: Folk er ikke blevet mere nærtagende. Tiden er bare løbet fra stiltiende at finde sig i en hierarkisk indplacering, man ikke selv har haft indflydelse på, og derfor begynder de mennesker, der tidligere automatisk blev holdt nede af strukturen i samfundet at give udtryk for, hvad de *altid* har følt. ‘Politisk korrekthed’ er et begreb, vi har opfundet, fordi det er en måde at dismisse et synspunkt på, uden at skulle besvære os med at finde et godt modargument.

Typisk fordi der ikke er et. 

Men det kræver ikke, at vi tilbundsgående forstår en problemstilling, for at være med til at ændre på måden, samfundet tilgår den på. Vi kan stadig bidrage ved i hvert fald ikke at forstærke fordommene eller gøde jorden, de vokser i.

Ændringer sker ikke overnight. Det er jo ikke sådan, at alle vågner en morgen og synes, at vi skal have ligeløn, at homoer skal have lov at adoptere og at børnehaver skal indrettes efter transkønnede børn. 

Al udvikling sker i ryk og etaper, og den gode nyhed i dét er, at alle kan bidrage. For måske føles det i starten kunstigt at sige én ting, men inderst inde at mene noget andet, og det kan godt ske, at vi ikke, hvis vi er *helt* ærlige, synes, at en bikinikrop er en krop i bikini.

Men ved at fjerne den verbale legalisering, fjerner vi en stor del af den kulturarv, som næste generation bliver formet af, og derfor er det vigtigt at reagere, når vi ser og hører nogen, der stadig mener, at det er ok at kommentere på andres vægt og kroppe, uanset BMI. Derfor er det vigtigt at reagere, når børn taler om pige- og drengefarver, og derfor giver det mening at foreslå, at fødselsdagskalenderen i børnehaven, hvor pigernes fødselsdage er skrevet på lyserøde kjoler, mens drengenes er skrevet på blå shorts, erstattes med balloner eller lagkager. Det er fuldstædig gratis at gøre, når man ikke har noget i klemme, men det gør bare en ret stor forskel på den lange bane, fordi børn formes af det miljø, de færdes i.

Når vi taler om noget på en ny og anden måde, end vores samtid og kultur har lært os, så *vil* det i starten føles anderledes. Men jeg tror ikke, at det er nok, at dem, der oprigtigt synes, at alle kroppe er lige pæne og at køn er noget, man vælger, giver modstrømmen en stemme; simpelthen fordi æstetik og normer er produkter af den samtid, de eksisterer og vokser i, og det derfor er flertallet, der bestemmer, hvordan de defineres.

Derfor er der ingenting, der ændrer sig, hvis det kun er De Få og dem med noget i klemme, der kæmper kampen. Hvis de kun var de kvinder, der gerne ville have børn, selvom de skulle have dem alene, der havde kæmpet for muligheden for at få det, havde jeg ikke haft Anton og Frida idag.

Vi kan ikke alle sammen kæmpe alle kampe derude. Det vil altid være dem, der brænder mest, der er nemmest at se. Men derfor kan resten af os stadig hjælpe ved i hvert fald ikke at modarbejde udviklingen og fremgangen for dem, der kæmper for ændringer på områder, der ikke direkte berører os.

Published by

23 Replies to “Hello (from the other side)

  1. Tak!!! Jeg er (meget) overvægtig. Jeg har prøvet at være normalvægtig, som resultat af en spiseforstyrrelse, jeg har prøvet at tabe mig 35 kg på den sunde måde og jeg har prøvet at tage det hele dobbelt på igen.
    Der går ikke en dag, hvor jeg ikke drømmer om at veje 75 kg og have det godt med min krop. Men jeg må indrømme, at jo mere jeg mærker efter, handler det mere om at være sund og stærk, end det handler om vægten. Så langt så godt.
    Jeg oplever egentlig aldrig at blive behandlet anderledes end andre, at blive set ned på/skævt til/ikke på eller noget i den retning, ud over det jeg gør ved mig selv og alt det jeg bremser mig selv i at gøre… Der er stadig noget at arbejde med! Men som udgangspunkt oplever jeg ikke, at min omverden forholder sig tydeligt til min overvægt.
    Det der skete i den periode da jeg tabte de mange kilo var, at folk begyndte at komplimentere mig for mit vægttab og jeg begyndte at reagere ved, at trække mig væk blive utryg i situationen. Jeg synes det var ubehageligt, at folk kommenterede på det. Det har jeg tænkt meget over efterfølgenede og er kommet frem til, at min reaktion kom på baggrund af, at det pludselig blev tydeligt for mig, hvor meget folk forholdte sig til min krop og min vægt til dagligt, for at de kunne lægge mærke til, at jeg havde tabt mig. Her gik man og troede, at folk primært var opmærksomme på ens fantastiske personlighed, men så var de alligevel også opmærksomme på hylsteret… Det var ubehageligt for mig, fordi jeg ikke selv var glad for min krop og at jeg egentlig ikke følte at “den kom andre mennesker ved”. Derfor er det heller ikke rart at tale om. Jeg er klar over, at man gør det for at være høflig og støttende og rosende og jeg kommer i virkeligheden også selv til at gøre det, men jeg mere jeg tænker over det og husker tilbage, brød jeg mig ikke om det.
    Jeg ved egentlig ikke hvad jeg vil sige med min kommentar andet end at jeg synes det var virkelig godt skrevet, så godt at jeg var nødt til at læse det to gange, og at det jo tydeligvis har sat nogle tanker i gang 🙂 Så tak for det!

    PS. Så havde jeg ikke set Adele, så jeg googlede selvfølgelig og SHIT! Håber stadig hun synger dejligt 😉

    1. Jeg forstår 100% hvad du mener; det er underligt at forstå, hvad folk tænkte om én, da man var et andet sted, end man er i dag.

      Vi kommer alle sammen til at gøre det, tror jeg. Netop fordi vi gerne vil hjælpe og opmuntre, og også gerne vil anerkende folk for at have gjort en indsats. Men for mig har det ændret på mange ting at tænke over, at det også er en måde at skabe stress hos andre på, fordi man med sin ros indirekte får fortalt, at den nye, tyndere krop er bedre/pænere end den gamle – og at personen vi roser dermed bør stræbe efter ikke at tage på igen. Det tager tid, fordi det er en meget indgroet vane, der skal ændres, men jeg synes, det giver meget mening at snakke om det, mens vi forsøger at finde ud af, hvad den gode løsning er. På den måde bliver vi alle sammen klogere, og der kommer mange flere nuancer i debatten. <3

    2. Jeg hører dig så højt Sofie!
      Noget af det jeg er gladest for i det vægttab jeg pt. er i gang med at vedligeholde, er at kun én af mine veninder har bemærket det/aktivt kommenterer på det. Jeg bærer over/nænner ikke at tage snakken om hvad hun mon tænkte om mit udseende før (og om det for hende, er det mest interessante ved mig) fordi hun er så desperat for selv at tabe sig, at det næppe handler om mig, men bare at jeg lige nu repræsenterer noget hun gerne vil opnå.

      1. Efter at jeg har læst din kommentar, har jeg tænkt på, om det mon også handler om, at man har brug for at sige, at man godt selv ved, at man (som samfundet er skruet sammen lige nu) “trænger til” at tabe sig? Lidt, som når man får gæster og siger: “Ja, undskyld det roder”. Det kommer det jo hverken til at rode mere eller mindre af, men man har brug for at tilkendegive, at man godt selv ved det/kan se det?

        1. Det havde jeg heller ikke tænkt over, men det tror jeg da absolut at du har ret i.
          Det er iøvrigt et super indlæg, som jeg slet ikke er færdig med at læse og reflektere over.
          Tak som altid 😀

  2. Hold nu kæft, for et velskrevet indlæg! TAK for det!
    Jeg vejer selv mere, end jeg egentlig er tilpas med, men jeg orker nærmest ikke at give mig i kast med en “livsstilsændring”/slankekur, primært fordi jeg aldrig har fået så meget ros, som de gange jeg har tabt mig. Heller ikke dengang jeg blev tilbudt et job som chef, fik 12 i en afsluttende eksamen, gjorde en god gerning eller noget som helst andet, men de gange jeg har tabt mig, har jeg nærmest fået et ridderkors og Kronsborgs kanoner blev affyret.
    PS. Jeg bliver så ked af det, når Falktoft nævner rygning og de overvægtige, netop pga. det du skriver. Jeg er sjovt nok begge dele.

    1. Tusind tak for det!

      Jeg oplever lige nu, at det er meget meningsfuldt at få så mange nuancer på den her debat som muligt, og Ditte Gieses podcast om at være blevet for tyk, var også god for mig at lytte til, fordi hun netop går ombord i det der med, om man kan bevare sin integritet, hvis man gerne vil tabe sig, fordi man med et vægttab – som vi har indrettet os idag – føler, at man bukker under for et pres, som omverdenen lægger på os.

      Ift Peter F. er jeg jo virkelig die hard fan af både ham og Esben, og derfor bliver jeg bare ekstra forstemt, når han siger noget, som jeg synes er så ude af trit med, hvad vi ved idag. Måske er det fordi jeg ikke ryger, og jeg derfor ikke føler mig ramt – men min oplevelse er, at han tilgår rygning på en lidt mere sober måde? At han der går mere efter alt det, der får folk til at starte med at ryge? Oplever/hører du det på en anden måde?

      Kh

      Linda

      1. Jeg har det som dig med Peter og Esben – kæmpe fan! Generelt synes jeg, at Peter hurtig kan blive sort/hvid i sin tankegang, når det gælder ting, som han ikke bryder sig om som f.eks. rygning. Jeg synes, nuancerne mangler i hans argumentation og hurtigt bliver udlagt som “Bare stop, din idiot!” – hvilket som så meget andet, er nemmere sagt end gjort.

        1. Ja, det er nok mest Esben, der står for nuancerne:-D

          Jeg tror bare, at min oplevelse er, at han og de normalt bevæger sig til kanten, men stadig tilgår tingene på en ordentlig måde. Derfor står det ekstra ud, at det her er så tonedøvt, ikke?

  3. Men Adeles vægt og krop har jo ALDRIG været hendes egen sag! Hun har været en art poster girl for body positivity og har skulle forholde sig til “hvordan er det så ikke at ligne en typisk sanger”-spørgsmålet i utallige interviews. Ligesom hun er blevet kaldt helt absurde ting pga sin vægt af gud og hver mand og Karl Lagerfeld. I realiteten ved vi vel ikke, hvad hun inderst inde har ment om sin vægt. Det er sin sag at svare “jeg er faktisk helt vildt ked af min vægt” i et interview, for så får hun både body positivity forkæmperne OG alle andre på nakken i “så tag dig dog sammen”-boldgaden. Jeg synes body positivity er godt og skønt men til tider synes jeg også det får en klang af at hvis man så vælger at tabe sig, så har man givet køb på et eller andet og ligger alligevel under for.. ja, hvad ved jeg ikke helt præcis, men det er i hvert fald ikke godt. Jeg kan kun have respekt for, at man kæmper kampen, hvis der er noget man vil opnå – og så er det sådan set underordnet om det er at tabe sig, kunne løbe 15 km, tage en uddannelse eller lære at strikke.

    Som jeg ser det, kan Adele ikke vinde. Hun har fået både ros og skæld ud for at være tyk, og nu får hun både ros og skæld ud for at være blevet tynd.

    Og ganske som Adele ikke kan vinde, så kan vi andre heller ikke. Jeg er enormt træt af hvor mange, der synes, at kvinder(s kroppe) er noget, der er til offentlig diskussion og vurdering – uanset hvordan man ellers ser ud. Jeg er træt af, at der er så mange regler for hvad man må og ikke må: Man skal smile, men ikke for meget, for så er man useriøs. Man skal se pæn ud, men ikke for pæn. Kjolen må ikke være for lang eller for kort. Tøjet må ikke være kedeligt (en grå mus) eller for vildt (slutty). Man må ikke sige sin mening, for så er man skinger eller “fylder for meget”. Mænd bliver ROST for at gå på barsel, som om det var en præstation udover det forventelige, men jeg har mange gange fået kommentaren “men vil du virkelig godt afgive din barsel til din mand?” eller endnu værre “Ej, jeg kunne altså ikke undvære min baby så tidligt” – underforstået, at mor er en bedre omsorgsperson end far, at babyen mere er mors end fars, og jeg allerede dér er en forkert mor (hvad det så end er). Det er som om, at man som kvinde (og ikke mindst som mor) skal leve op til en milliard mere eller mindre udefinerede regler, som ændrer sig hele tiden og hvis man ikke lever op til dem alle sammen, så fejler man og er fair game for alle. Og det er min påstand, at de samme regler ikke gælder for mænd eller fædre.

    En mand kan, groft sagt, rulle ud af sengen, tage et bad, måske barbere sig og tage ét af 15 ens jakkesæt på, og så er alt godt, uanset om hans hår er orange, hans jakkesæt er umoderne og hans mave er på størrelse med en yogabold og han ikke har taget én barn-syg eller dag på barsel nogensinde. En kvinde bliver bedømt på SÅ mange andre parametre end sin præstation. Husk på Helle Thorning Schmidt, landets første kvindelige statsminister, som blev kaldt Gucci-Helle pga en håndtaske! Jeg kan i øvrigt her anbefale den dokumentarserie om Hillary Clinton, som ligger på dr.dk. Jeg er RYSTET over hvad hun har stået model til i alle de år og hun er min nye store helt. Jeg ved ikke, hvem Peter Falktoft er, han lyder ikke sympatisk.

    Nu har jeg selv tabt mig en del i løbet af det sidste år og jeg kan delvist godt følge det, du skriver. Jeg har fået ufattelig mange afarter af komplimenter om min vægt i den proces. Nu er vi nået til “men nu skal du vel heller ikke tabe dig mere”, så det er i sandhed en hårfin balance. Jeg var ikke selv glad for min vægt før jeg tabte mig, så det meste af tiden har jeg været glad for at få komplimenterne, men sjovt nok, så har min mand, som har tabt sig dobbelt så meget som mig fået meget få kommentarer om sit vægttab, hvilket jo bare understreger pointen ovenfor.

    Jeg ved ikke om denne meget lange kommentar overhovedet rigtig passer på indlægget, men det har rumsteret i mit hoved hele den sidste uge, så det var dejligt at kunne læsse det af hér! 😉

    1. Jeg har set mange tykaktivister, der de seneste par dage har udtrykt en stærk antipati mod at tage stilling til Adeles vægttab og det er for mig, en god tilgang til netop at sætte fokus på, at uanset, hvad man vejer, så er der ikke nogen, der har ret til at have en mening. Vægt, sundhed og velvære er individets egen ting og skal ikke være markør for, hvor meget værdi man har.

      Hvis folk har lyst til at tabe sig, så skal de være velkomne til det og hvis de har lyst til at tage på, så skal de have lov til det.

      Men det er heller ikke nødvendigvis Body Positivity. Det er en tykaktivisme, hvor man i højere grad har fokus på strukturerne omkring os, som jeg også læser i Lindas tekst.

      Her lider Body Positivity nogle gange af at være blevet mainstream og det dermed måske har mistet sine rødder…

      Og Linda. Jeg er kæmpe vild med dit afsnit om at folk ikke er blevet mere nærtagende. Tiden er bare løbet fra at man skal se stiltiende med. Jeg tror ikke jeg har set det formuleret på denne måde før, men jeg kunne ikke være mere enig:)

    2. Astrid/Heidi:

      Kom endelig her med alle dine ord, Astrid – dem vil vi ALTID gerne læse. Husk på, at vi er mange, der venter på, at du starter en blog:-D

      Og hørt, søster. Jeg er enig i ALT, hvad du skriver om kvinder og forventninger og alt for høje krav. Det eneste, jeg synes, jeg ser på en lidt anden måde end du giver udtryk for, er ift. body positivity-folkenes indspark i debatten, for jeg er, så vidt jeg husker, ikke stødt på nogen, der synes, det er et problem, at folk vil tabe sig. Det, jeg hører/læser dem give udtryk for er – som du, Heidi også skriver – at det samfundets reaktion på et vægttab, der er problematisk, fordi den fastholder et ideal, der for mange har umådeligt store omkostninger, og gør nogle kroppe mere rigtige end andre.

      Jeg er selv igang med et vægttab, og gør mig derfor selvfølgelig rigtig mange tanker om emnet, og for mig har det været sundt at dvæle ved, hvad mine egne motiver er. Jeg kan mærke, at jeg er ved at ændre syn på mange ting, men at det også er en proces; at jeg ikke synes, jeg sidder med svaret på, hvad der er rigtigt og forkert – men jeg kan mærke, at noget er begyndt at ændre sig for mig i måden jeg betragter verden og mine medmennesker på. Det smitter af på den måde jeg ser og taler til mig selv på, og bare dét har for mig været en super vigtig erkendelse, fordi jeg så utrolig gerne vil hjælpe mine børn til at have et andet og lettere forhold til mad og krop end jeg selv har haft.

  4. Tak for endnu et fantastisk indspark til debatten. Jeg holder på, at jeg ikke skylder nogen noget på grund af mit køn. Jeg skylder ikke nogen at være sexet, kvindelig, moderlig eller andet. Jeg boycotter makeup og høje hæle af samme grund. Hvorfor f….. skulle jeg have det så ubehageligt pga. et eller andet kropsideal.

    Jeg er selv igang med et mindre vægttab, fordi jeg gerne vil kunne løbetræne igen = løbe hurtigere end mine drenge lidt endnu, og det er bedre for knæene at veje lidt mindre end jeg gør nu, når jeg gerne vil løbe. Men den første – der uopfordret – konstaterer noget omkring min vægt får min ærlige mening at vide. OMFG.

    Jeg er så vred og træt på mit køns vegne, og pinlig på hele samfundets vegne over, at det – særligt i disse tider – kan være fucking breaking news at nogen har tabt sig. #shameonus.

    Nu vil jeg gå hen og sparke til noget.

    Kram til dig, seje Linda

    1. Haha – spark HÅRDT, Jane! Det føles så godt:-D

      Jeg tror, at den største udfordring for os er at flytte os, der hvor vi godt ved, at vi er underlagt nogle forventninger og idealer, vi ikke selv har valgt.

      At der er områder, hvor vi ikke har problemer med at takke nej til prædikater og labels er virkelig godt, for det giver dem, der har det svært med noget, nogle af læne sig op ad. Jeg har f.eks. ikke det fjerneste problem med at være selvvalgt alenemor. Jeg føler mig ikke forfulgt eller udsat, og jeg kunne ikke drømme om hverken at undskylde eller forklare. Sådan er det ikke alle der har det, desværre.

      Til gengæld bemærkede jeg i starten, at jeg faktisk havde en reaktion på manglende ros på de kilo, jeg havde tabt. Og dét er en af dem, jeg tager fat i og holder op mod lyset, for jeg tror, det er SÅ vigtigt at finde ud af, hvad det handler om.

      Der kan virkelig være mange gode tanker og overvejelser gemt i det, der er bøvlet og kantet og upænt <3

      Kram lige tilbage

  5. Hej Linda

    TAK

    Hold op hvor det siger noget det indlæg

    Giver så meget at tænke over

    Noget af det du skriver har jeg tænke over i mange år men nok bare mig det tænkte sådan troede jeg

    Hvis bare jeg viste hvordan det jeg gerne ville have svaret skulle formuleret rigtig ned på ord

    jeg reflekterer videre og tænker ….

    Tak

    Mange hilsner

    1. Jeg er rigtig glad for, at du føler, det kan bruges, og at det sætter tanker i gang.

      God weekend.

      Kh

      Linda

  6. Hold op hvor er det reflekteret skrevet. Jeg sidder og bliver helt glad for, at der findes en som dig, der orker at debattere på så ordentlig og klog en måde i det “semi” offentlige rum.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.