M2020, uge 21
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Hjulpet mine forældre, som også har haft gang i den store oprydning, og som derfor havde en stak ting, som skulle videre ud i verden.
Fordi jeg efterhånden er så vant til at bruge de forskellige køb-og-salg-platforme tilbød jeg at gøre det for dem, og det tog, bogstaveligt talt, under et døgn før alle ting var foræret væk og solgt. Jeg er ikke sikker på, at de havde fået det gjort, hvis de skulle gøre det selv, og jeg finder det utroligt tilfredsstillende at alt det, der ellers havde kurs mod genbrugsstationen nu har fået nye hjem og ejere.
2.
Tippet min veninde om noget, som jeg ikke kan huske, om jeg har nævnt herinde før: Overklip af bruseforhæng.
For jeg ved ikke, hvorfor bruseforhæng skal være så brede? Det *må* være et fåtal, der har brug for 2 meters afskærmning. Men da jeg boede i Aarhus, kom jeg til at tænke på, at man måtte kunne dele dem i to – og det kan man. På den måde får man pludselig to bruseforhæng ud af ét indkøbt, og ud over den indlysende besparelse, der ligger i dét, så er det tusind gange mere hygiejnisk med et smallere forhæng, fordi det tørrer meget hurtigere, når der ikke er 40 cm. overskydende stof, der klumper sig sammen i siderne.
3.
Foræret børnenes gamle Puky løbecykel til børnehaven (og selvfølgelig fulgt alle covid-regler i forbindelse med overdragelsen).
Anton fik den, da han fyldte to, så den har efterhånden 7 år på bagen, men kører stadig upåklageligt. Begge børn har indtil for ganske nyligt brugt den til at lege med, men nu syntes jeg, vi ramte det punkt, hvor værdien ved at bruge den til det, den er designet til, oversteg underholdningsværdien i at fjolle rundt på den en gang hver anden måned.
Jeg klappede det af med både Anton og Frida, inden jeg spurgte børnehaven, om de kunne bruge den, og der var grønt lys.
Det her punkt giver mig mulighed for at svare på noget, som Pernille spurgte om i kommentarfeltet for et par uger siden, nemlig hvad jeg gør ift. oprydning, når det kommer til børnenes ting.
I mit forældreskab er én af de ting, jeg bruger rigtig meget tid og energi på at tænke over, at min opgave som mor er at hjælpe mine børn til at blive dem, de skal og gerne vil være og ikke bare forlængelser af mig. At min opdragelse skal værne om deres respektive personligheder, og give dem mulighed for at udfolde den. Når jeg skriver det på den måde, kommer jeg til at lyde mere zen, end jeg er, men jeg tror, vi alle sammen har noget, som er ekstra vigtigt for os ift. vores børn, og det her er én af mine kæpheste.
Derfor prøver jeg hver gang, jeg støder på noget, der er lidt større end bare hverdagens små meningsudvekslinger, at minde mig selv om, at de ikke er mig, men fuldgyldige medlemmer af vores lille familie, og at deres personligheder har præcis lige så meget ret til at være her, som min.
Det kan holde hårdt, når Ordning&Reda-Linda kigger ind på Antons værelse, som ligner indersiden af Tjernobyls 4. reaktor anno 1986, men jeg prøver.
Og fordi jeg selv har været hele den her oprydnings/minimalist-proces igennem i en relativ sen alder, så oplever jeg egentlig, at jeg ikke har været ret meget i tvivl om, hvordan jeg skal gribe det an, når det kommer til oprydning af børnenes ting.
Som jeg har skrevet om før, så tror jeg, at man skal være utrolig varsom med at forsøge at tvinge sine egne holdninger ned over sine børn, fordi det – synes jeg – er helt utrolig urimeligt at tvinge dem til at stå på mål for vores værdier, som vi har haft et helt liv til at forme og tænke over. Jeg har skrevet et indlæg om det, som jeg ikke kan finde, men hvor essensen er, at jeg ikke tror, at man skaber en bevidst forbruger på den lange bane, hvis man ignorerer, hvad der er vigtigt for ens børn, fordi man selv har fundet de vise sten. Brugte konfirmationskjoler og genbrugsskoletasker er både gode og miljørigtige valg set ud fra et minimalistisk synspunkt, men det er stadig værdikampe, der udkæmpes by proxy, og det tror jeg kan give eftertrykkeligt bagslag, hvis man ikke passer på.
Derfor prøver jeg i videst muligt omfang at lade mine børn bestemme selv, når vi rydder op i deres ting, mens jeg samtidig husker, at hvis jeg gennemgik mit hjem med min far ved siden af, så ville han formentlig pege 3/4 af mit jordiske gods ud som småt brændbart. Vi ved ikke, hvad der er vigtigt for andre mennesker – eller hvorfor – og det faktum gælder også i forhold til vores børn. Forskellen her er bare, at det er os, der står med bestemmepinden.
Så hovedreglen er, at de får lov at beholde det, de gerne vil beholde, også selvom jeg ikke forstår det, og i forhold til ‘ – men du leger jo aldrig med den?’-argumentet er det værd at huske, at værdien af en given ting ikke nødvendigvis hænger sammen med anvendelsesfrekvensen. Ting kan sagtens være vigtig af andre årsager. Jeg har et par øreringe, som jeg ELSKER, men kun bruger ved særlige lejligheder, fordi jeg gerne vil værne lidt om, at nogle begivenheder er specielle, så selvom jeg kun bruger dem 3-4 gange om året, er de stadig super vigtige for mig.
Fordelen ved at lade børnene bestemme, har jeg opdaget, er, at de får et meget mere afslappet forhold til deres ting. De klynger sig ikke til dem, men forholder sig meget mere objektivt til, om det er noget, de stadig leger med og bruger, og jeg tror, det er fordi de oplever, at de har 100% råderet over tingene, og derfor ikke behøver være bange for, at jeg pludselig dømmer det ude. Begge børn kommer jævnligt med ting og siger, at nu er de færdige med dem, så nu synes de, vi skal give det til nogle andre, og jeg er i de situationer HYPER opmærksom på ikke at rose dem overdrevet, men blot at tage imod og sige noget i retning af: “Det var en fin ide. Lad os gøre det” For mig er det vigtigt, at deres valg udspringer af, hvad DE gerne vil, og ikke er forsøg på at gøre mig glad.
Og nu er det her efterhånden som de madbloggere, der ikke vil ud med opskriften på dampede asparges, før de har skrevet en fire sider lang afhandling om deres oldeforældres oplevelser under krigen – sorry! Men det er bare fordi hele min håndtering af lige præcis det her, faktisk er noget, jeg har brugt meget tid på at tænke over, netop fordi det hænger så tæt sammen med en af hjørnestenene i min opdragelse.
Så:
Helt lavpraktisk kører jeg små, men hyppige oprydninger med dem, f.eks. en time en lørdag formiddag, hvor vi rydder op i skivebordsskufferne. På den måde er der jævnligt lidt, der bliver sluset ud, og det resulterer altid i, at de genfinder skatte, som de egentlig havde glemt, hvilket ofte inspirerer til leg.
Jeg prøver at være på forkant ift. hvad vi fylder i vores hjem, fordi de ikke har de samme følelser knyttet til noget, de endnu ikke har fået. F.eks. vil Frida meget gerne have sådan en “puslestation” til sine dukker, men den er nærmest større end hendes værelse. (Og koster det samme som en hest). (Som vi heller ikke har hverken plads eller råd til). Så somme tider er opgaven også at sige nej, eller på forhånd at sætte nogle betingelser op, som f.eks. at hvis man gerne vil spare sammen til en puslestation, så skal man sige farvel til nogle af de andre store ting, man har på værelset. På den måde tvinger man dem også til at forholde sig lidt til, hvad der er vigtigt; at mærke forskel på, hvad de ægte gerne vil have og hvad de bare er momentant forblændede af.
Og endelig har jeg Karantænekassen i bryggerset, som jeg bruger til undtagelserne – for dem har jeg og vi selvfølgelig også. Børnene skal inddrages så meget som overhovedet muligt, men der er enkelte ting, hvor der bliver kontraproduktivt, fordi de for længst har glemt det, vi skal rydde op i, men pludselig kommer i tanke om det, når de ser det. F.eks. har jeg gentagne gange forsøgt at rydde op i børnenes dvd’er med dem ved siden af, og hver gang er resultatet, at vi ikke får lagt én eneste film i ‘videre’-bunken – og når de så er sat tilbage på hylden, får de lov at samle støv igen. På samme måde kan særligt Frida også have svært ved at slippe tøj, som hun er vokset fra, eller som efterhånden er så hærget, at det ikke kan hænge sammen. Den slags ting sluser jeg ud i Karantænekassen, hvor de ligger en måneds tid. Hvis ikke der i løbet af de fire uger er nogen, der savner dem eller spørger efter dem, ryger de ud.
Det blev langt, og jeg er lidt usikker på, om det giver mening udenfor mit eget hoved. Men det er i hvert fald de overvejelser jeg gør mig, og argumenterne for, hvorfor jeg griber det an, som jeg gør. Jeg håber, at det var en form for svar til dig, Pernille, og at I andre kan bruge bare lidt af det.
Rigtig god weekend derude.
16. maj 2020 @ 08:36
Det tog mig lidt tid at fatte hvad “karantænekassen” betød… #IblameCOVID19
16. maj 2020 @ 13:30
😄😄 Den ville også fungere udemærket til mennesker…😈
16. maj 2020 @ 13:19
Vil du måske fortælle lidt om, hvordan du sælger ud? Vi har egentlig held med at rydde ud – men vi brænder inde med tingene?
16. maj 2020 @ 13:31
Selvfølgelig! For at kunne give det mest præcise svar: Hvilke ting er det typisk, I skal af med?💚
16. maj 2020 @ 16:08
Børneting har jeg efterhånden nogenlunde tjek på. Men det er særligt køkkenting, boligindretning eller voksentøj, jeg har svært ved at lure vejen til. Ville være yderst kærkomment med et dine gode fif.
16. maj 2020 @ 14:15
Vil blotte stemme i her. Det vil jeg virkelig også gerne have input til. Ender ofte med at forære ting væk gratis eller køre det på genbrugsstationen, fordi jeg ikke kan overskue salgsdelen. Det kan dreje sig om alt, ingen specifik kategori 🙂
16. maj 2020 @ 16:25
Marianne og Cecilie:
Jamen, det vil jeg hellere end gerne svare på <3
Det bliver lidt langt, men jeg prøver at gøre det så systematisk, som jeg kan:
Du skal starte med at gøre dig klart, at det kræver tid og en indsats, hvis du gerne vil sælge dine brugte ting. At klampe et dårligt belyst billede op af en sort affaldssæk med teksten ‘En masse lego’ kommer der intet ud af, så hvis du gerne vil sælge brugt, skal du at gide bruge tiden på det. Både ift. annoncen og ift. at svare, når folk kontakter dig og spørger om alt muligt og umuligt.
Af samme grund samler jeg ofte lidt sammen (i bryggerskassen), for hvor det kan virke lidt omsonst at bruge tid på at tjene 25 kroner, ender det alligevel med at føles ok, hvis det samlede resultat er 300 kr.
Hvis du har “sammensatte” varer, som f.eks. en stak dvd’er, brætspil eller lignende, skal du tænke over, om du gider det bøvl, der kommer ud af, at folk sjældent har smag så lig din, at de vil købe den samlede bunke. De ting forærer jeg næsten altid væk; simpelthen fordi det ikke er tiden og besværet værd.
Men hvis og når du så vil sælge brugt, kan det godt betale sig at tænke over følgende:
*Tag ordentlige billeder af dine ting, hvor man kan se præcis, hvad det er, du sælger.
Hvis jeg sælger Flexi Trax, så lægger jeg dem ud på gulvet, så man kan se, hvor mange der er, hvis jeg sælger en lampe, så sørger jeg for at tage et billede så tæt på, at man kan se, præcis hvordan den ser ud osv.
*Vær specifik i din salgstekst.
Hvor mange t-shirts er der i tøjpakken, hvor mange sæsoner er flyverdragten brugt, er cyklen købt fra ny, har sengen stået ved mormor og morfar og er derfor mindre brugt, osv. Man bruger ofte betegnelserne ‘gmb’ (god men brugt), ‘nsn’ (næsten som ny) og ‘nmm’ (ny med mærke) på salgssiderne, og skriv også altid, om tingene er fra røg- og/eller dyrefrit hjem.
*Vær ærlig omkring fejl/slid/mangler på tingene.
Jeg tager et billede specifikt af dette og nævner det i annoncen, f.eks. “Flyverdragten har et lille hul på venstre knæ (se billede)” Da jeg skulle købe Trip Trap højstole til børnene, havde jeg lagt billet ind på en sort af slagsen. Da jeg kom ud til sælger for at hente den, havde hun dels “glemt” at nævne, at der var tale om en bøgestol, som hun selv havde malet sort, og dels at hun havde gjort det, da frontbøjlen var i, så der nu var to bøgefarvede huller midt i alt det sorte. Det sparer alles tid, at eventuelle købere ved, hvad de kommer til.
*Ingen – som i: I.N.G.E.N – giver fem flade ører for, hvad du har selv har givet for det, du sælger.
Det her er nok den, de fleste slår sig på. For det er nærmest uudholdeligt, at de skindbukser, man selv betalte 2000 for, skal sælges for 400, for man har jo kun brugt dem 3 gange, og se lige, hvor fede de er?! Det må du komme over, og den letteste måde at gøre det på er at huske, at du ikke skal sammenligne din potentielle indtægt med nyprisen, men derimod med de 0 kr. du tjener ved at have tingene til at ligge i bryggerset og glo. Min tommelfingerregel er, at ting kan sælges for ca. 1/5 af nyprisen. Det er billigt nok til, at nogen er interesserede i at købe, men ikke så billigt, at folk bliver mistænksomme og tror, at tingene er helt trashede og/eller hælervarer.
*Vil du af med tingene? Sig ja til bud.
Selvfølgelig ikke til skambud, og jeg har skrevet tilbage til en køber, at jeg hellere ville forære min vare væk, end at sælge til det, hun bød (hvilket var helt oprigtigt ment) – men tænk over, at så snart en vare er solgt, så vil det, der fylder for dig være, at du kom af med den, og ikke at du gik 50 kr. ned i pris.
*Og endelig: Gør det nemt for køber.
Det er urimeligt irriterende at koordinere afhentning, hvis det skal være på et bestemt tidspunkt. Jeg skriver ALTID, at folk bare kan hente når det passer, og betale på mobile pay, når de henter; også selvom jeg ikke er hjemme. Jeg har solgt for mange, MANGE tusinde kroner efterhånden, og jeg har første gang til gode, at folk ikke betaler.
*Et par småting, det også godt kan betale sig at huske er:
*At alt kan sælges på alle platforme, men at Marketplace på fb er smart, fordi fb autoforeslår de lokale salgsgrupper, du er medlem af, når du laver opslaget. På den måde kommer du ud til mange flere mennesker, uden at skulle gøre noget ekstra for det. Og hvor du på DBA og Gul&Gratis lynhurtigt er forvist til side 58, så kommer du på Marketplace frem i feedet, når bare potentielle købere, der tidligere har søgt på varer i samme kategori, åbner app’en. I de lokale salgsgrupper på fb, kommer du endda frem i feedet hos folk, når de bare browser fb, hvilket betyder, at hvor du på DBA kun når ud til de købere, der specifikt søger på den type varer, du har til salg, så bliver du her præsenteret for mennesker i dit lokalområde, der bare lige er en tur på facebook.
Marketplace/FB er også smart, fordi du her vil blive vist for mennesker, der geografisk er tættest på dig, hvilket er en fordel, når du sælger større ting, som ikke kan sendes. På DBA vil alle, der sætter en seng til salg efter dig, komme over din annonce i sidevisning, fordi rækkefølgen er bestemt af det tidspunkt, hvor du lægger annoncen op, hvorimod du på fb. kun konkurrerer med mennesker i dit lokalområde. Det betyder rigtig meget, hvis man eksempelvis sælger en cykel, for på landsplan bliver der lagt VIRKELIG mange annoncer op i løbet af en dag, hvilket betyder, at du lynhurtigt er så langt nede på siderne, at du reelt er usynlig, mens du på fb automatisk vil komme frem for mennesker i dit lokalområde i flere dage efter dit opslag er lagt op.
*At glade købere kommer igen. Når jeg f.eks. sælger børnetøj, tager jeg kun billeder af det, der er i “perfekt” stand. Men har jeg en kjole med en lille plet på ærmet eller et par bukser, hvor der er gået en tråd i syningen, så smider jeg dem i posen uden beregning.
*At man kun kan se det første billede på en annonce. Dette er ret vigtigt at huske, hvis man sælger flere ting sammen, f.eks. en tøjpakke. Ingen klikker ind på en annonce, hvor de kan se et billede af to t-shirts og en pris på 150 kr. så køberne vil i det her tilfælde aldrig opdage, at de får 20 stykker tøj for de 150 kr. Lav en billedecollage som “forsidebillede” og sæt billederne, hvor man kan se de enkelt stykker tøj som nummer 2, 3, 4 osv. i annoncen.
Ja. Det var vist det. Jeg håber, at det kan bruges.
Andre erfaringer er mere end velkomne, så byd endeligt ind.
16. maj 2020 @ 18:54
Tusind tak for dine gode tips! Jeg må prøve at give det en skalle igen 😃😃
16. maj 2020 @ 14:42
Jeg opfattede egentligt bare “Derfor prøver jeg i videst muligt omfang … og ikke et forsøg på at gøre mig glad” som en beskrivelse af et af værktøjerne, som du fortsætter så fint efterfølgende.
Bevares, ikke det mest umiddelbart anvendelige af de nævnte, men et værktøj. Som man kan se på og så evt. bringe hjem fra byggemarkedet hvis man ser potentialet og har mod på processen.
Som jeg læste Pernilles kommentar var spørgsmålet også særligt “hvordan får du A og Fs hoveder med?” Og derfor ville jeg have fundet et svar uden det aspekt mindre on point, tror jeg.
Og ovenpå den metaanalyse af indlæg og kommentar, som jeg ved at I gik og sukkede efter, tror jeg at jeg vil se på en eftermiddags cocktail og rokade af hjemmearbejdsplads.
16. maj 2020 @ 16:26
Åh, eftermiddagscocktails! Det koncept har jeg ikke fået indført i mit liv, hvilket jeg lige nu kan mærke er en kæmpefejl.
16. maj 2020 @ 18:32
Lige dele gin og rabarbersaft, lidt danskvand og masser af is. Nom, nom.
16. maj 2020 @ 18:51
SHIT, det lyder godt!!
17. maj 2020 @ 07:26
Som en der er ved at brænde sammen over at finde ting på Facebook og andre salgssteder, må jeg så ikke tilføje to punkter:
Ordentlig beskrivelse og størrelse!
Fin jakke, men er den i 104, 134 eller 34? Flot bord, men er det sofabord eller spisebord? Og passer kommoden ind i indhakket, eller er den for bred?
Det er helt utroligt så mange, der glemmer den helt essentielle del med størrelse eller skriver ‘spørg for mål’. Hvem køber et møbel uden at kende størrelsen?
Og hvad sker der for alle de kommoder, som har overskriften ‘reol’? Jeg kan ikke lure om det er fordi det er svært at stave til?
Og så stavefejl, ting stavet forkert dukker ikke op i søgninger.
17. maj 2020 @ 10:14
Jeg forstår simpelthen heller ikke den er “spørg for pris”.
Der er jo ikke nogen som ikke er interesserede i at kende prisen.
Det med stavefejl er i øvrigt et godt tip som køber. Lige at tjekke både Tippi, Tippie, tipi obs.
17. maj 2020 @ 18:02
Thea/Stine: JA!! Størrelse i overskrift or it didn’t happen! Det gør det SÅ meget nemmere for køberen, og det har bare stor betydning, når man gerne vil af med noget hurtigt.
‘Spørg for pris’ er mindst ligeså uforståelig for mig, som når sælger angiver mindstepris (hvis ikke der er tale om budrunde). Altså.. hvis mindsteprisen er 50 kr., er det vel ingen, der byder 60?
Og endelig burde jeg lidt længere oppe også have skrevet, at man kommer hurtigere af med sine ting, hvis man skriver en pris, frem for at skrive ‘byd’. Hvis jeg selv skal købe, og jeg kan vælge mellem to identiske varer, hvor den ene er prissat og den anden har ‘byd’ skrevet på, går jeg 10 ud af 10 gange efter den med pris. Det er MEGET hurtigere end at skulle skrive frem og tilbage, og netop det med, at man kan lukke og afslutte en handel hurtigt, spiller virkelig også ind.
20. maj 2020 @ 09:40
Jeg spørger og du leverer med 110%. Tak Linda, jeg har tænkt mig at copy-paste til egen husholdning 1:1. Simpelthen <3
20. maj 2020 @ 10:03
Du er mere end velkommen – jeg håber, I kommer til at føle, at det fungerer😊❤️
21. maj 2020 @ 19:42
Og kan vi ikke også lige tale om salgsannoncer på Facebook, hvor ‘prisen’ er “1 kasse Pepsi Max og en pose blandet fredagsslik til børnene”? Jeg vil hellere give 200kr for din brugte børneseng end besvære mig med at købe ind til din eksakte smag, synes simpelthen det er for meget med sådan en bestillingsliste.
21. maj 2020 @ 19:44
Det forstår jeg heller ikke. Giv det væk eller sæt kr og øre på din pris😑