Feriefornemmelser

Vi er igang med den fjerde og sidste uge af vores ferie. Fra på mandag kører det hele så småt igen, og det er faktisk ok.

Hver gang, jeg holder sommerferie med mine børn, føles det som ‘a first’. Et år er bare ret længe ift. hvad børn kan og vil og er store nok til, og derfor er det altid med et vist element af spænding, vi kaster os ind i ferien, for jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente, udover at være på 24/7.

Det har været en god ferie, og jeg har mange gange tænkt over, hvor dejligt det er, at børnene ikke længere er helt små. Det kan godt ske, at de spørger 600 gange om, hvornår vi er der, når vi kører bil, men man kører ikke længere med truslen om PrimalSkriget hængende over hovedet, hvilket jeg ikke kan udtrykke stærkt nok, hvor lidt jeg savner. Den skrukhed, jeg led så frygteligt af, da Frida var spæd, er væk-væk, og jeg nyder, at jeg ikke skal arbejde rundt om middagslure og pusleborde. 

Til gengæld kan jeg også mærke, at jeg stille og roligt begynder at se mine børn som selvstændige mennesker, der træffer beslutninger om adfærd med semi-åbne øjne. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer, for de er jo stadig børn, men hvor man bliver mere frustreret end vred, når de ikke vil sove i barnevognen, eller ikke vil spise den skemad, man så møjesommeligt har googlet, kogt og blendet, så bliver jeg gal på dem nu, når de bevidst tramper hen over alle grænser, og f.eks. driller hinanden i det uendelige. I slutningen af 3. uge blev jeg så vred, at jeg smed en ishockeystav over på marken i raseri, og jeg skal være den første til at indrømme, at det ikke var mit fineste øjeblik som mor. Men. For. Helvede. Begge børn havde danset riverdance på mine nerver og grænser i 3 dage, non stop, alle mine pædagogiske tiltag og intentioner til trods, og der var bare ikke mere tilbage at give af. Plus noget med noget PMS.

Heldigvis har jeg en veninde, som jeg på 3. år  recap’er med hver eneste aften. Somme tider er det 3 ting, vi føler, vi har løst på en god måde, somme tider er det 3 ting, vi er taknemmelige over, og somme tider er det bare en evaluering af dagen. Og fordi jeg på den måde får bearbejdet ting, i stedet for bare at stange dem på selvhadsbålet, kunne jeg pludselig se, at det måske også havde noget med tidspunktet at gøre. For efter 3 uger er alle ved at være lidt tyndslidte i kanten af at være sammen i døgndrift, alle legesager er leget med, og den energi, man gik ind i ferien med, er ved at være brugt – og der er stadig en uge tilbage. 

(Jeg ved godt, at det ikke er sådan for alle. Der er mange, der ikke aner, hvad jeg taler om, og som bare får masser af energi af at holde ferie. Godt for dem og jer, og more power to you).

Jeg hørte et sted, at en ferie skal have en vis længde, for at hjernen for alvor slapper af, og det må være omkring en uge, for vores tur til Aarhus var fantastisk. Perfekt i længde og indhold, og selvom der naturligvis også var konflikter og alt det løse dér, så var det stadig noget andet, end når vi “bare” er herhjemme. Da vi kom hjem, kunne jeg nærmest ikke huske, hvor vi boede, og det var bare en god reminder om, hvorfor det er godt at tage væk. Det er nemmere for kontrolmennesker som mig at slippe det hele, leve med støv og nullermænd, og springe bad og madlavning over, når man er flyttet ud af sine vante omgivelser, hvor der hele tiden lige er en vask, der trænger til at blive kørt. 

Paradoksalt nok tror jeg måske også, at en del af grunden til, at denne ferie har været så god, har været, at jeg ikke bare har sluppet alting. Tværtimod tror jeg, at jeg endelig har fundet de vise sten ift. hvordan jeg skal spise for at trives, jeg har eksperimenteret med træning, og hvad jeg kan få til at fungere med børn, jeg har fundet en vandflaske, som indeholder 2 liter, og det stykke plastik til 50 kr. har revolutioneret mit liv, fordi jeg pludselig kan holde styr på, hvor meget vand jeg (ikke) drikker, og selvom jeg har jeg sænket standarden for rengøring, madlavning osv markant, har jeg stadig prioriteret at rydde op, bare nogenlunde, hver eneste aften. Alle de små ting til sammen gør, at jeg ikke nu sidder med fornemmelsen af at skulle i gang med den store udrensning og -mugning, når vi starter igen, og det er simpelthen så rart.

Aftenerne er gået med gæster, kaffe og vin på terrassen til synet af en synkende sol, og et afsnit Queer Eye i ny og næ, som har vist sig at være den perfekte ferie-serie: Hyggelig og rar og med små, afsluttede historier ikke indbyder til binging. 

Skadeslisten begrænser sig til 2 bi-stik under fødderne (et til hver af børnene, med 4 minutters interval), en hånd på et tændt vaffeljern (Frida) og en tsunami af bræk i bilen (Anton), som kom på det trælse tidspunkt, hvor vi var lige præcis lige langt fra hjem og vores destination, og hvor det eneste, jeg havde at tørre sele, bil, bilsæde, barn, tøj og mig selv af med var 10 brillerenseservietter, fordi jeg ikke lige har fået fulgt op på at smide vådservietter osv. i handskerummet, som jeg ellers har tænkt på at gøre 243938385590 gange. Det var 10 minutters selvhad så intenst, at det kunne være blevet klassificeret som kilde til vedvarende energi og have holdt os alle sammen kørende frem til den anden side af årtusindskiftet. 

Men alt i alt har det været en god ferie. Ikke perfekt, men god. En ægte ferie i et ægte liv, som er ikke særlig egnet til instagram eller douce farver på en livsstilsblog, men som til gengæld er mit.

Jeg ville ikke bytte det for noget.

Published by

16 Replies to “Feriefornemmelser

  1. Tak! Jeg har investeret et åndssvagt beløb på en designerpæn drikkedunk der kun kan indeholde en halv liter..Og nu har jeg købt den du anbefaler for det halve. Du burde få dig en bloggerdeal 🤓

    1. Jeg er SÅ glad for den! Og som serviceinfo: Jeg har vasket min i opvaskemaskinen i dag (på kvik – 45 graders-programmet) og det kan den godt.

  2. Åååhhh, I hear you!!! Vi er lige vendt hjem efter to uger i Frankrig og selvom vores lille 3’er på halvandet er min øjesten og helt afsindigt nuttet, så må man bare konstatere, at hun i den grad er det svage led i fht de store bananer på næsten 6 og 8. Hun skal sove, hun skal skiftes, hun kan få solstik uden at man opdager det før hun er tomatrød i hovedet og ret utilpas, hun skal skiftes, hun er konstant i risiko for at drukne i poolen, hun kan ikke gå hurtigt nok i den rigtige retning, hun kan ikke sove og når hun er utilfreds så hyler hun, for det er den eneste måde hun kan kommunikere sin utilfredshed på (andet end et efterhånden meget højlydt og bestemt “NEJ”).

    Her, udsplattet på sofaen efter en uendelig rejsedag sværger jeg, at vi ikke skal ud at flyve med hende de næste 1 1/2 år. Og det er sgu ikke for klimaets skyld, men for min egen mentale sundhed.

    Så jeg ser frem til at frøken bliver større og mere fornuftig (ikke at hendes brødre ikke er øretæveindbydende, for det er de – men dem kan man diskutere med og forhandle med. To jurister coming up.)

    Og jeg glæder mig også til at komme på arbejde igen. Og så glæder jeg mig virkelig meget til den dag, hvor ferie bliver afslappende igen. For det er det ikke nu.

    1. Så sandt. Så sandt, så sandt, så sandt! Og selvom Frida er 4, og dermed er ved at være større, så kan jeg også stadig mærke, at hun ikke er ligeså stor som de andre, når vi er afsted med venner og deres børn. Jeg var den sidste i omgangskredsen, der fik børn, og derfor er deres de mindste på alder med Anton, og dermed bliver stakkels Frida den, der altid bliver først træt/jamsk/frustreret over ikke at kunne det samme som de andre osv. Det ER en udfordring, og særligt fordi de jo for fanden alle sammen er det bedste man har, og som man derfor ikke kan bære bliver sat af feltet.

      1. Det er super træls at være det svage led, og den eneste grund til at få en nr fire (HELL NO!!!!) skulle være at have to ‘sæt’, altså så lille Alma havde en der var lige så tæt på hende, som de to store. Men så skulle jeg være gravid nu, og bare tanken om endnu et spædbarn er nok til at få hele min krop til at spænde op af stress og jeg har lige præcis nul lyst til nogensinde at være gravid igen. Så vi stopper her og satser på, at hun ikke bliver traumatiseret alligevel. Vores venner har heldigvis fået børn ca samtidig med os, så i vennekredsen er der også rødder på hendes alder.

        Og aldersforskellen kommer gradvist til at betyde mindre, så jeg regner med, at der er gode tider i vente for os alle, med rolige, harmoniske børn, som ukompliceret leger sammen mens de voksne drikker vin og har glemt alt om de år hvor ferie var mere hårdt arbejde end afslapning.

  3. Åh ja. Lige lige præcis. Det er fandme både skønt og hårdt at have ferie. Jeg synes jeg som du tidligere har skrevet lidt om er fanget i det med at være foran. For vi skal gerne finde en café/restaurant ca. Kl 17 for at kunne få spist og komme tilbage og putte i nogenlunde tid. Og også lidt i forhold til frokost og det kræver noget energi på en anden måde. Og så trænger vi bare allesammen til at komme hjem i egne senge hvor den der vågner først ikke nødvendigvis vækker hel banden og hvor den der sover sidst ikke holder resten vågne. Jeg har elsket at dele udforskningen af et nyt land med min skønne familie, men det er også helt ok at vi skal hjem i overmorgen. Vi trænger til rutiner og til at alt ikke skal foregå i sol en samlet enhed. Jeg trænger rigtig meget til ikke at skulle sidde på offentlige toiletter med en på 3 der står og er lige ved at låse op fordi hun nu selv er færdig,men som ikke er stor nok til selv at klare det. Shit det er stressende.

    1. Det er virkelig rigtigt, det med, hvor meget ferie fordrer, at alle gør alting samtidig. Men hvor er det fint, at hverdagen giver lyst til ferie, og ferie giver lyst til hverdagen. Det må betyde, at vi har placeret os et sted, hvor det giver mening for os at være.

      1. Det er nemlig rigtig fint. Og det var faktisk også dejligt at se at begejstringen over at lande hjemme var lige så stor som over at skulle afsted. Det er nemlig også dejligt at hjemme er et godt sted.

  4. Linda – har du hørt podcasten fra vores børn – børnepsyk med Fie hørby om søskende konflikter – den er virkelig god og konkret og jeg ELSKER Fie hørby fordi hun godt forstår at engang imellem må der altså bare ryge en hockey stav.

    Jeg fik ihvertfald meget ud af den og kunne forestille mig man fik endnu mere ud af den hvis ens børn er lidt ældre.

    Kh Lykke

  5. Ej og nu ved jeg ikke om den kommentar kom til at lyde som om jeg læste dit oplæg som om jeres ferie havde været konfliktfyldt – det var ikke meningen ihvertfald 🙂

    1. På ingen måde, søde Lykke. Jeg vil tjekke den podcast ud som noget af det første, når vi starter op igen, for jeg kender den ikke, men den lyder som LIGE noget for mig. Tak for anbefaling <3

  6. Jeg har sendt dig mange tanker i de 5 dage, hvor jeg var eneste ferieunderholdning for 7 årig, der snakker/synger og vil have opmærksomhed non stop og pga. ferie ikke sover før 22. Sjit, hvordan gør I aleneforældre det? Jeg har kun et barn, men sådan helt ærligt talt, så har jeg også brug for Hanne-tid, og ikke kun 1 time om aftenen efter at have ræset rundt hele dagen i Miniatureland eller whatever….. så selv om jeg elsker hende af hele mit hjerte, og hun er skønt selskab, så synes jeg godt nok det er en stor mundfuld. Al respekt til dig! Nu er vi forenet med faderen og alt ses i lyserødt skær med undtagelse af den mus, der huserer bag køleskabet i vores Airbnb i Amsterdam….

    1. Altså, det korte svar er “Kaffe” 😀 Ej, spøg til side. Det er hårdt, og særlig i ferier kan det – så længe de er små, i hvert fald – føles lidt som at være under kærlig beskydning.

      Jeg har en veninde, der også er selvvalgt alenemor, og inden vi gik på ferie snakkede vi om, at vi begge op til ferier kan mærke, at huden bliver lidt tynd, fordi man godt ved, at det både bliver fantastisk at slippe hverdagen, og at få lov at få flere timer med børnene – men det kræver også noget ekstra, når man er ene mand på skansen i døgndrift, og man ved aldrig helt, hvad man skal forvente. Det er i ferierne, man mærker det ekstra tydeligt, at man skal opsøge alt det voksne selskab, man ønsker, og det er også her, de praktiske opgaver kommer til at fylde, fordi man ikke lige svinger forbi Netto, eller gør rent, mens far tager dem med på legepladsen.

      Det kommer så hurtigt til at lyde som jammer, når man skriver det, og det er det virkelig, virkelig ikke ment som. For selvom jeg vidste præcis, hvordan det ville blive, ville jeg med åbne øjne og hjerte træffe det samme valg igen og igen. Jeg kan bare mærke, at jeg somme tider synes, at selvvalgte alenemødre falder lidt i den anden grøft, og får det til at lyde som om, det bare er en slentretur i parken at have børn selv, og at vores børn har alle de samme muligheder som børn med to forældre. Der er jeg ikke. Det gør ikke deres barndom dårligere. Det gør den bare anderledes, og det synes jeg godt, vi må sige <3

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.