Jeg tror ikke, der findes noget tidspunkt, hvor jeg føler ensomheden stærkere, end når ingen har tid til at lave noget med os i weekenden.
Jeg er et menneske, der er drevet af logik. Jeg bryder ting ned i små dele; skiller dem ad, og løser problemerne, et efter et efter et.
Og når jeg bruger min logik, så ved jeg godt, at jeg kender usædvanligt mange mennesker. Det gør jeg virkelig. Og kender dem godt. Jeg føler mig ikke venne-fattig, for jeg kan uden at anstrenge mig nævne 10 personer, som jeg vil karakterisere som tætte, nære venner, grænsende til familie.
Jeg ved også godt, at jeg er selektiv; at jeg alle dage hellere har ville undvære end nøjes.
Alligevel føler jeg mig somme tider så alene, at jeg spekulerer på, om den bor inde i mig, ensomheden. Om den er en del af min dna, og altid vil være der, på samme måde som mine øjne altid vil være blå, og jeg altid vil drages mere mod ord end mod tal.
Jeg ved det ikke.
Men på dage som disse mærker jeg fortvivlelsen rive, for jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg kommer ud. Jeg rækker ud. Vi tager ud.
Men man kan intet stille op mod symmetrien i familier, der består af to og fire, og en by, der i sin essens er lukket om sig selv.
Det lyder bekendt. Vi er tilflyttere og der er en stor del af min datters klassekammerater, som end ikke hilser. Og jeg véd at vi aldrig vil blive inkluderet i nogen homogen jævnaldrende gruppe.
Det vil komme. Nogle af mine bedste venner har jeg lært at kende sent i livet. Hvis de ikke hilser, er de uforskammede og som sådan ikke noget værd som venner.
@B: Det er virkelig, virkelig svært. Og særlig, hvis de mennesker, der bor i området, alle kender hinanden fra tidligere. Her, hvor vi bor, er der en virkelig høj procentdel, der har kendt hinanden helt fra de var børn. Det giver et sammenhold og en sammenspisthed, som er næsten umulig at gøre noget ved.
Ps. Der er et særligt sted i helvede for folk, der ikke hilser.
Du rammer noget. Vi bor i københavn og har begge jobs og venner som vi er meget glade for, men vi mangler i høj grad familie i nærheden.
De sidste fire år har vi haft pasning 8 gange, og alle gange, på nær én, har vi været nød til at importere familie fra Jylland eller Fyn. Har prøvet barnepiger, men er simpelthen uheldig med dem. Finder dem der aflyser i sidste øjeblik, eller fra den ene dag til den anden bliver gift eller flytter.
Jeg kan i den grad mærke det gå ud over parforholdet, og vi har overvejet at rykke til Midtjylland for at komme tættere på familie, men så skal vi starte forfra med venner. Ingen af os er voldsomt udadvendte og livet med små børn begrænser også hvor meget nyt netværk vi kan overskue at opbygge. Jeg kender flere som har fortrudt rykket, fordi det netop tager lang tid at bygge nye netværk op og de bliver heller aldrig helt det samme som var.
Der opstår et netværk, når man samler folk op gennem tiden på studier, diverse fritidsaktiviteter og forskellige jobs, som bare er stærkere end det, der skal opbygges, når man skal forsøge at lære nye mennesker at kende over forældrekaffen på rød stue, eller mens man sidder i et omklædningsrum og venter. Jeg har fået venner hernede, men flere bekendte, simpelthen fordi de ægte venskaber kræver noget dybde, som man primært for foræret gennem tid brugt sammen.
Jeg ved ikke, hvad den gode løsning er. Desværre.
Tak for at skrive om ensomhed. Det havde jeg faktisk brug for at læse om netop i dag, hvor jeg har følt mig så ensom hele dagen og følt, at alle andre har deres “eneste ene” at være alene sammen med. For det er dét, jeg savner. Det er ikke flere hyggeaftner med venner, selvom de er dejlige, og selvom jeg nød sådan en i går. Det, jeg savner, er ikke altid at være alene, når jeg er hjemme. For mig har det ikke noget med byen at gøre, men det handler om et grundlæggende, smertefuldt savn efter den mand og den familie, som jeg aldrig har formået at få skabt.
Ensomhed stinker – i alle sine former.
Amen.
Jeg genkender alt, hvad du skriver, men kan også mærke, at der er noget af lige den version af ensomheden, der for mig er forsvundet, efter jeg har fået børn. Jeg tror, det handler om, at vi som mennesker længes efter at være nogens førsteprioritet? Der har jeg fået noget foræret gennem mine børn. Men jeg tror også, at det er behovet for at være alene sammen med nogen, man somme tider kan savne? Selskabet, som er der, uden at man på den måde skal gøre noget aktivt for at opsøge det?
Det er sgu somme tider svært at være menneske.
Du rammer fuldstændig spot on med dine kommentarer til min kommentar. For det er netop dét, det handler om for mig.
En lille ting, som kan få mig til at føle mig alene, er, når folk på Facebook m.v. skriver sætninger a la “Nyder dagen med mine 3 yndlingsmennesker”. Det skal de jo naturligvis have lov til, men det stikker i hjertet, når man ikke selv er nogens yndlingsmenneske. Det føles ret meget “in your face, taber” at læse. Også selvom jeg godt ved, at det slet ikke er det, de mener. Men sorgen over ikke at være nogens førsteprioritet er bare svær.
Og så har du fuldstændig ret i, at det virkelig meget handler om et grundlæggende savn efter at være alene med nogen i hverdagen. En, som bare er her, ligesom jeg bare er her.
Ja … det er virkelig svært at være menneske. Nogle dage heldigvis langt nemmere end andre.
Det er spøjst så forskelligt, man kan have det med de to samme byer.
Som ung flyttede jeg til Århus, og selvom jeg allerede kendte få mennesker gennem et højskoleophold, og selvom jeg mødte søde og rare mennesker på både mit studie og mit kollegie, så har jeg aldrig følt mig så ensom som det år, hvor jeg boede i Århus.
Så jeg flyttede tilbage til netop Esbjerg, og selvom mine bedste veninder desværre ikke bor her længere, så er det her, jeg føler, at jeg hører til.
Min mand og jeg er begge fra byen, og selvom vi har en bekendtskabskreds, så har vi ikke mange tætte venner.
Jeg savner mine veninder, som desværre bor langt væk, men det skyldes nok mest, at jeg savner nogen, som kender mig fra før. Nogen, som ved hvem jeg er, når jeg ikke kun er nogens mor.
Jeg synes, det er svært med nye venskaber som voksen, og i min ene mødregruppe følte jeg mig fx altid lidt ved siden af, selvom alle var søde og rare.
Nå, måske blev det mest bare en fortælling om mig…
Der er helt sikkert noget med bestemte typer af personligheder, der trives bedre i nogle miljøer, end i andre.
Jeg tænker også, at både tid og tidspunkt har meget at sige. Jeg boede i Aarhus i næsten 20 år, og det var de 20 år, hvor min voksne personlighed blev grundlagt, og dermed også hvor de venskaber, der knytter sig til dén epoke, blev etableret.
Og endelig tror jeg også, at en del af min oplevede ensomhed handler om, at jeg skal ud af min dør hver eneste gang, jeg ønsker at være i selskab med andre voksne. Det tror jeg faktisk har en betydning, og det er nok her, jeg tydeligst mærker, at jeg sidder mellem to stole, fordi jeg ikke kan hente voksen”optankningen” hverken hos andre singler eller andre forældre (som er par).
Og så er jeg i øvrigt 100% enig med dig i, at det bare er sværere at danne nye venskaber som voksen. Ud af de 18 mennesker, jeg har været i mødregruppe med, er der én, jeg har udviklet et reelt venskab med. Det er sgu da lidt utroligt.
Jeg tror ensomhed bor i os alle. Også dem i parforhold. Og den rammer os i perioder. Især måske handlingens mennesker – der vil handle sig ud af den. Sådan er det i hvert fald for mig. Og jeg skammer mig nogle gange når jeg føler den, fordi jeg har så meget i forhold til mange. Men tror måske det er en grundfølelse, der dukker ubelejligt op nogle gange. KH
Det tror jeg, at du har helt ret i. Den er nok et grundvilkår i livet, og viser sig på forskellig vis, afhængigt af, hvor i livet man er, og hvem man står der sammen med.
Nogle veje kan man kun gå selv, også selvom der findes mennesker i ens liv, der ville give alt, for at kunne gå dem for dig.
Jeg føler mig egentlig ikke ensom, tiltrods for jeg som enormt udadvendt tilbringer meget tid alene.
Men jeg savner helt vildt at mine venner kan ses. Efter de har fået børn er det altid noget, der skal planlægges flere måneder frem. Der er sjældent nogen der kan noget spontant. Det savner jeg helt vildt.
Os med børn savner også jer ❤️Logistikken i det er bare så svært at få til at gå op
Så genkendeligt! Vi har taget et bevidst valg om ikke at få børn, hvilket på alle måder passer godt til vores liv, øvrige valg og præferencer. Men lige i de her år mærker vi hvor meget familier med (relativt små) børn lukker sig om sig selv og finder voksenfællesskaber via børnene og deres institutioner/fritidsaktiviteter. Og dermed skal bookes æoner af tid i forvejen. Jeg er hårdere ramt end min partner, og er nok lige på kanten til at føle mig reelt ensom.
Den tygger jeg lidt på pt.
Lotte, vi savner jer, men drukner i børnehverdagen. Og jeg føler mig aldrig så ensom, som til de elendige børnehavearrangementer, som man skal deltage i for børnenes skyld, men hvor jeg sidder alene og savner MINE venner. Vi vender stærkt tilbage når børnene er lidt større, det lover jeg!
Det håber jeg også, selvom det ser lidt sort ud. Jeg troede i mange år, at det bare var mens børnene var små. Og ret skal være ret nogen er også vendt lidt mere tilbage, men 10-15 års manglende nærvær gør at det mere er som bekendte. Hvilket jo er forståeligt nok, fordi de imellem tiden er blevet tætte med andre, der har børn i passende alder.
Men hey til gengæld slipper jeg for forældremøder og lilleput fodbold i regnvejr🤣
Og i øvrigt dejligt at høre at de barnløse venner er savnet.
@Lotte: Jeg tror ikke, at min kommentar her er til megen trøst, men min fornemmelse er, at det skaber en permanent skævhed, når man træffer valg, der giver anderledes livsvilkår, end dem, man er omgivet af.
For jeg synes desværre ikke, at det kun er mens børnene er små, det her sker. Der er bare en rytme og en dynamik i alle former for familiekonstellationer (også når man er sig selv, og udgør sin egen familie), som først bliver tydelig, når den stilles overfor det, der hersker i andre typer af familier.
For det handler jo ikke kun om det reelle, konkrete samvær. Det handler om at være en present del af hinandens tanker, som melder sig automatisk, når man skal finde ud af, hvem der skal med i legeland, hvem man spontant ringer til for at mødes på en cafe osv. Og her tror jeg ikke kun, at det handler om tid. Det handler også om, at én voksen er skæv ift. to. Både ved et bord og i en samtale. Det handler om, at børn og svigerfamilier genererer et utal af sammenkomster og begivenheder, helt lavpraktisk fordi antallet af arrangementer stiger proportionalt med antallet af mennesker i ligningen. Og derfor kommer man ikke tilbage til et sted, hvor vi, som veninder, mødes på en cafe to gange i måneden og lige smutter i biffen på en helt almindelig mandag. Fordi alt det, livet også er, af træning, at være den, der er hjemme, fordi manden skal på teambuildingsweekend, fødselsdag ved onkel dit og påskefrokost ved onkel dat alt sammen suger tid, og betyder, at den tid, man har, hvor man før var hjemme og bare var – og kunne ses – pludselig er den tid, hvor man kan være spontan med sine børn og sin mand.
Det giver fuldstændig mening, og jeg ville med 200% garanti selv leve på tilsvarende vis, hvis vi havde været far, mor og børn.
Det er præmissen, der driller, og som så – i mit tilfælde – forstærkes af en by, som ikke (set med mine øjne) virker særlig sulten efter nyt.
Det er, som det er, og for det meste er det ok. Men nogle gange er det ikke. Og så er det virkelig svært.
Det tror jeg er meget spot on Linda.
Det er jo også andre venskabet der glider og så er der forskel på hvem man savner mere end andre.
Interessante tanker du har sat i gang hos os… igen
Jeg er simpelthen så enig med Lottes kommentar (minus det udadvendte 🙂 ). Jeg vendte tilbage til det her indlæg, for at give et andet perspektiv, men det var her selvfølgelig allerede, fordi du, Linda, er så god til at favne alle. Min mand og jeg skal ikke have børn, hvilket er et meget bevidst valg. Men i en alder af 34, er jeg efterhånden en af de eneste børnefri blandt mine venner, og det er faktisk også ensomt. Både den manglende tid, men også det, at det meste trods gode intentioner handler om børnene, og jeg føler mig ikke rigtig ‘set’ mere. Det er jo bare sådan det er, men det er stadig hårdt. Jeg har fået nye bekendtskaber, men det er som beskrevet jo ikke det samme som de tætte venner, som man har kendt i årevis.
Tak for et fint indlæg.
Jeg var næsten 34, da jeg fik Anton. Forud for mit valg om at få ham alene, lå mange år som single og forhold, der ikke umiddelbart pegede mod børn, så selvom jeg i dag har både Anton og Frida, så kan jeg virkelig tydeligt huske det, du beskriver.
For mig var det både frygt for, at jeg aldrig ville få lov at få de børn, jeg så gerne ville have, men det var også – virkelig meget – det, du beskriver; fornemmelsen af, at vejene skilles. For selvom alle har de bedste intentioner og både inderligt og oprigtigt prøver at mødes på midten, så er der bare mange ting, der gør det svært, både ift. den helt lavpraktiske dagsrytme og måden, man samtaler på. For med børn i ligningen er det bare virkelig svært at nå til det sted i samtalen, hvor tiden forsvinder og man er så fordybet, at nye erkendelser vokser frem, og man tager venskabet til et nyt niveau. Mindre kan også gøre det, men det savnede jeg virkelig meget. Min oplevelse var, at vores aftaler fik mere karakter af opdateringsmøder, så vi kunne holde venskabet ved lige, indtil børnene blev større – men når det er alle, der rammer det punkt samtidig, bliver man sgu lidt åndeligt udsultet, når man er den, der ikke går op i ammeindlæg og flyverdragter.
Her på den anden side er der jo nogle ting, jeg pludselig godt kan se, hvorfor sker, men det ændrer ikke på, at jeg er utrolig bevidst om, at mine venner, der har fravalgt børn, også er blevet frataget noget i vores venskab, som de hverken får eller får lov at give. Og selvom det er sådan, det må være, synes jeg stadig, at det river i hjertet.
Jeg sidder lige og tænker, at uanset om man vælger børn til eller fra, så vokser der efter nogle år en erkendelsen frem af, at der ikke med valget kommer en automatisk begejstring over de konsekvenser, det også har. At vi på begge sider af bordet stadig ville ønske, at vi kunne få begge dele. Både venskaberne, som de plejede at være og børn/ikke-børn <3
Det er nemlig lige netop det med den manglende tid til fordybelse – og jeg kan jo sagtens mærke, at det også er et savn fra mine veninder med børn. Jeg er helt enig i dine betragtninger, og jeg synes det er befriende, at der trods alt bliver talt (relativt) åbent om det – for det gør det nemmere end bare at lade som ingenting. Det er ikke hver gang jeg ser mine veninder med børn, at vi når andet end opdaterings-runden, som du beskriver så godt, men bare vi en gang imellem lige tjekker ind, kigger hinanden i øjnene og ser, at vi stadig har noget at give hinanden, kan jeg godt leve med det lidt længere.
Det fremkalder dog også nogle følelser hos mig, som jeg SLET ikke havde set komme – måske en lille snert af jalousi over, at mine to gode gymnasieveninder har fået børn på samme tid, og som konsekvens deraf ser hinanden langt oftere end før. Men oftest er det fordi de er sammen til dukketeater på biblioteket eller møder Gurli Gris i Bilka, og det er jo alligevel ikke noget, jeg har et stort behov for at deltage i – så vi kan heldigvis grine lidt af det, og i dag har vi købt billetter til Kashmir-koncert næste år. Vi forsøger fra begge sider, og det er tydeligt for os alle, at vi har truffet de helt rigtige valg i livet – og så må vi jo arbejde på relationen ud fra den erkendelse. Det bliver ikke det samme, men det behøver ikke gå helt i stykker. <3
Det var ikke for at afspore dit indlæg fuldstændig, for jeg kan sagtens forstå, at manglende voksenkontakt kan medføre en helt anden ensomhedsfølelse, og at de to ting slet ikke er sammenlignelige. <3 Så tak for dit svar.
Jeg synes, at din vinkel er mindst ligeså relevant for diskussionen, som mit oplæg, og egentlig synes jeg (og nu håber jeg ikke, det lyder forkert) at det er rart at så mange byder ind med, hvor de mærker ensomheden i deres livsvalg. For på en måde bliver det lidt nemmere at bære, når man ved, at alle lever med en version af det, ikke?
Tak for din fine uddybning <3
Hvor er det sært befriende at høre. Ensomheden runger også i mit liv fra tid til anden.
Man kommer bare ikke uden om, at det altid er betryggende at vide, at andre kender fornemmelsen at det, man selv kæmper med <3
Jeg har det jo tit på samme måde (med samme by) på trods af, at vi er 4 herhjemme. Men jeg tror egentlig ikke, det er byens skyld. Jeg havde det på samme måde, da vi boede i en langt større by og havde 0 børn. Måske er det bare et vilkår at føle sådan indimellem? Jeg har altid skudt skylden på min status som enebarn og dermed manglende søskende, som i min fantasi altid ville have tid til en spontan omgang aftensmad eller gåtur. Men sandheden er måske nærmere, at det bare nogle gange er ensomt at være menneske…
Jeg tror, du har meget ret i din sidste sætning. Jeg tror også, at det faktisk for mennesker som mig, somme tider kan være meget sundt at dvæle lidt ved ensomheden, fordi jeg i mange år har løbet for hurtigt for at aflede mig selv fra det, der var svært.
Jeg kendte én person, da jeg flyttede til Aarhus, og derfor sammenligner jeg nok meget, hvordan det for mig var at etablere mig deroppe, ift. hvordan det har været at etablere mig her. Min oplevelse hænger selvfølgelig sammen med, hvem jeg er som menneske – men jeg er et menneske, som har let ved at falde i snak med andre. I Aarhus var det jo ikke sådan, at jeg blev bedstevenner med fremmede mennesker, jeg mødte på gaden, men fordi byen er en studieby, og der arrangeres utrolig meget ude i by-billedet – helt ned til, at man støder på hinanden på kaffesteder og cafeer – så var det ofte sådan, at man så mennesker, man kendte andre steder fra, når man var ude. At jeg f.eks. stod og ventede på en kop kaffe, og så kom der et menneske, jeg ofte mødte, når jeg trænede. Fordi der var en slags præ-connection, var det nemt at falde i snak, og nogle af mine bedste venner har jeg lært at kende i variationer over dette tema.
Her føler jeg, at Esbjerg er helt anderledes lukket, og at folk er utrolig uvillige til at komme op og ud. Sådan helt generelt. Jeg lavede et opslag om, at børnene og jeg tog på stranden for at rydde op, og delte det, både i institutionens fb-gruppe og i forældregruppen til Antons klasse. Det er omkring 130 familier og dermed i omegn af 260 mennesker. Der kom to. Og det kan der selvfølgelig være 100 gode forklaringer på, og jeg er helt (helt!) sikker på, at det ikke har noget med mig eller os at gøre. Det er ikke personligt. Men det er det, jeg oplever, hver eneste gang, jeg forsøger at løbe noget i gang – fordi folk ikke er sultne efter det, tænker jeg?
Og det tror jeg handler om, at man har det netværk, man har brug for, og derfor ikke er på jagt efter muligheder for at udbygge det.
Det tror jeg godt, du kan have ret i. Esbjerg er jo meget en by, hvor alle kender alle, og folk har en tendens til at komme i de samme cirkler, som da de gik i gymnasiet. Jeg er fra byen, men de venner, jeg har fra dengang, flyttede jo også alle sammen for at studere andre steder – og er ikke vendt hjem igen (endnu i hvert fald). Og hvis jeg må sige noget, som kommer til at lyde arrogant, så er det altså ikke DKs mest kulturelle by. Jeg synes, jeg har gjort en ærlig indsats i mange sammenhæng, men der er simpelthen for langt imellem folk med mere på hjertet end nye køkkener og fodbold. (Det lyder frygteligt, I know, men jeg savner det skæve, det intellektuelle og det knap så norm-søgende).
Men jeg tror helt sikkert også, du har fat i noget med studieby-tingen. Det bringer en masse aktivitet og nyt blod med sig, når en by får mange studerende udefra – og der er Esbjerg bare ikke (endnu, personligt håber jeg at medicinstudiet kan sætte skub i en udvikling).
Jeg bliver også ramt i noget her og får lyst til at kommentere lidt i øst og vest på det, I andre har skrevet også. Jeg er i en helt klassisk mor, far og to børn konstellation. Vi boede i København under vores studier og flyttede tilbage til Jylland, da vi fik børn – dog ikke til den del, vi er fra og hvor vores familier bor. Vi har været så heldige at flytte ind på en vej, hvor børnefamilierne er flyttet til i stor stil, så vi har mange dejlige naboer, som vi taler med nærmest dagligt og vi har også fået nogle nære venner her, selvom vi ingen kendte da vi flyttede hertil. Så det kan lade sig gøre at bygge et godt netværk op.
Men jeg kan alligevel indimellem føle mig hamrende ensom, fordi de venner, der har kendt mig i et årti, mine næreste venner, stadig er i København, og fordi jeg lige har været på barsel og i babyboble, og derfor mentalt også har været langt fra hinanden. Og de er jo stadig dem, der kender mig bedst, og dem jeg har brug for når noget er svært. Jeg bliver ramt og rørt, når jeg læser om læsere her, der er på hver side af ‘småbørnsmuren‘ – som en anden skriver, så savner vi også jer, vores venner uden børn ❤️ Det er bare så krævende med de helt små banditter, især det første års tid.
Jeg tror, at man måske også mærker adskillelsen ekstra tydeligt, når børnene er små, fordi man har i nogenlunde frisk erindring, hvordan venskabet og relationen var, inden de kom til?
Min oplevelse er (som jeg også har skrevet lidt om til Lotte lidt længere oppe), at det ikke så meget handler om tid og små børn, som det handler om nye rytmer og skabeloner. At man er gået igennem en dør, man ikke kan gå ud af igen, og at man på en eller anden måde skal finde ud af, hvordan og under hvilke former, man kan blive ved med at følges med de mennesker, man holder af, og som man så nødigt vil undvære.
Mange af mine nære venner har også børn, og jeg oplever, at vi, når vi er sammen, flexer ind og ud af rollerne som dem, vi var og dem, vi blev. Og at det faktisk styrker relationen, med dem, det fungerer med? Men at der også med børn kommer en skærpet opmærksomhed på værdier og prioriteret livsindhold, som betyder, at nogle veje må skilles, selvom man ikke har lyst til, at det skal være sådan, fordi historien er så vigtigt.
Relevant indlæg og mange relevante kommentarer. Her på matriklen er vi to børn og to voksne, og jeg kan nok godt se, efter at have læst med, at vi nok er nogle af dem, der lukker os lidt om os selv. I hvert fald i forhold til mange af mine veninder der endnu ikke har børn, fordi jeg selv er startet tidligere. Alle lader til at kunne forstå det, men jeg må nok også indrømme, at det ofte er med dårlig samvittighed over at jeg ikke er mere tilgængelig eller tager mere initiativ. På den anden side vil jeg jo heller ikke lave det om, for tiden mens børn er små er for mig meget vigtigt. Her kan jeg bare håbe at venskaber holder ved, og så må jeg selv være tolerant, når mine veninder for små børn og hverdagstravlt.
Jeg tror helt sikker, at det har noget at sige, hvem man følges med. At man naturligt søger sammen med dem, der har samme hverdagsvilkår, som man selv har. Det har helt sikkert noget at sige for mig og min situation, at jeg har fået børn senere, end mange af dem, jeg kender hernede. Havde vi fulgtes, havde vi haft barsler, vi kunne bruge sammen og flere naturlige muligheder for at mødes over babyrytmik, salmesang og gåture.
Måske handler det om, at alle faser i livet, hvor relationer brydes, bare er svære, når de står på?
Har du hørt den her
https://www.dr.dk/radio/p1/radiofortaellinger/hvordan-far-jeg-en-ven-1-5-en-handlingslammet-bybo
Ja, jeg kender den godt:) Det er et fint, fint program, og helt overordnet kommer det selvfølgelig omkring nogle af de samme tematikker. Men hende, der leder, er på jagt efter en erstatning for sin bedste-veninde, og er stadig ny, hvor hun bor. Jeg har immervæk boet i Esbjerg i små 8 år efterhånden, og jeg kan vinge alle de gode råd af listen. Vi kommer ud. Vi går til ting. Jeg går til ting. Jeg bad om at komme i to mødregrupper, da jeg fik Frida. Jeg sidder i forældrerådet. Jeg engagerer mig i lokalområdet. Og jeg HAR fået gode venner hernede. Folk, jeg holder utrolig meget af, og som jeg tydeligt kan mærke også holder utrolig meget af mig. Der, hvor det bliver svært er, at vi har nogle lommer af ledig tid på tidspunkter, hvor familier med to voksne typisk er optagede, og det er der, jeg kommer til at føle, at jeg stadig står lidt på ydersiden af det hele, alle mine forsøg på at ændre på dette til trods.
Jeg kan nok i virkeligheden ikke byde ind med så meget, som ikke allerede er skrevet andet end en virtuel krammer. 😘
Jeg føler mig ikke ensom, hvad jeg ellers har gjort rigtig meget da jeg var yngre. I virkeligheden føler jeg mig nærmere omklamret en gang i mellem, men det er en anden snak. Og det skyldes da i høj grad min mand, det at der altid er en anden voksen, jeg kan snakke med og vende stort og småt. Jeg får dækket 90% af mit sociale behov gennem mine børn og min mand og resten af min familie og de sidste 10% er fint dækket ind af arbejdsrelationer og mine og vores venner, som vi ser alt for lidt.
Så jeg føler med dig og håber og tror på, at det løser sig. ❤️
Den tager jeg:)
Og så er jeg helt glad for, at du beskriver, hvad jeg synes, jeg ser – og hvordan jeg med sikkerhed selv ville have det, hvis vi havde været to. For jeg savner ikke, at skulle ud og vende hele verdenssituationen 3 aftener om ugen, eller at skulle ordne hår, finde de høje sko frem og ud og opsuge kultur. Jeg bliver nærmest udmattet bare ved tanken. Når ensomheden rammer, tror jeg faktisk primært, den er et biprodukt af, at man ikke får “fyldt på” i hverdagen, på den utvungne måde, man får i et parforhold.
Så tak for at se og forstå. Og for den virtuelle krammer <3
Det var PRÆCIS det jeg mente. Jeg tror virkelig at en af grundene til at det er sværere at få nære venner som voksen i høj grad skyldes, at man simpelthen ikke orker at skulle ud konstant og mødes med nogen. Det gjorde man for 15-20 år siden hvor der ikke var børn, hus, rigtigt arbejde og tonsvis af vasketøj hver eneste fucking dag. Og der er vi, der har en partner bare rigtig meget heldigere stillet fordi vi “gratis” får opfyldt vires sociale behov. Endda iført pyjamas og fedtet hår. 😉
Det var ikke ment som gode råd. Jeg synes bare, at hun fint tumler med ensomhedsfølelser ligesom mange af os andre. Det er ikke let at finde et netværk som voksen, hvis man ikke får det foræret gennem fx arbejde. Jeg får i hvert fald meget lidt ud af de mennesker, jeg møder gennem børnene. De virker lige så fyldt op af institutionsarrangementer osv, som mig selv og er lige så bundne til hjemmet om aftenen. Måske i noget bofællesskab eller lign kunne man få den der utvungne kontakt, men jeg orker ikke rigtigt fællesmøder og arbejdsdage.
Når jeg bliver gammel, ikke? Så må det være vennernes tid igen.
Jeg har gjort mig samme tanker om bofællesskaber, men når altid frem til, at det alligevel er for tæt på – og jeg gider ikke skændes konstruktivt om trappevask.
Jeg er med på ideen om revanche, når vi bliver gamle.
Kram herfra! Jeg kan vist ikke sige så meget der ikke allerede er sagt. Jeg kom til at tænke på, dog, at der ligesom er to ting i det. Dels er det enormt svært og hårdt at komme ud af ensomheden når man først ligesom er kommet ud af synk med sin omverden. Om det så er mobning i femte klasse eller hvad ved jeg. Dels bliver man nok ret god til at genkende de gentagne mønstre hvilket gør den oplevede ensomhed endnu større, også i situationer hvor det reelle problem er ret lille. Men mange bække små osv. Og jeg prøver ikke at sige at det er noget pjat og du skal tage dig sammen! Overhovedet!!! Jeg ved bare fra mig selv at de der blå mærker har meget nemt ved at begynde at gøre ondt igen. Desuden tror jeg du har ret i at man får utrolig meget “gratis” samvær fra en kæreste/mand. Det kan dog også blive en sovepude (egne erfaringer igen) fordi det vitterligt ER hårdt arbejde at opbygge netværk og når man så har ham og hans nørdevenner, så er det så nemt at slække lidt … Og pludselig er der noget af de andre linjer der er gået kolde. Av.
Helt enig. Gamle sår springer nemmere op, end nye tilføjes, og det er vist bare et vilkår ved at være menneske.
Jeg tror egentlig også, at summen af problemer er konstant, uanset om man er alene eller bor med en kæreste/ægtefælle. Det giver forskellige udfordringer, og jeg tror ikke, at der er nogen, der gør mere ondt eller fylder mere end andre. Det er bare nemmest at mærke dem, man selv står med <3
Jeg er også flyttet tilbage til Esbjerg, efter en årrække i udlandet. Alle fik børn og en anden rytme mens jeg var væk. Nu er det mig, der har et lille barn og har været i babyboblen et års tid. De andre har efterhånden større delebørn. Det giver igen en anden dynamik med delebørn, og det skal planlægges måneder i forvejen hvis vi skal ses flere end 2-3 stykker den samme lørdag.
Der sker noget med en, når man flytter væk. Jeg har rykket mig ret kraftigt fra den jeg var, til den jeg er i dag – som veninde, søster, datter og menneske. De, der aldrig flyttede væk, har stadig mere af “den gamle” omgangsform, -indhold og -tone, de har langt flere fælles oplevelser og dermed også mere klister i relationerne. Der synes jeg, at det bliver svært at glide tilbage i gamle relationer og venskabsgrupper.
Kommer man nogensinde til at høre rigtigt til, når man har flyttet meget rundt? Hvis det nu brænder i røven på én for at flytte til udlandet igen i en periode, kan man så det med børn? Hvordan sørger man for, at ens børn ikke arver den rastløshed og rodløshed man har raget til sig?
Jeg genkender alt, hvad du skriver. I Aarhus var jeg bare endnu en førstegangsmor i statistikken. Da jeg kom til Esbjerg havde alle andre for længst forladt babyboblen, og jeg boede pludselig i kategorien ‘gammel førstegangsfødende’.
Jeg tror, at det, man får med, når man tager væk og ud, er en ydmyghed ift. det, man kommer med og kommer fra. Når man er den, der er ny, bliver man meget bevidst om, hvor vigtigt netværk er, og hvor meget det betyder, at de gamle hunde åbner koblet for nytilkomne. Og det tror jeg ændrer én, sådan helt fundamentalt, og gør, at man for altid vil have ændret sig ift. dem, der valgte at blive. Begge dele kommer med en pris, men måske den føles højere, når man er den, der kommer (tilbage), og ikke har netværket at læne sig op ad?
Jeg ved ikke, hvordan man kommer til at høre til. På mine gode dage tænker jeg, at jeg har det hele dobbelt. At ‘hjem’ for mig er to steder. På mine dårlige dage føles det, som om halvdelen af mig altid vil mangle.
Og jeg har opgivet at gennemskue, hvordan det påvirker mine børn.
Haha, jeg kom i en førstegangsfødende mødregruppe. De andre var 8-10 år yngre end mig. Det eneste vi havde til fælles, var børn som var født nogenlunde samtidig.
Jeg synes helt klart det føles mere ensomt at flytte tilbage end at flytte ud. Ude vidste jeg, at det var en del af pakken, at der ikke altid var nogen på mit hold. Tilbage havde jeg, måske lidt naivt, troet at det ville være nemmere.
Men jeg har gang på gang ramt en mur af stort set total tavshed når jeg spørger om nogen vil med til et eller andet der bare er en smule anderledes end det vi plejede at lave i gamle dage. Og endnu værre, at man aldrig må tage en ven med til andre venners fester eller kaffer. Den der lukkethed om egen lille flok… Jeg. kan. ikke. have. det. Da jeg var ude i det store udland var det altid ‘jo flere, jo bedre’, og det er i høj grad noget af det positive jeg har taget med mig hjem.
Måske man skulle have et netværk eller en Facebook gruppe for de hjemvendte. Mon det eksisterer allerede…?
Jeg bad om at komme i to mødregrupper, netop for at få mere netværk, men ud af alle de mennesker, er der én, jeg stadig ser. Det er utroligt.
Det er en skidegod ide med den facebookgruppe for de ‘hjemvendte’, for jeg synes faktisk, at en del af problemet også er, at man ikke holder op med at være kræsen, fordi man mangler mennesker. Jeg kan stadig ikke gå på kompromis med, at de mennesker, jeg omgiver mig med, skal give mening, og der skal være noget, der binder sammen ud over ’tilflytter-ensomheden’ i mangel af bedre ord. De fora, jeg indtil videre er stødt på, føles som om, de har dagsordener. At det handler om at udbygge professionelle netværk, at finde en kæreste eller at dele et bestemt, politisk synspunkt. Og det er ikke det, jeg mangler. Jeg mangler nogle, man kan svinge forbi en helt almindelig søndag og drikke en kop kaffe med, og så køre hjem igen.
Hvis du starter sådan en gruppe, eller hører om en allerede eksisterende, så vil jeg meget gerne være med.