Uncategorized

Saa har vi vaeret i Amsterdam i 2 dage, og indtil videre har vi laert:

– At 5 stjernede hoteller har spejle, der er dugbehandlede midtpaa, sae man kan bade i 50 grader varmt vand i en time, og stadig laegge make up LIGE bag efter.

– At vi elsker Amsterdam. En by med skilte med ord som ‘ muziekknuffels’ og ‘Amsterdamse’. Kan man andet?

– At internet er markant billigere paa coffeeshops end paa hotellet. Pokkers…

– At til troeds for, at Amsterdam er flad som en nystroeget pandekage, og at ALLE cykler, sae er der kun et design i cykler (onkel morfar-cyklen med robust stel og dynamolygte), og tilsyneladende er cykelhjelmen ikke opfundet hernede endnu.

– At man ikke skal laene sig op af glasvaeggen i brusenichen, naer man barberer ben. Det er en laage.

– At der faktisk ER noget i hele verden, der er vaerre end engelske turister, og det er engelske turisters boern.

– At Amsterdam har et kagehus. Det skriver jeg lige igen: Et KAGEhus. Med kager, kager, og flere kager, lyseroede vaegge og tylsommerfugle som lamper. Fik jeg naevnt, at vi elsker Amsterdam?

Nae. Jeg vil tilbage til min … kaffe. ‘Dag.

I morgen tidlig er jeg den der er fløjet. Der er dømt hygge, coffee shops og pauseskærm, og det kan kun gå for langsomt med at komme afsted.

Eneste nitte ved ferie er dog det evindelige pakkehelvede, der følger med. Skyr det som pesten. Lige nu sidder jeg i Sarajevo 92 og kigger på alle mine ejendele, (virkelig. Alle.) som er spartlet ud i et tyndt lag over gulv, seng og borde. Jeg er ude af stand til at vurdere, hvad jeg skal bruge og – og det er Det Virkelige Problem – hvad jeg har LYST til at bruge. Jeg starter med at hive alt ud af skabene efter devisen ’nu prøver jeg lige i første omgang at finde alt det frem, som jeg gerne vil have med’. Herefter er planen så at arbejde mig baglæns, indtil jeg rammer en mængde, som både jeg og flyselskabet kan acceptere. Desværre mister jeg altid overblikket lige efter hiv-ud-fasen, og det er der jeg er nu. Helt, helt uoverskueligt at skulle rydde op i det her.

Heldigt, at man har en blog, så man kan overspringshandle lidt.

Suk. Jeg må tilbage til bunkerne. Efter det venter lækre, lækre LOC, fantastiske Infernal og en hel masse regn. Næste gang vi ses herude, blogger jeg omgivet af tulipaner og røg i de røde lygters skær.

Da jeg læste, glædede jeg mig i vildskab til at få et voksenjob, så jeg kunne begynde at tjene rigtige menneskepenge og ikke være kronisk på røven. 7 år senere er hånlatteren endelig ved at forstumme, og en af livets rette sammenhænge ved at bundfælde sig. Farvel studierabat, madklub og deleforsikring. Goddag licens, full blown regninger og dyrere vaner.

For det er nok i virkeligheden det sidste, der får det til at virke, som om min økonomi tager udgangspunkt den samme kalkule med de samme knappe faktorer nu, som da jeg læste.

Jeg gider f.eks. ikke handle i Fakta mere. Nogensinde. Der er grimt, der lugter, og så skal man altid huske sin bon, fordi man alligevel skal i Føtex for at købe resten. Jeg er done med gråt, papagtigt etlagstoiletpapir, og jeg betaler gerne 40 kroner for en kop kaffe, og 55 kroner for en øl for til gengæld at kunne drikke det et sted, hvor der er stole, betjening og hvor andre, uden at pive, tager opvasken, når jeg skrider.

Men jeg har lidt en fornemmelse af, at det ikke har tænkt sig at stoppe.

For 3 år siden holdt jeg ferie i Barcelona, boede på dorm, svedte i lufthavnsbus og havde væggelus med hjem. På søndag tager jeg til Amsterdam til 5-stjernet hotel, taxa og guldbrownies.

Sidste nye skud på stammen er luksussengetøj. Har de seneste måneder tilbragt lidt for mange nætter med, rasende og svedig, at vikle mig ud af billigt overskudsbomuld, fordi de forp*lede stykker linned åbenbart giver sig noget, der ligner 30 % i mørke, så forleden svingede jeg forbi Det Hvide Hus og upgradede til businessclass. Om man kan mærke forskel? *OMG* Jeg sover ALDRIG i de andre karklude igen.

Det er kortsigtet, det er hedonistisk og det er nogle gange svært at forsvare. Fuck it. Der er alligevel ingen lommer i den sidste skjorte.

Det er vist ved at være en uge eller to siden, vi har snakket om dating her på bloggen. Alle gode intentioner til trods må jeg indrømme, at det har ligget lidt stille. Dels har jeg haft mit hoved et andet sted, dels har jeg haft så travlt, at jeg virkelig skulle tænke: ”Kæft, han lyder sød!” for overhovedet at overveje at tage af sted. Og lad os bare være ærlige: Der er markant flere tudser end frøer derude.

Måske bliver jeg nødt til at smide håndklædet i ringen, og erkende, at jeg ikke finder min kommende mand gennem netdating. Jeg er simpelthen for forbeholden. Når jeg møder en mand i virkeligheden, er jeg egentlig ligeglad med alder, flyveører, ekstra kilo, job, hvordan han staver, og om han har børn. Alt det bliver sekundært og løsbart, hvis kemien er der. Men min skepsis insisterer på en plads ved bordet, når jeg skal på date med Poul, og jeg på forhånd ved, at han er tyk kraftig, ordblind, har 3 børn og er præcis lige så meget ældre end mig, som han er yngre end min far.

Og vi har stadig problemet med henvendelser fra dem, der tager udgangspunkt i egne ønsker og behov, og som tilsyneladende ikke forholder sig til, hvad JEG leder efter (hvilket jo tegner godt for et eventuelt forhold…).

Tonen i min profil minder meget om tonen her på bloggen. Jeg har forsøgt at være ret konkret og direkte i forhold til, hvad jeg leder efter, og hvad der er vigtig for mig. Jeg har gjort mig meget umage med at beskrive, hvad jeg kan lide, og hvad jeg finder frastødende. Derfor vil jeg gerne vide:

Hvorfor jeg bliver ved med at få breve fra mænd, der detaljeret beskriver deres stjernetegn, og hvad det betyder for deres personligheder?

Hvorfor – oh kære Gud, hvorfor?! – de skriver til mig, når de ikke kan stave, ingen uddannelse har og er blevet skilt for 2 måneder siden? Den kombination foreligger hos flere mænd, end man tror.

Og hvordan kan man have læst min profil og stadig sende et brev formuleret som digt, der slutter med følgende perle:

”Du har et helt utroligt vidunderligt smil. Et smil som kan få en engel, med brækkede vinger, til at gå et par ekstra mil.”

Helt uden ironi.

Jeg giver op.

Som tidligere nævnt har vi gang i noget turbo feng shui i hulen i disse dage, og i går ramte den etniske udrensningspatrulje mit køkken.

Heldigt, at jeg elsker de shakes, jeg kan lave med min nye super badass blender, for den er nærmest eneste tilbageværende beboer i køkkenskabet.

Jeg benyttede lejligheden til at optimere indretningen, så jeg er fri for at skulle ligge og rode rundt med røven i vejret og famle mig frem i blinde, hver eneste gang, jeg skal bruge min wok. Det hele blev så strømlinet og smart, så jeg tænkte, at jeg ville hænge mit forklæde ind i skabet (ja, jeg har et forklæde. Og hvad så!), så det ikke forstyrrede alle de rene linier.

Dårlig ide.

Har skreget højt af forskrækkelse hver eneste gang jeg har åbnet skabet siden, fordi jeg tror, at jeg bliver angrebet af et spøgelse en øksemorder, der bare har stået på lur og ventet på mig.

Måske vi bare skulle sige, at nu havde jeg ryddet op.

For nogen mennesker er minimalisme en foretrukken indretningsstil. For mig er det resultatet af, at jeg nærmest tømmer mit hjem for interiør, når jeg tænker. Hver gang. Rod i hovedet = oprydning på matriklen. Om ikke andet er det dejligt håndterbart, at mine psykologiske undvigemanøvrer er så forudsigelige og gennemskuelige, at det nærmest er kedeligt.

I går gik det ud over min lille reol ved min seng. Her faldt jeg over min gamle dagbog, og da jeg bladrede i den, faldt et brev ud. Det viste sig at være et 7 år gammelt anti-kærestebrev, skrevet til en utro ekskæreste, og jeg kunne næsten ikke lade være med at grine, da jeg læste det. 3 sider, der syder af arrigskab, med så mange udråbstegn og store bogstaver, at det overrasker mig, at der stadig er nogen tilbage på tastaturet.

Highlights:

“Jeg synes, at du er et tarveligt møgsvin, og du LYVER!”
”Jeg håber, at du har det bare en BRØKDEL så skidt, som du påstår at have det, for det fortjener du, din lorteabe!”
“Du er en ynkelig mand i panikalderen, og måden, du fører dig frem på som en anden teenager, er til grin!”
“Tænk at du gider lyve om ting, der er så pisseligegyldige!”
“Du er en forpulet hyæne, og jeg FATTER ikke, at du kan holde dig selv ud!!”
“Jeg hader, at du gjorde mig til en kliche, og du skal vide, at jeg har mistet AL respekt for dig.”“Jeg væmmes ved dig, jeg foragter dig, og du kan fandme understå dig i NOGENSINDE at kontakte mig igen!!”

Kom nu, Linda. Ikke brænde inde med det. Skriv dog, hvad du VIRKELIG tænker.

Nogen, der ved, om man stadig kan købe de der ”Læs & Forstå” bøger, vi brugte i 2. klasse? For jeg kunne tilsyneladende godt trænge til at repetere konceptet.

Var i Magasin i går, og endte i parfumeafdelingen. Elsker parfume, og selvom man ikke kan spare noget som helst, når man flyver indenfor EU, så kan jeg garantere, at jeg har tænkt mig at bruge lufthavn og ventetid som undskyldning for at supplere duftgarderoben, når vi rykker til Amsterdam. Alle gode resultater er jo som bekendt produkter af godt forarbejde, så besøget i parfumeafdelingen var et forsøg på at afsøge markedet, inden jeg ripper det.

Mens jeg gik rundt og sprøjtelakerede alle halvplane overflader på arme og hænder, fik jeg pludselig øje på en tilbudsø med Library of Fragrances dufte. (For de uindviede: Parfume, der dufter af ting og steder, man kender, i stedet for bare af ’godt’.) Fandt en, der hed ’Steam Room’. Der var godt nok ingen tester, men den var så latterligt billig, at det næsten var lige meget. Mente desuden at kunne huske, at den var god. (Note til selv: ALDRIG stole på tolkehukommelse, der 99 % af tiden fungerer efter princippet ”Husk – oversæt –smid væk.”)

Set i bakspejlet, skulle jeg måske lige have gjort mig selv den tjeneste at læse etiketten, men jeg var blændet af ’Halv pris!!’ mærket.

Så nu er jeg den lykkelige ejer af et styk velduftende eau de cologne. Til mænd.

Nå, pyt med det. Min søde kæreste kan jo bare bruge den, når han er her.

Eller det der.

Kender I det med at komme til at sige ja til noget uden rigtig at høre efter?

I starten af februar var jeg til DGI Convention i Kbh., som altid starter med landsinstruktørmøde fredag aften. Mange informationer. Fredag aften. Lang togtur. Mange kolleger, man ikke har set længe. Og jeg kan godt svagt erindre noget info om lån af et undervisningsskelet og en seddel, der gik rundt. Jeg må åbenbart have skrevet mit navn på, for i forgårs modtog jeg en KÆMPE kasse med DGI skrevet på i afsenderfeltet.

Først var jeg helt blank. Jeg stod i lang tid og kiggede på kassen, mens jeg overvejede, om der var sket en fejl. Til sidst vandt nysgerrigheden alligevel over min skepsis, så jeg hentede en saks og lagde Y-snittet. Imagine my surprise, da jeg slog flapperne til side og stod ansigt til kranie med min nye roomie.

Jeg ved ikke, hvad jeg har tænkt. Ikke at den ikke er smart nok at have, når vi underviser i anatomi og fysiologi på uddannelserne, bevares, men der er da no way in hell, at jeg kan have den kæmpekasse med i toget. Og jeg er vel nødt til at skille den ad, når jeg rejser med den. Eller hvad? Kan man bare bestille en pladsbillet til den?

(PS: Hvis jeg blev tortureret længe nok, ville jeg nok også være nødt til at indrømme, at jeg synes, at den er en lille, bitte smule uhyggelig.)

Nå? Kan forstå på snakken ved gadekæret, at gokkesokken ovenpå er skiftet ud med noget forsvarsadvokat. Man må sgu da håbe for hendes potentielt uskyldige klienter, at hun lægger en lille smule mere engagement og entusiasme i sit arbejde end i sit sexliv. Det eneste jeg kan høre, er hans … afsluttende procedure. Ikke en lyd fra fru Justitia.

Måske er hun bare en af de pæne piger, der holder igen, fordi hun er bange for, at han CAN’T HANDLE THE TRUTH!!

Jeg tænker i disse dage. Så meget at jeg tager fejl af de byer, jeg befinder mig i, sætter min kogekeddel i køleskabet og har det, som om jeg ser mine programmer for første gang nogen sinde, når jeg skal ned og undervise.

Jeg er ved at lære noget om, hvordan det føles at finde ud af, at alle historier virkelig HAR to sider. Det burde jeg vel i en alder af 32 år være klar over, men det er overraskende at opdage, hvor lidt den teoretiske viden kan bruges til i virkeligheden.

Jeg er ved at finde ud af, at noget af det sværeste i verden er at redefinere den rolle som offer, man har tildelt sig selv, og i stedet se sig selv som både medansvarlig og bøddel. Jeg er ved at erkende, at en del af at give slip på fortiden også er at acceptere, at du aldrig vil komme til at se fortiden gennem mine øjne. Og jeg spekulerer på, om jeg skylder mig selv at undersøge, om det er kærlighed eller luftkasteller, der er derude.

Tør man?

Bør man?

Kan man forsvare at lade være?