Uncategorized

Jeg modtager jævnligt mails, hvori folk spørger mig om, hvad jeg kan anbefale af træningstøj.

Nu begrænser min viden sig primært til fitnesscenter-egnet beklædning, og det er jo også meget, meget subjektivt, hvad man kan lide – men jeg har dog immervæk slidt mig igennem nogle stykker klæde igennem min snart 10-årige karriere som instruktør, så i stedet for at skrive den samme mail 25 gange, kommer mine guldkorn her, ganske kvit og frit.

To ting inden vi starter:

1) Selvom der nu (åbenbart!?) er ved at gå modeblog i den, nægter jeg at forpeste siden med at billede af mig selv iført skrutryg og trutmund.

2) Jeg får ikke en skid af nogen (ja, Nike. Jeg taler til jer.) for at sidde og rose de forskellige mærker. Just so we’re clear.

Overkrop:
Din t-shirt er den, der hurtigst kommer til at lugte, hvis du vel at mærke sveder, når du træner. Derfor kan der være temmelig mange penge at spare ved at finde et mærke, som er til at betale sig fra, og du bliver samtidig mere afholdt i dit center, fordi du kan kyle lortet ud, når det begynder at stinke. (På forhånd tak.) Jeg er endt med H&M’s de bedste. De fås i alle farver, både med og uden ærmer, med rund hals og v-udskæring, og koster ikke engang 100 kr. Eneste ting, du skal være opmærksom på, er at du skal købe dem med et par procent elastan/spandex i. De holder faconen, modsat dem i rent bomuld, der forvandler sig til noget left-over telt fra Roskilde Festival efter 1½ vask.

Under t-shirten befinder sig den ene af de to stykker træningstøj, jeg er hysterisk med; bh-en. Køb. Nu. En. Ordentlig. En. For. Fanden. Ud over at være en æstetisk bedre oplevelse for alle, giver det også markant mere lyst til at træne igennem, når du ikke får dine bryster i øjet hele tiden. OG dit brystvæv bliver ikke så belastet af at fare rundt til alle sider, hvilket betyder, at chancen for på lang sigt at bevare brysterne nord for navlen forhøjes markant.. Jeg bruger Casall, som ligger i den dyre ende (600 kr.), men de holder tingene på plads (også en ammende M-skål), og de er nærmest uopslidelige.

Underkrop:
Ligeså højt som jeg elsker H&M’s t-shirts, ligeså meget hader jeg deres bukser. Jeg har endnu til gode at købe et par, som ikke giver sig så meget, at man står med mågen blottet efter 20 minutter. Personligt sværger jeg til 1) Nike. Dels er de lidt længere i benene, og dels er kvaliteten ret god og 2) Anniluce, som både er fede, fede, fede og formidable i kvalitet.

Flere har spurgt, om bukser med pude er et must, når man kører spinning, og altså … det kommer jo an på, hvor hard core et underliv, man er udstyret med, om man er vant til at cykle og hvor blødt man fra naturens side er polstret.

Needless to say at jeg kører uden.

Når du vasker dit træningstøj, så lad være med at bruge skyllemiddel. Det ødelægger den membran, som det meste træningstøj er behandlet med, som forhindrer det i at lugte (alt for slemt).

Fødder:
Her rammer vi den anden ting, som jeg aldrig, aldrig, aldrig går på kompromis med. Sko. Dårlig ide at købe suspekte mærker som Abibas og Mike. Når du hopper, falder du ned med 6 x din egen vægt, hvilket immervæk er en del. Det er f.eks. derfor, at det er så kritisk når Joachim Boldsen håndboldspillere tager 3 kilo på; fordi impactet ved nedslag stiger med 18 kilo. Så ordentlige sko med god stødabsorbering er et must, næsten meget hvad du træner. Mærket skal bare være det, der sidder godt på dine fødder, og mine passer perfekt i Nike.

Sko kan holde ca. en sæson (dvs. 6 måneder), hvis du bruger dem et par gange eller 3 om ugen. Når du begynder at få ondt i knæ, ryg og fødder (typisk en v-formet smerte hen over lænden og under knæet) er det stødabsorberingen, der har sagt op.

Og endelig er det en meget god ide at overveje bevægemønstret i den sport, du dyrker. Ved tennis bevæger man sig f.eks. meget fra side til side, og derfor er det en skidt ide at spille i løbesko, som typisk er designet til kun at understøtte bevægelse, der går ligeud, og derfor ikke har speciel forstærkning eller støtte på siden af foden.

So there you have it.

Træningstøjets ABC according to Linda.

Jeg håber, at det besvarer jeres spørgsmål.

Kender I de mennesker, der altid entrerer i snubl? Som kan falde over dørtrin, småtrapper eller usynlige huller i gulvet HVER gang, de ankommer?

Sådan starter alle mine telefonsamtaler, fordi mit telefonsprog er udviklet, da telefonen sad fast på væggen og havde en ledning, man kunne sno om fingeren i det uendelige, når man sad og snakkede.

(Jeg giver lige mine unge læsere et øjeblik til at få grinet af.)

Dengang kunne man ikke se, hvem der var i den anden ende, når man tog den, og det var også forbundet med et vist element af spænding at være den, der ringede op, for back then var der sgu ikke noget med at rende og svine sig til i telefoner til højre og venstre. Næh børn, vi DELTE. En telefon pr. husstand.

Hvilket gjorde det meget pinefuldt og angstprovokerende at ringe til Peter for at spørge, om han ville med i biografen, for ud over at man kunne risikere, at han sagde nej, kunne man også risikere, at det var hans mor, der tog den.

Dengang præsenterede man sig, og ”Hallo?” var ikke en selvstændig sætning, men bare første halvdel af: ”Hallo, det er Linda.”

Og altså .. det virker jo for fanden lidt dumt nu, ikke? At præsentere sig, mener jeg. For når folk er gået ind i ’kontaktpersoner’ og har trykket på ‘Linda’, kommer det nok ikke som det helt store chok, at det er mig, der svarer.

Og når min telefon ringer, og jeg kan se, at der står ‘Gitte’ på displayet, er spændingen også ligesom udløst på forhånd ift. hvem der befinder sig i den anden ende.

Men når jeg ringer til folk, og de tager den med ordene: ”Hej Linda?”, går der kludder i det, for hvad fanden skal jeg sige, når de lige har snuppet min replik? Og hvis jeg svarer: ”Hej Gitte”, er turtagningen ødelagt, for når jeg har sagt noget, er det den andens tur, men når det er mig, der ringer op, er det jo HER, jeg skal fremføre mit ærinde og kaste lys over, HVORFOR jeg ringer.

….

Tænk at de sidder og snakker efterløn på Christiansborg, når der er så INDLYSENDE vigtigere problemer at løse!

Hold nu kæft, hvor jeg savner at slutte dagen med en gang træning!

Ud over den indlysende fordel, at fysisk styrke letter de daglige gøremål (som f.eks. at hugge brænde og hive vandspanden op af brønden) en hel del, mangler jeg simpelthen sådan at få lov at nulstille hovedet en gang om dagen.

Træning er så simpelt. Det eneste, man behøver at fokusere på, er om man kan tage den næste gentagelse eller det sidste flyvespark. Hvis man går til den – og det gør man – holder hjernen kæft, fordi organismen ikke har overskud til både at forsyne lungerne med hårdt tiltrængt ilt, at transportere syre væk fra biceps og lår og samtidig beskæftige sig med ulykkelig kærlighed og dårlige hårdage.

Når jeg i livet præ-Anton var sur over noget, virkede det som regel ret bagatelagtigt, når hovedet havde fået en times pause.

Hvis jeg var skuffet over en af mine venner (det var jeg selvfølgelig aldrig) (please don’t unfriend me), så det hele lidt mere nuanceret ud, når jeg smed håndklædet i tasken, og problemer, der virkede uløselige da jeg kom, var på magisk vis blevet løsbare, mens jeg havde haft travlt med at svede.

Post-Anton er jeg fandme nogle gange så energiforladt, at det er et mirakel, at jeg stadig holder mig oprejst, når klokken er 19, fordi dilemmaer og lorteoplevelser bare får lov at stå og simrekoge hele dagen til den kun er ren, bitter fond tilbage. Småissues bliver enorme, skuffelse bider sig fast og ubetænksomhed føles både personligt og ill intended.

I dag har jeg f.eks. skrevet en sur mail til Midttrafik, fordi en af deres chauffører brugte Anton og jeg som levende målskiver i et fodgængerfelt, hvor vi vel og mærke havde grønt lys. Det har jeg ALDRIG gjort før, og tidligere ville jeg stadig have hidset mig op over det i øjeblikket, men jeg ville hurtigt være blevet så god igen, at jeg ikke ville gide bruge de 4 sekunder det tog, at finde Ris/Ros skemaet på deres hjemmeside.

Sådan er det så ikke mere. Jeg helmer ikke, før jeg har fået lov at skælde ud, og om jeg så skulle bruge et år på at opdrætte en brevdue til at overbringe budskabet, kan du være HELT sikker på, at jeg NOK skulle få ytret mit mishag.

Jeg skal selvfølgelig ikke klage; dem i Japan har det værre jeg er selvvalgt enlig mor, og stadig så heldig, at jeg får lov at spinne 3 gange om ugen, og det skal jeg huske at sætte pris på, i stedet for at marinere i arrigskab over de gange, jeg synes, jeg mangler.

Jeg savner bare sådan at have ro i hovedet, og at kunne parkere irriterende ting, hvor de hører til: I skraldespanden.

God weekend.

Troede I, at jeg var død? Var fandme også tæt på. Den står til en skideballe af de helt store, når den (engang!) vælger at poppe op, den møgtand.

(Mødte i øvrigt min kammerat i fitnesscentret i morges. Han har tvillinger, der er halvanden måned ældre end Anton, og som helt, helt afslappet og uden nogle problemer overhovedet har fået to tænder i både over- og undermund.

Begge to.

Føler VOLDSOM trang til at unfriende ham på FB.)

Nå, men ved et helt usandsynligt heldigt sammentræf, havde jeg for et par uger siden spurgt min mor, om hun ville komme mig til undsætning et par dage, så jeg kunne komme til læge med møgfoden, lave et par evalueringer, undervise lidt og nå i bund med nogle af de ting, der ligger ud over, hvad jeg kan få timerne til at række til i hverdagen.

At afkalke sæbeskålen i vaskemaskinen, så den ikke gror pels, f.eks.

Det havde hun heldigvis sagt ja til, inden tandhelvedet brød løs, og bordet fanger, så i lørdags kunne man ved banelegemet i Århus se høj blondine med barnevogn heppeklappe toget fra Esbjerg de sidste 100 meter ind på perronen, kaste sig om halsen på midaldrende dame og tudejuble: ”MOR!!!”

Tror ALDRIG, at jeg har været så glad for at se noget menneske i hele mit liv.

Og ganske som jeg vidste, blev alting 4.000 gange bedre, da jeg kom mor på det. Selv Antons røv.

I tirsdags havde jeg så bestilt tid ved min nye læge, så jeg kunne få lavet min gynækologiske 8 ugers-undersøgelse, og få tjekket foden. Startede med at springe i bøjlerne, og frygtede det værste (jamen, hvad fanden ved jeg??), men fik nærmest guldstjerner og highfives.

Glædeligt overrasket gik jeg videre til spasserfødderne, forklarede hvad problemet var, og sluttede med: ”Og det ved jeg faktisk ikke, hvad jeg forestiller mig, at du skal gøre ved.” Og blev oprigtigt overrasket, da hun sagde: ”Du får de her piller, som tager betændelsen og er smertelindrende. Hvis de ikke hjælper, kan du løse problemet med akupunktur.”

Skal godt nok have kigget lidt på min tiltro til andre mennesker og deres faglige kompetencer en af de nærmeste dage.

Helt beruset af succes, blev jeg overmodig og bad om nogle flere piller, så jeg kan slippe af med den sidste væske i kroppen (restprodukt af svangerskabsforgiftningen.) Så blev hun pludselig grundig, og ville have taget alle mulige prøver. Kunne jo ikke så godt undslå mig, når jeg nu selv havde bragt emnet på bane, så fandt mig pænt i at blive stukket i, prikket til og lyttet på, og i at blive sat på hold i nogle uger – hvorefter jeg sprintede (i bedste gazellestil. Tak til mine nye piller) ned i nærmeste helsekostforretning i håb om, at de kunne hoste op med nogle urter, der kunne skræmme de sidste dråber ud af systemet.

”Når du ammer, har vi faktisk ikke noget, du må få” (wtf!?) ”men jeg synes, at du skal lave et rødbedeafkog af en liter vand og et kilo rødbeder, som du koger og sier, og drikker morgen og aften.”

Kunne lige mærke, at jeg SLET, slet ikke er den holistiske rødbedeafkogstype.

Er nok mere vær-sød-at-symptombehandle-mig-i-en-fart-med-noget-receptnarko-typen.

Så nu må jeg sætte min lid til, at lægen scorer hattrick.

Og ved I hvad? Det kunne hun faktisk godt ende med at gøre.

Jeg ved godt, at tænder er ret in, og at der er temmelig mange mennesker, der render rundt og blærer sig med kæften fuld af dem.

Jeg ved også godt, at de et langt stykke hen ad vejen tjener et praktisk formål.

Men hvis vi skal igennem det her hver e-n-e-s-t-e fucking gang, ungen skal gro et stykke ben i munden, vil jeg godt bestille klistermærket: ”Tænder. Nej tak.” Han kan sagtens blive et lykkeligt menneske med den ene, vi brygger på nu. (Jo, han kan!) Jeg skal nok tage mig af at skrive kogebøgerne ”1001 mosede retter” og ”Elsk din blender” til ham, så han ikke dør af sult.

Vi kan også sagtens aftale, at jeg lægger en 20’er under puden for hver tand, han IKKE får, så han ikke bliver snydt ift. sine klassekammerater.

Men jeg kan. Ikke. Holde. Ud, at han har så ondt.

Eller at hans mave er slået i stykker, så jeg skal skifte ham 2 gange i timen, at hans røv er hudløs og rødere end fanerne udenfor, og at han derfor skriger, som om jeg prygler ham med brændenælder, når vi nærmer os puslebordet.

Ville også godt snart prøve at have noget af det der søvn.

Vil overboen formentlig også.

Så bare tag Antons tænder og giv dem til børnene i Afrika eller Japan, ikke?

På forhånd tak.

Linda

Nå. Men alle fra min mødregruppe er helt pjattede med det der salmesang, så min skepsis til trods meldte jeg Anton og jeg til det for et par uger siden.

Det viser sig, at salmesang for babyer i mellemtiden er blevet det nye sort, så nu er der ventelister.

Kom godt nok lidt bag på mig.

Men nogen har åbenbart fået nok af at stå og mumle halleluja ned i hovedet på deres skaldede baby, for i sidste uge fik vi at vide, at vi kunne komme med på et afbud. Seancen foregik i kirken ”torsdag kl. 10. Præcis.”

Allerede her ved man godt, hvordan det ender, ikke?

For Anton blev vaccineret i onsdags, og skulle jeg på noget tidspunkt have været i tvivl, ved jeg nu, at han er en rigtig mand. Hold nu KÆFT, hvor har han klynket lige siden. Og jeg vil gerne trøste og ae ham, når han er ked af det og græder, for han er min søn og det allerbedste jeg har. Men når han siger den der ”Ææh! Ææh!”-lyd ind i mit øre non-fucking-stop i 36 timer, får jeg lyst til at undersøge, hvad et barn kan indbringe på det sorte marked synes jeg godt, det kan være lidt anstrengende. Så jeg har sådan set bare gået rundt med ham i to døgn. Og rundt og rundt og rundt.

Jeg har så et par sommerbukser, (hæng på. Sammenhæng coming up) som jeg SKAL bruge sort t-shirt til, da de ellers får min røv til at se endnu større ud, end den er. Kan ikke forklare det. Kan bare konstatere, at det er sådan, det forholder sig. 24 sekunder inden vi skulle ud af døren – og vi var i forvejen liiidt sent på den, fordi alting tager markant længere tid, når man ikke kan lægge barnet fra sig – var der nogen, der vendte vrangen ud på mavesækken hele vejen ned af ryggen på mig.

Hvilket er forholdsvis let at se på sort.

Forsøgte ikke at bande alt for højt (vi var trods alt på vej i kirke), men sprintede ind i tøjskabet efter min anden sorte t-shirt, som åbenbart i mellemtiden er flyttet hjemmefra, for det eneste sorte, der lå på hylden, var min Motörhead-t-shirt med et tryk af, hvad jeg formoder, er Satan på maven.

Og uden at kende dresscoden til babysalmesang, synes jeg, at det virkede lige vel friskt at komme anstigende i.

Så konverterede til noget armygrønt (forkert!forkert!FORKERT!), og løb så med min store røv hele vejen til kirken, mens jeg forsøgte at udstråle, at rigtige ravnemødre sportsfolk ikke begiver sig af med at løbe rundt med letvægtsvogne fra Nike; vi løber med Odder (Løber med Odder. Mit nye indianer-nick.), og kom skridende sidelæns ind af døren i en katastrofeopbremsning og en sky af undskyldninger kl. 5 sekunder over ti. De var heldigvis meget kristne omkring det, og tog det pænt, men synes fandme stadig, at det er pinligt som 34-årig ikke at kunne komme til tiden.

Af med skoene og ind i knæfaldet med os (hvor jeg med et hurtigt blik rundt på de afsindige mængder af fremmødt polyester lykønskede mig selv med beslutningen om at lade Motörhead blive derhjemme), og så gik vi ellers i gang.

Anton ELSKEDE det. Efter 35 minutter var han så træt, at han i stedet for øjne havde to røde postkasser midt i ansigtet, men han skulle have det HELE med, og gav ikke et kny fra sig. Specielt xylofonen var han helt dårlig af begejstring over.

Mig? Altså, der var markant mere Jesus over det, end jeg hører, at der er i andre kirker, men .. jeg ved ikke. Er det bedre at synge Åh Abe non-stop, end nogle af de store, gamle salmer? Det synes jeg egentlig ikke. Og mit konkurrencegen blev meget begejstret over at opdage, at jeg var den eneste forælder, der kunne Fadervor udenad. (Det er så sygt, mand. Og åbenbart helt, helt lige meget, om det er antallet af vægtskiver eller udenadslære, vi konkurrerer på.)

Det var helt tydeligt, at ungerne elskede akustikken, lyset og alle de fine gamle ting, og så betyder det vel i virkeligheden ikke så meget, om jeg tror på det, vi synger om eller ej.

Vi kommer helt sikkert næste gang.

Til tiden.

Engang var jeg god til engelsk. Sådan rigtig RIGTIG god, og jeg kunne også begå mig på hæderlig vis på både tysk og fransk.

Så blev jeg tegnsprogstolk, og fandt ud af, at når man som voksen tillærer sig et nyt sprog og cykler rundt i det 20-30 timer om ugen, lusker de andre sprog i al ubemærkethed over i skyggen og smider sig i hængekøjen.

Første gang jeg opdagede, hvor slemt det stod til, var for 5 år siden, hvor jeg besøgte min kammerat i Leeds. En aften, mens jeg var derovre, skulle han på job, og efterlod mig derfor med sin skikkelige sambo fra Manchester. I begyndelsen gik det udmærket. Så begyndte jeg at blive træt. Exit engelsk. Den stakkels mand gjorde virkelig en indsats for at forstå mit mere og mere forkludrede sprog; også da jeg i desperation begyndte at bruge tegnsprog i håb om, at det måske alligevel ville vise sig at være internationalt. Og forståeligt for hørende. Det er svært at sige, hvem af os, der var mest desperat til sidst, så efter 5 timer drak vi bare whiskey, helt uden at tale sammen.

Jeg tror aldrig, at jeg har været så fuld og så stille på samme tid.

Så forleden, da min amerikanske kollega, der har termin om 2 uger, sendte mig en besked og spurgte, om jeg gav en kop kaffe og en fødselsberetning, blev jeg et øjeblik helt skizofren. På den ene side blev jeg instant nervøs over, om jeg kunne hakke mig igennem historien på engelsk, så hun fik et bare nogenlunde forståeligt referat. Man ved jo godt selv, at den er gal. På den anden side er man jo en sucker for at få lov at fortælle historien igen. Specielt til en, der gerne vil høre det HELE; dvs. også de detaljer man udelader, når man fortæller den til dem, der endnu ikke har været der, fordi det ellers ville resultere i, at racen uddøde. (Det er de detaljer, som kvinder der HAR født, nikker medvidende til, når man fortæller, og som man bliver sådan lidt: ”Og det VIDSTE I!? Hvorfor fanden sagde I ikke noget!!?” over.)

Det gik. Ret ok, faktisk. Også selvom grammatikken var ud over det hele, og der måtte suppleres med både danske ord og tegn.

Men jeg er nødt til at give Fru Z ret, når hun konstaterer, at vi er nogen, der har lært, det vi kan af fjernsynet. For når jeg kan hive ord som preeclamsia, contractions og uterus op af hatten, er det kun fordi min pensumliste indenfor det sidste år er blevet udvidet med Greys anatomi og Privat Practice.

Og jeg tog det som et klap på skulderen, at hun både tog noter undervejs, *Se mig. Jeg er ekspert i at føde, fordi jeg har gjort det én gang-smiley* og fortalte mig, at hun havde haft besøg af sundhedsplejersken, som hun til sidst havde været nødt til at bede om at tale dansk, fordi det var nemmere at forstå end hendes engelsk.

Jeg fik da i det mindste lov til at køre hele vejen i mål på (delvis) udenlandsk.