Hold nu kæft, hvor jeg savner at slutte dagen med en gang træning!
Ud over den indlysende fordel, at fysisk styrke letter de daglige gøremål (som f.eks. at hugge brænde og hive vandspanden op af brønden) en hel del, mangler jeg simpelthen sådan at få lov at nulstille hovedet en gang om dagen.
Træning er så simpelt. Det eneste, man behøver at fokusere på, er om man kan tage den næste gentagelse eller det sidste flyvespark. Hvis man går til den – og det gør man – holder hjernen kæft, fordi organismen ikke har overskud til både at forsyne lungerne med hårdt tiltrængt ilt, at transportere syre væk fra biceps og lår og samtidig beskæftige sig med ulykkelig kærlighed og dårlige hårdage.
Når jeg i livet præ-Anton var sur over noget, virkede det som regel ret bagatelagtigt, når hovedet havde fået en times pause.
Hvis jeg var skuffet over en af mine venner (det var jeg selvfølgelig aldrig) (please don’t unfriend me), så det hele lidt mere nuanceret ud, når jeg smed håndklædet i tasken, og problemer, der virkede uløselige da jeg kom, var på magisk vis blevet løsbare, mens jeg havde haft travlt med at svede.
Post-Anton er jeg fandme nogle gange så energiforladt, at det er et mirakel, at jeg stadig holder mig oprejst, når klokken er 19, fordi dilemmaer og lorteoplevelser bare får lov at stå og simrekoge hele dagen til den kun er ren, bitter fond tilbage. Småissues bliver enorme, skuffelse bider sig fast og ubetænksomhed føles både personligt og ill intended.
I dag har jeg f.eks. skrevet en sur mail til Midttrafik, fordi en af deres chauffører brugte Anton og jeg som levende målskiver i et fodgængerfelt, hvor vi vel og mærke havde grønt lys. Det har jeg ALDRIG gjort før, og tidligere ville jeg stadig have hidset mig op over det i øjeblikket, men jeg ville hurtigt være blevet så god igen, at jeg ikke ville gide bruge de 4 sekunder det tog, at finde Ris/Ros skemaet på deres hjemmeside.
Sådan er det så ikke mere. Jeg helmer ikke, før jeg har fået lov at skælde ud, og om jeg så skulle bruge et år på at opdrætte en brevdue til at overbringe budskabet, kan du være HELT sikker på, at jeg NOK skulle få ytret mit mishag.
Jeg skal selvfølgelig ikke klage; dem i Japan har det værre jeg er selvvalgt enlig mor, og stadig så heldig, at jeg får lov at spinne 3 gange om ugen, og det skal jeg huske at sætte pris på, i stedet for at marinere i arrigskab over de gange, jeg synes, jeg mangler.
Jeg savner bare sådan at have ro i hovedet, og at kunne parkere irriterende ting, hvor de hører til: I skraldespanden.
God weekend.
Tak og i lige måde 🙂
Kan også godt lide den pause det giver at træne.
Selv valgt eller ej, så har du da ret til at færdes sikkert i trafikken!
Trætheden kender de fleste mødre, men trætheden hvor man er den eneste voksne i husstanden! Fy for den lede den er bare hård!
Du er så smuk, når du er sur.
Hun er også smuk, når hun ikke er sur 🙂
Ja, nu er det altså ikke for at stikke den (og så alligevel lidt), men må jeg ikke have lov til at forhøje med "selvvalgt enlig mor og TO stks blebørn" … som på magisk (og dog så helt igennem irriterende) vis har indgået een eller anden aftale om ALDRIG at sove på samme tid. Den slags gør en stakkels mor så træt, skulle jeg hilse og sige. Jeg har dog – siden Albert blev født for 8 lange måneder siden – været på en enkelt løbetur, og jeg glæder mig som bare pokker til, at jeg igen til … hmm… december bare kan stikke af og løbe endnu 3 km. Det bliver stort!!! Nå nej vent… til den tid er jeg jo begyndt at arbejde igen, og så forestiller jeg mig, at jeg sikkert skal rette stile i stedet for. Eller lede efter stile på nettet, så jeg kan bevise at alle mine elever snyder… Eller noget i den stil. Løbe skal jeg nok ikke. Desværre. Men hvor er det dog sødmefyldt at fantasere om det… :o) (den bitre tone var egentlig ikke hensigten. Faktisk er jeg en meget lykkelig selvvalgt enlig mor…..)
Nu er det nok mig der ikke har fattet det der med træningsafhængighed, men hvad med at lave 500 englehop og tage 150 armbøjninger hjemme på stuegulvet — ville det ikke have samme hjernetømmende effekt??
Hva' med en babyjogger – eller hader du bare at løbe?
Jeg vil nok ikke overleve uden vores jogger. For lige præcis at tømme hovedet, måtte jeg igang 8 uger efter fødsel med barn nr. 2. Der var bare så mange ting, som hobede sig op – og ned igen efter ½time med joggeren.
Hahaaa… undskyld. Det er jo ikke sjovt. Men det er fanneme sjovt skrevet!
Englehop og armbøjninger hjemme vil bare aldrig blive det samme som en god, svedig energifyldt time i centret eller en løbetur. Der er noget helt specielt over det, som kun kan beskrives hvis man har prøvet det 🙂 Hjernen bliver bare blæst ud på en anden måde, og de småirritationer man har ryger samme vej.
Hej Linda,
Jeg kan godt lide dit enkle blogformat og påtænker selv at starte en blog, så vil lige høre, hvor du har oprettet din?
Kh Maria
Pernille: Nej, en del af zen'et opstår for mit vedkommende også, fordi lokationen skifter. Det skader heller ikke, at man altid møder en masse, man kender og lige kan sludre lidt med.
Lotte: Jeg har noget spas med mine fødder, fordi min iskiasnerve er for stram. Det betyder, at jeg bruger sådan nogle speciallavede indlæg, som desværre ikke kan laves med stødabsorbering. Derfor kan jeg ikke løbe uden at det føles som om, mine hofter er gået af led efter 80 sekunder:(
Maria: Jeg bruger blogspot, og har så bare købt navnet http://www.blogsbjerg.com til bloggen. God fornøjelse med det.
Fuck med fuck på…altså – omkring den dér iskias! Shit, manner. Jeg havde den i klemmen i 6 måneder af graviditet nr. 2, og troede seriøst at jeg skulle være handikappet for evigt. For hulan. Det var hverken til at sidde, stå eller knalde med sådan en satan i ballen…Heldigvis gik det væk lidt efter fødslen og jeg fandt også en fantastisk massør, som hjalp mig (på den ikke-sexede måde!). Respekt for iskias! Kan godt forstå at du ikke løber. Hva' med en kondicykel midt i stuen? (eller romaskine under sofaen? Der findes jo utal af maskiner, som let kan klappes sammen…jo, der gør! Har selv set det på tv-shoppen!!)