Hej igen.

Troede I, at jeg var død? Var fandme også tæt på. Den står til en skideballe af de helt store, når den (engang!) vælger at poppe op, den møgtand.

(Mødte i øvrigt min kammerat i fitnesscentret i morges. Han har tvillinger, der er halvanden måned ældre end Anton, og som helt, helt afslappet og uden nogle problemer overhovedet har fået to tænder i både over- og undermund.

Begge to.

Føler VOLDSOM trang til at unfriende ham på FB.)

Nå, men ved et helt usandsynligt heldigt sammentræf, havde jeg for et par uger siden spurgt min mor, om hun ville komme mig til undsætning et par dage, så jeg kunne komme til læge med møgfoden, lave et par evalueringer, undervise lidt og nå i bund med nogle af de ting, der ligger ud over, hvad jeg kan få timerne til at række til i hverdagen.

At afkalke sæbeskålen i vaskemaskinen, så den ikke gror pels, f.eks.

Det havde hun heldigvis sagt ja til, inden tandhelvedet brød løs, og bordet fanger, så i lørdags kunne man ved banelegemet i Århus se høj blondine med barnevogn heppeklappe toget fra Esbjerg de sidste 100 meter ind på perronen, kaste sig om halsen på midaldrende dame og tudejuble: ”MOR!!!”

Tror ALDRIG, at jeg har været så glad for at se noget menneske i hele mit liv.

Og ganske som jeg vidste, blev alting 4.000 gange bedre, da jeg kom mor på det. Selv Antons røv.

I tirsdags havde jeg så bestilt tid ved min nye læge, så jeg kunne få lavet min gynækologiske 8 ugers-undersøgelse, og få tjekket foden. Startede med at springe i bøjlerne, og frygtede det værste (jamen, hvad fanden ved jeg??), men fik nærmest guldstjerner og highfives.

Glædeligt overrasket gik jeg videre til spasserfødderne, forklarede hvad problemet var, og sluttede med: ”Og det ved jeg faktisk ikke, hvad jeg forestiller mig, at du skal gøre ved.” Og blev oprigtigt overrasket, da hun sagde: ”Du får de her piller, som tager betændelsen og er smertelindrende. Hvis de ikke hjælper, kan du løse problemet med akupunktur.”

Skal godt nok have kigget lidt på min tiltro til andre mennesker og deres faglige kompetencer en af de nærmeste dage.

Helt beruset af succes, blev jeg overmodig og bad om nogle flere piller, så jeg kan slippe af med den sidste væske i kroppen (restprodukt af svangerskabsforgiftningen.) Så blev hun pludselig grundig, og ville have taget alle mulige prøver. Kunne jo ikke så godt undslå mig, når jeg nu selv havde bragt emnet på bane, så fandt mig pænt i at blive stukket i, prikket til og lyttet på, og i at blive sat på hold i nogle uger – hvorefter jeg sprintede (i bedste gazellestil. Tak til mine nye piller) ned i nærmeste helsekostforretning i håb om, at de kunne hoste op med nogle urter, der kunne skræmme de sidste dråber ud af systemet.

”Når du ammer, har vi faktisk ikke noget, du må få” (wtf!?) ”men jeg synes, at du skal lave et rødbedeafkog af en liter vand og et kilo rødbeder, som du koger og sier, og drikker morgen og aften.”

Kunne lige mærke, at jeg SLET, slet ikke er den holistiske rødbedeafkogstype.

Er nok mere vær-sød-at-symptombehandle-mig-i-en-fart-med-noget-receptnarko-typen.

Så nu må jeg sætte min lid til, at lægen scorer hattrick.

Og ved I hvad? Det kunne hun faktisk godt ende med at gøre.