Ja, hal… Hej Pernil.. Ja, he.. Hej. Hej.
Kender I de mennesker, der altid entrerer i snubl? Som kan falde over dørtrin, småtrapper eller usynlige huller i gulvet HVER gang, de ankommer?
Sådan starter alle mine telefonsamtaler, fordi mit telefonsprog er udviklet, da telefonen sad fast på væggen og havde en ledning, man kunne sno om fingeren i det uendelige, når man sad og snakkede.
(Jeg giver lige mine unge læsere et øjeblik til at få grinet af.)
Dengang kunne man ikke se, hvem der var i den anden ende, når man tog den, og det var også forbundet med et vist element af spænding at være den, der ringede op, for back then var der sgu ikke noget med at rende og svine sig til i telefoner til højre og venstre. Næh børn, vi DELTE. En telefon pr. husstand.
Hvilket gjorde det meget pinefuldt og angstprovokerende at ringe til Peter for at spørge, om han ville med i biografen, for ud over at man kunne risikere, at han sagde nej, kunne man også risikere, at det var hans mor, der tog den.
Dengang præsenterede man sig, og ”Hallo?” var ikke en selvstændig sætning, men bare første halvdel af: ”Hallo, det er Linda.”
Og altså .. det virker jo for fanden lidt dumt nu, ikke? At præsentere sig, mener jeg. For når folk er gået ind i ’kontaktpersoner’ og har trykket på ‘Linda’, kommer det nok ikke som det helt store chok, at det er mig, der svarer.
Og når min telefon ringer, og jeg kan se, at der står ‘Gitte’ på displayet, er spændingen også ligesom udløst på forhånd ift. hvem der befinder sig i den anden ende.
Men når jeg ringer til folk, og de tager den med ordene: ”Hej Linda?”, går der kludder i det, for hvad fanden skal jeg sige, når de lige har snuppet min replik? Og hvis jeg svarer: ”Hej Gitte”, er turtagningen ødelagt, for når jeg har sagt noget, er det den andens tur, men når det er mig, der ringer op, er det jo HER, jeg skal fremføre mit ærinde og kaste lys over, HVORFOR jeg ringer.
….
Tænk at de sidder og snakker efterløn på Christiansborg, når der er så INDLYSENDE vigtigere problemer at løse!
9. maj 2011 @ 19:16
Jeg har det på præcis samme måde! Går helt i baglås, når folk kommer mig i forkøbet med et "Hej Pernille"! Du er skide morsom. MVH Pernille
9. maj 2011 @ 19:23
Haha, hvor har du ret! Og så sker der det, at din søn inden du har blinket med øjnene har fået alderen til mobiltelefoner. Så ringer han til dig, og du kan se, det er ham, og så bliver du helt perpleks, for kan man godt tage telefonen og sige "Hej det er mor!" når man nu er opvokset i Hallo-tiden?
9. maj 2011 @ 20:02
GUD! Hvor har jeg overvejet det her mange gange.. Engang fandt jeg løsningen at sige "hva' så?" når folk ringede, det udløste nærmest en undskyldende og forbavset tone i den anden ene.. Der burde være en telefon parlør!
9. maj 2011 @ 20:24
En af de skønne er, når jeg ringer til Rasmus' far og han tror, det er Rasmus, der ringer, så siger han; Hej det er far. Og jeg ved aldrig hvad jeg skal sige, øh bæ buh!
10. maj 2011 @ 07:11
Jeg siger altid "det er Lene" når jeg tager den. Så kan tjekketheden sgu rende mig PUNKTUM!
10. maj 2011 @ 08:07
Jeg siger alt muligt, alt efter hvem der ringer. Lige fra mit navn til "Jeg er nøgen".
Min Far var ved at kvæle mig fordi jeg altid viklede ledningen rundt om fingeren også. 🙂
10. maj 2011 @ 13:04
Jeg siger for det meste "Hej, det er mig", men det er egentlig også ret ulogisk, for hvem skulle det ellers være?
10. maj 2011 @ 14:18
Jeg siger bare "hva sååååå?", så er man ovre det det overflødige præsentations-noget, når alle alligevel er up to date med hvem der ringer og hvem der svarer, og så har den anden grønt lys, til bare at køre på med hvad de har på hjerte.
10. maj 2011 @ 20:02
Ej, kan i huske dem som sagde deres tlfnr når de tog telefonen? Det ku´ gøre mig helt stum. Øh bø, ved sgu da godt hvilket nr jeg har drejet (ja, vi havde drejeskive på telefonen!!), men hvem er det jeg snakker med?
10. maj 2011 @ 20:21
Det er sjovt, jeg spekulerer om det samme ofte. Det har også givet mig den "frihed" at vælge og vrage i mine opkald!
Men jeg mindes stadig med glæde den dag, jeg fik lov til at få min første telefon på værelset. Dét var altså stort, ikke kun for mig, men også for mine veninder – på trods af at der i klassen allerede var een, der havde fået sådan en mobilklods.
Der var lidt mere Beverly Hills over telefon på værelset!
10. maj 2011 @ 21:36
Jeg er helt enig. Jeg siger altid "Ja, det er Anne", når jeg tager telefonen, fordi jeg HADER, når folk bare siger "Hallo!" eller den slags. Så må jeg jo ligesom selv holde lidt på formerne. Og være 90 år.
11. maj 2011 @ 08:50
På den anden side slipper man for (meget pinligt) at skælde uskyldig telefonsælgerdame ud, fordi man troede, det var ens spasser-kæreste, der ringede igen, lige efter ophedet telefon-skænderi. Jeg er stor fan af, at kunne se, hvem der ringer. Men jeg siger altså altid stadig mit navn.
11. maj 2011 @ 21:20
Der findes jo STADIG mennesker, der siger hele nummeret, når man ringer til dem. Svigerforældre fx. Og det er dermed en glimrende undskyldning for ikke, at ringe til dem, for det er simpelthen for åndsvagt.
Og hvad med mig selv…Ja jeg siger altså mit navn.
Hvem sagde oldschool…. 🙂 🙂
25. marts 2013 @ 02:26
Hahahahahahh, det er sjaw! Også alle kommentarerne.
Ah, the good ol' days. Jeg gad godt have en Cobra-telefon, fordi de er skideflotte, men hvad skulle jeg dog med den, når jeg slet ikke har fastnet? Hihi.
Jeg kan stadig huske, hvor VILDT det var, da min mor købte en trådløs telefon (som jo altså stadig var fastnet, seføli) i USA, da jeg var 14.
Aiiii, hvor var man bare Brenda og Kelly-agtig (ikke at man ville være det eller nowet, host), når man snakkede i den i stedet for i den med ledningen.
Selvom folk godt ved, de har ringet til mig, så siger jeg nu alligevel "Det er Josephine", når jeg tager telefonen. Af høflighed. Hvis det nu er et eller andet firma, så synes jeg, det er meget pænt at præsentere sig, selvom de sikkert har mit navn på en eller anden liste foran.
Undtagen med meget tætte venner, hvor vi tit snakker i telefon, der kan jeg godt sige alt muligt andet pjank.
Anyway, elsker de her indlæg, hvor jeg kommer til at grine højt. 🙂