His Masters Voice.
Hvordan det går med Anton? I er mine bedste venner; tak fordi I spørger!
Det går godt. Jeg har aldrig set et barn, der basker og bokser så meget, og han kan stadig køre sig selv træt på en time, men jeg har efterhånden accepteret det faktum, at energiniveau og temperament åbenbart er arveligt (who knew?) og det ser fandme stadig sjovt ud, når legetøj, sutter og alt, hvad han ellers kan få sine små, velcrobelagte fingre på – han har et vingefang som en kongeørn, det barn – farer rundt til alle sider.
Vi gider stadig ikke sove (hvornår bliver det vinter igen? *træt-smiley-der-dukker-sig*), og tænderne ligger stadig bare og lurepasser dernede et sted, men nu kan man begynde at have ham med steder uden samtidig at skulle have det store undskyld-skilt med i pusletasken.
Samtidig er det fuldstændig mindblowing at være vidne til, hvordan et menneske bliver skabt fra bunden. For 2 måneder siden, når vi legede tittebøh (aj, men for helvede, et SPROG man får! Har også taget mig selv i at pege på fjerkuglerne i haven og kalde dem pippere *knurre*) lå ungen og kiggede på mig med ‘jeg ved simpelthen ikke, hvad det er du vil med det der!?’ skrevet i hele fjæset. I dag er han HELT med, og når jeg smider noget hen over ham, har han nu lært at hive det væk selv. Jeg dør af kærlighed hver eneste gang, han dukker frem under stoffet med ansigtet flækket i forventningens grin. Han er så bevidst om, hvad vi laver, at han nu også kan regne ud, at det er meningen, at han skal hive det af mig, når jeg gemmer mig.
Beklageligvis har han dog et koncentrationsspand som en senil guldfisk, og jeg må sige, at det ikke gør noget særlig for selvtilliden at blive glemt under en stofble, mens man ligger og repeat-brøler ”HVOR ER MOR HENNE? HVOR ER MOR HENNE?”
Jeg er ikke specielt sentimentalt anlagt, og begræder ikke, at han bliver større, men der er da nogle ting, jeg tager mig selv i at savne. Det var f.eks. markant mindre smertefuldt at sidde med ham, da han ikke konsekvent forvekslede mig med en kradsebræts-sandsæk.
Og uden at gå i detaljer må han også godt snart være stor nok til at kunne bruge Ifö’et på badeværelset.
Men hvor jeg hos nogle mødre kan mærke, at amme-stop er forbundet med tristesse og melankoli, kan jeg næsten ikke få armene ned over, at vi er på vej ud af det. Jeg har nydt at få lov at sidde og nusse ham, mens han har været optaget andetsteds, men der er ingen af os, der rigtig gider det mere. Jeg er træt af at sidde og flashe pigerne wherever we go, og Anton har så travlt med at skulle følge med i ALT, hvad der foregår omkring os, at det tager 24 år at få tvunget en halv mundfuld mælk i halsen på ham.
Eneste ulempe ved at terminere sig selv som frokostbord er, at det der rigtig-mad-noget er pissebesværligt. Indtil nu har vi kørt grød og frugtmos (som jeg altid har svoret, at jeg ville lave selv. JEG er ikke sådan en, der sidder og fodrer mit barn med sukker og gift. *Enter reality*) og det har været mad lige efter mit hoved. Mælk i skål, 10 sekunder i mikroen, rørerørerøre, værsgo.
Men nu kan jeg godt begynde at fornemme, at der skal andre boller på suppen, og at dømme efter instruktionerne i bøger og sundhedspamfletter, er det bedst med en madkultur fra 1950, hvis den skal passe sammen med ungens mad.
For I må f.eks. godt prøve at gætte på, om Anton har tålmodighed til at vente på, at jeg skræller gulerødder og kartofler, koger dem 15 minutter, purerer dem, rører smør og mælk i og afventer den rette temperatur?
Og det bliver værre. For på onsdag er han et halvt år, og så skal han til at have fisk and shit. Men, forsøger brochurerne at berolige mig, det er SLET ikke noget problem, for jeg kan ”bare dampe fisken mellem to tallerkener, når jeg alligevel koger kartofler”.
Som jeg jo gør hele tiden.
Tror I, at sundhedsplejersken indstiller mig til skærpet kontrol, hvis jeg beder om at få den brochure, der giver fif og gode råd til, hvordan man lige tilbereder en rødspætte på sin blender, når man alligevel laver proteinshake?
Eller spørger, om han direkte tager SKADE af at blive spist af med grød, til han er gammel nok til selv at betjene komfuret?
Nå. Nu kan jeg høre Min Herres insisterende kald ude fra altanen. Jeg vil forlader jer med et billede af Little Mister High Maintenance. Nu som vandhund.
11. maj 2011 @ 12:09
Nu er jeg jo helt naiv og ukendt med børnemad på første klasse – men kan man ikke lave en ordenligt røvfuld grøntsagsmos, fryse det i portioner og så ta det op?
Må man det? Og så mose en fiskedelle on the side?
Ellers må du lære ham at leve af smoothies 🙂
11. maj 2011 @ 12:12
Smiler stort… Det er altid lidt skægt at læse(høre) om andre der i sin tid svor at alt mad laves fra bunden und so weiter ender med at snige sig diskret forbi babymadsprodukterne i Kvickly og hamstre som det gjaldt livet.
Men alt med måde, også de dampede fisk…
Ps. Han er sød, ham Anton…
11. maj 2011 @ 12:22
Ih hvor kan jeg nikke genkendende til det dér babymad(helvede). Hold kæft hvor kan man gøre det besværligt for sig selv og må indrømme at det først er gået op for mig nu, hvor min søn er 20 mdr., at det altså kan gøres meget lettere det hele. Og ja, hjemmelavet mad er da at foretrække, for man ved da hvad der er i, men når der nu engang findes så mange glimrende alternativer på markedet, hvorfor så ikke gøre det let for en selv engang imellem?
Fx. brugte jeg så lang tid på at lære at lave ordentlig grød af rismel, majsmel osv (læs: det tog lang tid at finde det korrekte mål mellem mel og vand og uden at brænde det på)….. indtil jeg opdagede det fremragende alternativ: Holle grød! Økologisk grød uden tilsatte ting, der bare skal blandes i kogende vand og vupti -mad til knægten på 2 sek! Og man kan lave bitte-små portioner uden at man skal smide halvdelen ud! Ren win-win!
-Da han senere skulle lære at spise rigtig mad, fisk, kød osv., da fandt jeg også ud af hvor fantastisk det er at lave store portioner grøntsagsmos, kødboller osv. til fryseren, så man ikke skal lave mad hver dag. Og derudover findes der altså og en masse gode alternativer i form af færdigmad.
– og det der med kogte kartofler…… det gider jeg sgu ikke engang at spise selv og min søn har aldrig fået det, og trives i bedste velgående! 😉
Så ville egentlig bare sige at du skal lytte til dig selv og lav den mad du gider.
11. maj 2011 @ 12:27
Er han ikke snart gammel nok til sushi? 🙂
11. maj 2011 @ 13:21
Du skal nok komme efter det… lige som alt andet… Stor portion fryses ned i små beholdere evt i isterningbakker. og så en tur i microen… glem frikadellerne til ham – stegeskorpen er simpelthen ikke til at tygge uden tænder 😉 Kog frikadellerne/kødbollerne i stedet for og frys ned….
Held og lykke med projekt MAD
PIA
11. maj 2011 @ 13:43
Shit! Han er jo under vand! SARJT! 😀
11. maj 2011 @ 14:30
Åh hvor er han sød der under vandet
– ender med jeg bliver skruk *G*
11. maj 2011 @ 16:39
Jeg om nogen er madelskernes værste fjende. Jeg lever af koldskål og kammerjunker.
Da Rasmus var lille lavede jeg simpelthen portioner, som jeg frøs ned. For om du laver mos af tre eller 15 kartofler er jo ligegyldigt, når nu du er i gang! Og det samme med de der kødboller…
Det sammen med knoldselleri.
11. maj 2011 @ 17:01
Tjaaa Nikolai.. gad ikke det der grøntsags mos, jeg lavede til ham… Nææ han ville have min mad.. Så han gik direkte fra grød til alm mad..
Og ja.. han elsker AL mad i dag… Er ikke kræsen og prøver gerne nye ting.. Og som 11 årig vil han meget gerne gå til madlavning !!!
Hyggehygge
Marianne
ps.. Fedt billed
11. maj 2011 @ 17:10
Tror de andre har sagt det, gigaportioner i små poser og så ind i mikroen *BING* og der er foder.
11. maj 2011 @ 19:42
God ide med store omgange mos og så på frys – men vær god mod Anton og drop isterningsbakkerne. De er kun lavet til vand og kan afgive hormonforstyrrende stoffer, hvis du bruger dem til med, hvor fedtstoffet vil frigive dunsterne, om man så kan sige.
Køb i stedet beholdere, der er skabt til formålet eller brug små glas fra den babymad, man kommer til at købe engang imellem (til ture forståes…) og pestoglas etc. De er lavet til mad og afgiver ikke nogle stoffer, der vil forhindre dig i at blive farmor om X antal år.
Og nej, det er altså ikke svært at lave grød selv. Det er supernemt. 1½ dl vand til ½ dl mel – kog det op under omrøring for fuld skrue. Efter et minuts tid koger det. Skru ned og rør jævnligt et par minutter. Sluk for bluset og køl ned med ½ dl MME. Hæl på kold tallerken og inden du har fået smidt Antonsen i hagesmækker og stofbleer en masse, er grøden allerede klar. Jeg gør det hver morgen til Elvira (der også bliver ½ år om en uge – hurra!) og får lige hældt min egen og storebrors havregryn op samtidig, så vi kan spise sammen alle tre. Og det er altså et hit.
Så bare igang med grøden – det giver god samvittighed, og så er det ikke fyldt med alle mulige fjollede sødestoffer, som får ungen til at tro, at alt mad skal smage af sukker.
12. maj 2011 @ 06:37
Vil skåne dig for flere madråd og i stedet kommentere på din fascination af udviklingen … Da min søn var lille (eller mindre, han er jo stadig lille, sort of), tænkte jeg tit på hvordan babyers udvikling på en måde afspejler menneskehedens evolution. Vi startede som amøber der svømmede rundt uden at kunne noget … Så kom arme og ben og vi kunne kravle på land som de andre dyr. Vi lærte at kommunikere og at gå og lige om lidt er Anton hjerneforsker … Synes det er så vildt!!
Og måske alligevel … babymad på glas har sgu aldrig slået nogen ihjel … eller … det er så løgn, for der var jo det der incident i Kina for nogle år tilbage … men DANSK babymad fra glas har aldrig slået nogen ihjel … og det blev brugt flittigt herhjemme når de forkogte og frosne portioner med kartofler og gulerødder slap op …
Lene
12. maj 2011 @ 11:57
Jeg vil da gerne slå et slag for dåsetun (se'fø'li' ikke for meget), -rogn og -makrel. Alternativt på tube. Ja det lyder ækelt, men det holder. Og pulverkartoffelmos kan altså også bruges i en snæver vending. Og det er sgu okay, at gøre det nemt for sig selv en gang imellem. Bland f.eks kartoffelmos, grøntsagsmos og leverpostej. Klamt ikk? Men sundt. Man skal bare tænke udenfor boksen, og alle de a-vitaminer der er i leverpostej, er godt for den lille prut.
Og hvis man alligevel hælder mest til mad på glas, kan man jo trøste sig med, at de i f.eks Sverige anbefaler færdiglavet babymad, for på den måde at sikre, at børnene får den rigtige energisammensætning. Så faktisk gør du jo kun, hvad der er bedst for Anton! 😉
12. maj 2011 @ 17:49
Jeg takker for de mange gode råd. Fryser-ideen har strejfet mig, og jeg har faktisk gjort forsøget med frugtmos, som jeg lavede selv. Fra bunden. Én gang.
For ungen kan ikke lide det, og nu har jeg 7 frostbokse med indhold, jeg bare kan fyre ud.
Derfor hælder jeg til at lave små portioner i første omgang, og når jeg så har fundet ud af, hvad Hans Kongelige Højhed føler trang til at byde sine smagsløg, er planen at gå hjemmeværnskøkken.