Uncategorized

I aften kommer min veninde og hendes fantastiske kæreste til kaffe. Det bliver skrækkeligt: Der er tale om afskedskaffe. Den veninde, jeg har kendt i allerlængst tid, som jeg har boet med i 4 år, og som kender mig bedre end nogen anden, flytter til verdens ende. (Aka: Holstebro.)

Kan man ikke anke den slags beslutninger? Jeg går ikke af med hende. Hun er den, jeg ringer til om natten, hvis det er rigtig, rigtig slemt. Hun ved, hvorfor det er skidesjovt, når jeg siger Prinsesse Torben. Hun kender min familie og alle historierne. Vi har så meget fælles fortid fra tiden på kutteren. Hun kender mine små særheder, og jeg kender hendes. Jeg ved, at hun vender toiletrullen, så papiret falder indad. Hun kan ikke parkere en bil, om så hendes liv afhang af det. Hendes tømmermænd så frygtindgydende, at man kun kan se til i fascineret rædsel. Jeg må godt grine ved tanken om Anders med ruskindsjakken med frynserne på ærmerne, fordi hun til gengæld kan trække historien om en gift præstesøn med cykelhjelm frem. Jeg ved, at hun ikke kan hvile på sit ene knæ, fordi hun væltede på motorcykel, da hun var på jordomrejse. Hun kan svare på alle de brune spørgsmål i TP. Hun er et af de bedste, klogeste og mest empatiske mennesker, jeg kender.

Nu flytter hun. Desværre kan jeg ikke engang opføre dramatisk opsætning af DetKanDuIkkeVæreBekendt, for jeg forstår så udemærket hendes valg. Jeg kommer bare til at savne hende frygteligt. Men jeg må jo bare prøve at huske, at der kører tog. Hun har bil. Vi er på msn. Hvis jeg siger det højt tilstrækkelig mange gange, ender det måske med at hjælpe.

En æra er slut. En del af mig flytter også. Bliver bare drønhyggeligt, når vi skal sidde der og synkrontude i kaffen. Snøft.

Det der kvindelige karaktertræk, som gør, at vi vil have lov at gøre, hvad der passer os, men samtidig gerne vil være gode venner med alle, ikk? Det er jeg rigtig træt af! Jeg mener ikke, at vi altid skal være søde og venlige, og holde døren for de andre, mens vi bare selv hænger der, på det efterhånden så slidte kors, men jeg gider ikke den falske ‘aj, det må du altså også bare undskylde!‘, når vi med fuldt overlæg vælger at gå efter noget på bekostning af andre.

I starten af februar snakkede jeg med en perifær kollega. Vi snakkede jobs, og jeg fortalte om et, jeg havde søgt, som jeg håbede rigtig meget på at få. Jeg var så heldig at blive kaldt til samtale. Dagen inden modtog jeg følgende sms:

“Hej Linda. Jeg vil lige fortælle dig, at jeg også har søgt stillingen. Det var egentlig ikke min plan, men da jeg surfede rundt på nettet, faldt jeg over stillingen og synes, at den lød vildt spændende. Er ved at søge væk fra […] og sendte en ansøgning i sidste øjeblik. Skal til samtale, så det kan jo være, at vi ses dernede. Håber, at det er ok med dig, at jeg også har søgt stillingen. Vi ses. Knus”

Om det er ok med mig? Tja, synes ikke, at det er supergod stil, men jeg kan jo dårligt forbyde dig at søge en ledig stilling. Jeg gider bare ikke have sms’er om det. Jeg synes, at det er at stramme den lige rigeligt, at jeg nærmest forventes at ønske dig held og lykke med at forsøge at få fingrene i mit job. Søg. Tag til samtale. Men lad være med at gøre noget, som du egentlig godt ved er lidt ufint i kanten, og derefter bede mig sige god for det.

Der er intet i vejen med at være ambitiøs. Somme tider ved man godt, når man gør noget, at det måske ikke er den noble ting at gøre – men hvis man vil det nok, må man gøre det alligevel. Vi er alle ansvarlige for eget liv og egen lykke. Gå efter det! Men vær mand nok til at tage de konsekvenser, der følger med.

Jeg har det som om, jeg har fået prygl med en rusten rive idag. Forsøgte igår at skælde ud på den kropslige, tavse måde, samtidig med at jeg trænede pump: Meget dårlig ide. Ikke ret gennemtænkt at kaste rundt med vægtskiver, når man er helt stiv af arrigskab og med ryggen forsøger at signalere: “Imbecile SPASSERidiot!!”

Som trofaste læsere ved, har jeg tilbragt weekenden i Esbjerg, da Fru Søster skulle giftes lørdag. Søndag var der planlagt workshop i de forskellige koncepttimer, jeg underviser i, her i Århus. Nu er jeg jo certificeret organisatan, så da jeg for en måned siden fik workshopdato, ringede jeg til esbjergensisk kollega for at høre, om han også skulle til Smilets By d. 9.? Det skulle han. Kunne jeg køre med? Det kunne jeg. Ja, for ellers skal jeg have meldt mig fra workshop, da jeg ikke kan være tilbage i Århus kl. 10 uden bil. Kein problem. Vi kører ved 8-tiden. Glimrende! Lad os snakkes ved, når vi nærmer os.

I fredags sendte jeg sms. Hvor og hvornår? Intet svar. Ok… Prøver bare at ringe lørdag, så. Skal huskehuskehuske at ringe. Alt for tidligt, hvis jeg skal have fat i ham søndag morgen.

Lørdag kl 13: “Du har ringet til … Læg en besked.” Fint nok. Hvor og hvornår. Lørdag kl 18 kan det behage ham at skrive tilbage. Om jeg kan være i centrum kl 12? Det kan jeg sådan set godt. Så skal vi bare køre utrolig stærkt, hvis vi skal være i Århus kl 10. “Er det ikke først kl 14? Nå, men så er jeg ikke sikker på, at jeg tager derop til den første workshop. Tænker lige og vender tilbage.” Kl 23.30: “Hej Linda. Jeg springer den første workshop over. Skal arbejde tudetudetude lang dag.”

Skulle nogen planlægge togtur i nærmeste fremtid, kan jeg oplyse, at det ikke er nødvendigt med pladsbillet lidt over syv søndag morgen.

10.15: Århus. Sprintegennembanegårdkastesiginditaxa-moviestyle. 10.22: Enter omklædt Linda, bleg, stresset og let rystende af tømmermænd. Efter teorioplæg, træning og to oversiddertimer ankommer møgrøven fra Esbjerg, og stiller sig lige bag mig. Måtte bruge al ledig kapacitet på ikke at vende mig om og kvæle ham. Men var sgu så irriteret, at jeg var nødt til at have lidt afløb for det, så valgte at udstråle NAR!!NAR!!NAR!! under hele timen, mens jeg samtidig forsøgte at demonstrere min foragt for ham ved at kyle flere kilo på stangen end ham. Det virkede som en god idé i situationen. Er gået helt over nu. Måtte nærmest vælte min forpinte krop ud over kanten af sengen i morges, som de der svømmere uden arme og ben. Bevæger mig som robot. Har skrevet dette indlæg ved at pirke i tastatur med mundholdt kuglepen.

Et eller andet sted i det her ligger der en morale begravet. Beklageligvis finder jeg aldrig ud af, hvad den går ud på: Er ALT for øm til at grave den frem.

Så fik vi søsteren gift, og det var en fin, fin dag. Jeg landede fredag, hvor bryllupet skulle stå lørdag, og jeg må sige, at der er en grund til, at man varmer op, inden man spiller kamp. Jeg røg direkte fra bænken til banen, uden at have luntet mig varm på sidelinien først. Burde måske have fornemmet, hvor det bar hen, da min far i bilen mumlede noget om, at man ‘skulle tro, at det var et royalt bryllup, der skulle afvikles’, men det var først, da en fejlplaceret håndmixer i køkkenet truede med at udvikle sig til et voldeligt optrin, at jeg forstod, at min vigtigste opgave, var ikke at gå i vejen for Klanens Kvinder.

Lørdag oprandt, og i stormvejr og solskin sagde min søster ja. Da vi kom ud af retsbygningen, var hele torvet befolket af mini’er fra hendes børnehave, der kippede med flag og råbte hurra, (vi var kun et overvægtigt barn, der går på røven, mens det stammer: “Øh øh, glædelig JUL!” fra at være med i Askepot), pædagoger, forældre, venner osv osv. Blev helt rørt. Vidste bare, at hun var verdens sejeste pædagog. Resten af dagen gik med taler, Asti og hygge.

Så nu er min søster nogens kone. Og Claus er min søsters mand. Det skulle undre mig meget, om ikke snart jeg skal være nogens moster…

Der er sket noget forfærdeligt. Paradis is har åbnet en filial i min baghave. Why? Det går jo ikke, for fanden! Som at sætte samfundstjenesteidømt narkoman til at afsone timerne på et apotek og efterlade ham uden opsyn.

Jeg prøver at styre mig, det gør jeg virkelig, men det er en slags sygdom. Jeg cykler stille og roligt op af Bruunsgade og messer mit mantra ‘jegskalikkehaveisnujegskalikkehaveisnu’. Føler mit stålsat. Viljefast. Målrettet. Jeg når lige at konstatere, at jeg cykler forbi Jægergårdsgade – derefter: Blackout. Når jeg kommer til mig selv igen, står jeg og låser min cykel op med mystisk, hvid pose hængende på styret.

Katastofen breder sig med lynets hast til flere områder af mit liv. For det første koster 800 gram is det samme, som Danida kan indlægge vand i 4 afrikanske landsbyer for. Bank not pleased. For det andet risikerer jeg at komme til at ligne et badedyr, som nogen har pustet liiiige hårdt nok op. Potentielt farligt på stranden til sommer. For det tredje er butikken nabo til sommerfling. Helt, helt uoverskueligt at skulle møde ham så ofte. Og bare for at mane teorien om, at jeg har paranoia i jorden: Butikken åbnede 1. marts, og det er allerede sket. Stod og var ved at låse cykel op, da jeg hørte: “Go røv i de sko!” bag mig. (Nåede faktisk at tænke: “Ja, og det må du hellere nyde, for det er sgu snart slut!”) Forsøgte ved tankens kraft at forvandle kummefryserlignende isboks til økologisk honningmelon. Gik dårligt. Måtte nøjes med at glæde mig over mit nyt hår og den i situationen indlagte flugtmulighed: “Jeg bliver nødt til at køre – isen smelter.”

Nå. Vil smutte. Kan lige nå at straffe en kugle Tiramisu, inden jeg skal på arbejde.

Her følger en (s)and historie fra Politiken.dk igår:

“Massevoldtægt er et fast element i ændernes parringsritual, men når vi fodrer de liderlige gråænder, øger vi riskoen for druknedød blandt hunænder.

Det mener Jan Pedersen, naturmedarbejder i Danmarks Naturfredningsforening. Han fortæller, at der i andemiljøer ofte er overvægt af hanner, og i parringsperioden er det ikke unormalt, at en hun med korte mellemrum skal lægge krop til op til 7 hanænders parringsdrift. Hannerne bider sig fast i nakken på hunnerne, og de kan ofte ende med hovedet under vand.

Men når ænderne bliver fede, kan det få fatale konsekvenser for hunænderne. »Den hæftige fodring med hvidt brød, som man typisk oplever i byområderne, kan føre til overvægt blandt ænderne. De tunge hanænder kan øge risikoen for, at hunnerne bliver holdt under vandet så længe, at de drukner«, siger Jan Pedersen, der før har hørt om hunænder, der døde under parringsakten. Dyrenes Beskyttelse opfordrer danskerne til helt at stoppe med at fodre naturens fugle.”

Argumtationsmæssigt set er det jo en ren foræring. Folkene fra Sundhedsstyrelsen kunne vel næppe have fået bedre ammunition mellem hænderne, når de skal forsøge at forklare danske mænd, hvorfor de skal holde igen med det hvide brød? Måske der kunne laves noget joint venture-PR mellem Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og Dyrenes Beskyttelse:

I går aftes slog det mig, hvor heldigt det er, at overskud går på omgang. Fra tid til anden ryger vi alle i gulvet, og uanset hvor på Av For Fanden-skalen vi befinder os, er det en kæmpehjælp at vide, at nogen i flokken har overblik og ekstra kræfter, der kan lånes ud, når vi selv knap kan overskue at trække vejret.

Når man er den, der er i knæ, har man brug for en hjælpende hånd og beviset på, at det bliver bedre igen på et tidspunkt. Men også den, som har det godt, henter noget i relationen; For det første er det stort at finde ud af, at du er så vigtigt for et andet menneske, at vedkommende vender sig imod dig, når han/hun har det svært. For det andet stilles du overfor et spejl, som hjælper dig til at se, hvor langt du er nået, men også hvad du skal passe på, hvis du gerne vil blive ved med at have det godt. Det er rart at vide, at vi ikke allesammen behøver begå alle fejlene for at blive klogere på livet.

For tiden er det mig, der er ovenpå. Jeg har overskud til at lægge mærke til, at fuglene synger i vilden sky, mens de som små, fede fjerkugler hvirvles igennem luften i stormen. Jeg har fejret sommerens komme med årets første is, og selvom jeg nærmest skulle pakkes ind i folie for at genvinde normal kropstemperatur, da jeg var færdig, gjorde det mig helt overstadig. Ting falder på plads og lykkes, jeg kan trække vejret frit igen og det’ den dejligste morgen i 100 år – og jeg lever! Det er ikke sket af sig selv eller fra den ene dag til den anden. Men det er sket, og det er det vigtigste.

Jeg har overskud nu, og jeg vil gerne hjælpe dig, for jeg ved, at du hænger i neglene. Jeg vil gerne give bare lidt af det tilbage, som du gav, da det var vinter her og frosten havde bidt sig fast.

Jeg kan ikke tvinge dig til at give slip, men jeg kan love at gribe dig, når du gør. Jeg kan ikke fjerne smerten, men jeg kan fjerne fokus for en stund, så du kan samle kræfter, inden næste slag skal stå. Jeg kan ikke tage tævene for dig, men kan jeg stå ved din side, klar med både is og plaster, hvis du giver mig lov. And you will let me. For selvom du føler, at du tager imod uden at kunne give, så giver du mig det vigtigste af alt: Visheden om, at vi aldrig står alene.

Havde ubehagelig oplevelse grænsende til det traumatiske forleden. Jeg skal certificeres til at undervise i ny koncepttime, og for at blive det, skal man sende en videooptagelse af sig selv, hvor man underviser, til udvalg i Sverige. Må man selv vælge sit outfit, så man kan tage noget på, som man føler sig tilpas i, når man skal opføre sig helt, helt naturligt foran (hvad der føles som) massiv mur af telelinser? Nej. “Stramtsiddende tøj. Vi skal kunne se din teknik.” Det er jo rimeligt nok, objektiv set. Jeg vil virkelig bare så utrolig gerne være fri. Aber nein. Frem med bøtte og pensel, trylle-trylle-trylle: Instruktør i bodypaint.

Når man gør noget mange gange, omgivet af mennesker, der gør det samme, glemmer man, hvordan man ser ud udefra. Har set eksempler på instruktører, der blødte igennem deres hvide bukser/tabte trusseindlæg/hvis bukser sprækkede lige midt på røven og/eller faldt, mens de underviste. Ethvert normalt menneske ville blive lammet af skam over pludselig at spille hovedrollen i Alle Mareridts Moder – men når man er meget vant til at være på, glemmer man på en eller anden måde, at folk kan se én.

Jeg tænker heller ikke længere over, hvor klamt det egentlig er, hvis jeg drøner hjem efter træning, og lige svinger forbi Føtex. Det er først, hvis jeg (ved forfærdelig uheld), får øje på mig selv i spejlet, at det går op for mig, at andre mennesker i Føtex, har rent, tørt tøj på, velfriseret hår, og øjenmake up, der rent faktisk sidder om øjnene. Jeg kommer jo lige fra et sted, hvor alle er ligeså uglede som mig.

Men: Tilbage til horrorfilm. Da man skal udfylde skema med spørgsmål som: “Demonstrerede jeg perfekt teknik?” (Mindre kan ikke gøre det i Sverige) “Var jeg et forbillede?” (Altid) “Er jeg filmet i perfekt 45 graders vinkel?” (To sek. Hvor er mit penalhus? Skal lige finde min vinkelmåler), er man tvunget til at se filmen igennem selv.

……

60 minutter med tæer så krumme, at jeg stadig har mærker fra neglene i hælene. 60 minutter, hvor amazonlignende kæmpestewardesse med mandearme siger pinlige ting med stemme, der lyder som Janice (Oh. My. God!) fra Venner. Skal:

– have bestilt noget af det der anorexi i en fart!
– plus nye lydfiler til stemmebåndene.
– sende en skriftlig undskyldning til dem, der skal se båndet igennem.
– huske at vedlægge frankeret svarkuvert, så jeg kan få båndet retur til destruktion.

Så er man hjemme igen efter teknikworkshop i mavedans, som blev afviklet i skøjtehallen. (Intet emmer nemlig mere af sensualitet og østens mystik end is i en offentlig betonhal.) Vi havde snakket lidt om, hvad for noget tøj, vi skulle stille i, men problemet løste sig selv, da jeg om lørdagen underviser fra 12-13, og workshoppen startede kl 13. Derfor: Træningstøj.

Kom blæsende ind af døren 13.10, og kunne med det samme se, at vi var ualmindelig sløjt kørende, dresswise. De andre var tøj- og hårmæssigt tydeligt inspirerede af The Kelly Family, og havde derudover alle sammen en fiks lille paliet/guldmønt-ting bundet om livet. Der stod vi så, med stramme hestehaler, Nike og Peak Performance. Skyndte os at vise vores gode vilje ved straks at smide både sko og strømper. Fik et lånesjal hver, og således afklædte og palietekviperede, var vi klar til start.

“Hvor længe har I danset mavedans? Ok, slet ikke? Andre typer af dans? Nej? Nå, men I prøver bare at hænge på.” Og det gjorde vi så. Jeg vil sige det sådan: Det var godt, vi var to. Meget, meget svært at tage konceptet alvorligt, når man hele tiden bliver viklet ind i sine egne arme, ikke kan få sine knæ (for fanden i satan, hvor svært kan det VÆRE?!!?) til at stå stille, når man laver ottetaller med hoften, og hver gang, man skal afslutte en bevægelse i den øverste del af brystet, kommer til at lave et *fnys!*, fordi man skal spænde de øverste mavemuskler hårdt og pludseligt.

“Prøv at holde øje med jer selv i spejlet. Lækre, flydende bevægelser.” Hvor? Når jeg kiggede i spejlet, så jeg 2 x lykrabeklædt hestehale med viskestykke om røven, og ansigtet fuldstændig krøllet sammen i koncentration. Men skægt; det var det! Og vi bidrog jo også til den gode stemning ved at få de andre til at se sindsygt øvede ud.

Næste gang vi skal svinge hofterne (og ikke knæene…), bliver forhåbentlig til sommer, hvor man kan komme på en uges intensiv dansetræningslejr. Hvis det bliver til noget, skal jeg ud og have mit eget sjal. Pink, tænker jeg. Med masser af guldmønter, som laver helt fantastisk lyd, når man laver en shimmy. Ja ja. Er skam ved at være nede med fagsproget. Tror sgu, at jeg er gået hen og blevet vild med dans.