Jeg har det som om, jeg har fået prygl med en rusten rive idag. Forsøgte igår at skælde ud på den kropslige, tavse måde, samtidig med at jeg trænede pump: Meget dårlig ide. Ikke ret gennemtænkt at kaste rundt med vægtskiver, når man er helt stiv af arrigskab og med ryggen forsøger at signalere: “Imbecile SPASSERidiot!!”
Som trofaste læsere ved, har jeg tilbragt weekenden i Esbjerg, da Fru Søster skulle giftes lørdag. Søndag var der planlagt workshop i de forskellige koncepttimer, jeg underviser i, her i Århus. Nu er jeg jo certificeret organisatan, så da jeg for en måned siden fik workshopdato, ringede jeg til esbjergensisk kollega for at høre, om han også skulle til Smilets By d. 9.? Det skulle han. Kunne jeg køre med? Det kunne jeg. Ja, for ellers skal jeg have meldt mig fra workshop, da jeg ikke kan være tilbage i Århus kl. 10 uden bil. Kein problem. Vi kører ved 8-tiden. Glimrende! Lad os snakkes ved, når vi nærmer os.
I fredags sendte jeg sms. Hvor og hvornår? Intet svar. Ok… Prøver bare at ringe lørdag, så. Skal huskehuskehuske at ringe. Alt for tidligt, hvis jeg skal have fat i ham søndag morgen.
Lørdag kl 13: “Du har ringet til … Læg en besked.” Fint nok. Hvor og hvornår. Lørdag kl 18 kan det behage ham at skrive tilbage. Om jeg kan være i centrum kl 12? Det kan jeg sådan set godt. Så skal vi bare køre utrolig stærkt, hvis vi skal være i Århus kl 10. “Er det ikke først kl 14? Nå, men så er jeg ikke sikker på, at jeg tager derop til den første workshop. Tænker lige og vender tilbage.” Kl 23.30: “Hej Linda. Jeg springer den første workshop over. Skal arbejde tudetudetude lang dag.”
Skulle nogen planlægge togtur i nærmeste fremtid, kan jeg oplyse, at det ikke er nødvendigt med pladsbillet lidt over syv søndag morgen.
10.15: Århus. Sprintegennembanegårdkastesiginditaxa-moviestyle. 10.22: Enter omklædt Linda, bleg, stresset og let rystende af tømmermænd. Efter teorioplæg, træning og to oversiddertimer ankommer møgrøven fra Esbjerg, og stiller sig lige bag mig. Måtte bruge al ledig kapacitet på ikke at vende mig om og kvæle ham. Men var sgu så irriteret, at jeg var nødt til at have lidt afløb for det, så valgte at udstråle NAR!!NAR!!NAR!! under hele timen, mens jeg samtidig forsøgte at demonstrere min foragt for ham ved at kyle flere kilo på stangen end ham. Det virkede som en god idé i situationen. Er gået helt over nu. Måtte nærmest vælte min forpinte krop ud over kanten af sengen i morges, som de der svømmere uden arme og ben. Bevæger mig som robot. Har skrevet dette indlæg ved at pirke i tastatur med mundholdt kuglepen.
Et eller andet sted i det her ligger der en morale begravet. Beklageligvis finder jeg aldrig ud af, hvad den går ud på: Er ALT for øm til at grave den frem.
Det må jeg sige… Det havde jeg ikke gættet, da jeg så dig mandag aften iklædt spandex og overskudssmil. Burde nok have luret at du havde haft en hård weekend, da dine slæbende arme var de sidste til at forlade spinninglokalet.