Det der kvindelige karaktertræk, som gør, at vi vil have lov at gøre, hvad der passer os, men samtidig gerne vil være gode venner med alle, ikk? Det er jeg rigtig træt af! Jeg mener ikke, at vi altid skal være søde og venlige, og holde døren for de andre, mens vi bare selv hænger der, på det efterhånden så slidte kors, men jeg gider ikke den falske ‘aj, det må du altså også bare undskylde!‘, når vi med fuldt overlæg vælger at gå efter noget på bekostning af andre.
I starten af februar snakkede jeg med en perifær kollega. Vi snakkede jobs, og jeg fortalte om et, jeg havde søgt, som jeg håbede rigtig meget på at få. Jeg var så heldig at blive kaldt til samtale. Dagen inden modtog jeg følgende sms:
“Hej Linda. Jeg vil lige fortælle dig, at jeg også har søgt stillingen. Det var egentlig ikke min plan, men da jeg surfede rundt på nettet, faldt jeg over stillingen og synes, at den lød vildt spændende. Er ved at søge væk fra […] og sendte en ansøgning i sidste øjeblik. Skal til samtale, så det kan jo være, at vi ses dernede. Håber, at det er ok med dig, at jeg også har søgt stillingen. Vi ses. Knus”
Om det er ok med mig? Tja, synes ikke, at det er supergod stil, men jeg kan jo dårligt forbyde dig at søge en ledig stilling. Jeg gider bare ikke have sms’er om det. Jeg synes, at det er at stramme den lige rigeligt, at jeg nærmest forventes at ønske dig held og lykke med at forsøge at få fingrene i mit job. Søg. Tag til samtale. Men lad være med at gøre noget, som du egentlig godt ved er lidt ufint i kanten, og derefter bede mig sige god for det.
Der er intet i vejen med at være ambitiøs. Somme tider ved man godt, når man gør noget, at det måske ikke er den noble ting at gøre – men hvis man vil det nok, må man gøre det alligevel. Vi er alle ansvarlige for eget liv og egen lykke. Gå efter det! Men vær mand nok til at tage de konsekvenser, der følger med.
Published by