Uncategorized

Har glemt øreringe idag. Må man ikke godt gå hjem så? Føler mig som en, der sidder og arbejder i bar røv.

Da gennemsnitsalderen i omgangskredsen var 25, havde alle med respekt for sig selv, en eller flere åndelige vejledere, de gjorde brug af. Nogle valgte den alternative vej, og brugte tiden hos clairvoyante, andre var mere traditionelle og tog en tur på briksen hos en psykolog.

Imidlertid lader det til, at vi nu, hvor alle er i 30erne, stille og roligt opdager, at psykologer, håndlæsere og coaches har gjort for os, hvad de kunne. Desillusion eller realisme: Man når et punkt, hvor man erkender, at de kan være en hjælp – men at de trods alt ikke kan trylle. Når man har været i selskab med sig selv i 30+ år, kender man efterhånden sine issues, og er ved at acceptere, at man selv må arbejde sig igennem dem. Man må selv lære at sige fra, når man synes, at chefen går over stregen. Man må selv lære ikke at gå i panik og tro, at alting slutter, fordi kæresten råber af én. Man må selv acceptere, at man ikke altid får det, man har brug for af mennesker, man mener, er forpligtede til at give det. Det er hårdt arbejde, og ingen andre kan gøre det for dig. Det kræver imidlertid overskud at arbejde med sig selv, og det fandens er, at de fleste uhensigtsmæssigheder bunder i usikkerhed og frygt, og derfor altid dukker op i underskudssituationer. Derudover er kimen til mange af mønstrene lagt mange år tilbage, hvilket betyder, at vaner og tanker er solidt indarbejdede i systemet.

Når man finder ud af, at evnerne til at være Den Sygemeldt Medarbejder Med Depression eller Nogens Gravide Kæreste ikke er programmer, der automatisk installeres og opdateres, fordi man fylder 30, kan det næsten ikke undgås, at man mærker en snigende panik. Hvordan har andre fundet ud af, hvordan man gør? Hvorfor virker de så tjekkede i rollerne, når man selv føler sig som et barn, der hele tiden skal lære at cykle? Igen? Hvordan opgraderer man til Voksen 2.0? Kommer man nogensinde i mål? Eller er det først, når man har en tung sten placeret over panden, at man er færdig med at have fornemmelsen af, lige at være startet i skole?

Vesterhavet bryder sig ikke om mig. Har lige tilbragt en uge i sommerhus med Vesterhavet i baghaven, og da jeg stadig er igang med at opøve tolerance overfor vand omkring frysepunktet, har jeg af flere omgange forsøgt at nærme mig.

Måske skyldes det min skummetmælksfarvede krop. Måske handler det om, at det første jeg udsætter det for, er bare tæer. Eller måske skyldes det mit hysterihvin, som jeg burde hælde på dåse og sælge som glasskærer i sprayform.

I hvert fald havde det den første morgen valgt at montere brandmænd for hver halve m2. Lang næse. Efter lidt research fandt vi ud af, at det skyldtes kombination af varmt vejr og østenvind, så vi ventede til temperaturen faldt (..!) og vinden vendte, hvorefter vi forsøgte igen. Denne gang var kysten bogstaveligt talt klar, om end der var nogle fælt høje bølger, som gjorde det lidt svært at nedsænke sit legeme gradvist. Til sidst forsøgte jeg mig med en slags aggressiv kapgang, der ikke udløste tocifrede point for æstetisk indtryk, men som virkede – i cirka 4 sekunder, hvorefter Vesterhavet afstødte mig; ja, nærmest brækkede mig op på land. Jeg er 1.80 høj. Jeg lider ikke af anorexi. Jeg blev kylet ad helvede til, og fik samtidig min hjerne spulet noget så eftertrykkeligt af saltvand. Så lå man dér med defekt frisure og grus i bikinien og ledte efter sin værdighed. Svært ikke at tage personligt. Møghav.

Oppe i civilisationsoverfladen for en kort bemærkning. Efter at have udsat sagesløse malere for mavedanseshow, røg sjalerne af for sidste gang, og vi drak os i hegnet i rødvin. Skulle vi have gjort for længst. Evnen til at danse perfekte 8-taller øges proportionalt med indtaget af alkohol.

Virkeligheden strammer lidt, synes jeg. Jeg skal f.eks. lige vænne mig til, at folk herude kan snige sig ubemærket ind på én; ingen sladremønter, der – uden sammenligning i øvrigt – fungerer som klokken, spedalske og pestramte brugte i middelalderen.

Nu går turen til westjylland. Har pakket og forsøgt at begrænse mig, men er alligevel endt op med så mange tasker, at jeg selv kan dække det meste af den jyske kyststrækning, sandsæk-style, i tilfælde af storm. Er på en måde lidt overrasket over, at der stadig er ting tilbage i min lejlighed.

Der hvor vi skal hen, er internettet ikke opfundet. Vi ses om en uge.

Av. Mæ hælve te. Nogen har – uden at evakuere mig først – forsøgt at danse min krop ihjel. Er vågnet her til morgen med resterne af 475.00 vertikale og horisontale 8-taller i hofte og ryg. Gad vide, hvornår den så berømte og sagnomspundne smidighed indfinder sig?

Har til gengæld opgraderet på sjal-siden. Kunne se på det hele, at det var Det Falske Sjal, jeg havde med; en form for turistsjal, faktisk. Jeg er nu den stolte ejer af autentisk model med 24 gange så mange mønter syet på. Til at starte med troede jeg, at det var på grund af al den gode karma, der som bekyttende højspændingsfelt omslutter hele skolen, at der tilsyneladende ikke er problemer med tyveri. Nu er det gået op for mig, at det er fordi, alle har for tusind kroner Matadorpenge hængende om røven: Umuligt at snige sig ubemærket rundt. Så meget desto større er min respekt for den, der alligevel har fundet ud af gøre det: I køkkenet står et glas honning, hvorpå nogen med vrede, sorte, uøkologiske bogstaver har skrevet: “Hold dig væk, svin!!”

God dag. Har øvet ‘Kamelen’ det meste af dagen. Meget syret fornemmelse at bevæge kroppen i glidende bevægelse i flere forskellige planer på én gang. Begynder at have hofte, der lystrer – i hvert fald det meste af tiden. Har dog stadig utroligt lange arme. Høj indfiltringsrisiko.

Nå, jeg har ikke tid til at sludre. Har dansegulv og calypsoband fra St. Croix, der venter.

Har idag:

– dislokeret op til flere led i hofte- og skulderparti.
– haft pletvise succesoplevelser.
– prøvet at danse med slør.
– brugt en del tid på at blive filtret ud af fjendtligt indstillet slør.
– gået 12 km ud efter meget tiltrængt cola.
– gået 12 km hjem. Uden at have fået cola. Fucking lukkelov.
– grinet.
– hvæset af gammel kulso, der mener at vide alt.
(Pas dig SELV, for helvede!!)
– sunget flere sange fra højskolesangbogen på en dag,
end jeg har gjort i hele mit liv.
– fotograferet stol med pik.
– ordenligt haft tændt for min rummelighed.

To be continued…

I huset ved siden af den finske ambassade, bor ung pige med stram personlighed. Gaden vi befinder os på, ligger i Århus C, er så smal, at jeg vil tro, at selv jeg kunne spille kantsten – og ramme – og har en befolkningstæthed på 17 indbyggere pr cm2. Bilen skal være udstyret med hjul, der kan drejes en kvart omgang, så man kan trække direkte, sidelæns ind, hvis man gerne vil parkere, og fortovet ligner benet på en anoreksiramt myg.

Det er fysisk umuligt kun at parkere ud for eget hus, hvad enten vi taler om køretøjer på 2 eller 4 hjul, men hendes mure må åbenbart ikke besudles af fremmed jern. Hver ENESTE morgen, når man kommer ned, har hun med nazistisk nidkærhed været ude og flytte cykler, så de ikke læner så meget som en enkelt eger op af hendes hus.

Hvad er problemet? Slider vi på hendes betonmur? Mener hun, at cyklerne skæmmer hendes pisgule, graffitibemalede bygning? Hun gør kun livet mere besværligt for sig selv, for jo mere indædt hun fjerner, jo mere pervers fornøjelse finder jeg i udelukkende at parkere op af hendes hus. Her til morgen blev jeg så hævngerrig, at jeg, inden jeg kørte, flyttede en anden cykel tilbage, hamrede styret hårdt 3 gange ind i muren i tilfælde af, at det laver en irriterende lyd inde ved hende, og efterlod den op af hendes møgmur.

Barnlig? Mig?