Av. Mæ hælve te. Nogen har – uden at evakuere mig først – forsøgt at danse min krop ihjel. Er vågnet her til morgen med resterne af 475.00 vertikale og horisontale 8-taller i hofte og ryg. Gad vide, hvornår den så berømte og sagnomspundne smidighed indfinder sig?
Har til gengæld opgraderet på sjal-siden. Kunne se på det hele, at det var Det Falske Sjal, jeg havde med; en form for turistsjal, faktisk. Jeg er nu den stolte ejer af autentisk model med 24 gange så mange mønter syet på. Til at starte med troede jeg, at det var på grund af al den gode karma, der som bekyttende højspændingsfelt omslutter hele skolen, at der tilsyneladende ikke er problemer med tyveri. Nu er det gået op for mig, at det er fordi, alle har for tusind kroner Matadorpenge hængende om røven: Umuligt at snige sig ubemærket rundt. Så meget desto større er min respekt for den, der alligevel har fundet ud af gøre det: I køkkenet står et glas honning, hvorpå nogen med vrede, sorte, uøkologiske bogstaver har skrevet: “Hold dig væk, svin!!”
Published by