Vesterhavet bryder sig ikke om mig. Har lige tilbragt en uge i sommerhus med Vesterhavet i baghaven, og da jeg stadig er igang med at opøve tolerance overfor vand omkring frysepunktet, har jeg af flere omgange forsøgt at nærme mig.
Måske skyldes det min skummetmælksfarvede krop. Måske handler det om, at det første jeg udsætter det for, er bare tæer. Eller måske skyldes det mit hysterihvin, som jeg burde hælde på dåse og sælge som glasskærer i sprayform.
I hvert fald havde det den første morgen valgt at montere brandmænd for hver halve m2. Lang næse. Efter lidt research fandt vi ud af, at det skyldtes kombination af varmt vejr og østenvind, så vi ventede til temperaturen faldt (..!) og vinden vendte, hvorefter vi forsøgte igen. Denne gang var kysten bogstaveligt talt klar, om end der var nogle fælt høje bølger, som gjorde det lidt svært at nedsænke sit legeme gradvist. Til sidst forsøgte jeg mig med en slags aggressiv kapgang, der ikke udløste tocifrede point for æstetisk indtryk, men som virkede – i cirka 4 sekunder, hvorefter Vesterhavet afstødte mig; ja, nærmest brækkede mig op på land. Jeg er 1.80 høj. Jeg lider ikke af anorexi. Jeg blev kylet ad helvede til, og fik samtidig min hjerne spulet noget så eftertrykkeligt af saltvand. Så lå man dér med defekt frisure og grus i bikinien og ledte efter sin værdighed. Svært ikke at tage personligt. Møghav.
På opturssiden kan du nu tillade dig at smile erfarent til dem, der hviner hysterisk, når de bader ved den permanente og Molslinien skaber bølgegang.