Uncategorized

På fredag går jeg på ferie; lørdag og en uge frem, er der dømt mavedans. Når jeg mentalt forsøger at lave pakkeliste, bliver der helt stille og tomt i hovedet på mig. Hvad har man brug for i Aladdins hule?

Bør nok huske:
– Kamera. Skulle være belæg for et godt billede eller to, når mine medhekse og jeg skal begå os i catsuit og møntbesatte sjaler.
– Selvironi.
– Pas. I tilfælde af at jeg i hast og skam må forlade landet.
– Kaffe. In case øko-skolen har udstedt koffein-fatwa *skynder-sig-at-trække-vejret-i-papirpose.*
– Blok. Virker som meget lidt dot-com-agtig skole, men har en fornemmelse af, at der vil være et blogindlæg eller to, der nærmest skriver sig selv.

Er nok lige meget med:
– Shaver. Tror, at vi her har fat i en deltagergruppe, der ser stort på intimbarbering og glatte stænger. (Gider ikke rigtigt snakke om 800 kr’s voks-projekt.)
– Strømper og fodtøj (trækvejretdybt-Detskalnokgå!Detskalnokgå!Detskalnokgå!-ogpuuuustud)
– Stolthed.

Mangler jeg noget?

Jeg har lige fået massage af en heks. Alvorligt. Det var temmelig mind-blowing. Kom ind med hovedet fuld af gamle spøgelser, og lagde mig på briksen. Indtil nu er jeg blevet masseret af hendes kollega, som er dygtig og helt almindelig. Hende her har grå øjne, taler en syngende blanding af islandsk og engelsk og kommunikerer mumlende med musklerne, mens hun arbejder.

Efter 4 minutter siger hun: ”You are a very determined woman. You have a lot of will power”. Hun masserer lidt videre. “Du kender dine grænser. Hav tiltro til, at you can say stille og roligt nei, hvis det gælder – you don’t have to do it so strongly. Is there someone new in your life? Someone who sees right through you? Allow yourself to vise sårbarhed. Det bliver du ikke svag af. Tværtimod.”

Efter 4 minutter?! Så kan man så ligge dér med olie i håret og intet tilbage at gemme sig bag.

Er kommet afsted i den falske krop i dag. Hader, når det sker. Mandag bliver hverken kortere eller mere overskuelig, når man er iført Sit Fede Jeg. Synderen er en kombination af alkohol og forbløffende mangel på bevidsthed om egen max-grænse.

Havde utrolig praktisk fredag aften, der bød på arbejde, tøjvask, tjek/slet/svar-gennemgang af indbox, forsøg på at indfange afløsere til mine timer, når jeg skal holde ferie osv. osv. Nogenlunde ligeså kedeligt som det lyder. Måske var det derfor, at det lørdag aften udviklede sig som den gjorde. Startede ellers semi-intellektuelt, med svensk film af den smalle, eksperimenterende slags. Har stadig ikke forstået hvad den gik ud på. Begyndte stille og roligt at tilte, da vi efterfølgende bestilte stærk mad og skyllede ned med tequila. Set i bakspejlet virker det uklogt at tro, at man kan følge med folk med finsk blod i årene, når det kommer til spiritus, men vi er nogen, der er så konkurrencemindede, at det nærmest burde udløse ret til handicapparkering. Så vidt jeg husker, var det mit eget forslag at tage på turne på de suspekte bodegaer i Jægergårdsgade.

Vågnede søndag ved at nogen havde deponeret en ørken i min mund og betrukket min hjerne med pigtråds-nistret uld. Syntes at kunne huske fra min ungdom, at den slags kan trænes væk, så trak i lycra og slæbte mig af sted; efter ti minutters nærdødsoplevelse, må jeg faktisk sige, at det hjalp. Nåede at være triumferende i 1½ time, før jeg forvandlede mig til utidig og rastløs teenager. Hev i ærme på ”kom-nuuuuuu” måden, til jeg blev kørt ud i noget natur, så jeg igen kunne trække vejret, og brugte derefter resten af dagen på at spise fedt, farvestoffer og e-numre.

Bliver en tung flyvetur i aften. Gad vide om BMS laver koste?

Kitlerne har konfereret: Frinummer til min far *smiley-der-snøfter-og-lettet-tørrer-øjnene*.

Var du til Bon Jovi koncert? Nej? Big mistake. Big. Huge. Det var frygtindgydende godt. Elsker Bon Jovi. Elskerelskerelsker Bon Jovi. (I hvert fald frem til tandafblegningsperioden.)

Jeg havde foreslået, at vi kørte v halvsyvtiden, hvilket vel må være det endegyldige argument for aldrig at ansætte mig i en stilling, der indeholder nogen form for logistik. Fik af De 2 Andre (indsæt selv Linie 3-joke, Red.) besked på at være klar til pick up kl. 16.45, hvilket betød at vi fik hele koncerten med – modsat de folk, som var kørt kl. 18 og lige nåede ekstranumrene…

På 4. pladsen over yndlingsaversioner, står hjemmeværnsfolk (kun overgået af 1: gøglere, 2: cirkusartister og 3: autonome). De er beklageligvis altid overrepræsenterede ved koncertarrangementer, og vi blev da også vinket på plads af 50-årig overvægtig mand med potensen monteret i refleksvesten, og en attitude, der fik nogen *host* til at stå vandret ud af vinduet og med knyttede næver og fråde om munden at nedkalde alverdens forbandelser over ham.

Takket være indsat bus, ankom vi til pladsen i god tid, og kunne nyde sol, übercool opvarmningsband og øl. Og endelig. Endelig!! Manden, jeg har tilbedt hele min ungdom. Manden, som aldrig holder op med at være en snitte. Manden. Legenden. Kongen. Jon Bon Jovi! Hurra *eksalteret-smiley-der-går-i-split-af-begejstring*!! Og han var alt det, vi havde håbet. Cool. Solbrillebefængt. Lækker.

Men jeg er ikke færdig med at hetze hillbillylocation. Fandme bare ikke godt nok at fejlindstille lyden, så vi de første 20 minutter uden at anstrenge os kunne følge med i samtalerne omkring os. Når jeg er til koncert, vil jeg have 100.000 dB blæst lige ind i ansigtet. Mine trommehinder skal smyge sig kælent op af min hjerne. Ørepropper er for pussies! Og utilgiveligt at stille med 4.000 km2 blæksort skov, når koncert er færdig. Ville have været fint med skilte, så man slap for at rage rundt i Auning i en time for at lede efter bil. Busser nok kunne også have gjort det. Eller små udlejningsspejdere i snor. Et eller andet. Hell, hjemmeværnsfolk ville have været velkomne til sidst, men enten var de forklædt som overvægtigt buskads eller også var de taget hjem til kakkelbord og termokande – vi var on our own. Virker ikke ret gennemtænkt at tilbyde at huse en koncert, når man ikke har kapacitet til det, vel?

Er i dag kørende på 4 timers søvn. Ligner led gammel ørn. Men det til trods ville jeg gøre det igen i aften. Og i morgen. Og dagen efter det. Det var en uovertruffen koncert.

Kontorroomie:
“Sidste gang jeg var til Big Fat Snake koncert, regnede det helt vildt.”

Hvem skal jeg nu snakke med?

Efter et par dage i kaos, er der lidt ro på igen. Status er, at de første prøver fra min far kom negative tilbage. Vi venter stadig på svar på de sidste, men der er forsigtig optimisme. De kloge i kitler siger, at det ligeså vel kan være betændelse eller en sammenklappet lunge, de kan se på billederne, som Det Unævnelige. Jeg købslår med den Gud, jeg ikke tror på, mens vi venter.

Til gengæld ved jeg nu, at man kan køre fra Århus til Esbjerg på 1 time og 17 minutter. Jeg ved, at Finnen er vandfast, og uden at slingre det mindste i valsen, siger og gør alt det rigtige. Jeg ved, at både min far, min søster og min mor er i gode hænder, hvilket gør det lettere geografisk set at befinde sig på månen.

I aften er der lidt pause til hovedet. Jeg skal til Bon Jovi koncert, og forventer, at den får alt hvad den kan trække med tandafblegning, born to be my baby og slangeskindsbukser. Jeg bliver skuffet, hvis ikke jeg i morgen kun formår at kvække mit navn, når jeg virkeligt anstrenger mig.

Nogen, der skal have en fadøl med fra baren?

Skæbnen har tilsyneladende ikke tjekket sin mail for nyligt. Det vil jeg gerne bede den om at gøre. I Indbakken vil den finde en mail, hvori der står, at min far ikke bliver syg. At han ikke sidder på hospitalet iført frotté og morfin. At det ikke er en mulighed at tildele ham andet end en let forkølelese. Vi skal bruge ham. Det er ham, der fikser ting. Det er ham, der ved alt. Det er ham, jeg ringer til, når jeg skal bruge Det Rigtige Svar. Det er ham, der taler farsk, som er sproget, hvor sætningen “Har du en stjerneskruetrækker, eller skal jeg tage en med?” direkte oversat betyder “Jeg elsker dig”. Han er min far. Jeg går ikke af med ham.

Mange danskere lider af trangen til at udsætte – såkaldt prokrastination, skriver Urban. Fænomenet er særlig udbredt blandt studerende […] Her er mellem 75 og 90 procent plaget af udsættelse, viser en pjece fra Studenterrådgivningen.

Så nu er det en sygdom, at man ikke gider lave lektier? Jeg kan næsten høre min bedstefars vantro fnys.

Jeg tror næppe, at vi er ude i noget, der kræver receptnarko eller vacciner. Mit bud er, at den første generation af curlingbørn har ramt de højere læreanstalter. En tsunami af bløddyr, der aldrig har haft brug for at udvikle copingstrategier eller værktøjer til at komme over, igennem eller udenom forhindringer. Som aldrig har lært, at hvis man falder, så slår man sig – men der findes plaster (med Mumietroldene, Barbie og Supermand, som jeg synes kommer ca. 22 år for sent) og gode skadestuer, og næste gang har man lært, at man lige skal tjekke om grenen kan holde, inden man klatrer ud på den.

Uden at forvandle mig til en af dem, der gik 14 kilometer til og fra skole i 1½ meter sne iført shorts og træsko, fordi vi ikke havde råd til andet, hjalp til på gården og aldrig har taget skade af en kindhest, vil jeg gerne vide, hvorfor alting i dag formodes at skulle være sjovt hele tiden? Når jeg engang får børn, vil det være mit erklærede mål at lære dem, at nogle ting er værd at gå efter og kæmpe for. Curlingbørn bliver utålelige voksne, der forventer, at andre servicerer dem i hoved og røv. Når man fjerner alle forhindringer for sine børn, frarøver man dem muligheden for at udvikle den selvtillid, der kommer af at vide, at man løse problemer og klare sig selv.

Man snyder sine børn for meget, hvis man bærer dem igennem hele barndommen. At det er gjort af kærlighed og et ønske om at skærme og beskytte dem, ændrer ikke på, at resultatet ofte bliver passive og frygtsomme individer, der går glip af mange gode oplevelser, fordi de giver op, så snart der er modvind eller sten på vejen. Man skaber rastløse mennesker, der ikke kan finde ro, fordi de altid er nødt til at bryde op, når tingene bliver svære. I hvert fald, hvis vi nu handikapper dem yderligere ved at fritage dem for at tage ansvar for eget liv og egen udvikling ved at vedtage, at prokrastination er en sygdom.

– nu med eget domænenavn. Prøv at tjekke adresselinien. Mmmm! Prøv så at skrive den gamle adresse og se, hvad der sker…. Er det ikke smart?! Det er Finnen, der kan sådan nogle tricks *smiley-der-løber-begejstret-rundt-og-råber-hurra*.