Mange danskere lider af trangen til at udsætte – såkaldt prokrastination, skriver Urban. Fænomenet er særlig udbredt blandt studerende […] Her er mellem 75 og 90 procent plaget af udsættelse, viser en pjece fra Studenterrådgivningen.
Så nu er det en sygdom, at man ikke gider lave lektier? Jeg kan næsten høre min bedstefars vantro fnys.
Jeg tror næppe, at vi er ude i noget, der kræver receptnarko eller vacciner. Mit bud er, at den første generation af curlingbørn har ramt de højere læreanstalter. En tsunami af bløddyr, der aldrig har haft brug for at udvikle copingstrategier eller værktøjer til at komme over, igennem eller udenom forhindringer. Som aldrig har lært, at hvis man falder, så slår man sig – men der findes plaster (med Mumietroldene, Barbie og Supermand, som jeg synes kommer ca. 22 år for sent) og gode skadestuer, og næste gang har man lært, at man lige skal tjekke om grenen kan holde, inden man klatrer ud på den.
Uden at forvandle mig til en af dem, der gik 14 kilometer til og fra skole i 1½ meter sne iført shorts og træsko, fordi vi ikke havde råd til andet, hjalp til på gården og aldrig har taget skade af en kindhest, vil jeg gerne vide, hvorfor alting i dag formodes at skulle være sjovt hele tiden? Når jeg engang får børn, vil det være mit erklærede mål at lære dem, at nogle ting er værd at gå efter og kæmpe for. Curlingbørn bliver utålelige voksne, der forventer, at andre servicerer dem i hoved og røv. Når man fjerner alle forhindringer for sine børn, frarøver man dem muligheden for at udvikle den selvtillid, der kommer af at vide, at man løse problemer og klare sig selv.
Man snyder sine børn for meget, hvis man bærer dem igennem hele barndommen. At det er gjort af kærlighed og et ønske om at skærme og beskytte dem, ændrer ikke på, at resultatet ofte bliver passive og frygtsomme individer, der går glip af mange gode oplevelser, fordi de giver op, så snart der er modvind eller sten på vejen. Man skaber rastløse mennesker, der ikke kan finde ro, fordi de altid er nødt til at bryde op, når tingene bliver svære. I hvert fald, hvis vi nu handikapper dem yderligere ved at fritage dem for at tage ansvar for eget liv og egen udvikling ved at vedtage, at prokrastination er en sygdom.