Uncategorized

Engang, for mange år siden, var jeg ansat på en arbejdsplads, hvor der var stor utilfredshed med vores nærmeste leder. Tilbage i tidernes morgen, havde hun taget den samme uddannelse som os andre, men af årsager, der ikke er relevante her, kunne hun ikke længere udføre dén funktion, og i stedet for at fyre hende, valgte chefen at oprette en mellemlederstilling til hende.

Det gik præcis ligeså galt, som man på forhånd kunne have frygtet. Der var fuck-ups af episke dimensioner, og handling var noget, man gik i biografen for at få. Som forventet begyndte de ellers meget, MEGET forstående medarbejdere at brokke sig, i takt med at fejlene besværliggjorde deres hverdag – som når man f.eks. figurerede på vagtplanen, efter at man for længst var blevet lovet fri.

Vi prøvede i første omgang at forstå, at det ikke er nemt at blive sat til at lede og fordele, fordi man ikke længere kan udføre sin primære funktion; at man jo også lige skal lære det. Da forståelsen slap op, prøvede vi at tale med hende. Hun var meget lyttende og skrev en del på sin blok, men noterne nåede aldrig længere end ned i skuffen.

Det var her, jeg lærte, at man nogle gange er nødt til aktivt at undgå samtaler om visse emner for ikke at dø af raseri. Ikke fordi jeg ikke sladrer; jeg tror hverken, at jeg er værre eller bedre end det brede flertal på den front, men fordi mellemlederen virkede helt og aldeles uberørt af utilfredsheden, der hang så tykt i luften, at du kunne have skåret skulpturer af den. Som en slags Titanic, der helt efter humlebiprincippet bare ikke var klar over, at hun egentlig skulle synke, flød hun adstadigt og upåvirket gennem vandet, enten blind eller ligeglad med det kaos, hun lod i sit kølvand. Til gengæld lå jeg til sidst søvnløs om natten, optændt af den retfærdige harme over de horrible mængder af inkompetence og uretfærdighed, jeg syntes, at jeg dagligt måtte prøve at sluge uden at kaste alt for meget op.

Og det, jeg med denne meget lange indledning gerne vil sige er, at jeg ville ønske, at journalister nogle gange ville gøre det samme; gå, når det negative får lov til mageligt at læne sig tilbage og fylde hele billedet. For når nogen taler, er der altid andre, der lytter, uanset hvor stupidt og virkelighedsforvrængende, det sagte er.

Som f.eks. når præst Leif Mortensen til aoh.dk udtaler:

“Homoseksualitet skal bekæmpes. En ting er, at man kan have homoseksuelle anlæg. De mennesker skal naturligvis behandles med omsorg og kærlighed. Noget helt andet er det at acceptere homoseksualitet som del af et kristent ritual. Når der er noget, der gror skævt i vores natur, skal man ikke dyrke det, men bekæmpe dem.”

Mit håb er, at den form for himmelråbende idioti som Leif Mortensen repræsenterer, uddør med den generation af præster, der lige nu står og hopper for at få lov at sige og mene ting, som i alle andre professioner som minimum ville koste jobbet. Anstændigheden, næstekærligheden og den almene respekt for sine medmennesker taler vi slet ikke om; disse begreber er røget for længst.

Jeg gider ikke så godt lagkagekomedie og ”sjove” onkelfraser som: ”Nå, kan I holde varmen?” på en 35 grader varm dag, eller: ”Nå, er der nogen, der har en brugt ferie til salg?” den første dag tilbage på job efter sommerferien. Men hvor skal det bare blive godt at komme på arbejde igen, så man kan slappe af!

*Puh*

Nå, men forleden besøgte vi nogle af mine absolutte yndlingsmennesker i Holstebro. De skal giftes (det var altså også lidt på tide, Frank) og jeg glæder mig helt sindssygt til den store dag. Det sad vi selvfølgelig og snakkede om, da vi var derovre.

Jeg har aldrig rigtig haft et ønske om at blive gift – hvilket er heldigt, min civilstand taget i betragtning – men jeg elsker at snakke om andres. Påklædning, bordpynt og menu; jeg går op i det med liv og sjæl. Men én del af planlægningen er jeg simpelthen så glad for, at jeg ikke er beslutningstager på: Gæstelisten. Fuck, en faldgruppe af potentielle kriser i omgangskredsen.

For jeg har prøvet at være med til bryllup, og til receptionen siddet ved siden af nogen, som var TYDELIGT fornærmede over ikke at være inviterede med til festen senere. Og det er sgu da også en nederen måde at opdage på, at man åbenbart ikke var helt så gode venner, som man selv gik rundt og troede.

Så er der alle dem, der af den ene eller anden grund hænger sammen; hvor man ikke kan være bekendt at invitere det ene par, hvis man ikke inviterer det andet.

Som gæst synes jeg også, at det kan være lidt svært at gennemskue, hvad der er passende gavebeløb og påklædning, hvis man er en af B-gæsterne. Kan f.eks. godt huske dengang, jeg – uopfordret – fik tilsendt en ønskeseddel af bruden til en bryllupsreception, jeg havde meldt afbud til, og der ikke var noget på sedlen til under 800. Der blev jeg godt nok sådan lidt ”Say whaaa?”

Og hvad med polterabend? De gange, jeg har været inviteret med til bryllup som fyld, har det været absolut ok – det har været hos mennesker, som jeg opfatter som gode bekendte frem for venner (hvor jeg virkelig ville være blevet ked af det, hvis jeg var blevet sorteret fra til den store fest), men ofte bliver man kontaktet om polterabend læææænge inden, den er planlagt, og man ved, hvad den kommer til at koste, men man kan jo for helvede ikke sige, at man kun vil være med for 500 kr., vel? På den anden side gider jeg ikke smide 2000 kr. efter en polterabend for en bekendt, der har inviteret på et glas Asti og et stykke kransekage. (Lidt for ærligt der? Sorry.)

Shit, mand. Jeg kan få helt ondt i maven på brudeparrets vegne.

Emma Gads efterkommere burde udgive et bryllupsappendix.

Men nu med lidt forklaring.

Som jeg er hysterisk ræd for.

Har altid troet, at jeg ville blive mere cool med den slags, når jeg havde født, og på den måde havde bestået den ultimative av-for-satan-prøve, men det viser sig ikke at være tilfældet. Brevet fra gastrolægen var fyldt med forloren beroligelse a la ”slangen, der skal føres ned i mavesækken gennem næsen (forkert, forkert, forkert!!!) måler kun 5 mm i diameter” og ”inden undersøgelsen bliver du bedøvet i svælget med lokalbedøvende spray”. Forholdsmæssighedstallet er teknisk set bedre på næse:slange end på barn:skræv, men ikke desto mindre tror jeg godt, at vi alle ved, at den sidste passus i standartbrevet er henvendt direkte til mig: ”I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at give en lokalbedøvende indsprøjtning.”

Når jeg på den måde går rundt og er bange, forvandler jeg mig til Store My. Meget stille og vred; indædt nærmest. Og så skal der ikke så meget til at feje benene væk under mig. Som f.eks. crappy cykelstier eller tilsendte evalueringer fra min sidste masterclass på convention, (som jeg i parentes bemærket selv havde en fest med) som overall er fyldt med fine og positive udsagn, men hvor den sidste i bunken lyder således:

*slam*

Før nu.

Og så kan man ikke engang hælde rødvin på det.

Det er ikke fordi, der skal gå ’jeg-er-bare-zå-dum-og-klodset’-blog i den, men jeg bliver simpelthen nødt til at skrive nedenstående indlæg for at få bare lidt af selvhadet til at fordampe.

Med andre ord: Jeg er blevet bilist.

Området vi bor i, bryster sig af at være meget børnevenligt, og have et stisystem så omfattende, at man aldrig behøver at dele asfalt med en bil, uanset hvor man skal hen.

Som i: Vild-vild.

I SUCK!

Jeg har – beklageligvis uden at anstrenge mig særligt – fundet en ny gruppe af mennesker, jeg ikke bør sættes ved sinde af ved festlige lejligheder: Kvinder, der overvejer at lade sig smykke med titlen ’Selvvalgt alenemor’.

Et emne, jeg naturligvis straks overtager og prygler livet ud af, da jeg med mit ene barn snildt kan svinge ekspertkåben om skuldrene og udtale mig sikkert om alle aspekter omkring projektet.

Men mest om, hvordan mit liv blev fuldendt på måder, jeg ikke havde troet muligt, da jeg fik Anton. Hvordan jeg ikke længere slæber mig af sted gennem livet og til arrangementer, som dåben i dag, med fornemmelsen af at være en fiasko som menneske, fordi ingen har brug for mig.* Hvordan det igen er blevet muligt at glæde sig oprigtigt over veninders familieforøgelser, fordi de ikke længere symboliserer Den Uopnåelig Drøm, men tværtimod minder mig om, hvad jeg har fået lov til at være en del af. (Selvom amor åbenbart er blind som en muldvarp, det lille svin.)

Det er faktisk meget belastende at vide, at hvis jeg havde mødt mig selv for 3 år siden, ville jeg have tævet mig med et bat.

(* Her vil jeg gerne understrege, at jeg udelukkende taler på egne vegne; I må ikke opfatte det som om, at jeg mener, at børn er det eneste formål med livet, eller at man er dømt til at henslæbe sit liv i armod og ulykke, hvis man af den ene eller anden grund ikke får dem. Jeg forsøger blot at anskueliggøre, hvor meget drømmen fyldte for mig.)

Når jeg står på apoteket, kommer jeg altid til at spekulere på, præcis hvornår det tidspunkt indtræffer, hvor man bliver jobimmun; hvor man har udført en del af sit job så mange gange, at det, selvom det kan være noget, der er både svært og pinligt for den, man servicerer, ikke længere er noget, man nærmer sig med takt eller omhu, men tværtimod er noget, man bare tromler igennem, fordi rutinen har forvandlet det til Det Nye Nulpunkt.

Det er ikke kun på apoteket, den er gal. Hvis jeg skal hive et eksempel fra mit eget liv frem, står det ikke som mit kæreste minde, da jeg på gangen på et hospital i Århus fik at vide, at undersøgelsen, jeg lige havde fået lavet, viste, at jeg formentlig ikke kunne blive gravid. Men jeg var velkommen til at bestille en tid om 14 dage, så vi kunne snakke om det, hvis jeg havde lyst? Og så skulle han i øvrigt skynde sig videre. (Fuck, mand. Får stadig lyst til at cykle derud med træskostøvler og en plakat af Anton og losse ham eftertrykkeligt i løgene, når jeg tænker på det.)

Jeg tror ikke, at sagsbehandlere bevidst prøver at være ufølsomme, eller at læger og apotekerdamer er onde typer, der prøver at såre eller udlevere så mange, de kan nå på en dag. Jeg tror simpelthen bare ikke, at du kan blive ved med at huske, at det for den enkelte stadig er superprivat, hvad man rager til sig af sygdomme, eller at den besked, du lige nu langer over bordet, ændrer livet for altid for den, der sidder overfor, når du beskæftiger dig med det hver eneste dag.

Jeg er så latemover med nogle ting, at jeg, hvis jeg slæbte bare en kende mere på fødderne, kunne ende med at blive hip alligevel, fordi jeg faldt ned i old school-kategorien.

Efter et halvt år er det pinligt at komme og sige, at jeg faktisk ikke aner, hvordan Twitter fungerer. Eller de der frimærker, der sidder på alle produkter med respekt for sig selv, og lader som om de er stregkoder, men som kan et eller andet på nettet, hvis man scanner dem med sin telefon.

Kunne vi ikke bare være stoppet efter Facebook og iTunes?

Jeg har en sjov ide: Skal vi ikke aftale, at vi som udgangspunkt prøver at bruge vores almindelige stemmer, når vi taler til vores børn? Det er ok at file den lidt til i kanterne, hvis ungerne f.eks. har prøvet at se, hvad der sker, når man stiller sig op i en gåvogn, og skubber fra på væggen (…!), men giv mig én god grund til konstant at bruge den der supersoniske, højtpitchede  mor-stemme, med dertilhørende kunst-smil, der giver kronisk genlyd i hele fucking vuggestuen?