Øjebliksbilleder

Sidste ferieweekend i denne omgang. På mandag starter vores hverdag igen, og selvom vi alle har et snert af post-ferie-blues, så glæder Frida og jeg os til at komme igang igen. Anton kan ikke rigtig rumme det. Hvis han kunne bestemme, var vi herhjemme altid, og dagene gik med at bygge Lego og gnaske cheerios. Men damerne higer efter andre menneskers selskab, og jeg glæder mig også til at gen-etablere en hverdag, så der en lille smule forskel på hverdag og fest. 

Vi har haft 5 ugers ferie, hvilket er sygt priviligeret, og fordi jeg før det var hjemsendt og skoledagene var corona-forkortede, har vi næsten haft et halvt år herhjemme. Egentlig tænker jeg, at det – trods alt – har været en gave, for Anton får lidt tykkere hud for hver eneste dag der går, og de dage, vi har haft sammen, har været værdifulde.

Men jeg trænger til at se nogle voksne mennesker igen, og min hjerne trænger i dén grad til noget at rive i. Frida savner sine venner, og vi har et par gange undervejs i ferien måtte de 900 meter ned ad vejen til børnehaven, fordi man ikke har tabt tænder, før de andre Sommerfugle har set hullerne i munden. 

Ferien har været fantastisk, selvom det også hører med til historien, at vi har været en smule på flugt fra vores eget hjem pga. nabokonflikten, som stadig er træls og enerverende. Der er nu både jurister og konfliktmæglere inde over, og jeg prøver at blive ved med at trække vejret og hele tiden kommunikere ud fra et jeg-perspektiv #GirafTypen. 

Men selvom vores udflugter nogle dage har haft et islæt af eskapisme, har de stadig været umådeligt skønne. Vi har udforsket samtlige legepladser i og omkring Esbjerg, vi har besøgt gode mennesker i sommerhuse, har kørt på løbehjul og skateboard og spillet basket i timevis i Street Mekka, haft besøg af alle de bedste, benyttet os af Esbjerg Kommunes sommertilbud og derigennem prøvet både bueskydning og en hel del forskellige spejderarrangementer, og endelig har vi været på ture til mange af de steder, vi længe har haft planer om at udforske, som f.eks. Universe Science Park og Djurs Sommerland.

Førstnævnte var børnenes eget ønske, for selvom jeg på forhånd vidste, at de ville elske det, synes jeg også bare, at Als er *langt* væk. Men nu havde vi tiden, billetterne kunne fåes til halv pris, og pga. begrænsninger i antal besøgende, vidste vi også på forhånd, at køerne trods alt ville være nogenlunde overskuelige. 

Vi ankom uden forventninger, og vi havde en skøn dag. Min oplevelse var, at parken er en blanding af Aros og en fed, avanceret legeplads, og vi var glimrende underholdt de 8 timer, vi var der.

Det andet sted, jeg havde på vores to-do/visit-liste, var Djurs Sommerland, fordi jeg overvejer at købe årskort deroptil til næste år. De sidste par år har vi haft årskort til Legoland, men det kommer vi ikke til at have til næste år. Ikke fordi det ikke er sjovt, men dels er jeg ved at skrige over, hvor meget mer-salg, man efterhånden skal sparke sig igennem, og dels synes jeg, at mange af forlystelserne enten er meget børnede eller kræver mere vovemod, end mine to umiddelbart har. 

Vi havde en enkelt dag i Djurs sidste år, som egentlig var det, der fik mig til at overveje årskort i første omgang, for der er bedre plads end i Legoland og Friheden, der er meget mindre gøgl, og så er der flere forlystelser i ‘mellemklassen’. Kombineret med det faktum, at vi har overnatningsmulighed deroppe, og at flere af mine venner også har årskort (= vi kan følges, børnene er underholdt, og vi kan faktisk nå at snakke ægte), hældte jeg til, at det bliver det sted, vi kommer til at frekventere fast til næste år. For lige at trykprøve beslutningen, købte vi i år en 2-dagsbillet, og det var et kæmpehit. Vi mødtes med en veninde og hendes søde dreng den første dag, sov hos min kammerat og slæbte ham med derud dagen efter. Om aftenen var der god tid til voksensnak og rødvin, og da vi kørte hjem på andendagen var beslutningen truffet: Det bliver Djurs til næste år.

Helt lavpraktisk har det også noget at sige, at parken først lukker kl. 21, for børnene er ved at være så store, at de ikke er færdige med at huje kl. 18, hvor mange af de andre steder lukker. Selv efter 2 døgn med gynger og karruseller var klokken var 20, før vi var klar til at trille mod Esbjerg på andendagen.

“Men så sov de vel i bilen hjem, Linda?”

Nej. De gjorde sgu da ej. 

Men det har været den bedste ferie, og på mange måder har den været, som jeg altid har forestillet mig, at livet med børn ville havde været, hvis jeg boede i Aarhus, med lange, fine dage under en lavthængende sol, godt selskab, børn, der leger, madplaner, der skrider og take-away på vejen hjem.

Vi har alle 3 fået fregner på næsen og farmertan på fødderne, mine nye heksekort er kommet og fra på mandag kører det hele igen. 

Det glæder jeg mig til.

Da jeg skulle skrive det her indlæg, måtte jeg tage en kalender til hjælp for at se, hvor længe vi egentlig har holdt ferie. For det her år, mand. Og ikke på den negative måde – men er det nogensinde gået rigtigt igang? Det begynder at føles mere som reglen end undtagelsen, at vi er herhjemme, og på den måde virker ferien egentlig bare som en forlængelse af noget, vi allerede var i gang med. 

Og måske er det fordi mine børn er blevet større, eller også handler det om, at alle de mange ekstra faktorer som hjemmeundervisning, restriktion på alt, hvad vi plejer at lave osv. er pillet ud, men jeg har mange gange tænkt på, hvor meget lettere, jeg synes, det er blevet at holde ferie. For de forgående år har jeg været semi-forpustet, både inden ferien, og mens vi var i den, fordi  det altid giver lidt ekstra udfordringer at skulle holde flyet på vingerne og samtidig mandsopdække lopperne 24/7. Det er forbløffende svært at presse et telefonopkald til banken ind eller udfylde papirer, man skal koncentrere sig om, når man bor sammen med to af de her:

Men et sted undervejs i karantænelivet er der alligevel sket det magiske, at der er faldet lidt mere ro på alting. Både hos børnene og mig. Som med alt andet, bliver man bedre til det, man gør meget, og dermed også at være hjemme, sammen. Jeg er blevet markant bedre til at sætte min digitale tilstedeværelse på hold, og børnene er blevet bedre til at være i, at der ikke skal ske noget hele tiden. Her ville det være nærliggende at drage den zenbuddhistiske konklusion, at roen indfandt sig, da hverdagen forsvandt. Men det er ikke helt sådan, det føles. Jeg tror mere, at det er noget med at tilpasse sig nye omstændigheder og insistere på at finde gaven i dem. Improvise, adapt, overcome, ikke?

Roen hjælper på alting, og samtidig har jeg fundet små, lavpraktiske knapper at skrue på, som bidrager til at det her faktisk føles som ferie for os alle tre. Jeg sørger med nazistisk præcision for, at vi kun har aftaler og planer hver anden dag, også selvom planerne bare er en tur til stranden. Det er en meget tilgængelig strategi, som frigiver forbløffende meget overskud, for når vi kommer hjem med en bil fuld af trætte børn, sandet legetøj og våde strømper, så er det BARE rart, at jeg ikke allerede dér skal til at pakke til noget, vi skal dagen efter.

Og så har lever min uge-liste i bedste velgående, og min aftale med mig selv er, at jeg skal lave én ting fra den hver dag. På den måde stresser jeg ikke over, at alting bare står og akkumulerer, og mens jeg går og slår græs eller laver skoletaske-research, glæder jeg mig usigeligt over, at børnene er blevet så store, at det ikke er noget, jeg skal stjæle mig tid til, men faktisk kan gøre i dagtimerne med en podcast i ørerne. 

Eneste lille sky på himlen er faktisk, at jeg for første gang i mit liv har klaget over en nabo. Ikke, at detaljerne hører hjemme her, men det er afsindigt opslidende at bo så tæt på mennesker, man har så mange konflikter med, og det fylder. Haven er pludselig ikke helt det frirum, den var, og de hænger som uvelkomne spøgelser i stuen, evigt præsente og meget lidt velkomne. 

Men bortset fra det, så går det virkelig godt, og jeg skønner på det hver eneste dag.

________________________________________________

Og så til noget helt andet: 

I sidste kommentarspor var der en håndfuld af jer, der efterlyste muligheden for en brevkasse. Jeg synes, ideen er ret skøn, og jeg kan sagtens se værdien i at tage et konkret problem op i plenum og få andre øjne på det, både mine og de andre læser-kollegers.

Jeg aner ikke, om jeg kan få det til at fungere; om mine betragtninger overhovedet giver mening i liv derude, som jeg jo af gode grunde ikke kender detaljerne omkring, og der er nogle praktikaliteter, som jeg er lidt usikker på, f.eks. om det bliver en stressfaktor, hvis postkassen er åben hele tiden, hvordan jeg griber det an, hvis der kommer 5 spørgsmål samtidig – om det f.eks. er ok, at nogle spørgsmål kommer til at ligge et par uger eller 3, inden de kommer på osv. osv. 

Efter at have tygget på det, er jeg nået frem til, at det nok er nemmest at sætte på formel, hvis jeg ved, hvad det *er* jeg skal sætte på formel, og det kan jeg kun finde ud af, hvis jeg får lov at se, hvad det er, I gerne vil have taget op. 

Så:

Hvis du er én af dem, der synes, en brevkasse kunne give mening, og du har et dilemma, du gerne vil have taget under behandling, så skyd en mail til blogsbjerg@gmail.com (skriv Brevkasse i emnefeltet) i løbet af juli måned. Så er der tid nok til at få skrevet problemstillingen ned, og jeg har et par uger til at få en fornemmelse af omfang og indhold.

I starten af august melder jeg tilbage med et udspil, og så tager vi den derfra. Deal?

Hurra, hurra, hurra. 

5 år. Shit, mand.

I weekenden, da vi fejrede hende og sang fødselsdagssang, var hun selv den, der sang allerhøjest, og egentlig er det essensen af, hvilket forrygende, lille livsstykke, hun er.

Hun er simpelthen så grundtilfreds, og mit største ridderslag som mor vil for altid være mine børns absolutte vished om deres ret til at være i verden, lige præcis som de er.

Når jeg kigger på dem, er det utroligt, hvor forskellige de på mange måder er – hvilket selvfølgelige betyder, at det er to meget forskellige måder, jeg skal agere kort og kompas for dem på.

Min opgave ift. Anton er at afveje, hvornår jeg skal agere plankeværk, og hvornår jeg skal hjælpe ham med at finde og udvikle de værktøjer, der gør det muligt for ham at trives i verden med sin lille, finurlige personlighed. 

Frida er mit spejl og min læremester, og med hende er min plankeværksindsats mest af hensyn til omverdenen, for hun har fra allerførste sekund kastet sig over og udi verden med en inderlighed og optimisme, der er få forundt. 

Hun er selvkørende, selvstændig og videbegærlig på alt, lige fra hvor fugles ører sidder, til hvorfor det regner, og hvordan biler egentlig kan køre. 

At opdrage hende er på mange måder som at prøve at opdrage en børneversion af mig selv, men med den personlighed, jeg har udviklet som voksen. Hun spørger, til hun får et svar, hun er tilfreds med og hun er ikke respektløs, men hun sætter helt grundlæggende spørgsmålstegn ved autoriteter. Ikke for at være på tværs, men fordi hun udfordrer hele den grundliggende struktur i, at nogen pr. definition har mere at skulle have sagt end andre, udelukkende pga. af tilfældigheder som alder og titler.

Hun er ikke bange for hverken opmærksomhed eller for at fylde, og jeg har dagligt lange snakke med mig selv om, hvem af os det egentlig er, jeg prøver at opdrage på, når vi støder hovederne sammen.

Hun har været sin egen fra hun kom, og jeg er inderligt taknemmelig over, at hun valgte mig og os.

Tillykke med fødselsdagen, min skat.

Når jeg bliver stor, vil jeg være ligesom dig.

Jeg er kaldt tilbage på arbejde fra i morgen, tirsdag. Det bliver godt, og jeg glæder mig. Meget. Det bliver også endnu en omvæltning i en række, der begynder at føles uendelig, og jeg længes efter det tidspunkt, hvor alle planer og arrangementer ikke bor i en kasse med påskriften ‘Nu må vi se, hvad der sker’. Spejdernes Skt. Hans arrangement blev aflyst forleden, og det blev jeg ægte ked af, fordi det sidste år var så fin en oplevelse, og en af dem, hvor jeg følte et tilhørsforhold til området begynde at spire. Frida har fødselsdag i midten af juni, og jeg har ikke så meget som 23 sekunders ferie tilbage at tage af, så hvordan vi løser børnehaven-hjem-i-haven fejringen aner jeg ikke. Sommerferien er smidt op i luften, og da jeg foreløbigt kun har arbejde frem til 30.06, ved jeg heller ikke, hvad der venter på den anden side.

Jeg talte med en veninde om det forleden; det her med, at det er paradoksalt, at man næsten er mere mentalt presset nu, hvor alting begynder at åbne igen, end man har været de sidste mange uger, men egentlig tror jeg, at det er naturligt nok. For selvom restriktioner og forbud strammer og snærer, så giver de også mulighed for bare at rette ind uden selv at skulle tage stilling til en masse. Nu, hvor vi har ramt puberteten af den her pandemi, skal vi selv til at vurdere, hvad der er rigtigt og forkert, og vi har fået meget mere frihed, som føles lige dele fantastisk og forbandet. Ikke mindst fordi den samtidig er en påmindelse om, at alting stadig ikke er normalt; at der kommer flere omvæltninger og justeringer og nye virkeligheder.

Og så tror jeg, at vi, ligesom efter 11. september, er blevet påført en form for traume som mennesker. Vi har fået en trussel præsenteret, som vi ikke vidste fandtes; det koster kræfter at inkorporere den i vores verdensbillede og finde ud af, hvad vi skal stille op med den og hvor på skalaen, den skal placeres, nu hvor vi pludselig skal leve med visheden om, at den findes.

Økonomisk er jeg også efterhånden der, hvor jeg har lyst til at skrige, men næsten ikke orker det. Efter 3 måneder med markant nedgang i indkomst pga. den seneste konkurs, nåede jeg lige at køre halvanden måned med en nogenlunde indtægt, før vi nu igen er nede og ramme noget, der ikke er til at holde ud. Jeg er nødt til at holde mine tanker i et jerngreb og blive i små 24 timers lommer, for ellers synker jeg sammen under vægten af bekymringer, og det svinger fra dag til dag, hvor meget held jeg har med dét. 

Heldigvis er der med børn altid lige lidt andet at bekymre sig om, og ud over noget, der fylder og stresser en del herude, men som jeg ikke er klar til at skrive om, tænker jeg meget over grænsesætning ift. mine børn. Særlig i forhold til Frida, hvor jeg prøver at vurdere, hvor grænsen går mellem opdragelse, socialisering og retten til at være den, man er.

Jeg oplever det ikke som svært at sætte grænser for børnene hver især; problemet opstår i børnenes samspil med hinanden herhjemme.

Det bliver ekstra tydeligt i disse dage, fordi Anton er begyndt at lege meget med en klassekammerat, som han selv kan gå ned og besøge. Men vennen, som er en utrolig sød dreng, ELSKER at være her, så der går aldrig mere end 20 sekunder fra Anton er gået, til de står her. Og det må de virkelig gerne.

Men. 

Frida er, som jeg tidligere har skrevet lidt om, et meget ekstrovert barn, og hun er fuld af lyd og ord og meninger og vilje. Og hun synes, at mi casa es su casa, og at venner er noget, vi deler. Og her er det så, at vores hus, som jeg ellers elsker meget højt, gør livet svært for os alle. For værelserne er små, hvilket betyder, at der, når vi har legeaftaler, er børn i alle rum – og i haven – hele tiden. Og Antons ven er den mindste i en søskendeflok på 3, så han vil gerne inddrage Frida, formentlig fordi han ved, hvordan det er at være den lille, mens Anton inderligt ville ønske, at Frida ville gå en *lang* tur.

Det er ligesom at stå på bunden af en vulkan, og jeg er ved at blive idiot af at være landflygtig, mens der hele tiden er et barn, der græder/råber/skælder ud/smækker med døre. 

Det handler selvfølgelig om, at det her er nyt for os alle sammen, og at vi lige skal lære, hvordan vi griber det an.

Men shit, altså. For Frida er UMÅDELIG tydelig i sin utilfredshed, og det er jo ikke fordi, jeg ikke forstår det. Det er røv og nøgler at være udenfor. Omvendt skal Anton heller ikke tvinges til at inddrage hende i alt, fordi hun råber sig til det, og han bliver knaldende bims af støj.

Det er heldigvis ikke et generelt problem. Når vi er ude eller hun er i børnehaven, følger hun fint de sociale spilleregler, så hun forstår dem jo i hvert fald godt. Men herhjemme bliver det et problem, som jeg synes er svært at løse, fordi vi alle sammen bor her lige meget. 

En del af det handler om mig og min personlighed. Jeg har en lav tolerancetærskel for støj, jeg er (lidt for) opmærksom på, om folk omkring mig har det godt, og jeg har svært ved at være i ufred og knas. Den del ligger hos mig.

Men jeg er forfærdelig bange for, at hun om 20 år sidder hos en psykolog med ar på sjælen og fortæller om, at hendes mor stækkede hendes vinger, og at det var en værdi i hendes barndomshjem ikke at fylde. 

Omvendt er en del af problemet, når hun bliver koblet af, at hun er så kompromisløs og højlydt, og jeg synes, det er så utrolig svært at vurdere, hvornår jeg hjælper hende ved at give hende værktøjer til at begå sig i relationer, og hvornår jeg brækker afgørende stykker af hendes personligheder af.

Og jeg tænker nok ekstra meget over det, fordi det efterhånden er gået op for mig, at Anton og jeg begge er introverte og meget ens ift. hvad vi trives i og med, mens der er meget mere pang på hendes palet. Derfor fylder det ekstra meget for mig, at jeg giver dem lige meget plads, og ikke forfordeler én fremfor en anden, og derfor føler jeg nok ikke helt, at jeg kan løse det på en god måde. For når jeg i en konflikt dømmer til fordel for Anton, er jeg bange for, at hun føler sig udenfor, mens jeg, når det er hende, der får foræret det længste strå er bange for at skabe en kløft imellem dem. Om føje år har de kun hinanden, og jeg vil så gerne lægge grundstenene til, at de har et bæredygtigt forhold.

Det er givetvis bare en fase, og det fylder selvfølgelig mere lige nu, fordi vi stadig har begrænsede muligheder for at tage ud; det er min oplevelse, at den her form for konflikter ofte fylder mindre, når alle er på udebane, og vi piller den territoriale del ud af ligningen. 

I første omgang venter en form for hverdag fra i morgen, og det er nok meget godt. For jeg tror, vi alle kan være enige om, at min hjerne trænger til lidt at give sig til.

Tiden går.

Vi har – som de fleste andre, formoder jeg – fundet ind i en rytme, der ligner og lugter lidt af hverdag. Nogle dage synes jeg, at det er fint. Andre dage forstærker det følelsen af, at intet er som det plejer, og at udsigterne til normaltilstand er lange.

Det er svært at huske at give sig selv plads til fortsat at reagere, synes jeg. Fordi det er så uhåndgribeligt, og fordi der igen er skole og børnehave på programmet, har jeg det lidt som om, jeg burde være ovre det og køre på alle cylindre igen. På en måde er det næsten som sorgens fire faser; at nu, hvor vi er nogenlunde igennem chok og reaktion, så står vi i reparationsfasen og fordi den – trods alt – er nemmere at stå i end de to første, så kommer jeg til at synes, at jeg skal have det som jeg plejer. Og det har jeg overhovedet ikke. Bølgerne er blevet fladere, men vandet er langt fra smult, og sejlturen giver stadig søsyge. 

Men fordi der er etableret en form for genkendelig rytme, er jeg nået til et mentalt plateau, hvor den altoverskyggende følelse er kedsomhed. For når døren nu er blevet åbnet på klem, er det nemt at få øje på alt det, man har lyst til at gøre og lave, som stadig er forbudt.

Derfor har jeg kastet mig over lidt forskellige projekter ud fra devisen ‘det er nu, jeg har tid’, og det er egentlig rart. F.eks. cykler vi en del. Begge børn har rigtig godt af at øve en masse, og nu, hvor vejret de fleste dage er fint, er vi afsted næsten dagligt, fordi der ikke er bagkanter og ting, vi skal nå. Målet er, at vi på et tidspunkt kan cykle over til mine forældre, som bor ca. 8 km. herfra. I går cyklede vi 7 km. og jeg er svært imponeret over at opdage, at Frida nærmest er i tourform, nu hvor hun har fået en cykel, der ikke vejer et ton.

Jeg tester opskrifter, sørger for at holde mig up to speed med, hvad der (ikke) foregår på arbejdsmarkedet, og reserverer bøger i hobetal på biblioteket, som jeg savner med en inderlighed, der er en undvegen ekskæreste værdig. Og når jeg igen får mails fra Lønmodtagernes Garantifond, om noget nyt, der skal eftersendes dokumentation på, så forsøger jeg at glæde mig over, at jeg trods alt ikke skal stå på hovedet i den digitale rodekasse, mens jeg passer fuldtidsjob, tirsdagsgymnastik og forældremøder.

Jeg får også ryddet op, og i dag, da jeg stod og trimmede mit tøjskab, kom jeg til at tænke på en samtale, jeg havde med en bekendt i sidste uge. Hun kommenterede på, at hun havde set mig gå i tide og utide, og jeg fortalte, at det er sådan jeg har valgt at røre mig lige nu. Det førte til en snak om fitnesscentre og træning, og fordi hun ved, at jeg tidligere har boet i fitnessdk, spurgte hun til, om ikke jeg skulle have mig en barnepige et par gange om ugen, så jeg kunne komme afsted igen. 

Det var en af de situationer, hvor man næsten får en aha-oplevelse, når man hører ordene komme ud af munden på sig selv, for mit svar var, at jeg havde brug for at gøre noget nu, der ikke er en light-version af noget, jeg har gjort tidligere. Inden børn lagde jeg 10-15 timer i et center om ugen, og selv hvis jeg hev en barnepige ind 3 aftener om ugen, ville jeg stadig sidde med en følelse af at jage noget, jeg aldrig helt kommer til at nå. Det er for oplagt af sammenligne det, jeg er og kan, med det jeg var og kunne, og for mig giver det en følelse af at altid at underpræstere, som ikke er ret fordrende for hverken livsglæde eller -kvalitet. 

Og da jeg stod og fyldte tøj i poser i dag, kom jeg til at tænke på, at det er det samme, der gør sig gældende, nu hvor jeg er på vej ind i et nyt og anderledes garderobeskab. For jeg tror, det er let at komme til at sidde fast i en tidslomme, når man får børn. Fordi man drukner i alt det, der er livet med babyer og småbørn, er man så u-up-to-speed med mode, trends og tendenser, at mange af os bare kommer til at køre videre med den frisure, vi altid har haft, og den tøjstil, vi plejede at have. Jeg tror, det er forklaringen på små rygsække og den praktiske korthårsfrisure som stadig rider ubesejret videre i generationen lige imellem min mor og mig. For mange fungerer det sikkert rigtig fint. Men det gør det ikke for mig. Jeg er ikke hende jeg var, hverken fysisk eller psykisk, og derfor føles det ubekvemt og forkert, når jeg prøver at tegne mig selv ind i de rammer, jeg havde omkring mit liv før.

Det tager lang tid at opdage de her ting, synes jeg. Og erkendelsen er nærmest bare første skridt. For én ting er at sætte sig op og opdage, at man ikke er, hvor man var, da man faldt i søvn. Men efter det følger et vakuum, fordi man ikke aner, hvor man så befinder sig nu – og hvem man er i dét landskab.

Lige nu pejler jeg efter at gå med det, der gør mig glad. Og somme tider starter dét med at opdage, at noget ikke længere gør. 

Så måske man faktisk godt kan flytte sig lidt, selvom verden omkring én står stille.

Jeg gik hjemmefra i dag. Under ordnede forhold, med telefonen på lyd og genboen som fjern-barnepige, og i stjernemønster, så jeg aldrig var ret langt væk, men jeg gik. Da jeg kom hjem første gang, kiggede Frida på mig og sagde alvorligt: “Du skal lige gå lidt mere. Vi trænger til at være mere alene” and I felt that shit in my soul. Min hørelse har taget varig skade, så højt havde jeg høretelefonerne skruet op, men det var det hele værd. Jeg kunne nærmest mærke, hvordan der for hvert eneste minut kom lidt saft på batterierne igen, og det fik mig til at tænke på, at meget af min bimshed lige nu simpelthen handler om, at jeg er ud- og overkørt. 

Jeg har taget en lille uge med væsentligt mindre internet og nyheder, end jeg plejer (HBO tæller ikke som internet, vel?). Både for at kunne mærke, hvor jeg står ift. opstart og fordi den her krise gør min lunte kortere.

Jeg bliver afsindigt irriteret på dem, der har travlt med at fortælle, at vi bare skal hamre dørene op på vid gab igen, og at al forsigtighed er idiotisk, for “vi sagde det jo! Det er jo ikke farligere end almindelig influenza!” Det giver mig associationer til skizofrenipatienter, der endelig har ramt den rigtige kombinationen af psykofarmaka og føler sig raske – og derfor stopper med at tage deres medicin. For de er jo ikke syge mere. 

Jeg orker heller ikke rigtigt, at miljøaktivisterne opfører sig som om, det er jorden, der hævner sig på vores overforbrug. Det er SÅ super, at klimaet får lov at trække vejret, og at vi tager mange af vores valg op til fornyet overvejelse, men jeg kan. ikke. holde ud, når de får det til at lyde som om, pandemien nærmest er et argument, de har opfundet. 

Og når folk – igen – laver idiotiske regnestykker, hvor de sætter omkostninger op overfor antallet af døde, så får jeg lyst til at skrige. For det er jo for helvede alle dem, der *ikke* er døde, der skal sættes ind i dén ligning.

Så. Internettet og jeg har været on a break, og det tror jeg, at vi begge trængte til.

Jeg er stadig ikke sikker på, hvor jeg står ift. åbningen af både institutioner og den yngste halvdel af folkeskolen. Nok mest fordi jeg stadig føler, jeg mangler svar på, om det primære hensyn er at få hjulene igang igen, eller om det er fordi vi gerne vil have smitten til at rulle i relativt kontrollerede bølger. Jeg ved godt, at meldingen er, at vi ikke går efter flokimmunitet, men derfor kunne der stadig være lidt strategi i, at man ser antallet af smittede an i én gruppe, før man sender næste hold ud på ruten. 

Uanset hvad, er jeg endt på, at vi træder ud i verden igen, når den åbner på fredag. Mit eneste argument for ikke at gøre det, er (som jeg skrev i forrige indlæg) at vi bliver nødt til at sætte mormor og morfar live på pause, men det vilkår ændrer sig jo egentlig først, når vaccinen kommer, og så længe giver det ikke mening at holde børnene hjemme.

De ryger afsted begge to på én gang, for at sende dem afsted i etaper redder ingenting. Med samlet start kunne jeg godt være så ‘heldig’, at de bliver syge samtidig-ish, og at jeg så først går i dørken, når de er nogenlunde igennem. Håbet er jo i hvert fald lysegrønt. 

Nu, hvor beslutningen er truffet, har jeg skruet lidt op for nyheder og sociale medier igen, men det er jeg faktisk ikke sikker på, at jeg skal blive ved med. Dels pga. mit blodtryk, men også fordi det lige nu, hvor hele verdens fokus er på én ting alene, bliver ekstra tydeligt, hvor problematisk det er, at digitale medier udgiver debatindlæg skrevet af mennesker, hvis eneste kvalifikation somme tider er, at de har en holdning, på lige fod med rigtige nyheder. For mig gav det stof til eftertanke, at jeg den ene dag kunne læse, at Trump bliver genvalgt pga krisen, mens han dagen efter ville lide uoprettelig skade. Når hverdagen kører og det hele går stærkt, er det svært at nå at opdage, hvor mange tomme kalorier, vores nyhedsmåltid faktisk består af, og det er nemt at blive overvældet af dommedagsprofetier forklædt som breaking. Det er en af de ting, jeg vil prøve at huske, når vi engang er på den anden side – hvordan den så end ser ud.

Jeg håber, at I har nydt påske derude, og at I stadig står. Trods alt.

Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der sidder med fornemmelsen af at være omgivet af scenarier, jeg har det meget Nej Tak omkring? Hvis det er tilfældet, vil jeg gerne undskylde og forklare det med PMS, som jeg ikke på nogen måde kan anbefale at have under en pandemi. 

Men altså.. For helvede? Lidt?

Det ramte mig allerede i weekenden; tyngden af alt det, der venter forude. For med udsigt til åbning, bliver døren også igen låst op til det rum, hvor alt det, jeg og mange andre kæmpede med i starten, har haft held til at stuve af vejen, for når der ikke er noget, der fungerer, så kan det simpelthen ikke lade sig gøre at finde svar på alt det, der bekymrer. Men nu kan jeg høre, at det kradser på døren, for hvordan skal vi træde ud i verden igen, uden at føle os som bærere af pest, når vi er sammen med andre? Og hvor længe? Hvordan skal vi vide, hvornår vi igen må pleje omgang med andre, når vi ikke kan mærke symptomerne, og dermed ved, hvornår vi kan vinge smitten af listen? Hvad med ferie (har jeg? Skal jeg bruge? Hvordan finansierer vi det?), pension (jeg ved ikke engang, hvor jeg skal starte) og hvad med job og Den Anden Bølge, som pludselig ikke virker så langt væk, som den gjorde i starten.

Nu kan børnene komme afsted – men sender jeg dem ud ad døren, skærer jeg samtidig båndene over til den eneste anden voksenkontakt, vi har, nemlig min søster og mine forældre. Jeg ved godt, at der er mange, for hvem, det har været virkelighed siden vi startede, men det har det ikke her, og jeg har følt taknemmelighed over, at vi har haft muligheden for at se dem hver eneste dag, og det har været den mentale vitaminpille, der har afholdt mig fra at gå fuldstændig loco.

Tiden er mærkelig. Alle steder. Alt føles både vigtigt og ligegyldigt på én og samme tid. Folk opererer kun i kærligt overskud eller hvæs, der er ikke rigtigt noget in between mere. Måske fordi det er første gang, vi oplever, at alle er pressede på én gang, og dårlige dage derfor bliver svære at afbryde? Det er blevet meget synligt, hvor afhængige vi er af, at der er mennesker at tanke overskud fra, og lige nu er det måske den største mangelvare af dem alle. Der har sneget sig en ny tone ind alle steder – også i nogle af de kommentarer, jeg får. Måske også i nogle af de ting, jeg skriver? Jeg ved det ikke.

Men i søndags bestilte jeg sushi til mig selv. Jeg tror, det er første gang, siden jeg flyttede til Esbjerg, og jeg tænkte lidt over, at når alt det her er slut, så tror jeg, at jeg skal til at huske mig selv lidt mere. Bare i det små. For når man ikke kan suge på andres overskud, så opdager man, hvor nødvendigt det er at kunne skabe det hos sig selv. Og selvom man ikke kan købe lykke, så kan man sætte sig selv på listen over over mennesker, der skal prioriteres, når pengene skal fordeles, fordi man faktisk godt kan komme til at føle, at man ikke er vigtig, hvis man altid sætter sig selv til sidst. Åbentbart.

Det er en mærkelig tid, og jeg ved ikke helt, hvordan jeg og vi kommer videre herfra.

Jeg trænger sådan til at skrive om noget andet end covid-19 og livet i karantæne. Jeg trænger også til at læse om noget andet, og til at gå op i noget andet. Jeg er ved at kaste op over, at det er blevet omdrejningspunktet for alt, og at der ikke længere er brug for andre dele af hjernen end dem, der forholder sig til konsekvenserne af alt det her. 

Jeg gider ikke læse flere passivt-aggressive indlæg om, hvem det er mest synd for; de offentligt eller de privat-ansatte, jeg er træt af at høre, at folk, der brokker sig “måske skulle have tænkt over, at de ikke gad at være sammen med deres børn, før de fik dem”, og jeg er træt af at være træt af Aula. 

Jeg er slidt i sammenføjningerne af at gå og vente på noget, jeg ikke engang længere ved, hvordan ser ud, fordi opgørelsesmetoderne lader til at ændre sig dagligt.

Jeg er tynget af at bekymre mig for dem, jeg elsker, og over at det begynder at blive mere og mere forskelligt, hvordan lande og nationer tackler pandemien, for forskellige metoder og tilgange åbner for en snigende mistanke om, at *nogen* formentlig gør det forkert, og jeg hader, at det føles som en gæsteoptræden i Bird Box at være ude at handle.

Jeg er rastløs og utryg og jeg keder mig, og min hjerne er ved at brænde sammen over angstcirkler og tomgang. 

Men alt er sat på hold. Både i det store ydre og i det nære indre. Og det kan ikke undgåes, at alting skal placeres i mit verdensbillede på ny, fordi den ydre streg, der har omkranset verden som jeg kender den, er blevet visket ud og ingen endnu ved, hvordan den næste skal tegnes. 

Der kommer en dag, hvor vi skal snakke om noget andet. Forholde os til noget andet, læse om noget andet og tænke på noget andet, og hvor alle dage ikke føles som undtagelsestilstand og pauseknap.

I dag er ikke den dag – men den kommer.

Jeg har de sidste par dage tænkt over, at jeg lige nu har det lidt, som jeg havde det, da Tsunamien ramte i 2004. Måden, hvorpå alvoren går op for mig i etaper, er den samme. Jeg tror, det er fordi, man mangler en referenceramme? At man ikke har et ‘plejer’ at sætte begivenheden og reaktionen på den ind i, og det hele derfor føles fragmenteret og surrealistisk. Som noget, man ser i en film og har en slags afstandsreaktion på, indtil det går op for én, at man står midt i det, og at alle konsekvenser i allerhøjeste grad er virkelige og konkrete.

Jeg synes – ligesom alle andre, formoder jeg – at det er svært at være i. 

I morges modtog jeg en besked på Aula fra Antons søde lærer. Hun skrev lidt om løst og fast, og sluttede sin besked med at skrive, at hun ‘håbede, at rytmen var ved at indfinde sig i de respektive hjem’.

På facebook har jeg også de senseste dage set en del opslag fra mennesker, der skriver reflekterende tekster om at prøve at nyde den ekstra tid med børnene og at betragte den som en gave. Trods alt. 

Det er et virkelig fint take på det kaos, vi står i lige nu, og jeg sender virtuel beundring, misundelse og kærlighed til dem og jer, der har personligheder og/eller omstændigheder og/eller liv, der gør det muligt at omfavne limbo og føle sig beriget af det. 

Men hvis der skulle sidde en enkelt derude, der ikke har fundet rytmen, eller som på ingen måde oplever dette som en gave, så er jeg her for at fortælle dig, at du ikke er alene.

Her står den på ren, rå overlevelse, og jeg er voldsomt, eksistentielt udfordret. 

Af flere grunde.

For enkeltelementerne kan jeg egentlig godt være i, men kombinationen af dem er så stærk en sidevind, at den er tæt på at blæse mig af vejen. 

For det første er jeg et menneske, der er født med latent ø-kuller, og hvor det måske lyder sjovt, så er det grelt nok til, at jeg på stort set samtlige indlæggelser, jeg har haft i mit liv, efter lægelig vurdering har fået lov at tage hjem på åben indlæggelse, fordi jeg bliver ægte bims af at være taget til fange. De gange, jeg har været tvunget til at forblive på sygehuset, er det blevet noteret i min journal, at jeg har det ekstraordinært svært med at være spærret inde, og derfor i videst muligt omfang bare skal lades være i fred.

Jeg retter ind ift. karantænen – alt andet ville være egoistisk og idiotisk – men jeg lider under det, og kan mærke min psyke knage. 

Så tilføjer vi to børn, der med personligheder, der trækker i to modsatte retninger, er mere end svære at undervise/-holde differentieret. 

Anton reagerer på omvæltningen og hele situationen, som han kun lige knap forstår, med en vrede rettet mod mig, som han næsten ikke kan se igennem. Han kæmper imod både lektielæsning og hjælp, fordi han ikke kan rumme verden og den pludseligt forsvundne normal, og at undervise ham er derfor én lang kamp, med både frustrationer og tårer på begge sider af nettet. 

Ekstroverte Frida er født uden ét gram tålmodighed, og har utrolig svært ved at kapere, at legeaftaler er no-no, og at alt det, hun plejer at elske, er lukket ned og afspærret. Hun reagerer ved at drille Anton, ved at insistere på, at jeg skal lave noget med hende, og ved at spørge 16.000 gange i minuttet, om hun snart må få besøg af Dicte eller komme ned til Mathilde. 

Begge børn står op kl. 6, Anton sover omkring kl. 21 og det første barn kravler ind i min seng lige omkring midnat. Jeg er den eneste voksen på matriklen, og det betyder, helt lavpraktisk, at jeg ikke kan komme ud. Overhovedet. Jeg er på vagt 21 timer i døgnet, uden hverken mennesker eller aktiviteter til at aflede, Aula er on fire, og 80% af min mentale kapacitet er parkeret i den viljeshandling det er, at holde døren til de økonomiske og arbejdsmæssige konsekvenser af Covid-19, lukket. 

Jeg kommer ikke til at se den her periode som en gave.

Det betyder ikke, at jeg ikke forsøger at få det bedste ud af det, eller at jeg på forhånd opgiver at gøre det så godt, som jeg kan, men at man glæder sig over, at man trods alt kun brækkede armen i et trafikuheld, er ikke det samme som at opleve uheldet som ‘en gave’ eller ‘en sjælden mulighed’. 

Jeg har bypasset min strukturerede personlighed ved at indføre konceptet ‘Vin & Oprydning’ som betyder, at når Frida er lagt i seng og Anton leger på værelset, så hælder jeg et glas vin op og starter fra en ende af. Det hjælper mig til at kunne trække vejret i løbet af dagen, når indholdet af samtlige køkkenskabe ligger på gulvet, og Frida har skiftet tøj 8 gange, og Hans & Gretet sig igennem huset med legetøj og dukker som spor. 

Jeg slacker på ambitioner ift. aftensmad, skærmtid og personlig hygiejne, jeg siger undskyld til mine børn et par gange om dagen, og jeg drikker alt, ALT for meget kaffe.

Jeg oplever, at det beroliger mig at stile efter en 80%’s version af hverdagen, hvor jeg sørger for, at der er nogenlunde nulstillet, når jeg går i seng, så vi står op til en frisk dag, og ikke et efterslæb, der stresser allerede fra morgenstunden. Jeg er efter en uge i mental fosterstilling tilbage til at veje mig dagligt, så jeg – selvom jeg ikke har ambitioner om at tabe mig, så længe det her står på – ikke smider alt, hvad jeg har brugt de sidste 10 uger på at opnå, overbord, og jeg holder fast i sengetider, spisetider osv.

De aftener, hvor dagen har været god, og der derfor er lidt ekstra overskud, sørger jeg for at få kigget på nogle af de kedelige, men nødvendige opgaver, der stadig skal løses, selvom verden er gået i stå, som f.eks. beskeder, mails fra fagforeningen og års- og forskudsopgørelser; det giver mig en spinkel følelse af håb at forholde mig til den fremtid, der ligger ude på den anden side af alt det her.

Endelig prøver jeg at være meget bevidst om, hvad der fungerer, og hvad jeg rent faktisk når og formår, så jeg har det at klamre mig til, de dage, hvor jeg føler, at min børn ville være bedre tjent på et ukrainsk børnehjem.  

Og de dage, hvor jeg har lyst til at skrige ind i en pude, fra vi står op til vi går i seng, prøver jeg at slippe, uden at piske mig selv over, at jeg ikke formåede at gøre det bedre.

Men jeg bliver træt og ked af det, når jeg hører folk sige, at det her er en mulighed for at ‘lære vores børn at kede sig –  hvis vi tør’. For det indikerer, at man fejler, hvis ikke man kan guide sine børn til et sted, hvor manglen på genkendelig struktur resulterer i en eksplosion af kreativitet og selvunderholdning.

(Og inden nogen tager pegepinden frem, vil jeg bare lige sige, at jeg – trods alt – har første gang til gode at møde forældre, der oprigtigt mener, at deres børn er perfekte. Alle bøvler med noget, som de af en eller anden grund ikke kan få til at fungere med lige præcis *deres* børn, men som fungerer for de fleste andre. Det kan være en meget god ide at huske, inden man melder ind med alt for mange gode råd og sætninger, der indeholder ordet ‘bare’).

Så til dig, der er presset, sårbar eller bakser med en besværlig psyke; til dig, der i forvejen havde pladen fuld, og som derfor ikke har en overskudsbuffer at tage af, og til dig med børn, der reagerer ekstra voldsomt på forandringer: Det er ok at synes, at det er svært. Du skal ikke, i en i forvejen overvældende situation, pålægge dig selv at finde overskud til at se alt det ekstra pres som en gave eller en mulighed.

Vi skal bare igennem det her med forstanden i behold.

Jeg ser dig.

Du er ikke alene❤️