7 uger inde
Tiden går.
Vi har – som de fleste andre, formoder jeg – fundet ind i en rytme, der ligner og lugter lidt af hverdag. Nogle dage synes jeg, at det er fint. Andre dage forstærker det følelsen af, at intet er som det plejer, og at udsigterne til normaltilstand er lange.
Det er svært at huske at give sig selv plads til fortsat at reagere, synes jeg. Fordi det er så uhåndgribeligt, og fordi der igen er skole og børnehave på programmet, har jeg det lidt som om, jeg burde være ovre det og køre på alle cylindre igen. På en måde er det næsten som sorgens fire faser; at nu, hvor vi er nogenlunde igennem chok og reaktion, så står vi i reparationsfasen og fordi den – trods alt – er nemmere at stå i end de to første, så kommer jeg til at synes, at jeg skal have det som jeg plejer. Og det har jeg overhovedet ikke. Bølgerne er blevet fladere, men vandet er langt fra smult, og sejlturen giver stadig søsyge.
Men fordi der er etableret en form for genkendelig rytme, er jeg nået til et mentalt plateau, hvor den altoverskyggende følelse er kedsomhed. For når døren nu er blevet åbnet på klem, er det nemt at få øje på alt det, man har lyst til at gøre og lave, som stadig er forbudt.
Derfor har jeg kastet mig over lidt forskellige projekter ud fra devisen ‘det er nu, jeg har tid’, og det er egentlig rart. F.eks. cykler vi en del. Begge børn har rigtig godt af at øve en masse, og nu, hvor vejret de fleste dage er fint, er vi afsted næsten dagligt, fordi der ikke er bagkanter og ting, vi skal nå. Målet er, at vi på et tidspunkt kan cykle over til mine forældre, som bor ca. 8 km. herfra. I går cyklede vi 7 km. og jeg er svært imponeret over at opdage, at Frida nærmest er i tourform, nu hvor hun har fået en cykel, der ikke vejer et ton.
Jeg tester opskrifter, sørger for at holde mig up to speed med, hvad der (ikke) foregår på arbejdsmarkedet, og reserverer bøger i hobetal på biblioteket, som jeg savner med en inderlighed, der er en undvegen ekskæreste værdig. Og når jeg igen får mails fra Lønmodtagernes Garantifond, om noget nyt, der skal eftersendes dokumentation på, så forsøger jeg at glæde mig over, at jeg trods alt ikke skal stå på hovedet i den digitale rodekasse, mens jeg passer fuldtidsjob, tirsdagsgymnastik og forældremøder.
Jeg får også ryddet op, og i dag, da jeg stod og trimmede mit tøjskab, kom jeg til at tænke på en samtale, jeg havde med en bekendt i sidste uge. Hun kommenterede på, at hun havde set mig gå i tide og utide, og jeg fortalte, at det er sådan jeg har valgt at røre mig lige nu. Det førte til en snak om fitnesscentre og træning, og fordi hun ved, at jeg tidligere har boet i fitnessdk, spurgte hun til, om ikke jeg skulle have mig en barnepige et par gange om ugen, så jeg kunne komme afsted igen.
Det var en af de situationer, hvor man næsten får en aha-oplevelse, når man hører ordene komme ud af munden på sig selv, for mit svar var, at jeg havde brug for at gøre noget nu, der ikke er en light-version af noget, jeg har gjort tidligere. Inden børn lagde jeg 10-15 timer i et center om ugen, og selv hvis jeg hev en barnepige ind 3 aftener om ugen, ville jeg stadig sidde med en følelse af at jage noget, jeg aldrig helt kommer til at nå. Det er for oplagt af sammenligne det, jeg er og kan, med det jeg var og kunne, og for mig giver det en følelse af at altid at underpræstere, som ikke er ret fordrende for hverken livsglæde eller -kvalitet.
Og da jeg stod og fyldte tøj i poser i dag, kom jeg til at tænke på, at det er det samme, der gør sig gældende, nu hvor jeg er på vej ind i et nyt og anderledes garderobeskab. For jeg tror, det er let at komme til at sidde fast i en tidslomme, når man får børn. Fordi man drukner i alt det, der er livet med babyer og småbørn, er man så u-up-to-speed med mode, trends og tendenser, at mange af os bare kommer til at køre videre med den frisure, vi altid har haft, og den tøjstil, vi plejede at have. Jeg tror, det er forklaringen på små rygsække og den praktiske korthårsfrisure som stadig rider ubesejret videre i generationen lige imellem min mor og mig. For mange fungerer det sikkert rigtig fint. Men det gør det ikke for mig. Jeg er ikke hende jeg var, hverken fysisk eller psykisk, og derfor føles det ubekvemt og forkert, når jeg prøver at tegne mig selv ind i de rammer, jeg havde omkring mit liv før.
Det tager lang tid at opdage de her ting, synes jeg. Og erkendelsen er nærmest bare første skridt. For én ting er at sætte sig op og opdage, at man ikke er, hvor man var, da man faldt i søvn. Men efter det følger et vakuum, fordi man ikke aner, hvor man så befinder sig nu – og hvem man er i dét landskab.
Lige nu pejler jeg efter at gå med det, der gør mig glad. Og somme tider starter dét med at opdage, at noget ikke længere gør.
Så måske man faktisk godt kan flytte sig lidt, selvom verden omkring én står stille.
29. april 2020 @ 19:01
Jeg er også i en vild fase med at skifte ham! Som hos dig er mine børn ved at være så store at mange ting er blevet nemmere og der er mere plads til mig. Og jeg er lige fyldt 40 og skal finde mig selv i en mild og forhåbningsfuld midtvejskrise. Og jeg er lige blevet skilt og skal finde ud af hvem jeg er uden at være en del af det forhold, og samtidigt skabe nye rutiner med deleordning i en hverdag, som på alle andre områder også er unormal pga corona.
Det er ret vildt, men især spændende synes jeg. Som du skriver, at finde ud af hvad man er og ikke er. Og drømme koblet med realistiske muligheder. Og forskellen mellem hvem man troede man ville blive og hvem man er blevet…
Så jeg har masser af god energi til genfødsel, rent mentalt – men fysisk er jeg bare træt, træt, træt! Så mens jeg tænker og mærker, ligger jeg på sofaen og er jbegyndt at se Friends fra start til slut – det passer faktisk meget godt til en genfødsel at genbesøge det, og genspejle sig i nye figurer og situationer 😊
30. april 2020 @ 19:58
Det er virkelig præcist beskrevet, det med, at man både skal finde ud af, hvem man ikke er længere, og hvem man så er nu. Det er virkelig en fed proces; i hvert fald når den tager nogle ryk fremad. Jeg synes, det kan være sejt at stå i de perioder, hvor man ikke føler, man flytter sig – også selvom jeg godt ved, at en bjergbestigning jo ikke bare er at gå lodret op af bjerget.
Og jeg kører The Walking Dead, som jeg også har set de første 5 sæsoner af før. Jeg tror måske, det er noget med, at man er nødt til at give hjernen lidt genkendeligt at arbejde med, så den bliver underholdt uden at blive overbelastet, fordi der ikke rigtig er mere båndbredde?
29. april 2020 @ 19:21
Jeg er helt med dig her, både det mentale plateau af kedsomhed, som jeg nogle dage tager mig i at overanalysere, fordi jeg forveksler det med, at noget er galt. Men nej, jeg står ikke nødvendigvis overfor et jobskifte – jeg trives bare med så mange ugers hjemmearbejde og minimal social kontakt.
Jeg genkender også helt klart det med at have rykket sig, uden at omgivelsernes (og nogle gange ens eget) billede af mig er rykket med.
“Men du maler vel lidt derhjemme engang imellem?”, er jeg blevet spurgt om et utal af gange, fordi jeg indtil for få år siden var billedkunstner, men så fik behov for at flytte mig et nyt sted hen. Og nej, jeg maler ikke lidt i fritiden, for det ville føles så utilfredsstillende at forsøge at reproducere noget, jeg kunne engang, og så slet ikke kunne komme i nærheden af udvikling/blive bedre/overraskes, fordi jeg så nu måske ville male hver anden måned hjemme i stuen set op imod at stå i værkstedet fem dage om ugen.
Lige denne her har jeg helt styr på nu, men erkendelsen af, at det, jeg altid havde brændt for, ikke længere gjorde mig glad, var lang.
29. april 2020 @ 19:50
… og der mangler lige et “ikke” – jeg trives ikke med så mange ugers hjemmearbejde…
30. april 2020 @ 20:03
Jeg forstod, hvad du mente:)
Det er måske lidt banalt, men jeg synes, at man, hver gang man er i de her .. det er et træls ord, men.. ‘processer’ oplever, at omgivelserne reagerer ved at prøve at holde én, hvor man var. Jeg tror, jeg selv gør det samme ift. mine venner, faktisk. Det er altid bøvlet, når mennesker ændrer sig, fordi det gør visheden om, at udvikling altid er muligt, meget present – og det er man bare ikke altid lige klar til.
29. april 2020 @ 19:36
Ellers også er det netop fordi verden står stille at man kan flytte sig. Der er mange store temaer, der presser sig på hos mig pt og noget, der står helt klart er at jeg er så meget u-up-to-date med hvad jeg har lyst til at bruge min fritid på. Jeg har ingen hobbyer (hobbies?) men jeg ved jeg burde få mig én for netop at bruge tid på mig selv og pleje egne behov. Hvordan (op)finder man en hobby?! Jeg har virkelig ingen særlige interesser eller talenter, måske jeg bare skal starte fra side 1 i FOF kataloget..
30. april 2020 @ 20:05
Her er jeg HELT bag dig. Ikke mindst fordi man skal finde en hobby, der passer til de rammer, man har i livet nu, og for mig er det nogle ganske andre, end det var for 10 år siden. Har du prøvet – sådan helt lavpraktisk – at spørge dine venner på fb, hvad de laver her i karantænen? Det kunne sgu da være meget fedt med lidt inspiration?
30. april 2020 @ 06:53
Smukt indlæg.
Min far, som stadig (efter 5 år) er ny på sociale medier, spurgte mig i weekenden om jeg nogen sinde havde hørt om en på facebook som hedder Blogsbjerg? Hun var nemlig helt fantastisk at følge.
…”Hmm ja far…. altså grunden til du ved hvem hun er, er jo fordi jeg lik(bum bum så skal jeg også til at forklare hvad “liker” er…. nå anyway, JA hun er bare helt fantastisk😍”.
Så manden som bare skriver HEJ LINE, hvis man tagger ham i et opslag, men ikke LÆSER opslaget, har nu fundet til blogsbjerg.
30. april 2020 @ 20:10
Ej, men lille far!! Velkommen til ham! <3 Jeg elsker den generation. Min far, som ellers er ret godt kørende, it-mæssigt, skrev forleden på sin egen fb-væg “Må vi se røgeovnen, brormand?” – og ikke mere. Men altså. Min onkel svarede jo på opslaget alligevel, så det kan også være, at det bare er os, der overdriver med alt det taggeri, Line:-D
30. april 2020 @ 10:05
Jeg tror ikke nødvendigvis at u-up-to-date tingen, de små rygsække og korthårsfrisuren skyldes at man sidder fast i en tidslomme. Jeg tror en del af det også er, at man måske bare bliver ligeglad? Og at mode ofte er lavet til myndetynde modella typer, hvor tyngdekraften ikke er begyndt at ommøblere på kroppen endnu?
En rygsæk ér jo bare praktisk, når man samtidig skal forsøge at holde sammen på sit kuld af afkom og det korte hår er ikke i vejen. Og når man ved, hvad der er rart at have på / som man måske føler sig pæn i, så er det også nemmere og mere effektivt?
Jeg går aldrig med rygsæk med mindre det er strengt nødvendigt og jeg har også langt hår. Men jeg har stort set ikke haft mascara på siden 12. marts og MAND hvor er det great! Jeg læser aldrig modeblade og følger meget lidt med og jeg kan godt selv mærke, at min barre for hvad jeg vil acceptere fra min påklædning er meget lavere end den tidligere har været. Jeg kan stadig godt lide at føle mig pæn, men det betyder nok bare mindre nu, end det gjorde for 10-15 år siden? Det har helt sikkert også noget at gøre med, at jeg på arbejde normalt er iført uniform og derhjemme har tre rumlede børn og jeg kommer sjældent ud, så hvis jeg tager pænt tøj på om morgenen er det til ære for personalet i vuggestuen og dem, jeg suser forbi på cykelstien (i øvrigt ofte iført regntøj) og det kan jo være ret lige meget. Men det syntes jeg ikke for 10 år siden.
Jeg er blevet gammel, det er helt sikkert og min datter vil synes at jeg er super kikset, nøjagtig som jeg syntes min mor var kikset. Jeg vil så til gengæld sige, at min mor er blevet væsentligt mere smart end hun var da jeg var barn – hun har nu makeup på hver dag, klæder sig nydeligt på, har virkelig mange pæne sko osv, så måske får vi en opblomstring om en 15-20 år??
30. april 2020 @ 11:36
Man har lov at håbe 😉
I går fandt jeg en mascara i min taske. Der har den åbenbart ligget længe, fordi jeg skal købe en ny magen til. Og jeg har tilsyneladende ikke savnet den….
30. april 2020 @ 16:40
SÅ enig med dig, Astrid! Men er det ikke også lidt som om der er sket et skift med (bedste)mødre? De dér gamle koner, der befolkede min barndom, og som konsekvent gik iklædt blomstrede kjoler af syntetisk stof… hvor er de blevet af? Det virker som om bedstemødre over den brede kam er smartere klædt i dag end de var i min barndom i slut 80’erne. Når man er +50 er man slet ikke så gammel som man var før i tiden.
30. april 2020 @ 21:07
Jeg tror helt klart, der er sket noget med den nuværende generation af bedstemødre. De har flere penge mellem hænderne, de forventer at leve længere og bedre og de er den første generation af bedstemødre, som selv var ude på arbejdsmarkedet. Og de vil ikke finde sig i at ligne gamle koner bare fordi de er blevet 50. Sådan malet med den brede pensel (og så vil jeg lige sige, at min mormor heller ikke gik i spinlon kjoler, hun var sgu ret fiks til det sidste).
Så jeg ser stærkt frem til en fashion revival om cirka 15 år. 💃🏻
30. april 2020 @ 20:22
@Astrid: Hey – no hate på mini-rygsækken og det praktiske, korte hår. Jeg ville ikke selv undvære min North Face rygsæk; jeg tror bare ikke, jeg har set de der miniaturerygsække på ret mange andre, end kvinder på 55+?
Du har helt sikkert en pointe i, at en del af det også handler om interesse, og – gudskelov – også, at ens egne holdninger bliver vigtigere end omgivelsernes, når man bliver ældre.
Jeg tror, at det, jeg mener er, at man kan komme til at savne den kontinuerlige inspiration, der ligger i at blive præsenteret for ny musik, tøj- og hårmode osv. For mit eget vedkommende kom den slags ikke af, at jeg sad og læste Vouge, da jeg var yngre, men bare, at jeg kom mere ud, og, sådan helt lavpraktisk, så mange flere forskellige mennesker:)
30. april 2020 @ 21:22
Jeg abonnerede sgu på Vogue i flere år og læste det hele hver gang. Utroligt nok.
Og jeg tror, du har ret – fordi man kommer mindre ud får man bare mindre inspiration (og mindre behov for at se læx ud), kombineret med at det ydre kommer til at betyde mindre og at vores børn bare er snavsede så ender man i en sneakers, jeans og trøje kombi de fleste dage. Jeg har så prøvet at oppe det kedelige look ved at en mere lækker udgave af tingene.
Jeg hater ikke på minirygsække, men jeg er ikke nået til det. En stor kærlighed til designer håndtasker er en af de sidste rester fra min ekstremt forfængelige ungdom…
30. april 2020 @ 16:41
Vores bibliotek har indført en “hent reserveret materiale uden menneskelig kontakt”-funktion som vi for første gang gjorde brug af igår. Det var næsten så det trak tårer at se hvor glade ungerne (og jeg selv, bevares) blev over at få nye bøger for første gang siden midt marts.
30. april 2020 @ 20:23
Jeg får nærmest blodsmag i munden af misundelse:-/