Linda

Nogensinde tænkt på, hvor afhængig man er af, at folk holder op med at gøre noget, når man beder dem pænt om det? Børn er til at have med at gøre – worst case kan man altid lænke dem til sengen i et lydisoleret rum, og gå en lang tur, men det er straks sværere med voksne. Alle ved, at man ikke skal true med noget, man ikke kan følge til dørs, hvilket indskrænker sanktionsmulighederne en del.

I weekenden underviste jeg på Convention (inspirationstamtam for meget aerobicnørder, Red.). Jeg starter altid med at frabede mig, at folk filmer; dels er det ret intemiderende pludseligt at stå vis-à-vis med telelinsemur, dels ønsker jeg ikke at forefindes på film i diverse hjem (lød det forkert?). Lønnen er langt fra god nok til at forære sin samlede koreografi væk på dén måde, og det er forstyrrende for alle, at folk på skift forvandler sig til nomader. Til gengæld udleverer jeg den færdige koreografi på både skrift og dvd.

Altså: Ud over at frabede mig at blive filmet, sørger jeg rent faktisk for, at folk får koreografien.

Vi starter. Det går godt. Der er fest. Alle er glade. Jeg kommer snurrende rundt om bænken i en 3-dobbelt halvskruet salto – og dér står hun. En dame på min mors alder, i gang med – that’s right – at filme mig. Er det ikke for meget?! Fortsætter med at undervise, mens jeg i stramt tonefald beder hende stoppe. Hvilket hun ignorerer fuldstændigt. ”Som i: NU!!” akkompagneret af meget stiv, truende pegefinger. Heldigvis pakker hun sig efter at have fået dette pædagogiske pragtøjeblik foreviget på film.

Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skulle have gjort, hvis ikke hun var stoppet. Smidt hende ud? Det er jo ikke sådan, at der er dørmænd til den slags begivenheder. Truet med at tæve hende med stepbænken? Med at sige det til de voksne? Kaldt hende en møgperle? Christ altså.

Naturlig autoritet og troværdighed hviler ligeså meget på den, der retter ind efter den, som på den, der udviser den.

Unge satte ild til marsvin

2. feb 19:30 Politiet i Løgstør leder efter unge, der filmede bestialsk dyrplageri af hamster.

Gider politiken.dk godt snart ansætte en korrekturlæser?

Skal man godt nok til at begive sig ud i det der netdating? Kan ligesom godt se på det hele, at det der med at møde en, jeg kan holde ud i mere end 12 timer, ikke rigtigt kommer til at ske i byen. Det lyder frygtelig højrøvet, men jeg bliver bare meget sjældent imponeret. Snarere irriteret. Og for at komme vrede kommentarer i forkøbet: Jeg er helt på det rene med, at det er fordi byen ikke er mit sted. Jeg danser ikke (ingen hovsa-gramsning), jeg bliver tiltrukket af hjerne kombineret med tør humor og selvironi (Hej alkohol. Farvel IQ og selvindsigt), og jeg bliver pissed, når jeg bliver talt ned til og/eller ’coachet’ af wannabe indsigtsfulde pseudopsykologer (”Ok, du er tolk? Hvorfor er du mere interesseret i andres historier, end dine egne?” Flet. Næbet. Piphans.).

Men hvad skriver man lige i sådan en profil? Lige meget hvad jeg skriver, ender jeg med at synes, at det mistænkeliggør mig selv.

”Du ejer ikke et samurai-sværd, og stoffer er noget, du hiver ud af skabet og tager på.” (=Jeg er eksnarkoman med behandlingsdom og ønsker ikke at blive fristet igen. PS. Nok bedst hvis du gemmer dine knive.)

”Du må og skal hade Big Fat Stupid Ugly Snake.” (=Jeg siger ikke hvem af dem, jeg har været på.)

”Du siger aldrig, aldrig, aldrig ’hejsa’ og vil hellere have en gaffel i øjet end at slutte en sms med ’smil’” (=og du får lov at blive ude til kl. 17 om fredagen, hvis du opfører dig pænt.)

”Du er under ingen omstændigheder interesseret i healing eller numerologi” (= .. . Nej. Den holder. Er klamt og usexet.)

”Haves: Temperament. Ønskes: Overbærenhed” (= Warning: Drama Queen ahead.)

”Du må godt have en fortid *løgn-hoste*, men der skal kraftederperleme være styr på den!” (= Bitterfissen er landet!)

Under det hele lurer angsten for ikke selv at kunne leve op til de krav, man stiller. Komplekser i udbrud. Den evige pendlen mellem storhedsvanvid og mindreværd. Forsøget på ikke snuble i bad boy klicheen, hvor al spændingen ligger i, om det umulige projekt alligevel kan lade sig gøre, og mottoet er skrevet af Goucho Marx: ‘I don’t care to belong to a club that accepts people like me as members’. Og endelig tanken, der forvandler sig til et tveægget sværd, hvis man dvæler for længe ved den: ”Hvorfor er han stadig single? Der er GARANTERET noget i vejen med ham!”

(Aj, undskyld. Men altså. Svært at skrive nedenstående indlæg uden at nævne den fordømte sang.)

I dag har jeg boet i Århus i præcist 11 år.

11 år. Man kunne have sendt et barn gennem folkeskolen på den tid og endda have haft tid til at lade ham blive et ekstra år i børnehaveklassen. (Så han socialt var på niveau med de andre børn i klassen. Ellers risikerede han jo at blive drillet og holdt udenfor, og det ville have været tarveligt.)

Jeg kan ikke huske præcis hvornår jeg begyndte at tage hjem i stedet for tilbage, når jeg havde været i Esbjerg og skulle retur til Århus. Da jeg flyttede herop, var der en enorm frihed i, at ingen anede hvem jeg var. Jeg kunne være taget på shopping i nattøj, og det ville have været uendelig ligegyldigt; det er kun pinligt at være grim, når du møder nogen, der ved, at du normalt ser anderledes ud. Ellers tror folk vel egentlig bare, at du er en autonom på vej ud for at bezætte et hus.

Stille og roligt er de fleste steder i Århus blevet en del af min historie. Der er ikke mange områder tilbage, som ikke sætter skub i associationskæden og minder mig om en date, en udflugt, et skænderi, en arbejdsopgave eller en person. Jeg har stamsteder af alle slags. Jeg har gennemskuet systemet på biblioteket. Jeg ved, at de nordgående tog altid kører fra spor 2 og 3. Jeg er på mormormåden begyndt at kunne sige: ”Det er der, hvor [navn på et eller andet] lå før”, når jeg skal forklare om bestemte steder.

Den er kravlet under huden på mig, Århus. Det er byen, jeg blev voksen i, og jeg tror ikke, at jeg kommer herfra igen.

Ind imellem har jeg nogle uger, hvor det føles som om, at alle småtingene bliver trætte af at være små og rotter sig sammen for at få ordentligt ram på mig.

Sådan en uge har det været. Hvis man bryder hændelsesforløbet ned, er der ikke nogle af delelementerne, der i sig selv er uoverskuelige – det er summen, der gør, at jeg må tildele ugen et 4-tal for den jævne præstation med adskillige væsentlige mangler.

Der har været for meget kontakt med Post Danmark. Der har været for mange kopper væltet kaffe på for mange vigtige papirer. Så mange bolde i luften, at det har mindet mistænkeligt om gøgl. For meget ondt i skulderen. For meget tøj, der var helt, helt forkert, da jeg endelig fik vristet pakken ud af kløerne på PDK. (To trøjer, det fik mig til at se gravid ud, en jakke med alt for meget svaj og alt for korte ærmer *høj-idiotisk-pseudo-klokkeblomst-smiley* og en falsk jakke, jeg ikke havde bestilt).

Derfor var humøret BARE ikke til at komme hjem til kuvert fra Århus Kommune i dag. 2000 kr. At betale. For ’for meget udbetalt boligstøtte’. Jeg har ikke modtaget boligstøtte i al den tid, jeg har boet her. Men vi ved godt allerede nu, at når jeg ringer i morgen, så viser det sig at vedrøre den gamle lejlighed, ikke? Det har taget dem 18 måneder at regne ud. 18 x 30 = 540 dage. Jeg har 5 dage til at betale. Nogen gange hader jeg også kommunen.

(Og bare lige så det er helt klart: Jeg er OVERHOVEDET ikke i humør til kommentarer om halvfulde glas, andre folks skattepenge og nasning (JA! Det er et ord!) på systemet! )

Nu er jeg ikke læge, men det er vel først, hvis det holder op med at slå, at man skal til at tænke hurtigt?

Jeg kan godt lide morgener. De sidste par dage har jeg været ude af min dør senest kl. 05.45, og jeg vil ikke gå så langt som til at sige, at jeg jubler, når uret ringer, men når jeg først er oppe, kan jeg utrolig godt lide at køre gennem byen på den tid af dagen.

Verden er så stille. Luften føles frisk, man kan høre fuglene synge og der er stadig stjerner på himlen. Strakt ud foran én ligger ubesudlet håb og en dugfrisk chance for at gøre det rigtige.

Man er på “go’ mor’n” med alle man møder. Jeg er ikke helt klar over, om det stopper på et bestemt tidspunkt, eller om man bare hilser, indtil det er så lyst, at man rent faktisk kan se, hvem man hilser på, men i timerne der skiller nat fra dag; lige når mørket er ved at give slip, er vi alle medlemmer af den samme lille klub.

Det mærkelige er, at de gange i mit liv, hvor jeg har haft det sværest, har morgenerne uden sammeligning været den hårdeste tid på dagen. I det øjeblik man slår øjnene op, og freden er forbi, lammes man af udsigten til endnu en uendelig vandring gennem endnu en uendelig dag. Dømt til forvaring på ubestemt tid i det fængsel, der er mig.

Det er længe siden nu, men jeg husker stadig meget tydeligt, hvordan der så ud på bunden. Det får mig til at sætte utrolig stor pris på udsigten heroppe. Hver gang jeg møder tidligt, tænker jeg, at jeg vil sætte mit vækkeur til kl. 5 næste gang, jeg har fri. Stå tidligt op. Nyde fornemmelsen af plads, ro og muligheder og bare gå rundt til byen vågner. Jeg kommer nok ikke til at gøre foreløbigt, men når jeg bliver ældre, og kroppen vågner tidligere og tidligere, fordi den gerne vil være sikker på, at vi får det hele med, inden vi skal herfra – så gør jeg det. Måske.

Dagen hvor jeg:

* Har haft titelsangen til Baywatch i hovedet hele dagen. Hvorfor? I have NO idea.

* Kom i tanke om, at jeg som barn var hysterisk angst over hul i væggen på badeværelset. Over badekaret, hvor kæden til bundproppen skulle have siddet fast, var der et lille hul i fliserne, hvori der boede noget meget ondt. Det hed Pizza. (De kaldte, Dr. Freud?)

* Havde alt muligt andet i hovedet og distræt vadede lige ind i en kæmpe flok duer, der naturligt nok blev forskrækkede og lettede i alle retninger. Regner med at min puls falder til normal igen i løbet af en uges tid.

* Måtte sætte mig på mine hænder for ikke at kvæle ham, der imiterede Irriterende Fyr I Fly fra nikotinsprayreklame. I 7 timer. Overvejede til sidst om sprayen også hjælper, hvis man ikke ryger? Eventuelt kunne man bare bruge den som stump våben og SLÅ!SLÅ!SLÅ! til han holdte sin KÆFT!!

* Nu er så træt, at mit ansigt føles solskoldet. Orker ikke engang at hidse mig ordentlig op over, at jeg i går sad og kiggede stift på Post Danmark varevogn udenfor mit vindue, som bare holdte der i 5 minutter og derefter kørte sin vej. Nu kan jeg hente min pakke på posthuset. Er der ikke nok nogen, der er friske nok til at gå moderat amok på mine vegne? Kan næsten ikke bære, at de får den gratis.

* Forsøger at tage ved lære og derfor med min mors stemme beordrer mig selv til at lukke døren til cyber for i dag.

Godnat Pamela og Hasselhoff. Hvor end I er.

Op kl. 5. Tolke hele dagen i Randers. I Århus igen kl. 15.30. Undervise fra 16 til 19. Hjem og vaske træningstøj, så ingen sagesløse medlemmer skal udsættes for nøgenundervisning resten af ugen. Et sted undervejs skal der også laves noget mad og forberedes noget conventionundervisning.

Kan man udsætte det der Carpe Diem til i morgen?