Linda

Jeg elsker silikonebryster. Ikke på lipstick-lesbian-måden, men at de findes. For det er takket være Pamela A, Susan K og alle de andre sili-koner, at jeg i dag kan vælge imellem mange forskellige slags bh’er.

I stenalderen, da mine bryster ankom, tog det det hver gang det meste af en uge at finde opbevaringsmuligheder til dem, fordi jeg alle dage har brugt en fuldstændig pløk-åndssvag størrelse, og det sker stadig, at ekspedienter ler Den Overbærende Latter, når jeg spørger, hvad de har i min størrelse. Jeg har lært ikke at diskutere med dem. Det er hurtigere at sige: ”Jamen, du må meget gerne komme med den størrelse, du mener, er den rigtige?” og så bare nyde synet af desperat vantro, der breder sig fra øjnene og ud i resten af ansigtet, når vi ender med at konstatere, at jeg har ret.

Og det gør vi. Altid. Jeg HAR trods alt kendt mine bryster i ca. 15 år.

Men takket være plaSTIK kirurgien (som jeg stadig ikke forstår, at vi udtaler sådan?) er umulige størrelseskonstellationer blevet et lukrativt marked, og udvalget er derfor blevet markant bredere.

Så langt, så godt.

Nu mangler vi så bare at lære producenterne lidt om vægt og massefylde, for åbenbart har silikone et mere lodret tyngdepunkt end the natural stuff, så formelen, der mange steder arbejdes ud fra hedder:

A-skål x Stof opløftet i 2. potens = Bh i spasser-størrelse.

Jeg forstår det godt. Det virker logisk. Men vi bliver NØDT til at snakke om, hvordan vi får stropperne integreret i ligningen, små-barmede designer-piger og –drenge.

For forestil dig, at du har været i Netto, hvor de har to vandmeloner for en 20’er. Du er glad. Du køber dem. De skal med hjem, og du køber to poser til formålet.

Poserne er fine. Rummelige. God pasform, og labert design.

Så er det fandme middelt-til-svært belastende stå uden fingre, når man er nået halvvejs hjem, fordi håndtagene er lavet af klaverstrenge.

Det er ikke så længe siden, at jeg skrev et indlæg om, at jeg finder det sjovt, at folk synes, at fitnessbranchen er en grisk so, fordi den tjener penge på sundhed.

Ikke som i: ’Ha-ha!’-sjovt. Mere som i: ’Jamen, så løb dog en tur i stedet!?’-sjovt.

Og den her artikel fra Politiken.dk giver mig bare endnu mere lyst til at slå ud med armene og råbe:

”SÅ.LAD.VÆRE.MED.AT.MELDE.DIG.IND!!!”

Højt.

For når jeg læser følgende:

Ventelister kan volde problemer:
Kasper Lund Kirkegaard vurderer, at muligheden for at træne, når man har tid og lyst, er hovedårsagen til fitnesscentrenes store succes – men det kan ventelisterne ødelægge. Konsekvensen er nemlig, at medlemmerne dropper træningen, mener han:

»Når de opdager, at de ikke kan melde sig til et hold samme aften eller dagen efter, får de ikke dyrket motion. Medlemmerne får ikke den fleksibilitet, de troede, at de fik, og så falder de fra«, siger Kasper Lund Kirkegaard.

kan jeg ikke lade være med at tænke, at det vel for fanden stadig er forbrugeren, der har mulighed for at straffe fitnesskæden og ikke omvendt? Hvis jeg synes, at Føtex er en idiot, lader jeg vel bare være med at lægge mine penge der, og vælger en anden butik i stedet?

Er det ikke det, der hedder de frie markedskræfter? Eller hvad?

Jeg skal med det samme tone rent flag og vedgå, at jeg på ingen måde er upartisk, i og med at jeg selv arbejder i fitnessbranchen. Og jeg vil gerne medgive, at ventelister ikke er spor tilfredsstillende at stå på (modsat hvad mange tror, skal ansatte nemlig også melde os på timerne på lige fod med medlemmerne, så jeg ved præcis, hvor irriterende det er), men jeg synes, at det er helt, helt forrygende, at læse en hel artikel om et KÆMPE problem – med indlagt mulighed for at skrive til Politiken, hvis du føler dig ’fitness-snydt’ (wtf??) – når artiklen slutter sådan her:

»Man kan overveje, om man som forbruger får, hvad man betaler for, hvis man ikke har en reel chance for at komme på et hold. Det vil Forbrugerklagenævnet tage stilling til, hvis de får en klage«, siger jurist Pernille Mahler Larsen.

Forbrugerklagenævnet har ikke fået klager fra medlemmer af fitnesscentre, der er utilfredse med ventelister til holdtræning, men utilfredse kunder opfordres til at klage til nævnet.

Hvis ikke du har et problem, kan vi skabe et for dig?

Velkommen til Danmark.

Hjemme ved Dines, kører en serie, jeg holder meget af. Den hedder ’jeg dømmer dig, når’ og den er befriende politisk ukorrekt.

Nu kommer der så et af de udsagn, der er ligeså irriterende, som når ansøgere forsøger at luske stærke sider forklædt som svage sider ind af bagdøren: Jeg prøver virkelig at lade være med at dømme folk.

Eller …

Om igen.

Jeg dømmer folk big time, men under 24 sekunder efter, at jeg har gjort det, slår min hjerne på glasset, rejser sig, ruller 200 meter papir ud, rømmer sig og indleder en tale med overskriften: ”Hvad med dig selv?”

Herefter gennemgår den slavisk alle de gange, jeg selv har begået de selvsamme synder, som jeg nys pegede fingre af – og det er bare ikke rigtigt fornøjelsen værd at sætte sig til doms over andre, når dommen drukner i jante og dårlig samvittighed, og ender med at minde mig om 258 sider ved mig selv, jeg ikke bryder mig om.

Derfor blev jeg egentlig lidt overrasket over at opdage, at der er ét område, hvor jeg dømmer, dømmer hårdt og står ved det, og det er, når folk drikker for meget. Hvilket er svært, svært ironisk, når man tænker på de olympiske mængder af rødvin, jeg selv kan slynge i halsen (se? Det sker helt automatisk) – men jeg kan styre det.

*ahem*

Nej, spøg til side.

Når folk drikker for meget i situationer, hvor der ikke er lagt op til det, dømmer jeg dem. Når jeg er med kollegerne på cafe fredag eftermiddag, og en af dem bliver så stiv, at hun snøvler og snubler, mens vi andre sidder og spytter i en enkelt øl, dømmer jeg hende. Når jeg spiser brunch med slænget, og venindens kæreste som den eneste bliver pinlig og bøvet, dømmer jeg ham. Når jeg er på kursus, og en af mine medkursister vælter hvidvinsflasken ud over frokostbordet 5. gang, hun rækker ud efter den, dømmer jeg hende.

Og jeg husker det. Selvom det kun sker en enkelt gang.

Og du kan TRO, jeg lægger mærke til det, hvis det sker igen.

Torsdag d. 04.03.2010. Den dag jeg opdagede, at der inde i mig bor en snerpet, gammel kælling.

og jeg lider af parkeringsangst.

Det er rigtigt. Er fandme ved at være helt fobisk omkring det.

Jeg bebrejder mine forældre, skal I vide. Talrige er de såler, lille Linda har slidt af skoene, fordi vi altid skulle parkere 3 boldbaner væk, når vi skulle ud og handle, fordi min far altid har været sådan en, der passer (lidt for) godt på sine biler. I mit blege børnesind har det åbenbart lagt sig som en tung dyne af skræk for at lave buler i andre menneskers køretøjer.

Til at starte med styrede jeg bare udenom de gode gammeldags, angstintimiderende parallelparkeringer, men inden jeg fik set mig om, havde det haft den afsmittende effekt, at jeg ikke længere parkerede ved kantstene overhovedet. Jeg mener; hvem er interesseret i at blokere trafikken og på den måde invitere andre bilister til at overvære optagelserne til en scene i den pinlige film: ‘Se mig. Jeg er bange for min bil.’

Inden længe var de store P-pladser ikke engang lebensraum nok til en elitebilist som mig, så jeg begyndte at vælge det fjerneste hjørne af dem for at være sikker på at have gooood plads.

Næste knæfald for vanviddet var, da jeg begyndte at slukke for radioen, når jeg anede båsen i det fjerne.

Så blev jeg sådan en, der hyssede på mine medpassagerer, så jeg med tungen i mundvigen og brynene hæftet sammen af koncentration kunne manøvrere vores 3-dørs Toyota Yaris (!!!) ind i båsen.

Nu er vi der, hvor jeg får koldsved og tunnelsyn, hvis der er andre biler parkeret i nabobåsene.

Hvordan blev det så slemt?! Når jeg står udenfor bilen, kan jeg sagtens se, at det er 4 meters frirum til hver side, men når jeg sidder inde i bilen, er båsen pludselig ligeså snæver som Dansk Folkepartis menneskesyn. Hvem har taget mit øjemål? Hit med det, LIGE nu!

Er der ikke nok nogen, der skynder sig at opfinde den oppustelige bil?

Da jeg var hjemme i julen, mødtes jeg med en gammel veninde, som jeg engang var rigtig tæt med. Vi havde fælles venner, gik i byen de samme steder, og jeg gik i klasse med hendes søster.

Først flyttede søsteren, så flyttede veninden og til sidst flyttede jeg. I starten blev der både pendlet og ringet, og vi var enige om, at vi ALDRIG ville miste kontakten.

Det gjorde vi så alligevel.

Efter adskillige år, børn, uddannelser og istandsættelser af parcelhuse, ringede hun i oktober og spurgte, om jeg havde lyst til at ses til jul. Det havde jeg, det gjorde vi, og det var fuldstændig ligesom i gamle dage.

Da vi skiltes, var vi enige om, at vi ikke ville miste kontakten igen.

Vi har ikke snakket sammen siden.

For tiden har jeg flere veninder, der flytter fra både faget, byen og fitnesscentret, og derfor har jeg spekuleret meget over, hvad det er, der gør, at mennesker, man har brugt tusindvis af timer med; hvis eks-kærester, man har sympatihadet; hvis søskende man kender og hvis barndomsfastnetnummer er ætset ind i frontallapperne, pludselig fortoner sig. Hvorfor relationen pludselig bliver gensidigt ligegyldig. For det er vel det, den gør, når den ikke længere betyder nok til, at man yder en indsats for at bevare den?

Og det er mig en stor glæde at kunne meddele, at jeg har fundet svaret. Ja. Blogsbjerg tager teten og bidrager til dansk forskning på et i forskerkredse hidtil overset område.

Det handler om at byde ind med input om sit nye liv.

Så enkelt er det. Sgu.

Når man sidder over brunchen, og tager sig selv i at sortere en historie fra, fordi den er for besværlig at fortælle, fordi den involverer nogle af de nye mennesker og steder, som den gamle veninde ikke lige kender, skal man hamre sig selv hårdt over fingrene med croissanten. For hvis ikke man tager sig tid til at opbygge den nye begrebsverden, som man efterfølgende kan hænge både de små hverdagsanekdoter og de store hjerteknusere op på, så bliver der stille og roligt mindre og mindre at snakke om.

I begyndelsen opdager man det ikke, men det kommer snigende, og pludselig en dag udgøres hele samtalen er opfølgning på fortiden og ’kan du huske dengang’. Det skal der også være plads til, men der er trods alt grænser for, hvor mange updates det er nødvendigt at få på en søster eller hvor mange gange det bliver ved med at være sjovt at mindes dengang, man drak sig stiv på en strand en sommernat.

Det starter hos mig selv, så næste gang jeg mentalt slår en historie om de nye børn på bloggen hen, har jeg tænkt mig at tage mig i det, og slæbe mine stakkels nuværende veninder gennem hele det nye persongalleri.

Jeg vil nemlig rigtig gerne have, at de stadig er en del af det om 5 år.

For 2½ år siden, da jeg startede med at blogge, havde jeg i lang tid læst med på Annes blog. Senere var jeg så heldig at lære hende at kende i virkeligheden, og noget af det, vi altid runder over kaffen, når vi mødes, er vores respektive blogge. Jeg ser ingen grund til at insistere på at begå alle fejl i denne verden selv, og har derfor hele tiden været meget interesseret i Annes erfaringer med livet i blogsfæren.

Noget af det første, jeg kan huske, at hun fortalte mig var, at hun syntes, at det var svært, når nogle af hendes læsere mente, at de kendte den hele, fulde version af hende, fordi de læste med på bloggen.

Jeg kan godt se, hvordan det sker. Som blogger bliver man låst fast i en rolle, som man ikke er opmærksom på, at man skaber, fordi man ikke kan læse sine egne indlæg med objektive og neutrale øjne.

Ligesom man kan se amerikanske tendenser slå igennem i Danmark med 5-10 års forsinkelse, kan jeg også se, hvordan de overvejelser Anne har haft om sin blog og sine læsere, begynder at blive relevante her på Blogsbjerg.

Da det for mig ikke ville give mening at blogge, hvis jeg ikke kunne være ærlig om både tanker, følelser og hvordan mit liv ser ud, betyder det, at de læsere, der har hængt på fra starten, nok efterhånden føler, at de kender mig ret godt.

Det meste af tiden er det positivt, for det betyder, at jeg føler mig tryg nok til at blotte mig og skrive om de ting, der går tæt på; selvom vi ikke altid er enige, har jeg grundlæggende fornemmelse af, at I er på min side, og at I vil mig det godt.

Bagsiden af medaljen er, at nogle af jer har en tendens til at udstyre mig med vinger og glorie, og typecaste mig i rollen som godheden selv. Jeg har de sidste par måneder flere gange fået kommentarer fra læsere, der ’ikke kan kende mig’ i et givent indlæg, eller som synes, at noget jeg skriver ’slet ikke ligner mig’. Andre gange har jeg fået småfornærmede kommentarer fra folk, der pludselig ikke synes, at jeg er sjov mere, fordi de føler sig truffet.

Jeg er ked af at måtte sige det, men fra tid til anden er jeg præcis lige så fordomsfuld og grim på indersiden, som alle mulige andre. Og når jeg får kommentarer af ovennævnte kaliber, bliver jeg for at være helt ærlig en lille smule træt, for jeg forstår ikke, hvad formålet med at lægge dem er. Er det for at fortælle mig, at jeg har skuffet jer? At I bedre kan lide mig, når jeg er sød og rar og rund i kanten?

Og jeg kan ikke lade være med at synes, at det er en lille smule dobbeltmoralsk, at man gerne vil underholdes af mine overvejelser og humoristiske betragtninger om både mig selv og andre, men at man selv vil fredes i klasse A.

Jeg er beæret over, at I læser med, og jeg er oprigtigt glad for, at I tager jer tid til at lægge kommentarer – også når vi ikke er enige – men jeg synes, at bloggen ville blive hårrejsende uinteressant både at skrive og at læse, hvis den kun var til pæn brug.

Må man godt vende øjne, bare 20 grader, når man cykler gennem speltsegmentkvarteret, og passerer overskudsagtig bohememor, der – mens hun fikserer Alba og Elias på bagsædet – råber: ”Tak for i aften, søde! Og HVIL nu i den beslutning, du har truffet!” tværs over gaden?

(Så er du advaret.)

Hvis det skulle have forbigået nogens opmærksomhed, så er der gang i overenskomstforhandlingerne i disse dage. Som tillidsrepræsentant er mødefrekvensen i fagforeningsregi derfor i disse dage højere, end den plejer at være.

Jeg er ikke vild med det. Noget af det er både spændende og relevant nok, men der går fandme godt nok også meget tid med at sidde viklet ind i den røde fane og surmule.

Og det er ikke for at være disrespektfuld. Jeg er vokset op med, at man naturligvis er medlem af en fagforening, og at solidaritet og ansvar for dem, der ikke har det så nemt, er en selvfølge. Jeg er helt på det rene med, at vi står på skuldrene af de resultater, som generationer før os har skabt, og så er det jo nemt for mig at sidde og hade på tonen.

Men det gør jeg altså stadigvæk. Lidt. For jeg er ca. 15 år yngre end den århusianske gennemsnitstillidsrepræsentant, og jeg er ikke ansat i en branche, hvor arbejdsgiveren er iført horn og trefork, og primært får tiden til at gå med at udtænke snedige måder at udnytte den stakkels medarbejder på. Jeg kan ikke forholde mig til fjendtligheden og jeg finder det både uklædeligt og dobbeltmoralsk, at man er så bange for at blive snydt, at man bliver grådig.

Til mødet i går var der præsentation af de 3 kandidater, der stiller op til posten som sektorformænd. 2 mænd og en kvinde.

Kvinden brød jeg mig helt instinktivt ikke om. Vag, usikker og efter min mening alt for snæver i sine interesser, og så kan jeg ikke arbejde med, at hun bruger 15 minutter til at snakke om ligestilling, for så at afslutte sin tale med at opfordre til at man stemmer på hende, fordi hun er kvinde.

Men den ene af de to mænd gjorde indtryk på mig. Velformulerende og engageret, og så startede han med at sige, at han synes, man skulle adskille partipolitik og fagpolitik. Han var træt af, at alt det gode arbejde blev undermineret af tv-indslag om velnærede socialdemokrater, der sejlede stive rundt i Fælledparken 1. maj.

Jeg var lige ved at rejse mig op og klappe, og jeg troede, at stilheden i rummet skyldtes ærefrygt og glæde over endeligt at have udsigt til at rykke fagforeningen med ind i det nye århundrede.

Det var så ikke tilfældet.

Han tog så mange tæv, at jeg bagefter måtte gå over til ham og give udtryk for min uforbeholdne støtte og respekt.

Og det var nemt at komme til, for alle de andre i rummet stod flokket omkring den anden mand, som jeg ved, bliver ham, de ender med at vælge.

De snakker om fornyelse og stop af medlemsflugt. De snakker om, hvordan de skal få fat i de unge med mellemlange, videregående uddannelser.

No way in hell at de vælger en kvinde, og med den repræsentant for vores køn, vi stiller med, synes jeg sådan set, at det er fair nok.

Cirkel er ond, for de unge, som de så gerne vil have fat i, enten er der ikke, eller er ikke engagerede nok til at stille til generalforsamlingerne, og dermed bliver det den gamle drengeklub, der igen får lov at vælge, hvem der skal med i hulen.

Og det bliver altid ham med ølmave, stålindfattede briller og fuldskæg.

I dag blev jeg overhalet af en ivrig cykelrytter, og tilsyneladende står det i jobbeskrivelsen, at man med jævne mellemrum skal snyde næse. Når man nu ved det, så FORSTÅR jeg ikke, at man ikke lige kan have en Kleenex med i ryglommen ved siden af bananen og Maxim-gelen.

Det var derfor ikke smukke gloser og heppende tilråb, jeg sendte efter ham, da han snottede sig kørte forbi mig, men ret direkte opfordring til at orientere sig om de trafikale forhold i bakspejlet, inden man sender sådan en son of a bitch af sted.

Min højrøstede monolog mindede mig om en gammel diskussion jeg har haft med to af mine ekskærester, som begge gav mig lyst til at konvertere til islam, og gå tildækket 3 skridt bag dem, når vi befandt os i det offentlige rum. De var gamle fodboldspillere, hvilket åbenbart provokerer spytkirtlerne i en sådan grad, at man i tide og utide er tvunget til afstøde sit mundvand i alle retninger, og det er fandme bare klamt!

Mens jeg kørte der, optændt af den retfærdige harme, og tænkte på uhumske sportsmænd, og deres neandertalervaner, kom jeg så i tanke om noget…

”Din næse drypper og din mascara er løbet” sagde min kollega forleden med et ansigtsudtryk, jeg ikke helt kunne greje. Der gik flere timer, før jeg knækkede koden og forstod, at hun var flov. Ikke over at sige det til mig, men på mine vegne. Hun var pinligt berørt ved tanken om, at jeg havde bevæget mig rundt i det offentlige rum i så sølle forfatning.

Det var sødt af hende. Både at forsøge at redde min lasede ære og at bære min skam.

Det hun så ikke kan vide er, at når man har trænet længe nok, bliver man resistent. Løbende næser, mascara ned af kinderne, svedoverskæg, trøjer, der er kravlet op i den ene side og blotter et stykke af maven, uglet hår: Bring it. Vi ser det ikke. Der hvor vi kommer fra, ser alle sådan ud, og det er mere pinlig at være cool, calm & collected, fordi det antyder, at man er en af dem, der bare fedter rundt med sin avis og lader som om.

Og nu synes så jeg egentlig, at jeg skylder en undskyldning i 3 eksemplarer.