Linda

Da jeg startede som instruktør, valgte jeg at undervise 2 år
i en forening. Dels fordi det forekom som en udmærket ide at få slebet de
værste fuckups af, inden jeg blev smidt for løverne et sted, hvor folk betaler
det samme for en måneds træning, som man betaler for et år i en forening, og
dels fordi idrætsforeninger har en ret fordelagtig uddannelsesordning, som
betyder, at man, når man underviser der, får sin temmelig dyre
instruktøruddannelse betalt.

Problemet var bare, at jeg, da jeg begyndte at undervise i
foreningen, selv havde trænet i fitnesscenter i 6 år. Hvilket bringer mig til
det værste ved foreninger som er kolde brusere, ildelugtende omklædningsrum, hvor
mændene bruger dameomklædningen om onsdagen med alle de forviklinger og røde
kinder det afstedkommer, fastlagte træningstidspunkter og ”Lukket pga.
terminsprøve/ferie/eksamen”.

Jeg ved godt, at det er et spørgsmål om prioritering og om,
hvad man kommer efter; i træningssammenhæng er jeg bare altid kommet for at få
mere målrettede tæsk, end jeg har oplevet at kunne få i en forening.

Så vi skal i forening, Anton og jeg.

* Finde en måde at lade være med at have en mening om
instruktørens musikforståelse, lugten af sure tæer og de andre deltageres
teknik. (Ja, ’de andres’. Antons vil naturligvis være perfekt fra starten.) For
som skrevet ovenfor er det bedste ved foreninger medlemmerne. Som så nu
omfatter mig.

* Vænne mig til tanken om at året – undskyld sæsonen –
munder ud i en opvisning, hvor mine forældre (ja, SELVFØLGELIG trækker jeg dem
med mig i faldet) og jeg skal sidde på voldlakerede træbomme en hel lørdag
eftermiddag og klappe af børn, der slår koldebøtter.

* Forlige mig med tanken om, at jeg åbenbart indeni er det
kvindelige sidestykke til de overvægtige fodboldfædre ved navn Preben, der
venligt, men bestemt bliver fulgt langt væk fra foldboldbanen.

Så fik jeg også slæbt mig igennem bogen. Og med slæbt mener
jeg virkelig slæbt. For mig vendte siderne på ingen måde sig selv; de lå
nærmest bare sådan lidt apatisk og gloede ud i luften.

Jeg hader den ikke. Jeg sidder bare tilbage med noget, der
bedst kan beskrives som mild forundring over, hvad the fuss is about.

Men det her… Altså, hvem er målgruppen?? Jeg forstår det
simpelthen ikke. For modsat de bøger, jeg har nævnt ovenfor, som har det til
fælles, at deres læsere formodes at være ca. 14 år, hvilket retfærdiggør et
vist element af naivitet og simpelhed i sproget, så tror jeg nok, at de her Grey-bøger
er tænkt som natbordslitteratur til relativt voksne kvinder. Og hvis det er
tilfældet, begriber jeg ikke, at hovedpersonen – en 21 årig jomfru, der naturligvis
er fuldstændig uvidende om egen skønhed og charme – skal have et sprog som en afasisk
12-årig.

Tillad mig at citere:

”Jeg kan mærke ham. Der.”

Det kan godt ske, at vi er lidt vel friske i provinsen, men
en 21-årig, der er SÅ infantil i sin seksualitet er simpelthen så utroværdig
for mig, at det forstyrrer den smule historie, der måtte have været.

Mange af mine venner er dyremennesker. De fleste af dem har
fået hold på sig selv, inden de ramte niveauet, hvor man glædestrålende deler
sin vaffelis med sin hund, men glade for dyr; det er de.

Kan I godt høre, at det trækker op til et ’men’?

Jeg ved godt, at man er nødt til at skrue voldsomt op for
rummeligheden, når man bor i rækkehus, for haverne ligger nærmest oveni
hinanden, og har man valgt at bo her, følger den del med. Jeg ved også godt, at
jeg sikkert også er skideirriterende. (Gu er jeg da ej. Jeg er da drømmenaboen
og alle skulle tage at ønske, at de boede ved siden af mig.)

Men jeg er simpelthen så træt af, at Paris Hilton-kravlet
til den ene side ter sig som om, det er den mod resten af alt, hvad der bevæger
sig i verden. Gø-duellerne på tværs af min have, der ALTID skal afvikles, når
Anton skal sove, får min hud til at krympe et nummer af irritation. Og jeg blev
fandme stram, da jeg forleden for 3. gang på en aften måtte eskortere den anden
nabos hund ud af mit hjem, fordi den – igen – var hoppet over hegnet og
spadseret ind af min havedør og ind i min stue. (Prøv at gætte, hvor
forskrækket man bliver, når afkommet er lagt, og man sidder og puster ud i sin
yndlingsstol med kaffe og computer, og der pludselig står en meter hund og
stirrer stift på dig. 3 gange.)

Man skyder ikke sine naboers dyr. Men man kan fandme godt
have lyst.

PS: For god ordens skyld vil jeg bare lige sige, at jeg er med på, at det – ligesom med børn – ikke er dyrenes skyld, men ejerne/forældrene, der ikke tager deres opgave alvorligt.

I mit arkiv ligger et indlæg, jeg aldrig har udgivet. Havde jeg valgt at udgive det, da jeg skrev det, ville det med stor sandsynlighed have fået alting til at falde fra hinanden et andet sted i byen. Han havde helt sikkert fortjent det, og det ville have været den perfekte hævn.

Der er mange gode historier om hævn. Hende, der tog den utro kærestes telefon, fandt et af de erotiske billeder, han havde taget af sig selv og med teksten ”Hej. Jeg hedder xxx, og jeg er et utro svin!” sendte det til alle i hans telefonbog. (Hej mor.) Eller hende, der opdagede kærestens affære, da han var på skiferie; som såede karse i hans ægte tæppe og kærligt nussede om det, så det var fint og grønt, da han kom hjem. Hun fandt også tid til at stoppe rejer i hans gardinstænger. (Lugter her ikke mærkeligt??) Og hende, der opdagede the girl on the side, mens manden var på forretningsrejse, som sørgede for, at jakkesættet, hun havde lovet at sende til det vigtige møde, ankom på dagen – inklusive de mange huller hun havde klippet i det. (Lang dag. ”Punk møder Hugo Boss er det nye sort, siger jeg jo!”)

Somme tider ville jeg ønske, at jeg var typen, der hævnede mig. Dels synes jeg, at det må være meget tilfredsstillende, og dels synes jeg, at det giver sådan nogle fine historier. Beklageligvis bor der inde i mig en lille muslim, som er meget optaget af ære og skam. Hun mener, at hævn er en indrømmelse af, at et andet menneske har såret mig; en tilkendegivelse af at jeg har haft følelser i klemme og forventet noget andet og mere. At jeg har givet mest og været både naiv og godtroende. Hævn afslører, at jeg synes, jeg har tabt ansigt. At rejse er at leve og at hævne er at blotte.

Én gang i mit liv har jeg haft lyst til at hævne mig, men jeg havde så travlt med at kravle baglæns ud af døren, mens jeg febrilsk ledte efter mit tabte ansigt, at al ledig kapacitet blev brugt på at standse ulykken. Fornuften nåede at indhente raseriet og de forsmåede følelser, inden jeg fik udtænkt en passende hævn.

Men hævn er vel et forsøg på at påføre den, der har såret dig, en smerte der ligner din? Hvis det er sandt, ender ærlighed måske med at udvikle sig til hævn på lang sigt. Hvis du fortæller et menneske, præcis hvor du står; at han roder i kassen med de helt store følelser nu, og når indholdet af dén kasse først er spredt ud over hele institutionen, så er det ad helvede til at stå alene tilbage med oprydningen, så skal han – hvis han vælger at fortsætte – leve med sin viden om, at han med fuldt overlæg tog noget, der ikke var hans.

Han ved det. Og jeg ved, at han ved det. Det er hævn nok for mig.

Jeg må være ærlig og sige, at det kom noget bag på mig, da
kageklubben, mødregruppen og 3-4 andre sociale netværk for et par måneder siden
pludselig kom og annoncerede barn nummer 2.

Har vi ikke lige født??

Men det har selvfølgelig sat tankerne i gang, for hvis ikke
nu, hvornår så? Jeg har hele tiden vidst, at jeg ikke er interesseret i, at der
er 8 år imellem dem, men ikke desto mindre har jeg det som om, at jeg har stået
med hovedet i et hul i jorden, og slet ikke har opdaget, at tiden er gået. For
beslutningen træffer jo ikke sig selv, fordi jeg lige synes, at jeg er for
smadret til at spekulere over fremtiden.

Om halvandet års tid, er jeg blevet enig med mig selv
om.  Hvis min krop gider igen, betyder
det, at Anton er omkring 4, når han bliver storebror. Så er han renlig (ikke?)
og har sprog nok til, at vi kan snakke om tingene. (Eller bliver han det eneste
barn i verdenshistorien, der skal klare sig igennem med Hej, Bøh og Traktor?)

Men … halvandet år uden mænd? Jeg ved godt, at jeg er
relativ privat omkring det, men jeg er jo ikke lavet af sten, vel?

Og bare lige for at tage den i opløbet:

Jeg har haft kærester, der ..  ikke forbød, men .. prøvede at hjælpe mig med
at stoppe mit krus-misbrug ved at kigge mildt bebrejdende på mig, når jeg igen
kom hjem og begejstret flåede noget hankpåsat keramik op af posen.

Det findes derude; det ved jeg.

Kruset var pangfarvet og i den stramme, minimalistisk stil,
jeg ellers elsker, med indsat tefilter i kopstørrelse og et lille låg, og
det er fandme den bedste ide, jeg har set i stentøj længe.

Da jeg sidste gang mugede ud i mine køkkenskabe, besluttede
jeg mig for at slutte fred med erkendelsen af, at jeg aldrig bliver sådan en,
der drikker te. Desværre. Farvel til billedet af mig, der i dette scenarie også
er begyndt at gå i kashmirstriktrøjer og på magisk vis har fået bløde lokker og
mild stemmeføring.

Så lille krus i Plint: Det er ikke dig. Det er mig. Du skal
vide, at du er skøn, og dag kommer du til at gøre en anden illusionist meget
lykkelig. Farvel.

Dagens indlæg er formentlig ikke specielt relevant for andre
end dem, der selv har børn i institution, men jeg blev så provokeret af den
debat, der kører i flere medier, at jeg bliver nødt til at skrive om det
alligevel.

Ok, måske er det ikke helt det, der står, men det, de
mener.

”Mange pasningsordninger oplever nemlig, at forældre sender
deres børn i institution for at blive passet, mens de selv holder fri i flere
dage – endog uger – fra jobbet. “Forældrene gør det, fordi børnene er
for besværlige. De kan jo godt lide rutiner, og forældre har mange ting, de
skal klare. Der er hele tiden et nyt projekt i huset, eller også mener de, at
de har ret til at gå på café og til at have deres eget liv” fortæller
familierådgiver Lola Jensen”

For det første giver udsagn som ”Mange småbørn holder aldrig
fri fra vuggestue eller børnehave” mig øjeblikkelige lyst til at holde det
talmateriale, der er brugt op mod lyset. Så det gjorde jeg. Ifølge et FOA notat, jeg fandt, var der i 2005 i gennemsnit 76 børn pr. institution. Jeg har
tilladt mig at antage, at det tal er steget med 1 procent hvert af de
efterfølgende år, ligesom det har gjort de sidste 10 år, hvilket i 2012 giver 83 børn pr. institution. Artiklen i Politiken bygger
på en rundringning, avisen.dk har foretaget til 17 institutioner, hvor de i alt
har fundet 43 børn, der ikke skal holde ferie, eller kun holder 2 uger. Hvis der er 83 børn i hver af de
17 institutioner, giver det 1411 børn i alt.

Det betyder, at de 43 børn udgør 3 %.

Det er måske lige flot nok at referere til
som ”mange”.

Jeg bliver så gal, når jeg læser Lisbeth Nørlunds udsagn om,
at forældre læsser deres børn af, for at de kan sidde og ”drikke café latte på
caféerne på Vesterbro. Og det passer skidt at skulle sidde og se overskudsagtig
ud, samtidig med at man har et vuggestuebarn med sig.” For det KUNNE jo tænkes,
at Lisbeth ikke var indviet i alle detaljerne i alle familiers historie.

Jeg har f.eks. en veninde, der er kronisk syg. Hendes mand
arbejder temmelig meget, fordi man – modsat hvad man skulle tro, når man følger
debatten rundt omkring i det danske mediebillede – ikke bliver dyppet i guld,
når man modtager offentlige ydelser. Jeg tror ikke, at der er ret meget, hun
hellere vil, end at holde sine børn hjemme og holde ferie med dem. Det kan hun
bare ikke holde til.

Der er ret langt til Vesterbro og kaffen, synes jeg.

Så gik der 14 dage. Bum. Har heldigvis stadig en uges ferie,
der bare ligger og gør sig til foran mig, men det er også 2 fine uger,
vi har lagt bag os.

Så tog vi til Fanø, hvilket på papiret lignede en god ide.
Vi havde lånt et sommerhus af nogle bekendtes bekendte; nogle ualmindeligt søde
mennesker, der havde ladet os leje det for et symbolsk beløb. Af respekt for
dem vil jeg derfor undlade at kommentere indretningen. Jeg vil bare nævne, at
der var kogepladeskjulere, snapseglas fra Himmelbjerget, ravklumper,
keramiksømænd, tørrede blomster, amagerhylder, billeder af fiskere og grædende
børn, ”Her man sidde i egne tanker, til en anden på døren banker” og meget,
meget mere. Fik jeg sagt at huset var 50 m2? Og ikke opvarmet? Hvilket var ligegyldigt
de første 36 timer, hvor solen bragede ned, men blev ret problematisk, da der
blev tændt for noget 6 døgnsregn, der faldt med en intensitet, der nærmede sig
hysteri.

Hjalp heller ikke, at barnet angreb Vesterhavet iført
regntøj og gummistøvler af flere omgange, og derfor blev ved med at producere
beklædningsgenstande, der ikke tillod luftfugtigheden at bevæge sig ret langt
under 98 %.

På opturssiden havde vi kaniner i baghaven. Jeg formoder dog,
at de nåede at tabe pelsen af stress over at blive jagtet af 1½-årig, der med
en skovl i hver hånd forsøgte at undslippe sin kedsomhed ved at jorde rundt efter det stakkels kræ, mens han prøvede at starte en samtale ved at brøle ”HEJ!HEJ!HEJ!”.

Så kender I mig igen, ikke?