Linda

Forleden var Anton og jeg ude og besøge mine bedsteforældre,
og som de sidste mange gange, vi har været derude, sendte min bedstemor mig ud
af døren med ordene: ”Skal han ikke snart være storebror? Ja, du har jo ikke
alderen med dig, ved du!” Fordi hun er gammel, bider jeg 4.291 næsvise svar i
mig, smiler i stedet sødt og siger, at det skal han da bestemt – lige så snart
jeg lige har fået mig en lur.

Jeg har det som om den Gud, jeg ikke tror på, prøver at
fortælle mig noget.

Og i den forbindelse: Gider han snart komme og ringe på min
dør? For den der datingprofil? Den kommer ikke til at ske. Jeg ved godt, at der
findes mange hurra-historier om netkærlighed, men indtil nu har nettet primært
bragt mig generte, alternative (ad!ad!ad!) eller meget nyskilte mænd.

Og det skal jeg også nok.

Jeg har i længere tid haft ondt i et par af mine kindtænder.
Jeg har to løsningsmodeller, jeg opererer med, når noget ikke fungerer: 1) Pil
stikket ud og sæt det i igen og 2) Lad som ingenting og vent på, at det går
over af sig selv.

Men efter at have lænet mig op af nummer to i en måneds tid,
kunne jeg godt se, at hvad det end var, der gjorde ondt, så havde det tænkt sig
at blive hængende. Syntes også pludselig, at jeg kunne høre nogle små stemmer
råbe: ”VI VIL HA WIENERBRØD!!” om natten, men jeg har ikke haft huller i
tænderne, siden jeg var 5, så jeg aner ikke, hvordan det føles.

Jeg har ikke specielt pæne tænder. Virkelig. Mine fortænder
krydser ind over hinanden, mine vampyrtænder er lidt for lange, og så har jeg
tendens til misfarvninger, fordi jeg drikker meget kaffe. Men de er velholdte,
og det i en sådan grad, at jeg nu tre gange har oplevet, at tandlæger henter
deres klinikassistenter (og i et tilfælde en receptionist) for at vise dem, hvor
”fantastisk flotte de tænder er, Inge!!” (Ok, det hed de ikke alle sammen, men
I forstår, hvad jeg mener.)

Ingenting. Som i: Overhovedet ingenting.

Så trækker det op til Sankt Hans. Min første af slagsen i
Esbjerg.

Det er jo løgn. Men den første af slagsen i Esbjerg, Vol. 2.
(Giver udtrykket ”Den svære 2’er” en helt ny betydning.) Min bedste
esbjergveninde har været så fræk at tage på ferie, og jeg kom til at tude meget
voldsomt på min mor, da hun spurgte, hvad jeg så skulle Skt. Hans aften.

Nå, men det, jeg vil frem til er, at vi har planer, bette A
og jeg. Antons vugger holder fest. Lyder det fesent? Der er 140 tilmeldte.
Blandt dem nogle af de forældre, som jeg drak kaffe med på hospitalet, da vi
alle ufrivilligt var blevet meldt ind i Rota-klubben. Og der er jo ikke noget, der
binder mere sammen, end at stå i bræk til knæene, mens man forsøger at tvinge
æblejuice og Tuc-kiks i afkommet.

Gider på den anden side godt at have noget at sugarcoate samvær
med 40 overtrætte, sukkerspeedede børn med. (Hvis der er forældre derudefra,
der læser med, så er det selvfølgelig ikke jeres børn, jeg
mener.)

Og når jeg tager mig selv i at tænke: ”Hold kæft, hvor fedt!”
når jeg læser, at bålet tændes 18.30, så de mindste kan få det med, ved jeg
pludselig godt, hvorfor steder som Lalandia kan løbe rundt.

Jeg bliver meget sjældent uvenner med folk, hvilket kan
undre, da jeg kan være så stejl, at lodrette bjergsider skæver misundeligt til
mig. (They see me rollin.. They hating..) Jeg tror, at det er fordi, jeg ikke er
typen, der går og brænder inde med tingene. Jeg går ikke efter konfrontationer
for konfrontationernes skyld, men det ville være synd at kalde mig konfliktsky.
Det betyder, at det godt kan blive lidt højrøstet, når man står lige under
meningsudvekslingsskyen, men til gengæld er der forbløffende ofte fuldstændig
skyfri himmel bagefter.

I skrivende stund er der 2 mennesker, der hader mig. Den ene
har god grund til det. Den anden skal se at få hovedet ud af røven på sig selv
har et lidt andet verdenssyn end mig, og vi bliver aldrig enige om, hvad det
egentlig var, der skete dengang.

Det var det så ikke. Og her er det, at surheds kemiske
formel åbenbarer sig, for selvom jeg ikke havde noget som helst at være sur
over, så blev jeg sgu da bare sur over, at hun var sur. (Hvad er det for en
susende lyd? Nå! Det må være mine 4 mandlige læsere, der sukker dybt og
samstemmende over kvinder.) Det fik vi et år til at gå med. Til sidst havde jeg
nærmest glemt, hvad hele miseren startede med.

Så jeg afveg en grad fra min sædvanlige stejle kurs, og
sendte en udstrakt hånd – som blev gengældt på stedet med noget, der nærmest
mindede om lettelse. Min klare fornemmelse er, at ingen af os var sure længere,
men at vi bare havde hængt på korset så længe, at vi havde glemt, hvordan man
kommer ned igen.

Vi er her endnu, og det går bedre. Det ville være at tage
munden fuld at sige, at det går godt, men ’bedre’ er stadig et ca. 1000 gange
federe sted at bo, end helvedes pestbefængte krybekælder, hvor vi opholdte os
sidst.

Jeg har snakket med sundhedsplejersken, har indført undtagelsestilstand (og
dermed knap så høje krav til mig selv) på de mest nødvendige områder, har været
så heldig at blive aflyst på arbejde = hjem i seng, har læst jeres fine og
kloge kommentarer (tak!) OG: Mormor og morfar tager ham fra fredag til lørdag.

Ja, undskyld. Det gik lige så godt med gode bøger og gode
fester – og det gjorde det. Det er bare kun halvdelen af historien. Den anden
halvdel er, at Anton siden han var syg, har været fuldstændig umulig. Han
skriger, skriger, SKRIGER, når han ikke får sin vilje, hvilket jeg kan oplyse,
at man ikke engang som mor kan finde charmen i. Han prøver grænser af hele
tiden ved at gøre alt det, han ikke må, og så sover han ikke. Han har i
forvejen aldrig været et barn, der sov meget, og nu er der skåret yderligere i
puljen.

Når jeg er så træt, ramler det hele. Jeg har lyst til at
brøle ind i ansigtet på dem, der næsten ikke kan være der for gode råd,
at alle børn er forskellige, og at ja, jeg HAR prøvet at gå/at blive/at
synge/at holde kæft og samtlige bøger og deres lorteteknikker, og de virker
ikke en skid på mit barn. Og jeg må gå, for ikke at gribe til vold, når de
grinende spørger, om Anton skal på ferie hos dem en uge, for så skal de
sandelig nok lige lære ham at sove igennem.

Men noget skal man jo lave med et barn, der er vågen 11
timer af gangen, så i går tog vi til loppemarked i en lille afkrog af byen, og
det skulle vi aldrig have gjort. Mens jeg i silende regn forsøgte at forhindre Anton
i at rulle sig i vandpytterne, stod jeg og kiggede rundt på 15 boder, der
hver især kunne opbyde to par gummistøvler, en ikeastol og højtlæsningsbøger
med æselører og fedtede fingre, mens lyden af Lars Lilholt væltede ud af
forsamlingshuset, hvor man kunne købe to ristede med brød til 30 kr.

Nu sidder jeg her med sandede post-tude øjne og gruer for
natten. Jeg har åbnet en dåseøl i et afmægtigt forsøg på lokalintegration, og
bestukket naboens trampolinhoppende unger med en is for at få dem til at synge
svensk grand prix-lort på lidt lavere db.

Jeg håber, at alle har haft en god weekend? Jeg har. Jeg
brugte lørdag på at fejre min far, som fyldte 60. Jeg ved godt, at man som
dansker skal hade den slags fester med bordkort, taler og tre retter mad, hvis
man vil gøre sig forhåbninger om at være bare den mindste smule hip, men det
var simpelthen sådan en dejlig dag.

Men uanset hvor meget de har betydet for mig, vennerne, er
de ikke mine mennesker, og jeg har mistet kontakten med de fleste af dem, da
jeg flyttede hjemmefra. Sad på et tidspunkt og kiggede rundt og tænkte, at det
må være lidt det samme som at blive skilt, når man har et rigtig godt forhold
til sin svigerfamilie.

Kommentar nr. 5.

Tillykke til dig, Lene. Hvis du smider mig en mail med navn og adresse, så sender jeg bogen til dig asap.

Mvh

Linda

Jeg har lige læst Annamettes nye bog Længsler & Leverpostej.
Det skulle du også tage at gøre. Og det siger jeg ikke bare fordi, jeg synes,
at hun er en skøn dame, som jeg godt gad boede i kaffeafstand fra mig. Jeg
siger det også fordi, det er en virkelig god bog.

Helt kort til dem, der ikke lige er snublet over den endnu,
handler den som titlen antyder om, hvordan det påvirker et parforhold at få
børn. VENT! Du må ikke gå. Den er nemlig OGSÅ god, hvis man er single. Eller
planlægger børn, og dermed stadig er der, hvor man i al hemmelighed stadig
tror, at alle de mødre, der tuder og klager og har rande under øjnene og børn
med pletter på tøjet, bare ikke har fattet konceptet ”planlægning”, hvilket man
gudskelov selv har, og derfor med sikkerhed bliver verdens mest udsovede,
veltrænede og laid back mor, når den tid kommer. Jamen, det troede vi sgu da
alle sammen, gjorde vi ikke?

Annamette har to børn, jeg har et. Hun bor sammen med
børnenes far. Det gør jeg ikke. Hun har adgang til regelmæssig sex med en, der
ikke først skal have kørekort til hendes krop. Det har jeg ikke. Og alligevel
var der simpelthen så mange steder i bogen, hvor genkendelighedsfaktoren for
mig var 1:1. Jeg ved godt, hvad hun mener, når hun spørger sig selv, hvor længe
hun skal blive ved med at lade som om, den krop, hun har nu, bare er en
midlertidig en, indtil hendes rigtige krop kommer tilbage. Og jeg måtte lige
lægge bogen to minutter, da jeg læste ”Mit liv er anderledes, og jeg skal ikke
begynde at måle mit liv med det liv jeg havde, inden jeg fik børn. Det har min
hjerne hele tiden vidst, men min krop har været lidt uenig.”

Det er en dejlig livsbekræftende bog, og jeg kom til at
læse den på halvanden dag, så jeg er nu gået i stalkerposition for at få hende til
at skrive noget mere.

God weekend.