Linda

Bedst som jeg tror, at nu har jeg fundet alt, hvad der er at hade i forbindelse med Ungdomshuset og G-13 demonstrationer, dukker nye begreber op, som giver mig lyst til at ringe til politiet og spørge, om de mangler en hånd. Seneste skud på stammen er foreningen:

“Forældre mod politibrutalitet.”

Pludselig giver det mere mening, at der findes unge, som oprigtigt mener, at det fremmer deres sag at brænde fremmede menneskers biler af og kaste med cykler. Hvis jeg var betjent i Kbh, ville jeg tage initiativ til at danne foreningen “Politi for forældreansvar for deres rådne, forkælede ungers opdragelse.” Der skulle være rig mulighed for at lave en række aftenforedrag om emner, som i de kredse aldrig tidligere er blevet belyst.

1) “Dit og Mit.” En aften med fokus på, hvordan man skelner, samt hvordan man udvikler respekt for andres ting.
2) “At have et skøde – hvad betyder det i praksis?”
3) “Arbejdsmarkedet og at søge et job.” Hvordan fungerer er det, og hvad vil det sige at tjene penge selv?
4) “Sæbens mange muligheder.”
5) “Dit inkompetente barn.”

Er det ikke muligt at deponere hele flokken på Cristiania, stikke dem et telt og give lortet tilbage til Norge?

Kære Sundhedsstyrelse.

At skrive en blog er lidt som at lave radio: Man aner ikke, om der er nogen derude. Derfor overrasker det mig naturligvis glædeligt at opdage, at I læser med.

Jeg kan godt se, hvordan I hen over den seneste måned har kunne få opfattelsen af, at jeg har et alkoholproblem. Det er ikke tilfældet. Jeg omgåes rødvin afslappet og kærligt, men der er ingen grund til bekymring, det lover jeg.

Netop derfor retter jeg henvendelse til Jer. I kan roligt indstille skydningen. Jeg har hørt jer. Det skaber sådan en dårlig stemning, at I plastrer alle busskure til med plakater, og skriver side op og spalte ned i alle aviser om, at “veluddannede kvinder drikker mere end deres dårligere uddannede medsøstre”. Jeg synes da nok, at vi plejer at kunne snakke om tingene? Det sårer mig ærlig talt lidt, at I ikke henvender Jer direkte.

Selvom I ikke bifalder min adfærd 100 %, så synes jeg stadig at det er vigtigt, at vi udviser empati og forståelse over for hinanden. Jeg har for eksempel ladet det passere, at I har overset detaljen med, at ’14/21 genstande om ugen’ bygger på en engelsk undersøgelse, hvor en genstand er 8 gram alkohol, mod de 12 gram vi bruger i Danmark. En helt forståelig fejl. Alle ved jo, at englændere bruger præcis de samme måleangivelser, som vi gør i Danmark – bare se på sko og vejskilte. No hard feelings.

Jeg foreslår, at I afslutter kampagnen. Pengene kunne i stedet bruges på en målrettet indsats for at få folk til at drikke kvalitetsvin ved at ansætte nogle ordenlige vinanmeldere. Den første jeg foreslår, vi skifter ud, er ham, der anmelder i JPaarhus. Når man som positivt karakteristika fremhæver, at smagen i en afrikansk vin “har et strejf af våd pels”, så mener jeg ærlig talt ikke, at man er sin opgave voksen. Den slags pubertære sjofelheder hører ingen steder hjemme.

Jeg ser frem til at høre fra Jer, og står naturligvis til rådighed, hvis I har uddybende spørgsmål til mine forslag.

Med venlig hilsen

Linda Abildgren

De tre korte:

1) Ingen edderkopper i mit hjem.
Jeg får rædselsspasmer. Først løber jeg panikslagent 4 gange rundt om mig selv. Så pakker jeg armen ind i papir fra håndled til skulder, hvorefter jeg betrækker den med en pose. Derefter laver jeg en lyd, der er så høj, at det primært er hunde, der kan høre den, lukker øjnene og angriber. Når jeg mærker “splat”, besvimer jeg nærmest af væmmelse, råber: “AD!!AD!!AD!!AD!!AD!!” hele vejen ud til toilettet, og slutter seancen med en hysteridans. Meget lidt fordrende for mit billede af mig selv som cool, laid back gør-det-selv-kvinde.

2) Ingen flødeskum på min kakao –
– blev der sagt! Når man på café bestiller varm kakao u-d-e-n f-l-ø-d-e-s-k-u-m, så er det mig en gåde, hvordan det havner der alligevel? Jeg kan ikke lide det. Man bliver fed af det, ligner en unge på 3, når man sidder der med mælkeskæg, og endelig giver det sygt dårlig ånde.

3) Træningstøj uden velcro.
Både wristbands og cykelsko lukkes med velcro. Behæftet med al for stor risiko for værdighedstab, hvis du spørger mig. Har nu to gange præsteret at fare ind i salen med mine ting, for så – foran ALLE – at opdage, at der sidder et par g-strengstrusser fast i velcroet.

– Og så det lange:

4) Karls Motorservice flyttet til Harald Jensens Plads.
Min cykel har i lang tid trængt svært til at blive indlagt til observation. Den har afstødt sin forlygte, lagt begge bremser på is, (hvilket forvandler en tur ned af Ringgaden til russisk roulette på hjul), forsøgt at delete sin egen kæde ved hjælp af rust og drejet sadlen i en obskøn vinkel for at få opmærksomhed. Endelig gav jeg mig og henvendte mig på skadestuen i det nye lokalområde. Tog plads ved skranken og informerede 12-årig reservelæge om, at jeg havde parkeret patienten udenfor. Fuld af blind tillid til egen hukommelse, lyttede han til min beskrivelse af symptomerne, alt imens jeg tænkte: “Skriv det nu NED, mand!”. Men nej. Undervejs kom han med beklagende lyde og udsagn som: “Ja…. Altså.. Vi renser ikke kæder.” Nej?? Hvad gør I så? “Hvad mener du?” “……!! Når. I. Nu. Ikke. Renser. Kæder. Hvad. Foreslår. Du. Så?” (Hvad fanden lærer de på det der Teknisk Skole?!!). Da vi efter 10 minutter nåede til vejs ende, bad han mig gå med ind. Hvor han tog en blok. Og sagde: “Så det var sadlen?” Den bliver kørt på opvågningsstuen i morgen kl 14. Det vil ikke forbløffe mig, hvis jeg kommer derover, og de har amputeret et hjul, eller der er gået koldbrand i stellet. Er det muligt at få cykelservice som take-away?

Da jeg var barn, gik de seje drenge rundt og spurgte: “Hvad vil du helst skæres med, en skarp eller en sløv kniv?” Fordi man dengang ikke havde den tankegang, man har idag, overvejede man det konkrete spørgsmål, hvorefter de fleste af os svarede: “En sløv”. Det lød mindst smertefuldt. 23 års omgang med køkkenknive har lært mig, at dér tog vi fejl.

Idag spurgte en af de seje piger mig: “Vil man egentlig helst være kæresten eller hende, han har ved siden af?” Der hvor jeg står nu, vil jeg sige det sidste, men måske det også ser anderledes ud om 23 år?

Det er ikke optimalt at være hende på siden. I starten tilføjer det forholdet et vist element af spænding, at det hele er så fordækt, men efter et stykke tid bliver det svært at holde tingene adskilt. Det bliver sværere at huske at opføre sig som bekendte, når der er andre til stede. Det er bare ærgeligt, hvis du skal have fat i ham, for det er udelukket at ringe – tænk hvis kæresten er i nærheden. Det bliver træls, at han altid skal afsted på et bestemt tidspunkt, fordi ‘jobmøder’ trods alt ikke varer til kl 03.00. Hvis det står på længe nok, begynder tanken om, at han står lige ud af din seng for at gå hjem og lægge sig hos hende, også at genere.

Men i det mindste kender man spillets regler. Hvor jeg til enhver tid kan vælge at trække mig, når jeg har fået nok af at dele, så deler kæresten sin mand uden at vide det. Og derfor vil jeg hellere vil være hende ved siden af. For det er muligt, at kæresten “har ham”. I mine øjne rangerer mænd med elastisk moral bare ikke ret højt på listen over ønskværdige kærester.

De fleste af de piger jeg kender, har haft kortere eller længere karrierer som girl on the side. Det ville være nobelt, hvis vi afstod i søstersolidaritetens navn. Det kender jeg ingen, der har gjort. Derfor må jeg vel også indkalkulere muligheden for, at det en dag bliver mig, der finder ud af, at min kæreste har noget kørende ved siden af. Vil det gøre en forskel for mig, om der er tale om en enkeltstående smutter, eller om det har stået på over en længere periode? Om det er en kollega eller en tilfældig fremmed i byen? Om andre ved det? Jeg tror det næppe. Mit bud vil være, at man ikke kan bruge omstændigheder som strygestål: Det vil stadig føles som at få hjertet skåret ud med en meget sløv kniv.

Jeg har den store kabelpakke (havde været en klam, klam sætning, hvis jeg havde været en mand), og ikke desto mindre kan jeg ikke finde noget som helst at se. En helt almindelig tirsdag aften står valget imellem:

Q-TV.
Pernille Ålund, der laver en 1:1 identifikation med Oprah, og taler om emner, der cementerer alle fordomme, man kan have om kvinder. Gider nogen få hende til at stoppe med at stå og slå ud til højre og venstre med armene, mens hun kæfter op om sit eget sexliv?

2900 Happiness.
Serien, der er blevet slået stort op, fordi det er den første store danske serie af sin slags. Er jeg den eneste, der undrer mig over, at man så har valgt en engelsk titel? Det viser sig også, at der er en grund til, at ingen før har lavet den slags serier: Det er så kunstigt og karikeret, at det hviner i tænderne. Lidt ligesom dansk rap om gangsta-livet på blok 13.

1 – 100.
Så forkert. Så utrolig forkert. En i alle ordets betydninger stor målmand reduceret til habitklædt, dansende abe.

Bonde søger brud.
Mine negle sidder fast i hælene, så meget krummer jeg tæer. TV DK har specialiseret sig i “helt almindelige mennesker”-tv, og jeg kan ikke finde ud af, hvornår jeg synes, at det er mest pinagtigt at se med: I starten, hvor de unge mødre/de hjemløse/bønderne er så kamerasky, at de rødmer, og lyder som om de læser op, hver gang de taler. Eller efter nogle uger, når de er begyndt at synes, at de er lidt celebreties, og smider om sig med bemærkninger som: “Hvordan synes du selv, det går?”

MTV.
Kan I huske, da der var musik på MTV? Nu er der bare det ene realityshow efter det andet. Hvordan stjernerne bor, hvordan de bliver gift, driller hinanden og opdrager deres børn. Der må vel også være et show lige på trapperne om, hvordan man mister forældremyndigheden over sine børn? Hvilket formentlig afstedkommer en programrække on-air psykolog-sessions med Britney på briksen og Dr. Phil på den høje hest.

Champions League:
Og det var her jeg endte i behageligt selskab med Ryan Giggs. Selvom jeg stadig ikke forstår den møg offside regel. Eller hvad det betyder, når linievogteren (liniedommeren?) gør noget bestemt med flaget. Men med det tv program, efteråret byder på, så burde der være mulighed for at nå at lære det.

På side 1 i Den Store Bog Om Spørgsmål, Man Ikke Gider Svare På står: “Hvorfor har du dog ikke en kæreste?”. Uanset om man er single af valg eller af nød, så er det meget, meget svært at komme med et passende svar, der ikke enten signalerer alarmerende lavt selvværd eller laver frostskader på stemningen. De mennesker, der stiller det, er altid i forhold, så det kommer let til at føles som en meget ulige samtale, hvor man forventes at udstille sine formodede kvaler over for én, som har sit på det tørre. Det er sikkert ikke tænkt sådan. Men det er sådan, det føles. De mennesker, der stiller det er sjældent heller folk, man kender særlig godt, og så synes jeg egentlig, at det er temmelig uforskammet at spørge til noget så privat.

Jeg kan anbefale den kreative, uforskammede respons. Det snører snuden effektivt sammen på folk, hvis man spørger, om det er rigtigt, at sexlivet bliver trist og ensformigt efter x antal år? At fortælle om en undersøgelse man har læst, som viser, at 7 ud af 10 mennesker er deres partner utro. Eller at svare, at det hænger sammen med, at man er til utrolig avanceret sex.

Man kunne selvfølgelig også prøve at fortælle om nogle af de mænd, man har mødt og datet. Det ville forklare meget. Der var ham på 30, som viste sig at bo i sine forældres kælder. Ham, der på første date fortalte, at han boede på kollegie, fordi han ikke lige havde “fået taget sig sammen til at skrive sit speciale færdigt. Det er jo også svært at flytte, når man ingen indkomst har, og skylder så mange penge i banken.” Ham, der i byen forsøgte at imponere ved at sige: “Jeg arbejder på et slagteri. Men primært er jeg bjergbestiger.” Dem, der viste sig at bo med kæresten. Ham, der ville det så meget, at han stillede til frokost i uldhabit. I august. Ham, der var utrolig sød og på – og som forsvandt lige så pludselig, som han var kommet.

Og endelig kunne jeg vælge at fortælle om dengang, jeg havde sagt ja til en blind date med min venindes kollega Anders. Ti minutter forsinket småløber jeg ind på Baresso. Ved døren sidder Anders og venter. Jeg rækker hånden frem, smiler og affyrer: “Hejjeghedderlindaundskyldjegkommerforsent!” Han ser meget forbløffet ud, rækker tøvende hånden frem og siger: “Hi. I’m Ian”….

Jeg er sukkernarkoman, og jeg junker endnu. Der er tale om et blandingsmisbrug. Kage. Slik. Is. You name it. Hvis det består af simple kulhydrater, har jeg taget det. Når jeg forsøger at trappe ned, ser jeg slikposer og bagerforretninger alle steder. Jeg skifter gladeligt alle dagens hovedmåltider ud med Haribo. Eller Katjes. Eller Malaco. Eller Pinghvin.

I perioder formår jeg at holde stand. Jeg gentager for mig selv: “Just say no! Just say no!”. Det er dyrt, og tilsyneladende er der i snydekoder i omløb; Kulhydraterne går fra munden, uden om fordøjelsen og direkte ned på min røv. Jeg ved, at når jeg har fixet, breder der sig først en fornemmelse af veltilpashed og fred, men derefter rastløshed og samvittighedsbaseret uro, og jeg lover mig selv, at det var sidste gang.

Lige nu sidder jeg med metadon-isen Isis. For den nye misbruger kan jeg fortælle, at det er is til diabetespatienter. Hold nu kæft, hvor det smager skidt! Syntetisk, mandelessensagtigt og konsistensen er helt forkert. Men det er is. Og når man forsøger at blive clean, er det bedre end ingenting. Er der ikke nok nogle forskere, der vil forbarme sig og opfinde et plaster til mig og min slags? Please? Vink vanen farvel med Sugatinell.

‘Forældre’ er ‘effektivitet’ stavet bagfra. Jeg bøjer mig i støvet for mine. Når jeg beder dem om hjælp, så angriber de problemet med militant, kirurgisk præcision. Intet er overladt til tilfældighederne, og der er tjek på ALT. De træder ind af døren med skrubbede hænder og stetoskop om halsen. Det er som at se en operation (minus slæver og blod). “Skruetrækker!” “Nål!” Og nu har jeg så pludselig et helt hjem. Med ophængte spejle, lamper og gardiner. Hvis ledninger tillader sig at ligge og rode, ser man min far forvandle sig til Terminator. “Locked on target… Attack!” Det er ikke smukt, når de må lade livet i en sky af ledningsstumper og kobbertråd, men i det mindste er der tale om et hurtigt, effektivt drab.

Til gengæld skal man sørge for at hælde brændstof på dem. Kom til at glemme, at det ikke er alle, der kører med min skæve dagsrytme, hvor det er træning, der bestemmer mine spisetider. Kom hjem til underlig apatisk udgave af forældre, der sad med tomme blikke og ventede på føde. Meget omvendt situation pludselig at være den voksne solsort, der kommer retur til reden med proviant. Rugbrød, koffein og sukker, så var de re-charged, og klar til fortsat at slå hårdt ned på halvfabrikata og løse forbindelser. (Kommer til at tænke på, at det egentlig er lidt urimeligt, at jeg har ry for at være den i familien, som bliver utilregnelig med lavt blodsukker? På den anden side, så må jeg medgive, at apati er nemmere at håndtere end hysteri.)

Nu har tropperne trukket sig tilbage. Jeg nåede lige at låne bilen til en afskedstur i Ikea. Jeg ville gerne have gået lidt rundt for mig selv og taget stille afsked med de forskellige afdelinger. Have sagt undskyld til de områder, jeg har lagt brak. Sagt tak til alle de vogne, der har tålmodigt at fundet sig i at blive skamredet af mig og mine indkøb, når vi skulle skynde os til kassen. Desværre faldt min exit sammen med lønningsdag, hvilket umuliggjorde et stille, intimt farvel. Så må jeg jo nok hellere tage derud igen…

Jeg er ikke god til overraskelser. Måske fordi overraskelser i mit tilfælde sjældent er hverken hyggelige eller sjove. Hvis jeg lige på siddende booty skal nævne de tre seneste af slagsen, jeg har været udsat for, så har det været:

1) En video med en mand, der undersøger sin egen mavesæk med et kamera, som han fører gennem næsen og ned. Mens han taler.
2) En ekstra sang til spinning, efter at timen egentlig var færdig.
3) Et meget uheldigt placeret vejskilt på en meget mørk cykelsti.

De to første blev præsenteret med stemmer, der tydeligt viste, at nu skulle vi rigtignok hygge os med noget helt særligt. Den tredje ville have været markant mindre ubehagelig, hvis den var blevet præsenteret i det hele taget.

Jeg er ikke meget for at indrømme, at jeg er uptight og kontrolbefængt, men jeg slipper nok ikke udenom, at det er det, der vækker overraskelsesubehaget i mig. Hvis jeg havde siddet i den lejlighed, som badekaret faldt ned i i reklamen, havde der ikke været Gevalia på kanden. Der havde været harske bemærkninger og sagsanlæg. Plus et anfald over, hvor jeg nu skulle sove. Da jeg stod på Bramminge station, med tårer i øjnene og klump i halsen, og forsøgte at aftvinge min mor lidt sympati, foreslog hun, at jeg skulle komme hjem. Jeg gik i baglås over, at jeg ikke havde andet tøj med, til hvis jeg nu skulle på job dagen efter. Mennesker som mig går i panik, når vi udsættes for surprise-fester. Min hjerne jammer, når jeg forsøger at regne ud, om der er mad nok, stole nok, hvem der kommer, hvad jeg skal forvente mig, hvordan jeg skal få skiftet tøj, uden at gæsterne opdager det, så jeg ikke foreviges på billeder som Alfons Åbergs adfærdsvanskelige lillesøster(igen) – samtidig med, at jeg godt ved, at folk har knoklet som sindsyge for at overraske mig. “Utaknemmelige bæst”, hører jeg nogen tænke. Og jeg ved det virkelig godt! Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne sætte pris på den slags. Freud ville få cigaren galt i halsen i sin iver for at hamre på knappen og råbe: “Hvad er: Anal personlighed?”

Jeg er nu gået aktivt ind i kampen for at lære at sætte pris på overraskelser. Første skridt på vejen er at opsøge de gode overraskelser. Og det lader til at virke. Jeg har overrasket mig selv ved at købe afsindige mængder af nye ting og nyt tøj. Jeg bliver glædeligt overrasket, når jeg kommer ind i min stue, og ser mit nye tæppe. Jeg er så glad for alle mine nye sko, at jeg kunne finde på at beholde dem på i seng. Glad glad glad! Må være voksenpendanten til nyt legetøj. Det bliver så en lille smule spændende at åbne det brev fra banken, jeg går og flytter rundt på. Så mangler jeg faktisk bare chokoladen for at være udstyret med komplet Kinderpersonlighed.