På side 1 i Den Store Bog Om Spørgsmål, Man Ikke Gider Svare På står: “Hvorfor har du dog ikke en kæreste?”. Uanset om man er single af valg eller af nød, så er det meget, meget svært at komme med et passende svar, der ikke enten signalerer alarmerende lavt selvværd eller laver frostskader på stemningen. De mennesker, der stiller det, er altid i forhold, så det kommer let til at føles som en meget ulige samtale, hvor man forventes at udstille sine formodede kvaler over for én, som har sit på det tørre. Det er sikkert ikke tænkt sådan. Men det er sådan, det føles. De mennesker, der stiller det er sjældent heller folk, man kender særlig godt, og så synes jeg egentlig, at det er temmelig uforskammet at spørge til noget så privat.
Jeg kan anbefale den kreative, uforskammede respons. Det snører snuden effektivt sammen på folk, hvis man spørger, om det er rigtigt, at sexlivet bliver trist og ensformigt efter x antal år? At fortælle om en undersøgelse man har læst, som viser, at 7 ud af 10 mennesker er deres partner utro. Eller at svare, at det hænger sammen med, at man er til utrolig avanceret sex.
Man kunne selvfølgelig også prøve at fortælle om nogle af de mænd, man har mødt og datet. Det ville forklare meget. Der var ham på 30, som viste sig at bo i sine forældres kælder. Ham, der på første date fortalte, at han boede på kollegie, fordi han ikke lige havde “fået taget sig sammen til at skrive sit speciale færdigt. Det er jo også svært at flytte, når man ingen indkomst har, og skylder så mange penge i banken.” Ham, der i byen forsøgte at imponere ved at sige: “Jeg arbejder på et slagteri. Men primært er jeg bjergbestiger.” Dem, der viste sig at bo med kæresten. Ham, der ville det så meget, at han stillede til frokost i uldhabit. I august. Ham, der var utrolig sød og på – og som forsvandt lige så pludselig, som han var kommet.
Og endelig kunne jeg vælge at fortælle om dengang, jeg havde sagt ja til en blind date med min venindes kollega Anders. Ti minutter forsinket småløber jeg ind på Baresso. Ved døren sidder Anders og venter. Jeg rækker hånden frem, smiler og affyrer: “Hejjeghedderlindaundskyldjegkommerforsent!” Han ser meget forbløffet ud, rækker tøvende hånden frem og siger: “Hi. I’m Ian”….
Til spørgsmålet om, hvorfor man ikke har en kæreste (jeg kan dem stadig udenad – jeg samler på uaktuel viden):
– Jeg er i virkeligheden gift med en fange i Guantanamo/en bonde i Afrika/millardær i Silicon Valley
– Jeg snorker
– Det er fordi jeg venter på dig (virker på begge køn)
– Fordi mine 5 katte er så pokkers jaloux
– Min karriere tillader ikke privatliv
– Jeg har aflagt kyskhedsløfte. Arbejder på at udslette alle følelser i kæreste-kategorien.
– Jeg kan ikke binde mig. (Så kan man samtidig forfine sit misforstået-kunstner-image)
– Fordi jeg har haft en forfærdelig barndom. Har du 15 timer, så skal jeg fortælle dig ALT om, hvordan jeg sad skævt på potten.
– Jeg kan ikke ha en kæreste lige nu. Jeg sympatiserer med hende derovre.
– Jeg har den mest ubehagelige underlivslidelse (… indsæt selv forestillinger..)og det vil kræve evigt commitment til den samme person, hvis sex nogensinde skal kunne finde sted.
– Jeg kan godt gå i IKEA selv
– Vil helst ikke dele mine vingummier med nogen…
– Jeg er diagnosticeret Egoist. Kan ikke tage hensyn til andre selvom jeg gerne ville have alle de serviceydelser der følger med en kæreste.
Flere?