Vedr: Kampagne.

Kære Sundhedsstyrelse.

At skrive en blog er lidt som at lave radio: Man aner ikke, om der er nogen derude. Derfor overrasker det mig naturligvis glædeligt at opdage, at I læser med.

Jeg kan godt se, hvordan I hen over den seneste måned har kunne få opfattelsen af, at jeg har et alkoholproblem. Det er ikke tilfældet. Jeg omgåes rødvin afslappet og kærligt, men der er ingen grund til bekymring, det lover jeg.

Netop derfor retter jeg henvendelse til Jer. I kan roligt indstille skydningen. Jeg har hørt jer. Det skaber sådan en dårlig stemning, at I plastrer alle busskure til med plakater, og skriver side op og spalte ned i alle aviser om, at “veluddannede kvinder drikker mere end deres dårligere uddannede medsøstre”. Jeg synes da nok, at vi plejer at kunne snakke om tingene? Det sårer mig ærlig talt lidt, at I ikke henvender Jer direkte.

Selvom I ikke bifalder min adfærd 100 %, så synes jeg stadig at det er vigtigt, at vi udviser empati og forståelse over for hinanden. Jeg har for eksempel ladet det passere, at I har overset detaljen med, at ’14/21 genstande om ugen’ bygger på en engelsk undersøgelse, hvor en genstand er 8 gram alkohol, mod de 12 gram vi bruger i Danmark. En helt forståelig fejl. Alle ved jo, at englændere bruger præcis de samme måleangivelser, som vi gør i Danmark – bare se på sko og vejskilte. No hard feelings.

Jeg foreslår, at I afslutter kampagnen. Pengene kunne i stedet bruges på en målrettet indsats for at få folk til at drikke kvalitetsvin ved at ansætte nogle ordenlige vinanmeldere. Den første jeg foreslår, vi skifter ud, er ham, der anmelder i JPaarhus. Når man som positivt karakteristika fremhæver, at smagen i en afrikansk vin “har et strejf af våd pels”, så mener jeg ærlig talt ikke, at man er sin opgave voksen. Den slags pubertære sjofelheder hører ingen steder hjemme.

Jeg ser frem til at høre fra Jer, og står naturligvis til rådighed, hvis I har uddybende spørgsmål til mine forslag.

Med venlig hilsen

Linda Abildgren

Published by

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.