Træd varsomt, thi her bliver mennesker til
I sidste uge lagde Kristina en kommentar under mit indlæg om rengøringsdamerne, hvor hun skrev følgende:
Her er det en vikar, der har kickstartet en lavine af ondt i maven og nervøsitet hos ældstebarnet. Simpelthen fordi nævnte vikar valgte at besvare min datters “bare FYI så kan jeg ikke lide høje lyde, så jeg har specialtilladelse til at gå ud på gangen hvis der bliver uro i klassen” med fysisk at skubbe barnet ind i klasselokalet (?!) akkompagneret af et “deal with it”. Jeg var så vred at jeg rystede, og måneders arbejde med at lære min datter at være åben og forklare og sætte grænser er nu skudt tilbage til start.
Det har jeg tænkt på siden, fordi jeg senere samme dag læste en overskrift om, hvor mange flere domme, der er faldet i voldtægtssager efter at samtykkeloven er trådt i kraft.
For jeg oplever, at der er nogen, der stadig hænger fast i overbevisningen om, at børn ikke tæller som rigtige mennesker, og at deres holdninger og følelser derfor ikke er valide. Rengøringsdamer, der ikke engang gider spørge til Antons forklaring på, hvorfor han sidder der på gangen i ensom majestæt. Idiotiske vikarer, der uden at blinke underkender et barns forklaring, formentlig udelukkende fordi, den kommer fra et barn.
Der er for mig noget virkelig paradoksalt i, at vi som samfund på den ene side taler om, hvordan vi dog kan hjælpe børn og unge til at blive bedre til at sætte grænser; både ift. påvirkning fra sociale medier og ift. overgreb, undertrykkelse og vold – og på den anden side fuldstændig, på enkeltplan, overruler dem, når de prøver at gøre det.
Så sent som i går havde vi en episode til svømning, hvor svømmetræneren sagde til Anton, at ‘det vil jeg faktisk ikke diskutere med dig’. Det har jeg svært ved at forestille mig, at hun ville have sagt til mig, hvis jeg havde sagt noget, hun ikke var enig i.
Og siger jeg, at vi hver eneste gang et barn forsøger at forklare noget, eller har et ønske eller en holdning bare skal efterkomme det og/eller give dem ret? Nej. Selvfølgelig ikke. Men det er utopisk at tro, at vi først kan begynde at opdrage dem til at sige fra, når de er blevet så gamle, at vi gerne vil have, at de praktiserer det. Hvis de skal udvikle de egenskaber, kræver det, at de bliver mødt og støttet i det, når de formes som mennesker, og så kan det ikke nytte, at vi behandler dem som umælende får. Hverken som forældre eller som fagfolk.
Der ryger finker af panden alle steder, og jeg tackler det ikke altid selv, som jeg gerne ville. Jeg får også somme tider lukket noget ned, uden egentlig at høre begrundelser og tanker bag. Men min nordstjerne er, at jeg i de situationer, hvor de kommer med noget, der er vigtigt for dem, møder mine børn, som jeg som medarbejder ville ønske at blive mødt af min chef. Der er den samme form for skævhed i magtbalancen, og selvom det måske kan lyde lidt koldt, mener jeg egentlig bare, at jeg som medarbejder ville føle mig latterliggjort, ikke-respekteret og magtesløs, hvis jeg blev fejet af med den éneste begrundelse, at jeg var medarbejder.
Jeg ville ønske – og forvente – at blive hørt og taget alvorligt. Også i de situationer, hvor min chef ikke var enig med mig, eller ikke forstod, hvorfor noget for mig var vigtigt.
Hvis jeg gik ind til min chef med tårer i øjnene, fordi der ikke var mere kaffe på kanden, ville jeg forvente, at vedkommende forstod, at den tomme kaffekolbe bare var dråben.
Hvis jeg til mødet takkede nej til sildemadder eller noget med bladselleri, ville jeg blive tordnende hysterisk, hvis det blev lagt på min tallerken alligevel. (I samme boldgade ville jeg også blive *noget* stram, hvis jeg sagde tak for mad, fordi jeg var mæt, og så fik besked på at spise den sidste kvarte sandwich alligevel).
Og hvis jeg ikke havde lyst til at kramme, ville jeg godt nok også føle ubehag ved at blive tvunget til det.
Hvis børn skal lære at mærke deres egne grænser, skal vi lære at acceptere deres udmeldinger, når de øver sig på det. Også selvom det somme tider er ubekvemt for os.
“Men Linda. Min datter vil ikke kramme mormor, og stemningen bliver så dårlig, hvis jeg siger, at det er ok, hun lader være.”
Ja. Den ER svær. Og modsat mange andre, der abonnerer på det samme børnesyn, som mig, så er jeg ikke tilhænger af, at det er enten-eller. For jeg synes også, at der er noget læring i at skulle finde ud af, hvad man stiller op, når der i én situation er to forskelligt-rettede ønsker. For mig at se, er en løsning ikke god, hvis den enes glæde er på bekostning af den andens. Og her VIL der være steder, hvor grænsesætning og hensynet til andre menneskers følelser clasher, og det det vanskeligt.
Jeg forsøger at tale med mine børn om det. Somme tider i situationen, somme tider bagefter. For sat på spidsen går de jo ikke i stykker af at kramme mormor én gang mere, hvis de har gjort det indtil nu, så i situationen ville jeg godt kunne finde på at opfordre til et lille kram – men jeg ville samle op med barnet bagefter. Jeg oplever, at en sætning i stil med: “Det her var ikke rart for dig, kunne jeg se. Det vil jeg gerne hjælpe med at finde en god løsning på. Den finder vi sammen, når vi kommer hjem” virkelig gør en forskel. Min erfaring er, at alene det, at de ved, at deres ubehag eller vrede er blevet set, og at der er plads til den, får meget til at falde til ro.
Kunsten herefter består jo så i at finde nogle alternativer og kompromisser, som alle parter kan leve med, og måske, voksen til voksen, tale med mormor om dem, inden situationen opstår igen. Det gør vi jo med alt muligt andet, og jeg tror, den ligger hos os, når vi ikke har lyst til at gøre det; at det handler om, at vi både bliver taget til fange i det, vi selv er opdraget til at gøre, og fordi det bare er nemmere og hurtigere, hvis vi lige sætter rammerne og børnene bare retter ind. Ikke mindst fordi vi har fået skabt en fortælling om, at børns konkrete adfærd direkte afspejler vores evner som forældre.
Det kræver tid og fokus at gro hele mennesker. Det kræver også, at vi somme tider i implementeringsfaserne må leve med andres fordømmelse, misbilligelse og manglende forståelse. Men vi kan ikke forvente, at børn lærer at lytte til sig selv, hvis vi aldrig viser dem, hvordan man gør.
14. september 2022 @ 16:42
Virkeligt godt skrevet! Det ræsonnerer hos mig (endda selvom jeg ikke har børn selv) og giver stof til eftertanke ift., hvordan jeg behandler (og burde behandle) nevøer, niecer og andre børn. Så tak.
15. september 2022 @ 19:05
Det er jeg virkelig glad for at høre, Anne – selv tak!
14. september 2022 @ 20:23
Åh ja, du har så evig ret! Det er en virkelig god påmindelse. Tak for den:)
15. september 2022 @ 19:05
Selv tak, Katrine. Jeg er glad for, at det giver mening for andre end mig:)
15. september 2022 @ 06:29
Tak for dit skriv <3 Jeg håber (og tror) at du har ret. Det gør ondt at se mit barn blive kørt over af verden, men jeg insisterer på at hun skal lære at forstå hvorfor hun er som hun er og at hun så absolut har ret til at kræve sin plads. Det føles ofte som om det er hende, der uddanner mig. Hun er særligt sensitiv, så læsset vælter over de underligste ting, og så er det mig, der skal prøve at se igennem gråden og forstå hvad der ligger bag (præcis som du beskriver med kaffekolben, der bare er dråben). For hun SKAL lytte når kroppen sætter grænser, for ellers ender det grimt med en teenager, der retter ind og følger med og ender i alverdens ulykkeligheder. Samtidig handler det også om perspektiv, for jeg kan godt forstå at du bliver nervøs over at vi skal køre med tog om en måned, men er det en reel frygt eller er det kroppen, der (over)reagerer på noget, der faktisk ikke er farligt? Skellet mellem reel og oplevet frygt er ofte noget af det sværeste at navigere i, synes jeg.
Samtidig synes jeg også jeg kan mærke et langsomt skift i det små, sådan ude i samfundet. Da jeg var lille var alle børn ens (!), og børn der skreg i supermarkedet var bare uopdragne. Nu føles det som om der er åbnet lidt mere op for en forståelse af de skjulte diagnoser, og jeg håber det fortsætter. Så dine og mine og vores børn kan være i verden som de er.
15. september 2022 @ 19:12
Jeg genkender alt, hvad du skriver. Både det her med at sidde med oplevelsen af, at det ofte er vores børn, der uddanner os, men også det her med at insistere på, at de skal lære at forstå sig selv, så de på den måde får redskaber til at tackle og håndtere livet.
Og der sker noget. Trods alt. Men jeg oplever stadig at møde mennesker, der ikke ANER, hvad autisme er for noget; også fagfolk, hvor jeg ikke engang havde overvejet, at det var en mulighed. Måske er det en af konsekvenserne af at leve med børn, der bøvler med noget, der influerer på alt i hverdagen? At man, fordi man er i det og omkring det 24/7/365 glemmer, at resten af verden slet ikke er i berøring med det, og derfor er lysår bagud på nogle punkter?
Uanset hvad: Det er godt, at vi er begyndt at tale så meget og så åbent om det. Det gør en forskel. Både for os og for vores børn <3
15. september 2022 @ 20:06
Det overrasker mig desværre ikke, at mange fagfolk ikke lader til at kende til autisme. Jeg er uddannet lærer i 2015, og dengang (jeg tror desværre ikke, det har ændret sig, men jeg håber det), blev vi ikke undervist i diagnoser, og hvordan vi skulle forholde os til det. Aldrig! Og især med den ‘nye’ folkeskolereform, hvor inklusion er nøgleordet, kan fagfolk i dag jo ikke undgå at møde børn med diagnoser. Så det er et kæmpe problem på så mange planer, men læreruddannelsen ruster desværre ikke lærere til virkeligheden.
16. september 2022 @ 05:46
Som altid megaspændende tanker du gør dig. Tak for at sætte min hjerne i gang. Jeg tror jeg er enig med dig det meste af vejen. Jeg har en pige på 10 år, der pludselig fra den ene dag til den anden ikke vil kysse sine forældre. Og det respekterer vi fuldt ud, og hun er stor nok til, at vi kan tale om, at man som forældre godt kan savne det, men at det er hende der bestemmer.
Jeg er også med dig så langt, at børn skal betragtes som mennesker med værdi og indflydelse. Og vi går meget op i, at hjemme hos os er vi 3 i familien, som er lige meget værd. Vi (de voksne) vil rigtig gerne flytte i hus, men da vi har valgt at bosætte os det sted i landet, hvor huse er dyrest, så vil det betyde skoleskift for barnet, og det er ikke noget jeg synes voksne bare kan beslutte uden at høre barnet, som jo får den største omvæltning af alle.
Der hvor jeg ikke helt går med dig hele vejen er, at man ved hele tiden at rumme barnets følelser, uanset hvor absurde de måtte være, ikke ruster dem til at møde uretfærdighed. Den føler vi lidt med vores datter lige nu, for hun reagerer ikke altid hensigtsmæssigt når der sættes rammer om noget hun ikke har lyst til eller synes er uretfærdigt. Og jeg vil nødigt have, at hun går gennem livet med følelsen af, at hun skal være universets centrum og inddrages i alt. For det tænker jeg lidt kan være konsekvensen af altid at blive rummet? Specielt fordi jeg kan se, at hun ofte slapper af, når hun møder en mur, hvor jeg siger, at sådan bliver det, uanset hvordan. Giver det mening?
16. september 2022 @ 20:29
Jeg forstår 100%, hvad du mener, og jeg er helt bag dig ift. at der kan være perioder, hvor noget må justeres, og at børn kræver forskellige tilgange i forskellige faser. Anton vil f.eks. lige for tiden gerne snakke om, hvor træls det er at gå i skole, lige når han skal sove, og Frida kan i perioder have ondt alle mulige steder – når hun lige husker det.
Egentlig tror jeg, at vi er enige, men måske bare bruger forskellige ord omkring det? Og måske er det mig, der ikke er tydelig nok på den her del i indlægget, men jeg vil gerne sætte en fed streg under, at jeg ikke mener, at man skal rumme på bekostning af grænser. Vi har så mange af slagsen herhjemme, at DF ville savle, hvis de hørte om det, og begge børn har så sent som i dag hvislet, at man aldrig må NOGET herhjemme.
Jeg mener sagtens, at man kan rumme børns følelser uden at gøre dem til verdens centrum, og også uden at give efter for griller, milde besættelser og fikse ideer. For jeg er helt enig: Det skal de lære. De børn, der ikke lærer det, får det svært resten af livet.
Hvis jeg bliver i den metafor, jeg bruger i indlægget, og tænker tilbage på de chefer, jeg har haft, så er de bedste af dem ikke dem, der altid gav mig ret eller gav efter, når jeg pressede på, men dem, der tog sig tid til at lytte til det, jeg sagde, og derefter var tydelige i det, de besluttede. Også når det var nej. Dem har jeg altid haft respekt for, og dem var jeg tryg i at arbejde under, netop fordi rammer og grænser blev tydeligt afstukkede.
Og for at lave fuld cirkel, så prøver jeg at praktisere netop dette, når Anton 4 minutter i ‘nu SKAL du sove’ pludselig har ‘brug for tale med dig, mor’. For her er jeg meget klar i mit “Nej” – men jeg siger ALTID, at jeg gerne vil tale om det i morgen, når vi begge to er friske. Det kræver selvfølgelig, at man selv husker at spørge til det i dagtimerne dagen efter, for det skal ikke bare være en måde at parkere noget, der er vigtigt for ham på. Men ved at sige ja til emnet men nej til tidspunktet, er det mit håb, at han føler, at jeg gerne vil tale om det, der er vigtigt for ham, men at jeg vil have lov at bestemme, hvornår vi gør det, ud fra en voksen vurdering af, hvornår det er hensigtsmæssigt at gøre.
17. september 2022 @ 06:03
Vi er rørende enige ❤