Same same – but different
Jeg tilmeldte i weekenden Anton, Frida og mig det første arrangement i den lokale afdeling af Autismeforeningen. Det fik mig til at tænke på en kommentar, jeg fik inden jul, som gik på udfordringen med at vide, hvornår man skal behandle søskende ens, og hvornår det er bedst for den samlede flok, at der gøres forskel.
Jeg forestiller mig, at det er overvejelser, man gør sig i alle versioner af børnefamilier, uanset antal af børn, og alle har et eller andet, de kæmper med, hvor børnene er enten så ens eller så forskellige, at det giver udfordringer.
For mig har der været mange overvejelser forbundet med, hvordan jeg hjælper begge mine børn lige meget. Ikke hvordan jeg behandler dem ens, men hvordan jeg møder dem, hvor de hver især er, og hvordan jeg styrker deres relation med respekt for den personlighed og de forcer og svagheder, de hver især har.
Jeg har før skrevet, at min oplevelse er, at vi gik fra at være et team til at være en familie, da vi udvidede flokken med Frida. Det ene er ikke hverken bedre eller mere rigtigt end det andet, men som jeg ser det, indebærer familiekonstellationen flere kompromisser og mere tilsidesættelse af den enkeltes behov, end team-versionen gør, simpelthen fordi det kræver mere at nå frem til den bedste løsning for tre, end det går for to.
Det har altid været en kerneværdi i min opdragelse, at man ikke bliver pålagt en rolle, alene i kraft af sin placering i søskenderækken. Man får ikke længere snor, fordi man er den lille, og der stilles ikke højere krav til fleksibilitet og evnen til at give sig, forstå eller lide afsavn, fordi man er den store. Jeg tænker meget over, at mine børns relation bliver ekstra vigtig, når jeg engang ikke er her længere, fordi de er donorbørn, og derfor gør jeg mig utrolig umage for, at deres samvær er tilvalgt, så der ikke er kors, nag og gammelt nid, der forpester relationen til den tid, fordi den ene altid skulle hjælpe eller have den anden på slæb.
Jeg synes, at det her med at behandle ens eller gøre forskel er en udfordring, der rammer i bølger. I nogle perioder er det ikke noget, der giver udfordringer, mens det i andre fylder nærmest det hele. Lige nu er det noget, jeg må forholde mig til flere gange dagligt, fordi Frida pludselig er blevet stor nok til at bemærke, når der stilles forskellige krav til dem, og fordi covid, vaccine og udredning er svært for Anton. Det giver flere situationer, hvor han er presset, og det er et af de steder, hvor det virkelig er svært for dem begge. For Frida trøster ud fra, hvordan hun selv falder til ro, hvilket er masser af ord, kram og tæt fysisk kontakt – hvilket stresser Anton yderligere i en i forvejen presset situation. Det er svært, synes jeg, for jeg kan ikke i den situation give begge børn det, de har brug for. Anton reagerer nærmest instinktivt ved at skubbe Frida væk, og Frida bliver enormt ked af, fordi hun ikke er stor nok til at forstå, at det handler om et overbelastet system, men tolker det som en afvisning af hende og hendes kærlighed.
Gaven og forbandelsen for Anton er, at han jo en stor del af tiden til forveksling ligner alle os andre, både i det han gør og siger. Men samtidig er der jo nogle reaktioner og måder at være i verden på, der ikke er helt som vores, og som man hverken kan eller skal ændre på.
Anton er lektiereduceret, mens Frida kører fuld plade, der er nogle madvarer, Anton får lov at spise oftere end Frida gør, og der er også forskel på, hvad jeg forventer af dem herhjemme. Selvfølgelig skal de begge selv smide deres tøj til vask osv, men fordi Antons hjerne kasserer det, han ikke selv finder relevant, er der nogle opgaver, jeg ikke tvinger ham til at løse. Begge børn må f.eks. gerne hjælpe med at lave mad, hvis de vil, men hvor Frida husker, hvad vi har snakket om fra gang til gang, starter Anton nærmest forfra hver gang, når det er noget, der ikke lige virker relevant for ham. Og i den bedste af alle verdener ville jeg tålmodigt starte forfra med at forklare, hvorfor man ikke må skære rå kylling og kartofler på samme skærebræt hver gang – men som vi nok efterhånden alle har lært på den hårde måde, så spænder hverdagen ofte ben for idealismen. For som mor til et barn med særlige behov – og det gælder givetvis også mødre og fædre til børn, der ikke lige har dét som udfordring – jonglerer jeg hele tiden med 3 bolde: Ønsket om at give begge mine børn redskaber til at klare sig gennem livet med, frygten for at skabe et skyggebarn og de almindelige krav, man møder fra skole, job og livet generelt. Og jeg må sgu på gulvet efter tabte bolde flere gange dagligt. Men som min veninde engang så klogt sagde: Hvis du taber ansigt – så samler du det op igen. Efter mange års indsamling af emperi i felten kan jeg bekræfte: Det gælder også bolde og forældreskab.
Noget af det, jeg faktisk kæmper mest med, sådan med mig selv, er at der er mange situationer, hvor vi er nødt til at tage mest hensyn til Anton – på bekostning af Fridas ønsker. For Frida ELSKER fest, farver og mennesker. Højere, vildere, mere. Altid og hele tiden. Og jeg ville så gerne give hende hele verden. Hver gang. Men det bliver Anton, der betaler prisen. Det ved jeg ikke, hvordan man løser, for jeg kan virkelig, virkelig godt forstå, hvis hun om føje år sidder overfor en psykolog og er vred på mig over, at det altid var hende, der blev forfordelt. Men jeg ved ikke, hvordan jeg kan gøre det anderledes. Det er arkedilemmaet om, hvordan man skal vælge mellem sine børn, og det kan man ikke. Men her kommer evner til at vægte højere end lyst, og det ville jeg ønske, der fandtes en bedre løsning på.
Måske der gør – men jeg har ikke fundet den endnu.
Helt lavpraktisk har det taget mig noget tid at finde ud af, hvordan jeg skal italesætte, at Anton er lidt anderledes. Min løsning har været at finde en simpel forklaring, jeg kan hive frem, som er nem at forstå, og som ikke kræver en masse ord, nemlig at Antons hjerne er trekantet, mens Fridas og min er firkantede. Ingen af delene er forkerte; de er bare forskellige, og derfor kan der være ting, der rare og en hjælp for firkantede hjerner, som man ikke helt kan rumme, når man har en trekantet én af slagsen. Det har været en ret stor hjælp til selvhjælp, fordi jeg har præsenteret forklaringen på et tidspunkt, hvor der var tid til at være pædagogisk og svare på spørgsmål, og nu kan jeg hive den frem i de situationer, hvor det hele er ved at køre op i en spids, og jeg ikke kan rive mig selv over på midten og give mine børn en halvdel hver.
Egentlig er jeg nysgerrig efter at høre, hvor og hvornår I derude oplever, at forskelsbehandling er den bedste løsning for jeres børn? Og hvordan I tackler det? Det giver sig selv, at der vil være forskel på, hvad børn får lov til afhængigt af alder, men hvis I er nødt til at gøre forskel ift. madvaner, forventninger osv – hvordan tackler I så det på en hensigtsmæssig måde?
(Forældreskab, opdragelse og børn er sårbart, så lad os være ligeså gode ved hinanden, som vi plejer at være herinde, ikke?)
18. januar 2022 @ 18:27
Som mor til tre piger, heraf et hold tvillinger hvor den ene har særlige udfordringer vil jeg bare sige: I hear you! For filan, hvor er det hårdt at skulle fordele sol og vind lige, når det 9 ud sf 10 gange er den samme som bliver nødt til at udsætte sine egne behov, give afkald på noget fordi hendes søster ikke kan rumme at være med til det ene eller det andeteller har en nedsmeltning på størrelse med Antarktis… Har ingen guldkorn, desværre…
19. januar 2022 @ 11:50
-Men din kommentar er virkelig rar at få alligevel, for det er præcis det, jeg kæmper med, og det er bare rart at blive spejlet i<3
18. januar 2022 @ 18:35
Vi kører forskelsbehandling i kæmpe stil – har 3 med med autisme, 2 med adhd oveni. Vi italesætter det ‘bare’ som om de har brug for forskellige ting.
19. januar 2022 @ 11:49
Det tænker jeg også er fint – når de er store nok til at forstå det. Men Frida har altid været kvik og MEGET følende, så jeg synes, det har været en udfordring at finde en forklaring, der faktisk giver mening for hende. Det hjælper meget, at hun er blevet lidt større.
18. januar 2022 @ 19:29
Jeg har også en søn med autisme og en lillesøster der er tre år yngre. Han fik det VIRKELIG dårligt da han kom i skole som 6 årig og nogle år frem. I den tid måtte vi alle tage mange, mange hensyn til ham -også på bekostning af alle andre i familien.
Jeg forklarede det som det var for lillesøster, at han havde autisme, hvilket betød at hans hjerne er anderledes end vores. Og så med eksempler på situationer. I hverdagen italesatte jeg de “afsavn” lillesøster måtte lide under. “Jeg kan virkelig godt forstå at du synes det er irriterende/unfair/osv at …”
Jeg synes det har fungeret godt på den måde. For det holder jo aldrig op. Der skal tages hensyn livet igennem og sådan ER det bare… og det er ikke altid lige sjovt, det synes jeg jo heller ikke som forælder, men vi gør det fordi vi er en familie og vi elsker hinanden. “Og ja, du skal sætte i opvaskemaskinen fordi du KAN. Din bror kan ikke rumme det, men når du er syg, så bliver der også taget hensyn til dig…” Det er jo et livsvilkår for søskende at vokse op med, det ER bare sådan det er og det bliver ALDRIG anderledes.
Og jeg synes faktisk også at lige netop dét gør noget GODT for udviklingen af den anden søskende. De er vokset op med forskellighed, har lært at anerkende og tage hensyn og det er jo virkelig fine kompetencer at udvikle! Jeg har idag en 18 årig lillesøster som er virkelig empatisk og anerkendende i sin tilgang til andre mennesker.
19. januar 2022 @ 11:48
Jeg har også valgt at være ærlig, helt fra starten. Det tog mig lidt tid at lære, at man er nødt til at tale om tingene, når der ikke lige er noget, der er svært, for når det ene barn er stresset og man selv er den, der skal være foran, guide/aflede og samtidig skal være der for den, der er for lille til helt at forstå, hvad der sker, så bliver forklaringen derefter.
Jeg lærer hele tiden. Og jeg ser også det, du beskriver, nemlig at den lidt anderledes hverdag udvikler nogle fine karaktertræk hos begge børn <3
18. januar 2022 @ 22:38
Jeg synes ikke man skal være så bange for at forskelsbehandle, synes faktisk ofte søskende er forstående, hvis man bare siger tingene ligeud, hvis de spørger – og spørger de ikke, er der ingen grund til at overforklare.
Vores mellemste søn har autisme, og det er kommet forskelligt til udtryk på forskellige alderstrin. Da han var mindre, brød han sig ikke meget om berøring, men brødrene accepterede fint, at vi blot sagde det – “han kan ikke så godt lide krammere”. (Jeg havde som mor lidt svært ved det, men kunne lave en praktisk aftale med ham: kun kys en gang om ugen og kun på håret)
Mad havde han mange meninger om, og her har vi ofte bare været mere loose i forhold til alle børn – det er ok at vælge det fra bordet man kan lide, men det skal spises pænt. I dag er han 19 år, og spiser stadig lidt spøjst af og til – vælger en madvare ad gangen på tallerkenen, og sammensætter ikke altid som os andre. Jeg synes det er ligemeget, han generer jo ikke nogen.
Vi har haft held til at have ham godt med til familiefester mm. ved at give mulighed for at trække sig – både fysisk til måske et andet rum, men også bare mentalt ved brug af hovedtelefoner og iPad/Nintendo. Han har slidt mange hørebøffer op, helst dem med noise cancelation, har også haft dem med i skole til stor gavn.
Jeg synes, et barn med særlige behov træner rummelighed hos alle familiemedlemmer, man kommer langt med at lytte til dem og, hvis ikke det generer nogen, acceptere det, de udtrykker behov for – selv om man kan synes, det er fjollet. Vores søn kunne arve meget lidt tøj fra storebror, fordi han reagerede meget mere på det taktile og helst ville have blødt, blødt tøj uden mærkbare sømme. Ja, det er da bøvlet, men han blev glad for at blive hørt og taget alvorligt. Da han blev lidt større, blev det ofte godt at spørge ham selv – hvad vil bedst hjælpe dig i den eller den situation, tror du? Men det kan man jo også spørge øvrige børn om, alle kan godt lide at blive mødt, der hvor de er 🙂
Hvis du har mulighed, kan det være godt en gang imellem at give lillesøster en dag for sig selv, hvor I giver den gas med lige præcis det, hun ønsker – forskelsbehandling går begge veje!
19. januar 2022 @ 11:46
Tak for din fine kommentar. Det lyder som om, I fandt en god vej igennem det, og jeg oplever også (præcis som du skriver) at de ting, vi gør anderledes, faktisk har udviklet både empati og forståelse for det, der ikke lige er normen, hos begge børn.
18. januar 2022 @ 22:47
Min bedstemor havde ti børn. Jeg spurgte en gang om man virkelig kunne elske alle lige meget.
Ja, sagde hun, men de for ikke alle lige meget, for den der har brug for mest får mest.
19. januar 2022 @ 11:43
Det er jeg enig med et langt stykke hen ad vejen. Men jeg var en engang noget superviser for en ny tolk, der havde praktikanter med. Dvs. at jeg skulle se hende give praktikanterne feed back på deres tolkning. Og det var sgu lidt en aha-oplevelse for mig, for den ene praktikant var LANGT over niveau. Den anden kæmpede med meget af det mest basale. Da min kollega gav feed back, brugte hun mest tid på hende, der var mest udfordret. Og det giver jo mening, fordi hun var den, der skulle flytte sig mest. Men det mønster, der blev tydeligt for mig var, at hende, der var flyvende faktisk meget sjældent fik mere end et par sætningers feed back. Og det der var ekstra påfaldende var, det ofte handlede om, hvad hun kunne gøre bedre, hvorimod den anden praktikant fik MEGET ros for det, der gik godt.
Jeg forstår 100%, hvorfor det sker. For man sidder og kigger på en, der bare lige mangler det allersidste for at blive virkelig, VIRKELIG god. Derfor vil man så gerne give hende de småting. Den anden har brug for at blive løftet og styrket, for ikke at komme til at modarbejde sig selv med tvivl og selvkritik.
Men hende, der er dygtig, ved ikke nødvendigvis selv, hvor god hun er. Og det er der aldrig rigtigt nogen, der husker, sådan rigtigt, at fortælle hende.
Og selvom praktikanter på ingen måde kan sidestilles med børn, så er der alligevel paralleller i måden, man forsøger at guide, vejlede og løfte på. Det tænker jeg meget på og over.
Så din bedstemors udsagt giver mening – og man har kun to arme og 24 timer i døgnet. Men jeg synes alligevel, at man skal have i baghovedet, at det ikke altid skal være de(n) samme, der skal forstå og afgive <3
19. januar 2022 @ 23:18
Er meget enig i din fine kommentar.
Dels var min bedstemor også var mor i en tid, hvor man nok også uanset antal af børn var sammen med sine børn på en helt anden måde. Og dels har jeg faktisk svært ved at forestille mig du ville gøre som praktikvejlederen. Alene hele dit opslag viser det ikke vil ske.
19. januar 2022 @ 09:53
Når man behandler ens, gør man forskel.
19. januar 2022 @ 11:32
Enig. Men jeg synes stadig, det somme tider kan være svært.
19. januar 2022 @ 10:45
Der ramte du mig lige i hjertet 🙂 Trods jeg kun har 1 barn. Min datter på 8 er lige blevet udredet ift. indlæring, da hun har CP og generelt er udfordret i skolen. Igennem hendes korte liv har jeg lært mange ting om hvad børn kan forstå og håndtere. Hos ved hun jo godt er tingene er svære og vi har talt om at hun har en tryllehjerne ligesom hun har et trylleben – sidstnævnte medvirker til at hun ikke løbe så glidende eller hurtigt. Hun er med på de udfordringer hun har, hvilket jo ikke medføre hun ikke kan lære det samme som andre, hun skal bare have det serveret på en anden måde og gentagende – som du beskriver det er med Anton. Tænker Frida sagtens kan forstå situationen og hun herigennem får en gave i at måske blive lidt mere rummelig for de forskelligheder vi alle har. En anden nævner at tage en dag i ny og næ med Frida – dette giver virkelig god mening 🙂
Sender varme tanker din vej.
19. januar 2022 @ 11:32
Jeg bliver altid så rørt over alle de historier, der tikker ind på den her slags indlæg. For der er så mange af os, der sidder med kort på hånden, som vi ind i mellem føler os alene med – men når man så læser ned igennem her, så kan man se, at vi er mange herude. Det trøster på en eller anden mærkelig måde <3
19. januar 2022 @ 13:55
Her er storesøsters hjerne (hun er 13 år) også indstillet en kende anderledes end de fleste andres. Det har været svært for alle at forstå hvad der skal til og hvordan vi støtter hende bedst muligt. Det er efterhånden lykkes ret fint, og jeg er ikke længere (så tit) ked af de ting vi ikke kan som jeg elsker. Til gengæld er det svært at være lillesøster på 12 år – der som din Frida er en social butterfly der griner højt, synger og dimser, aldrig vil gå glip af noget der lyder sjovt… For hvordan får man skabt plads til ro, renlighed og regelmæssighed for den ene og spontanitet, grin og spaß for den anden? Det er vildt svært, og vi øver os! Prøver at finde se ting vi alle kan lave sammen (en god serie, en tur på café) og hvad jeg kan lave med den ene som den anden helst er fri for og derfor uden problemer takker nej til. Men GUD hvor det koster tanker og bekymringer. Min yngste skal helst ikke som voksen have haft en oplevelse af at der ikke var plads til hende og at hendes problemer aldrig var store nok til at bekymre sig om eller vigtige nok til at få plads!
19. januar 2022 @ 20:10
Jeg hører dig HØJT og tydeligt. For det er jo ikke kun ift. ture ud af huset, legeaftaler osv. Det er jo også, helt lavpraktisk, ift. at være barn i sit eget hjem, hvor man bare af biologi og omstændigheder er endt samme sted som en, der nærmest har modsatrettede behov ift. én selv. Jeg tror også, at der på den lange bane kommer noget fint og godt ud af det, men i de små hverdagssituationer synes jeg, at det koster mange kræfter at forsøge at fordele sol og vind lige. Ikke mindst fordi man jo typisk ligner sit ene barn mere end det andet på nogle af de områder, hvor de er forskellige. Jeg er f.eks. ligeså støjsensitiv som Anton, når jeg er træt, og så bliver jeg bare virkelig bange for, at jeg kommer til at tromle Frida, fordi vi er to og hun er en. Hun bor her jo præcis ligeså meget, som vi gør.
Det er svært!
19. januar 2022 @ 15:51
Har læst med længe, men aldrig kommenteret. Jeg har ikke selv børn, men til gengæld en bror, der ikke er indehaver af en diagnose – men måske nok ville have det, hvis man nogensinde havde efterspurgt sådan en. Vi er nu hhv 44 og 47 år, så særdeles voksne mennesker, og jeg kan stadig blive vildt irriteret over de hensyn, der bliver taget til min bror, fordi det aldrig er blevet italesat, at det ikke – i mangel af bedre ord – “normalt”. Vi ved alle sammen, at der er noget, men har danset rundt om det uden at sætte ord på det. Jeg er sikker på, at min bror ofte har følt, at det hele handlede om mig, den udadvendte, sociale og glade – og jeg har ofte følt, at det hele handlede om ham. Selv om jeg nu som voksen godt kan se det fra alle sider, og det derfor ikke fylder så meget. Jeg tror, at du er kommet et langt stykke ved at sætte ord på det over for begge børn i stedet for at forsøge at “dække ind” og gøre det usynligt. For de ser det jo, begge to, men du kan hjælpe dem til at være i det, som det lyder, som om du gør rigtig godt.
19. januar 2022 @ 20:07
Jeg fik helt tårer i øjnene over din kommentar, Nanna. Tusind tak for at melde ind. For det er bare så vigtigt at få den vinkel med. Jeg sidder her med mine mor-øjne og min egen personlighed, og det er UMULIGT at se objektivt på de her ting. Derfor er der så værdifuldt at få input fra en, der faktisk har været på modtagersiden af alt det her <3
19. januar 2022 @ 19:02
Jeg er bedstemor til et par tvillinger på 9 år. En pige, dygtig, social og hun har krudt i røven. En dreng, der nok har Asbergers, og som skal have tilværelsen på en anden, mere rolig måde end sin søster.
Jeg har hvert år haft dem på ferie en uge først i sommerferien og en uge sidst i sommerferien, samtidig har vi også tilbragt en uge i forældrenes ferie alle sammen.
Jeg elsker at have børnebørnene på ferie, men samtidigt er det lidt hårdt pga de forskellige hensyn, der skal tages og jeg er jo ikke helt ny mere, så ja det føles lidt hårdt.
Så i år har min mand og jeg bestemt, at vi kun vil have et barn ad gangen, både af hensyn til os selv, men helt bestemt og ikke mindst pga af børnene.
Jeg glæder mig til en tøse uge med cafebesøg, shopping, afprøvning af nye frisurer osv, og til en uge med højtlæsning, ture til stranden, at kigge nærmere på fisk og fugle. Jeg er sikker på, at vi på den måde, kan få dem hver især til at føle sig speciel og forkælet.
Jeg ved godt, at du er i en anden situation, du er “på” hele tiden, jeg håber bare, at jeg hjælper mine børnebørn lidt på denne måde.
19. januar 2022 @ 20:05
Det synes jeg simpelthen er sådan en fin ide. Mine forældre tager også somme tider børnene over til en overnatning hver for sig; det synes ungerne er den VILDESTE luksus. Det der med at blive forkælet uden hele tiden at skulle skære hæle og klippe tæer; det sætter de større pris på, end vi lige tror.
19. januar 2022 @ 19:35
Her i familien har vi kun få særlige behov at tage hensyn til, men alligevel kan jeg genkende meget i kraft af forskellige personligheder, og at det bliver ekstra svært, når man som alenemor kun kan gøre en ting ad gangen. Jeg tror, jeg vil prøve at bruge nogle af de mange gode råd i kommentarfeltet, på mine “normale” børn med meget forskellige personligheder! Tak!
19. januar 2022 @ 20:04
Dejligt, at de gode input også kan overføres til andre hjem og situationer <3
19. januar 2022 @ 20:07
Åh det er så dejligt at følge med herinde, hvilket jeg har gjort i mange, mange år. Den her fine måde, du åbner op for snakken omkring dine børn og udfordringerne ved deres forskelligheder er bare så rar. Man kan føle sig så utroligt alene og helt på bar bund, når man står i det her dilemma og mange andre, der naturligt vil komme hen ad vejen.
Vores søn er for nylig blevet diagnosticeret med ADHD i den ende, hvor han er udfordret og skal have medicin, men stadig kan gå i en almindelig folkeskole (dog en mindre én af slagsen). De færreste ud over skole og nærmeste familie og venner har eller vil nok tænke over, at der er noget anderledes ved ham, da han fungerer rigtig fint socialt. Men til gengæld bruger han også al sin energi på det, og er derfor meget træt og vil ikke så meget efter skole ud over at være alene på værelset med en skærm og måske lige sport 1-2 gange om ugen. Lillesøster lyder meget som din Frida… fest, farver, legeaftaler, og sjov dagen lang er lige hende. To ting, der bare ikke matcher særlig godt. Heldigvis har vi far som ikke er nær så social som mig og lillesøster, så vi deler os op, når det giver mening. Og ellers har vi skærm og mulighed for at trække sig for storebror, når vi er ude. Eller også ved vi at prisen er en træt dreng dagen efter som bare skal have lov at være sig selv.
Så ja, han får længere snor med rigtig mange ting, og da lillesøster efterhånden har en alder, hvor man kan forklare, hvorfor det er sådan, så har vi valgt bare at tale helt åbent om det. Og hun virker til at forstå. Dermed ikke sagt, at hun ikke kan blive irriteret, men det skal der også være plads til.
Det er selvfølgelig ikke fedt, at der er så mange, der kæmper, men det er trods alt en trøst. Og utroligt dejligt at man kan spejle sig og hente inspiration hos jer andre ❤️
19. januar 2022 @ 20:14
Det lyder præcis som livet herhjemme. Og jeg er fuldstændig enig: Det GØR en positiv forskel at mærke, at man ikke er alene. Jeg synes egentlig også, at det giver.. mildere øjne, sådan helt generelt. Fordi man med erkendelsen af, at der er mange børn derude, der ikke er helt som de andre, også begynder at forstå, at så er der nok mange voksne, der heller ikke passer ind i kasserne. For mig har det i hvert fald givet længere lunte, når jeg møder mennesker, der reagerer eller opfører sig på en måde, der slet ikke giver mening for mig <3
21. januar 2022 @ 07:54
Hej Linda. Jeg har en lillesøster, der selv har en autismediagnose (i en grad, hvor hun er i specialtilbud osv.). Det har naturligvis påvirket min barndom og ungdom, men jeg må indrømme at det i lige så høj grad er noget, jeg ser bagefter – for mens vi voksede op (og stadigvæk) var hun jo bare min søster og hun var jo, som hun var, og havde de behov, hun havde. Det satte jeg slet ikke spørgsmålstegn ved. På bagkant – og ved hjælp af psykologbesøg, som du nævner i indlægget 🙂 (der dog er for noget helt andet, der ikke relaterer sig til min søster) – har jeg fundet ud af, hvor meget hendes diagnose og mine forældres behandling/opdragelse jf. den, har påvirket mig. Den kommer sig primært til udtryk i et ønske om struktur, overblik og “12-talspigesyndromet” – jeg ønskede (og ønsker) hele tiden at være fejlfri og at gøre mit allerbedste, så de i det mindste ikke skulle bekymre sig om mig, fordi jeg vidste at de har nok at se til med min søster.
Men for at være helt ærligt – det er ikke de værste evner at have med i bagagen. Jeg har ikke lidt nogen nød af at være i familie med min søster; mine forældre har opdraget os efter bedste evne – hvilket jeg også er sikker på, at du gør med dine børn – og vi har haft en barndom fuld af kærlighed og forældre, der gjorde deres allerbedste for at få det til at gå op med os begge og vores (meget forskellige) behov – og det mærkes. Også selvom det ofte endte med at være mig, der trak det korteste strå. Noget af det, der var vigtigt for mig var, at det blev italesat, hvorfor der f.eks. ikke kunne være fest, ikke kunne være høj musik osv. Der var aldrig noget usagt. Der var altid en forklaring på, hvorfor tingene blev som de blev, og det hjalp mig med en forståelse for situationen, for jeg ønskede jo også kun at min søster havde det godt. Det lover jeg dig, at Frida 100% nok skal kunne forstå, også når hun bliver ældre og ser tilbage – børn kan godt mærke, når du gør dit allerbedste 🙂
21. januar 2022 @ 19:14
Der er så mange fine pointer i din kommentar, Line – tusind tak for den og dem.
Jeg kan se, at ‘åbenhed’ går igen i alle kommentarer, jeg har fået, så det vil jeg fortsat huske at prioritere højt. Din kommentar fik mig også til at tænke over, at man nok ofte ‘overudvikler’ karaktertræk, man i forvejen er disponeret for, hvis man bliver ‘udsat’ for noget, der understøtter dem. Jeg blev mobbet helt forfærdeligt i folkeskolen, og det har også hos mig fremmet nogle egenskaber, udfordringer og grundlæggende personlighedstræk, som jeg ville have haft med mig under alle omstændigheder, men som måske har fået lov at folde sig lidt ekstra ud pga. de omstændigheder, jeg var underlagt.
Tak for at give anledning til yderligere reflektion <3
21. januar 2022 @ 08:59
Prøver at holde en fast rutine, hvor jeg en gang om ugen tager min festabe med på tur i i verden til alt det hun kan lide – som kortslutter storebror. Og en gang i mellem en hel weekend. Synes det hjælper at sige højt, at vi sætter pris på noget forskelligt og der skal være plads til det. Lige nu er det mest storebror, som synes han bliver forfordelt, men så skal han bare huskes på at han virkelig ikke kan lide f.eks. Menneskemylder.
Rigtig god weekend
21. januar 2022 @ 19:10
Det lyder som en fin ide at sætte det lidt i system. Så er det måske nemmere at huske at gøre?
God weekend til dig og jer også:)