Og godt, jeg ikke er med
Jeg er jævnligt utrolig glad for, at jeg ikke sidder med i Etisk Råd, for nogle af de emner, de skal forholde sig til, ville jeg kunne veje for og imod fra nu af og til mine dages ende, uden nogensinde at nå frem til, hvor jeg stod.
Et af den slags emner, har medierne haft oppe idag, nemlig om det skal gøres lovligt at fosterreducere, hvis man er gravid og venter tvillinger. Som reglerne er nu, må det gøres frem til 12. uge, hvis væsentlige sundhedsrisici taler for det, men ellers er det først, når der er 3 fostre, at indgrebet er en mulighed.
De sidste tal jeg hørte idag var, at Etisk Råd var historisk splittede, med 8 personer for og 9 imod, og det forstår jeg virkelig godt: Alle er stødt på nogen, der har fået flere børn, end de har resourcer til at tage sig af. Samtidig taler selvsamme alle også om, at tvillinger har et særligt bånd, og har haft det lige fra undfangelsen, og så virker det sgu også en lille smule østtysk at terminere den ene halvdel af symbiosen.
Forudsigeligt nok er alle sociale medier gået amok, og vi har ramt bundniveauet på rekordtid. Det er skideærgerligt, for det er et emne, som vi alle sammen godt kunne tåle at blive klogere på, synes jeg. F.eks. har jeg brugt mange timer på at tygge på argumentet fra en jordemoder, som sagde, at hun syntes, at det gjorde det væsentligt sværere for nogle kvinder, hvis der blev åbnet for muligheden, fordi det ville tvinge den enkelte ud i nogle overvejelser, som hun (og familien) ellers ikke ville skulle forholde sig til.
Men selvfølgelig er der ikke nogen, der har lyst til at smide personlige historier på bordet, når der er lynchstemning i hele rummet.
Selv betalte jeg mig fra en tidlig skanning, da jeg ventede Frida. Risikoen/chancen for at få tvillinger, stiger med alderen, og da der samtidig er tvillingerne i vores familie, ville jeg gerne vide det, så tidligt som muligt, hvis der viste sig at være to.
Når man læser nogle af kommentarerne på TV2’s sider, får nej-siden det til at lyde som om, de kvinder, der potentielt ville vælge at få fjernet det ene tvillingefoster, ville gøre det, fordi de ikke lige orkede to. Der er RIGTIG mange kommentarer, hvor tonen under det skrevne er, at disse kvinder er magelige og dovne, og gerne vil over, hvor gærdet er lavest.
Jeg kan kun tale på egne vegne, men jeg var meget, meget nervøs inden skanningen; ikke mindst fordi min mave voksede absurd hurtigt. Den tidlige skanning var min måde at prøve at købe tid nok til at finde ud af, hvad den bedste beslutning for os som familie ville være, hvis der viste sig at være to hjerteblink på skærmen. Og jeg fik ondt i maven ved tanken om alle scenarier. Tvillinger ville kræve så meget, at Anton indiskutabelt ville komme til at lide under det. (Jeg understreger, at jeg taler på egne vegne, og ikke peger fingre af andre enlige mødre, for hvem dette har været den rigtige løsning.) At få det ene foster fjernet (forudsat at en læge ville bakke op om dette) ville for mig heller ikke være en mulighed, for jeg ville føle, at der manglede noget, hver eneste gang, jeg kiggede på det barn, jeg endte med at føde, og jeg ville være panisk angst for at have frataget det noget, som jeg ikke forstår eller kan mærke. For slet ikke at snakke om tanken om, at nogen, på min foranledning, havde valgt, hvilket af mine to børn, der fik lov at vokse og leve. At få fjernet to raske børn, som er lavet, fordi man gerne vil have.. ja, børn, virker også underligt og forkert. Og som den opmærksomme læser vil bemærke, er vi hermed løbet tør for muligheder. Derfor var det utrolig vigtigt for mig at have mere tid, end den ene uge, som nakkefoldsskanningen ville efterlade mig med, til at tænke over, hvad pokker, jeg skulle gøre, hvis jeg ventede to.
Jeg er pro-choice, som det hedder på godt dansk, når vi taler om “almindelig” abort, og efter en dag i tænkeboks hælder jeg til, at det også er det, jeg mener her. For jeg tror ikke, man vil kunne finde én eneste forælder, som ville tage let på det valg, men der kan bare være nogle helhedshensyn, som kan betyde, at ét svært valg trods alt er marginalt mindre dårligt, end et andet. Fx. kan man have et barn med en diagnose i forvejen. Selv noget så relativt almindeligt som diabetes er jo for den enkelte familie noget, der kræver ret mange ekstra ressourcer, og her synes jeg, at bekymringen for at smadre hele familien, hvis man får tvillinger, er velbegrundet.
Det er nemt at sige, at hvis ikke man er klar til at få de børn, der kommer ud af forsøget på at få dem, skal man lade være med at prøve i første omgang, men i min optik er det en overforsimpling af virkeligheden, der grænser til det stupide. For mig er det simpelthen ikke et argument, at man skal være klar til alle tænkelige udfald af en situation, hvis man vælger at begive sig i kast med den.
Jeg kender omkring 10 kvinder, der har fået foretaget en abort. De bærer det alle med sig. Ingen af dem har truffet beslutningen ud fra et magelighedsprincip eller fordi en baby mere bare ikke lige var kompatibelt med skiferien og cafebesøgene. De har alle andre børn, og jeg kan høre, at de er smerteligt bevidste om, at det er små mennesker, som dem, de har, der ikke bliver, fordi de har truffet én beslutning frem for en anden. Den abort har kostet dem søvnløse nætter, tårer og en evig tvivl om, hvorvidt de traf den rigtige beslutning eller ej, og det nægter jeg at tro, at nogen tager let på.
Ligesom organdonation, religion og politik, er det ikke et emne, man skifter holdning til, baseret på fornuft. Det hele sidder i hjertet og følelserne, og jeg synes, at det er absolut ok, at vi ikke er enige. Men der er kvinder og familier, der kommer til at leve med konsekvenserne af, hvad side det her falder ud til, og for deres skyld synes jeg, at det er vigtigt, at emnet belyses ordentligt.
Godt vi har Etisk Råd.
26. oktober 2016 @ 20:35
Som tvilling gør det lidt ondt at læse. Jeg er med på, at det skal være muligt med fosterreduktion, når der er en stor risiko for fostrene. Men ellers? Så giver det mig en kæmpe knude i maven at tænke på, at folk ville vælge den ene fra. Fordi det vil "smadre familien" at få to frem for en? Det tror jeg simpelthen vil være langt fra virkelig i de fleste tilfælde (og tænk nu på, at man giver sine børn den største gave – at have en tvilling). Og hvis man virkelig ikke føler, at man kan magte to på en gang.. så tror jeg måske mere på at få fjernet begge fostre. Jeg vil bare SÅ nødigt, at det bliver "forkert" at få tvillinger (mere end det er i forvejen). For så bliver det nemlig også nemt forkert at være tvilling – og det er det i hvert fald ikke <3
26. oktober 2016 @ 20:45
Jeg er frygtelig ked af, hvis jeg får det formuleret, så det giver ondt i maven – det beklager jeg!
Som jeg skriver, ville jeg selv have det frygtelig svært, hvis jeg skulle træffe valget, for jeg tror bare ikke, at os, der ikke er tvillinger, forstår, hvad det vil sige at være/have en tvilling.
Men jeg tror stadig, at der kan være enkelte familier, hvor man rammer alle børn, hvis man får flere, end man magter. Og for det fåtal tror jeg – tror jeg – at jeg hælder til, at det kan være en (nød)løsning.
Må jeg spørge, hvad du tænker om trillinger? Og om fravalg af børn pga manglende overskud? Tænker her på den situation, hvor et forældrepar fravælger et barn, der er lavet ved et uheld. Jeg spørger, fordi en anden kommentator i debatten fremførte, at han ikke mente, der var forskel på denne type abort og en "alm" abort.
Det er helt ok, hvis du ikke har tid/lyst til at svare – jeg spørger bare fordi, jeg virkelig oprigtigt gerne vil være klogere:-*
Kh
Linda
26. oktober 2016 @ 21:04
Det er ikke et nemt spørgsmål. Men mange af de risici, der er ved flerfoldsgraviditeter, de stiger med antallet af fostre (fx risiko for præterm fødsel og IUGR*, som potentielt kan have store konsekvenser for børnene). Og derfor kan der måske være større incitament for at lave fosterreduktion ved trillinger.
*https://www.ncbi.nlm.nih.gov/m/pubmed/10965191/
26. oktober 2016 @ 21:25
Jeg er mor til tvillinger, og det har været fantastisk. For mig. Og for dem. Fordi vi var to forældre (og en to-årig storebror) som virkelig ønskede det sådan. Jeg kender masser af tvillingefamilier, som er præcis lige så begejstrede for tvillingekonceptet, som vi er. Især fordi man nok næppe råber det ud i plenum hvis man har det helt modsat.
Børn fortjener at være ønsket og elsket når de kommer til verden. Alle børn.
Jeg er pro-choice. Hele vejen. Jeg er slet ikke i konflikt med mig selv på det område.
26. oktober 2016 @ 21:26
Og i forhold det til andet spørgsmål. Der er i forvejen en lidt negativ diskurs om at få tvillinger. Det er en RISIKO. Det er HÅRDT. Det er SYND for forældrene. Og jeg tror, at muligheden for fosterreduktion kan bidrage til den negativitet.
Det er jo ikke et "issue" ved abort, hos dem der er blevet gravide ved et uheld (som jeg i øvrigt er for). Derfor synes jeg ikke, at det er det samme.
26. oktober 2016 @ 21:31
Og til sidst (undskyld de mange kommentarer). Jeg er klar over, at tingene er lidt unuanceret fra min side – og at der er tilfælde, hvor mine argumenter ikke holder. Men det er som sagt fordi, det er fantastisk at være tvilling (og at få tvillinger, hvis man spørge mine forældre).
🙂
27. oktober 2016 @ 05:08
Fik først tvillinger og derefter en enkelt. Ville super gerne have haft dobbelt op igen, da det bare er nemmere med 2 på en gang 😀
Men ja er for det frie valg
27. oktober 2016 @ 06:34
Tak for et rigtig godt og nuanceret indlæg. Jeg har ikke selv børn, så mine holdninger er nok mere hypotetiske end de fleste læseres. Som sundhedsprofessionel ved jeg, at der er nogle risici ved at få tvillinger, men jeg synes ikke de er store nok til at ringe med den høje alarmklokke (der er også forøget risiko hvis mor er overvægtig eller ikke helt ung eller hvad ved jeg). Mit første skud fra hoften er helt klart, at hvis man begiver sig ud i at få børn, skal man selvfølgelig også tage det med, hvis der er to. Men når jeg tænker tingene igennem efter at have læst dit indlæg, kan jeg sagtens forstå argumentet med, at der kan være andre børn, som kan komme i klemme, hvis de f.eks. har særlige behov. Selv får jeg helt ondt i maven ved tanken om at opfostre et barn, vidende at man har fjernet et fuldstændig magen til.
Jeg føler mig lige så splittet som etisk råd – men synes nok det er bedst at give hver familie mulighed for at træffe det valg, der er bedst for dem. Og så må vi bare have nogle positive historier om tvillinger frem 🙂
27. oktober 2016 @ 07:16
Som tvillingemor rammer det spørgsmål på en eller måde det mest irrationelle sted i min hjerne (havde faktisk tænkt for en måneds tid siden, at jeg skulle skrive noget om det).
Jeg er for fri abort hele vejen. Men jeg kan ikke rumme i mit hoved, at man skal kunne vælge en rask tvilling fra.
Fosterreduktion som tilbud ved trillingegraviditet kan jeg forholde mig til pga. de medicinske argumenter. (Fx er det vist standardprocedure for trillingegraviditet at foretage kejsersnit efter 35 uger, så selv best case-scenariet er altså tre for tidligt fødte børn.) Men det andet skubber sig næsten over ved siden af kønsbestemt abort i mit hoved…og jeg undskylder på forhånd for det synspunkt! Vil ikke dømme nogen. Og vil gerne være rationel.
Er glad for, det heller ikke er mig.
27. oktober 2016 @ 17:59
Man glemmer i diskussionen at fosterreduktion er kommet på tale fordi derogså er en øget risiko ved at få flere børn af gangen. Risikoen for at føde før uge 32 for trillinger er næsten 50% og så kan man sidde med tre svært hjerneskader børn når msn kunne ha haft et eller to raske… Dog er det ikke helt så risikabelt med tvillinger og der synes jeg ikke helt at foster reduktion kan forsvares.
Jeg ved ikke om jeg er for eller imod det frie valg, men er helt sikker på at jeg ville få fjernet er barn hvis der var tre og næsten sikker på at jeg IKKE ville hvis der var to!
28. oktober 2016 @ 10:38
Jeg fik aldrig i sin tid skrevet, hvad jeg især holder af ved din blog, men det er indlæg som dette. Du er så ordentlig og reflekteret, at jeg bliver glad. For ikke at nævne klogere. Tak.
29. oktober 2016 @ 11:34
Jeg tænkte præcis det samme.
29. oktober 2016 @ 13:13
Det, de andre siger.
29. oktober 2016 @ 13:29
Meget enig!
2. november 2016 @ 11:07
En veninde fortalte forleden om et par som havde kæmpet længe for at få børn og da det så lykkedes, skulle de have tvillinger. Den efterfølgende scanning viste så at den ene tvilling havde stor risiko for at blive mongol – og her valgte de at gennemføre graviditeten med begge, fordi der var for stor risiko for at begge fostre ville dø, hvis man forsøgte at fjerne det ene. De har i dag en mongol og en "normal" (hvad pokker siger man der!?) – dét må også give nogle udfordringer.
Jeg tænkte straks på indlægget her! Tak, Linda, for at udvide mine horisonter! 😀