Paludan og andre børn
Forleden, da vi gik fra børnehaven, råbte to drenge fra Fridas stue efter hende. “Farvel Frida!” Frida vendte sig og vinkede.
“Farvel, fucking røvhuls-Frida!” råbte de så. De er 3 år. Jeg gik tilbage og sagde med min ‘hov, for søren’-stemme: “Nej tak, drenge – sådan en farvel-hilsen bliver man da ked af?”
Hvorefter de kiggede på mig og uden at fortrække en mine svarede: “Farvel, fucking røvhuls-mor!”
Jeg siger det lige igen: De er 3 år.
Og når jeg står i den slags situationer, kommer jeg til kort. For når børn er ligeglade med, at en voksen – en supposed-to-be autoritet – går i rette med dem, synes jeg, det bliver svært. For så bliver det tydeligt, at reglerne kun virker, så længe alle parter accepterer at spille efter dem.
Det fik mig til at tænke på Rasmus Paludan, som i dén grad har valgt at lade hånt om de sociale spilleregler, og lige nu, hvor FB flyder over med mennesker, der prøver at appellere til, at vi som modsvar prøver at latterliggøre ham, må jeg bare sige, at jeg desværre tror, det er for sent.
For problemet er, at man løber tør for løsninger, når de mennesker, man prøver at tale tilbage i fællesskabet, ikke accepterer præmissen for, hvordan de fleste af os gerne vil være sammen. Og fordi de puster til vores frygt, tror jeg, at vi, når de ikke kommer os i møde, meget hurtig forfalder til at gribe til de værktøjer, vi har i vores primal-værktøjskasse, nemlig trusler, vold og straf. Og forkrampet latterliggørelse. Alt sammen sanktioner, der er sørgelige udtryk for den afmagt, vi føler, når vi ikke kan nå andre mennesker med fornuft, empati og argumenter.
Det er forstemmende, og jeg går altid fra den slags konfrontationer med en underlig, hul fornemmelse i brystet. En fornemmelse af, at vi kun er trygge så længe ingen af De Andre har fået øje på os. For selv i det tilfælde, man valgte at besvare trusler med trusler, så har det kun effekt, hvis dem, du retter dem imod, er bange for konsekvenserne. Og de her børn, både de store og små af slagsen, er ligeglade med, om du siger det til deres mor. De vil skide på, om de kommer med til din fødselsdag og din partifest, og – væsentligst af alt, måske – de er ligeglade med, om du kan lide dem. Eller griner af dem. For dem svarer det til, at pattedyrene truer rovdyrene med at formene dem adgang til græsset, hvis ikke de opfører sig ordentligt, og de giver lige præcis zero fucks.
Jeg er depressiv fatalist ift mobning. Både i det offentlige rum og i børnegrupper. Jeg tror, at man kan præge dynamikker op til et vist punkt, men kommer man forbi det, tror jeg aldrig, at det bliver godt igen. Så er hierakiet etableret og rollerne fordelt, og man kan ikke længere reparere det, der er slået i stykker. Og jeg tror, at det punkt ligger langt tidligere, end den gennemsnitlige voksne forstår.
En del af problemet er, at hverken børn eller politikere er små, individuelle øer. Begge parter er en små dele af et meget større system, for når min veninde, som er førtidspensionist pga. en rædselsfuld og urimelig sygdom fortæller, at hendes 7-årige datter er kommet grædende hjem, fordi klassekammeraterne har drillet hende med, at hendes mor ‘bare går derhjemme og får penge af kommunen’, så er det jo ikke noget, børnene selv har fundet på. Og de forældre, der er at finde, når man backtracker dét spor, sidder ikke med i rundkredsen, når følebamsen Flemming sendes rundt, og vi skal Tale Om, Hvordan Vi Har Det.
Ligesom de mennesker, der smider med møbler og brosten heller ikke søger dialogen eller løsningen, men tværtimod næres af hadet, konflikten og kontrasten, og dermed også er en underlig, bagvendt del af problemet
Og vi kan alle sammen pege på børn eller voksne i vores omgangskreds, hvor vi – hånden på hjertet – godt kan forstå, hvorfor alle andre ikke elsker dem. Som f.eks. Rasmus Paludan. Det bliver aldrig en undskyldning for at dyrke ondskaben, men måske et fragment af forklaringen på, hvorfor der ikke slås hårdere ned, end der trods alt gør, og hvorfor alle løber rundt i cirkler om sig selv.
I forhold til mobning peger nyere undersøgelser på, at de traditionelle tiltag faktisk ikke løser problemet, men tværtimod forstærker det, fordi man pludselig, med alle sine forsøg på forståelse, også i undervisningstiden skaber et rum, hvor det bliver gratis at sige de mest rædselsfulde ting til hinanden. Ytringsfrihed, anerkendende samtale og alt det jazz.
Så hvorfor bruger vi dem stadig? Mit bud er: Fordi vi ikke ved, hvad vi ellers skal gøre, og fordi de instanser, der står med ansvaret for at løse problemet, har brug for at kunne pege på noget, de gør, fordi det ikke er en mulighed at sige, at de ikke gør noget.
Og lur mig om ikke de mennesker, der evaluerer indsatserne, i mange tilfælde er de samme som lever af at lave dem.
Men jeg ville gerne se, hvordan man følger op på indsatserne. Uanset hvordan man gør det, kan jeg næsten ikke se, hvordan det kan give et retvisende billede, fordi det bliver ofret, der skal fastholde, at der stadig er et problem, ligemeget hvordan man måler på det.
Jeg tror ikke, at man kan forhindre mobning og had-taler. Desværre. Men det er næsten ikke til at holde ud at tænke på, at hele strukturen i civilisationen holdes sammen af så tyndt et lag af pænhedsklister, at det kun holder sammen på tingene, indtil nogen beslutter sig for at rive dem fra hinanden.
18. april 2019 @ 08:32
Det her er SÅ vildt skrevet! Send det uopfordret til nogen/noget – få det ud i verden!
18. april 2019 @ 12:36
Enig med Anne! Det her indlæg skal i en avis og alle skal læse det. Og der blev lys – eller man har da lov at håbe<3
19. april 2019 @ 11:21
Anne og Anne-Sofie: Jeg sætter umådeligt pris på den kompliment, der ligger i jeres kommentarer <3 Virkelig. Men hånden på hjertet, så orker jeg det ikke. Her på domænet ved jeg, at dem, der læser med, selv har valgt at klikke ind forbi, og det afspejler sig i kommentarfeltet. I aviserne og på nettet er der simpelthen for mange trolls, og jeg har ikke stamina til bare at trække på skulderen af deres udgydelser, og så koster det for meget god energi. Desværre.
19. april 2019 @ 11:28
Det forstår jeg virkelig godt. Men det er ærgerligt. Jeg fik en mindre åbenbaring af at læse dette indlæg.
19. april 2019 @ 11:35
Det var da en fantastisk kommentar at få – tak!!
18. april 2019 @ 13:40
Melder mig i koret. Det er virkelig godt skrevet og jeg synes du rammer plet. Samtidig så bliver jeg virkelig paf over det sprog og svar du møder fra børnehavebørn, jeg har virkelig luget ud i hvilke ord jeg bruger efter jeg fik børn. Synes det er noget af det grimmeste at høre børn sige fuck mv., men at de så ikke en gang lader sig påvirke af når det påtales af en voksen, gør også at jeg føler mig lidt modløs.
19. april 2019 @ 11:23
Jeg ved godt, at børn eksperimenterer med sprog og bandeord, og det er for så vidt også i orden. Alt til sin tid. Men jeg er godt nok paf over, at så små børn er helt ligeglade med, at man giver udtryk for, at de gør noget, der ikke er i orden.
18. april 2019 @ 16:30
Det er et virkelig godt skriv og jeg er så enig i dine tanker !
19. april 2019 @ 11:23
Mange tak for det!
19. april 2019 @ 00:22
Kære Linda,
Det var da en frygtelig historie. Jeg er simpelthen nødt til at spørge, hvad du så gjorde? Talte med personalet på stuen eller forældrene til de unger? Eller ingenting, fordi det intet nytter? Frida skal jo dele stue med de unger igen i næste uge.
Og tak for altid kloge ord, i øvrigt. (Selvom jeg personligt er mere bekymrede for de mange der smadrer en halv bydel end ham der siger tossede og frygtelige ting.)
Bh. Susanne
19. april 2019 @ 11:34
Det er en kæphest for mig, at vi voksne har et ansvar for at vise børn, når noget ikke er ok. At vi ikke bare går forbi, når nogen bliver drillede, eller er kede af det. Jeg synes, at det er så vigtigt, at vi støtter dem i at stole på deres indre kompas, fordi det er det, de skal navigere ud fra resten af livet. Jeg tror, at noget af det, der er allersværest for børn, der er blevet drillede, er hvis der var voksne vidner tilstede, som ikke reagerede. For hvis de voksne ikke reagerer, så er det vel ikke så slemt, som det føles for mig? Og derfor er det aldrig en mulighed for mig bare at lade den slags passere.
Den ene af drengene kommer fra en familien, som jeg har indtryk af, måske ikke er den mest ressourcestærke, og derfor var det min fornemmelse, at det ikke rigtigt ville få konsekvenser, hvis jeg valgte at tage fat i hans forældre. Min løsning derfor at gå tilbage og finde en pædagog, som jeg stille og roligt forklarede, hvad der var sket.
Om det har nogen effekt, ved jeg ikke. Og jeg tror faktisk heller ikke, at det her handlede om Frida. Det var tilfældigt, at det lige var hende, der kom forbi, da de kedede sig lidt. Men nu har jeg i hvert fald vist drengene, at nogle voksne reagerer, og jeg har vist Frida, at jeg hjælper hende. Også når noget er svært eller ubehageligt.
19. april 2019 @ 11:40
Super godt indlæg! har lige indbetalt 100 kroner til Dansk Flygtningehjælp, der samler ind som modsvar til Rasmus Paludans stupide “demonstrationer”. Ved ikke om det nytter noget som helst, men det føles godt at deltage i en slags modsvar!
19. april 2019 @ 12:23
Det er godt, at mange reagerer. Ikke mindst fordi det måske får flere til at forholde sig til uhyrlighederne. I Holstebro så jeg, at nogen havde tager initiativ til en kæmpe vejfest på samme tid og sted, som RP skulle holde tale. Det er virkelig også en god ide, synes jeg❤️
19. april 2019 @ 17:47
Kære Linda,
(kan ikke svare direkte i tråden (hvorfor ved jeg ikke), så svar fra mig (Susanne) kommer her)
Tak for svar. Det var netop min tanke bag spørgsmålet. Vi er jo nødt til at vise vores børn (og andres børn..), at vi handler og beskytter når noget urimeligt sker. Og i mine børns (well, mit barns..) øjne kan jeg eller – burde jeg kunne – klare hele verden. Og når jeg så kommer til kort foran dem, så bliver jeg sgu bange.. Så tak for lige at bringe denne lillle livssituation på banen også.
Bh. Susanne
21. april 2019 @ 06:23
Det er måske også det, der gør, at man bliver så handlingslammet; fordi man egentlig også selv har en forventning om, at man burde kunne løse det, når nu man er den voksne og alt det.
Det er et komplekst problem, synes jeg.