Jeg alene vide
Jeg ved ikke, om det er fordi jeg er ved at være gammel og sur, eller om det er vinteren, der taler.
– eller om der faktisk er noget om det, jeg har tænkt mig at sige nu.
Men kan vi ikke godt snart trække vejret og rumme, at der er mange måder at være rigtig på?
Jeg har tænkt det længe, men min irritation flød helt konkret over, da jeg forleden så et opslag på facebook, hvor en fjern bekendt hånligt spurgte, hvordan der kunne være nogen, der seriøst troede, at det kunne være sundt at følge alle de nye modekure, som f.eks. palæo, LCHF og 5:2.
Dette vel at mærke fra en bekendt, der er uddannet inden for sundhed, og i al den tid, jeg kan huske, har talt kalorier i ALT, hvad hun har spist, og som inden for de sidste par måneder har valgt at begynde at trække sin træning i en bestemt retning, og derfor bruger 15-20 timer om ugen på sit projekt.
Uanset om vi snakker om kost eller træning, så synes jeg egentlig, at ville klæde de fleste af os at huske, at der er ligeså mange virkeligheder, som der er mennesker; at det for hende fungerer godt at kende sit daglige max-indtag af brændstof, er dejligt – more power to her – men for andre ville denne måde at spise på virke fattig og blodløs. At hun har et liv, der både pga. omstændigheder og prioritering giver hende mulighed for at bruge et par timer om dagen på træning, er rigtig, rigtig fedt, når det nu er noget, der betyder så meget for hende. Men det er ikke hverken virkelighed, ønsket eller dagligdag for alle.
Lige nu synes jeg, at jeg ser en udpræget tendens til, at folk opfører sig, som om de bevæger sig op af en trappe, når de skifter træningsstil eller kostvaner: Når de ændrer holdning, er det dem, der er blevet klogere, og er trådt et skridt længere op mod den evige visdom, mens alle dem, der endnu ikke har set lyset, står som idiotiske får på trinene under dem.
Når jeg hører folk hånle af andre, der bruger tid på noget, som de ny-oplyste for ganske nyligt selv lagde mange timer i, får jeg en nærmest uimodståelig lyst til at råbe: ”DU HAR JO IKKE SELV NOGET TØJ PÅ, FOR HELVEDE!!”
Lige præcis kost og træning er taknemmelige emner, i det at du stort set altid kan finde artikler og bøger, der underbygger præcis det, *du* mener. Men ligeså lidt som det ville give mening at hævde, at man har fundet det endegyldige svar på spørgsmålet: ”Hvad er den bedste bil?” – hvilket kommer ret meget an på, om man gerne vil vinde Formel 1 eller køre sine 4 børn i skole – ligeså lidt giver det mening at gøre krav på sandheden, når det kommer til de andre spørgsmål.
I tidens løb har jeg tabt mig både på kost, der indeholdte meget protein og lidt fedt, og det omvendte, og jeg har dyrket mellem 15 og 50 forskellige typer sport, den ene mere mystisk end den anden, men fælles for dem alle var, at de gav mig noget, jeg havde brug for, da jeg dyrkede dem. Kan jeg lide zumba? Det bliver et nej. Findes der træningstyper, der giver højere forbrænding og mere definerede muskler? Ja. Trækker det folk ind i salene rundt omkring i DK og får det nogle mennesker i gang, der ellers ville have siddet og visnet på sofaen? Oh, but it does. Og derfor giver zumba ligeså meget mening i det store træningsbillede, som f.eks. cross fit og Bikram yoga.
Jeg synes, at vi glemmer at snakke om bevægeglæde, og alle de sociale elementer, der også ligger i træning (og mad, for den sags skyld). Det er jo ikke givet, at alle ønsker stramme baller og markerede kindben, og pudsigt nok har jeg aldrig hørt de mennesker, der går til step i den lokale forening, tale nedsættende om dem, der dyrker de højprofilerede typer af sport. Om det er skam eller respekt ved jeg ikke, men det ER sgu da påfaldende, at jo mere ondt, man får af sin træning, jo mere synes man, at man har ret til at fortælle om den på ALLE de sociale medier dømme andre og deres måde at træne på.
Og måske bliver det lidt selvmodsigende her, for jeg startede egentlig med at sige, at der er mange måder at være rigtig på, og nu har jeg så fået hidset mig selv gevaldigt op over dem, der træner hårdt og spiser disciplineret – men jeg bliver bare så *provokeret* af, at mange af dem, i stedet for at se det som en måde at skabe glæde i eget liv på, bruger det som en ondskabsfuld pegepind til at gå og prikke til det, der i deres øjne er fejl og mangler hos andre.
For noget tid siden stødte jeg i en artikel på udtrykket ”åndsaristokrat”, hvilket Den Danske Ordbog definerer som ”en person, der i kraft af sin begavelse føler sig hævet over andre.” Jeg synes, at der er ved at opstå en gruppe af kropsaristokrater.
Og de er præcis ligeså ucharmerende, som de åndelige.
27. januar 2014 @ 10:40
Uuuh tak for den… Den var der brug for. Lige på en dag som i dag, hvor jeg i kampen for at skaffe flere børn til vores vidunderlige steinerbørnehave uforvaret (eller ej?), måske er kommet med en enkelt nedsætte bemærkning om det kommunale tilbud (om implicit derfor, dem der vælger dette)…
RAMT! Men godt. Det er så vigtigt at huske på – men så svært faktisk… Måske ligger det i den menneskelige natur at hævde sig selv – eller mere bare (ind til benet) i den vestlige kultur…?
Kh Hyldemor
27. januar 2014 @ 12:57
Hørt! og fuldstændigt forrygende formuleret!
En gang imellem får jeg lyst til at skrige højt; Hvor er rummeligheden? Og er forskellighed gør stærk, gået af mode?
Jeg træffer mine valg (og fravalg) med hensyntagen til mine værdier, mine ønsker, min baggrund og min generelle forståelse af verden – Ikke fordi jeg bilder mig ind, at mine valg er det evigt sagliggørende og at hvis alle bare gjorde som jeg så……..
Det kan i øvrigt heller ikke altid anbefales at gå min vej:-)
27. januar 2014 @ 12:59
Fanatisme gør sjældent noget godt – det være sig indenfor emner som religion, sport, mad, børneopdragelse, valg af transportform osv.osv. – nogle mennesker kan bare ikke nøjes med at begejstres, de vælger at prædike budskabet, når de har set 'lyset', og desværre nogle gange med en særdeles arrogant vinkel på – så tak, Linda – for plads til alle os, der ikke lige er med på de rigtige bølger 🙂
27. januar 2014 @ 13:06
Tak for den. Spand koldt vand i mit hoved. Jeg må vist desværre erklære mig skyldig i at kunne komme til at fremstå nedladende over for sportsgrene, der ikke inkluderer uendelige mængder sved, kalk, bræk, blog og vabler (gæt hvad jeg træner…). Jeg HAR en idé om, at det er den rigtige måde at træne på – det indrømmer jeg – men fra NU af, vil jeg aldrig mere forsøge at projicere den holdning over på min veninde, der synes, at en brystsvømmetur på 1 km en gang om ugen er tilstrækkeligt til hendes behov og ønsker. Den rigtige måde er ens egen, og den gælder kun for en selv. Basta. Så tak for reminderen!! 🙂
27. januar 2014 @ 13:14
Lige præcis! Tak!
27. januar 2014 @ 17:21
Hehe… du skal være glad for, du ikke bor i Stockholm. Den by er nærmest hysterisk.
27. januar 2014 @ 18:47
Hørt! Mere rummelighed efterlyses. Både når det gælder mad, træning og livet i al almindelighed!
27. januar 2014 @ 21:24
I. Love. You!!!! Du har formuleret hvad jeg længe har tænkt, men kun har kunnet formulere på en (desværre) dømmende måde.
27. januar 2014 @ 22:18
Egentlig synes jeg det er sygeligt selvfikseret og ret frastødende at bruge så meget af sin tid og opmærksomhed på at forholde sig til hvilken ny træningsform eller kostkoncept man nu skal tilslutte sig. Helt ærligt. Folk sku få sig nogle flere venner, nogle flere børn eller på anden vis noget mere gedigent livsindhold. Tænk at være så fikseret på sig selv, sin krop og sit udseende i så stor en del af sin tid. Når der er mulighed for at bruge sit liv på at være i relation til en masse andre skønne og interessante mennesker. Som er røvligeglade med om man vejer to kg for meget eller har appelsinhud.
28. januar 2014 @ 07:40
Anonym: Din kommentar er jo også lidt dømmende. Det er jo forskelligt fra menneske til menneske, hvad der er gedigent livsindhold.
For nogen handler det måske ikke om et sygeligt fokus på 2 kg. Mange opnår jo glæde og velvære gennem meget træning/særlig kost etc., og det giver dem måske energi til at være mere for deres venner/børn/familie. Her holder jeg med Linda i, at hvad det er rigtigt for den ene, er det ikke nødvendigvis for den anden. Smil til dig
28. januar 2014 @ 08:17
Perception is reality har været mit motto i nogle år efterhånden. Og ja, udfordringen ligger i at rummer sig selv og andres virkelighed.
Min personlige historie er, at jeg netop har tilmeldt mig en måneds bootcamp for at få sparket gang i gode træningsvaner efter halvandet års pause. Måske har jeg ikke læst det med småt grundigt nok. Men der er tilknyttet to trænere til forløbet, og den ene kan sagtens rumme, at vi er forskellige mennesker med forskellige ambitioner. Selvom hun vist synes det er lidt fjernt fra hendes 22-årige liv, at man kan trække aflyst-kortet på grund af barn og job. Den anden forstår til gengæld ikke, at jeg føler mig direkte fremmedgjort overfor, at skrue op for træning, ned for kalorier (som i spis ingen frugt, drop havregryn og spis proteinpulver) måske er lidt rigeligt at kaste i hovedet på én, der bare godt vil blive gode venner med sit nye center.
Foruden nye spændende diæter og træningsformer, så tror jeg, at det er brugbart for de fleste at øve os i at lytte. Der er sikkert også nye tips til at forbedre præstationen på det felt.
28. januar 2014 @ 10:53
Key word for mig i dit indlæg er: bevægeglæde, – for det er nemlig det allervigtigste. Motion er godt, eys, kost er godt, yes, men får du bevægeglæden ind over – så er det hele tre ting i en pakke: motion, sjov og hjernegymnastik. For slet ikke at tale om bivirkningerne i form af øget muskelmasse, tonus og balance osv. Vi skal have det sjovt. Nogen griner med beachvolley andre med zumba men i sidste ende er det motivationen der får os enten i løbetøjet eller i ned i optræningscentret. Og ikke dømme mere – vi peger som du siger alt for meget hellig-finger, og det giver lange patter. Tak for opsang.
28. januar 2014 @ 11:49
Anonym: "Få sig nogle flere børn eller på anden vis noget mere gedigent livsindhold"… Hvordan kan du med den udtalelse påstå at du ikke i HELT samme grad, som de mennesker indlægget handler om, taler nedsættende omkring andres valg af, hvad de bruger deres tid på?
Når det er sagt – så er jeg helt enig i indlæggets morale, og havde bestemt også selv behov for at høre det, da jeg ikke kan sige mig fri for at være en af dommerne. Så – tak for det, Linda 🙂
28. januar 2014 @ 19:14
Det er dælme godt set og skrevet! Kendte ikke udtrykket "åndsaristokrat", men det er fremragende, og det er kropsaristokrater også.
29. januar 2014 @ 18:38
Gælder det ikke bare generelt? Lige fra mad til træning, fjernsynsprogrammer, bøger, valg af bil – ja, ALT? Det gør ingen af os dårligere end den anden. Jeg er selv sådan én der bruger en del tid på det anonym mener er "sygeligt selvfikseret og frastødende". Men jeg gider egentligt ikke snakke om det. Der er altid nogle der synes det er for meget/latterligt/forkert, og det magter jeg bare ikke at høre på! Så mange tak herfra 🙂
29. januar 2014 @ 19:38
Kan godt lide denne sentens fundet på instagram "not everyone Will understand your journal. That's fine. It's not their journey to make sense of. It's yours"