Boys will be boys will be boys will be girls
Engang, for længe siden, skrev jeg et indlæg om, at jeg i Magasin var blevet spurgt, om den røde dukkevogn, jeg var ved at købe som gave, var til en pige eller en dreng: Butikken havde bånd i to forskellige farver, og ville gerne sætte den “rigtige” farve bånd på til kønnet.
Min pointe – som en del rasende feminister i kommentarfeltet ikke nåede at læse – var, at de drenge, der ønsker sig røde dukkevogne, formentlig ikke har en holdning til, at båndet om æsken partout skal være blåt, og at man – hvis man er så optaget af “rigtige/forkerte” farver til hhv. drenge og piger – jo nærmest ikke i den situation ville behøve at spørge, fordi man bare ville antage, at en rød dukkevogn selvfølglige er til en pige.
Hele debatten med, hvordan vi lærer vores børn om køn, og om drenge må lege med dukker og piger med biler, er present i min bevidsthed igen, nu hvor jeg ved, at jeg skal have en pige, og dermed ender med at have en af hvert køn af forholde mig til.
Da jeg fik Anton, var jeg bange for, at jeg – fordi vi bare er os to – ville komme til at overse nogle interesseområder, som han kunne have, fordi jeg ganske enkelt ikke vidste, hvad drenge gik op i. Jeg har hele tiden haft det sådan, at hvis han en dag kommer og gerne vil have fe-vinger og diadem på til fastelavn, så giver vi den FULD gas – men inden jeg fik ham, tænkte jeg meget over, at jeg meget gerne ville møde ham, hvor han var, og ikke overføre mine interesser eller mangel på samme til ham, fordi jeg ikke anede/aner en kæft om at være dreng.
Og måske fordi jeg hele tiden har tænkt meget over dette, sidder jeg faktisk i dag med den tanke, at hele diskussionen om, hvordan vores børn bliver formet af det legetøj, vi præsenterer dem for, og af samfundets forventninger om Raske Drenge og Søde Piger, er en lidt teoretisk diskussion.
( – vent lige med at gå amok.)
For Anton har fra allerførste dag vidst, hvad han syntes var sjovt. Store maskiner, værktøj og fart. (Og her er ikke tale om, at jeg på forhånd havde malet værelset blåt og udelukkende havde købt racerbiler og soldater – tværtimod har jeg altid været lidt på bagkant med at købe legetøj, simpelthen fordi jeg er så ideforladt. Så den måde, vi har gjort det på er, at når vi har været på besøg hos andre, så har jeg luret på, hvad Anton har fattet interesse for, og skruet ønskesedler osv. sammen ud fra det. Og vi har en meget høj frekvens af piger med helt traditionelt pigelegetøj i vores omgangskreds.)
Det lidt specielle i vores situation er, at vi ved, at den mest massive voksenindflydelse, Anton har været udsat for, er min; vi har ingen far på hånden, der slæber ham med til traktortræk eller ser fodbold og speed way med ham, og derfor er jeg efterhånden tilbøjelig til at tro, at de kommer kodet fra fabrikken, de små, og at vi derfor kan slå os i tøjret, som vi vil – men vi kan ikke rigtig ændre på deres grundlæggende, genetiske personlighed.
Vi KAN selvfølgelig, med den skævvridning, der pr. definition ligger i magtforholdet mellem forælder og barn, være med til at gøre deres liv til et helvede, hvis vi forsøger at gøre dem til noget, de ikke er, men den lidet flatterende mulighed har vi jo desværre i samtlige aspekter af deres liv.
Jeg medgiver, at der ligger et stort stykke arbejde i, at vi som samfund får tingene indrettet, så det signal, børn får fra verden omkring dem er, at det er ok, hvis man som pige helst vil lege mekaniker, og hvis man som dreng trives bedst med Barbie og Hello Kitty.
Og selvfølgelig er det knaldende åndssvagt, at man i nogle børnehaver deler op på tværs af køn, i stedet for på tværs af interesser, når man laver særlige aktiviteter; jeg kan for min død ikke se, at det skulle være et problem at have en gruppe af blandet køn med i skoven, hvis præmissen er, at man skal blive beskidt og helst slå sig, bare lidt, inden man kommer hjem, og de børn, der deltager er klar over dette. Eller at man har en tilsvarende blandet gruppe af børn, der skal lave noget, der kræver fordybelse og interesse for glimmer og rigelige mængder af tyl.
Men en ting er, at vi skal snakke om, hvordan vi som samfund styrker ungerne i at være det, de er – noget andet er, at vi taler om det, som om de kommer som fuldstændigt ubeskrevne blade, som udelukkende danner interesser og kønsroller ud fra, hvad vi siger er rigtigt og forkert.
Min beskedne pointe er, at vi i hele den diskussion fuldstændig ignorerer det faktum, at det lader til, at de faktisk kommer med noget fyldt på harddisken, når vi får dem, og jeg mangler måske lidt, at vi prøver at se på de enkelte børn, med det de er og kan, i stedet for at betragte dem som en slags våben i hele ligestillingsdebatten.
Men måske er det nemt nok for mig at sidde og sige, fordi jeg har en dreng, der virkelig falder i den helt traditionelle drengekategori? Måske er det sværere, hvis man har en lille fyr, der har følelserne siddende udenpå tøjet og som ikke bryder sig om snavsede fingre og lego? Mit indtryk er, at der trods alt er sket noget ift. “drengepiger”; at samfundet idag er bedre til at rumme de vilde piger, end de stille drenge – men måske tager jeg helt fejl?
Hvis du – ja, dig – har to minutter i overskud og en holdning til dette emne, kunne jeg faktisk rigtig godt tænke mig at høre om dine tanker og erfaringer i kommentarfeltet.
På forhånd tak:)
26. januar 2015 @ 18:53
Jeg har 2 drenge. Den ældste var et stille barn. Han kunne fra ret lille sidde på værelset alene og dimse med legetøj eller læse en bog. Den yngste er ham, der ikke kan gå. Kun løbe. Som ikke kan sidde stille så længe på stolen i skolen. De har haft samme slags legetøj og holdning til de ting vi har lavet med dem. De er forskellige fordi de ikke er den samme person, men to. Jeg ved at nogle i min familie har haft lidt svært ved at acceptere, at den ældste ikke var en prototype vild dreng, men føler ikke han er blevet presset til noget han ikke var. Det sagt, så har de begge også gået i en fantastisk institution, der ikke har været kønsopdelt eller aldersopdelt.
26. januar 2015 @ 18:57
jeg er så sikker på at de kære unger,udkommer med deres helt egen personlighed… så velkommen og giv plads…. til ALLE …
VIGTIGST er, respekt for det enkelte barn.
Mvh. Fruen.
26. januar 2015 @ 19:03
Jeg har ikke nogen særlige holdninger, men vil bidrage med mine erfaringer. Jeg har tre børn, to piger og en dreng. En af mine piger er indbegrebet af lyserød prinsesse med glimmer på. Den anden af mine piger er vild med fodbold og går kun i hoodies, adidasbukser og caps. Min søn samler på neglelak og elsker at sætte hår på sine søstre. Alle tre har gået i samme børnehave. På samme stue og med samme pædagoger. Da min ’drengepige’ var 4 år, valgte hun selv sine nye gummistøvler. De var sorte med pirater på. En dag kom hun ulykkelig hjem fra børnehaven. Nogle af de store drenge havde drillet hende med støvlerne. Det var drengestøvler, havde de sagt. Jeg tog det op med pædagogerne på stuen. Reaktionen var klar. Selvfølgelig ville de tale med børnene om det. Der er ikke noget, der hedder drengefarver og pigefarver og der er ingen, der skal drille nogen med deres tøj, hed det. Da min søn nogle år senere var 4 og gik på samme stue, med de samme pædagoger, havde han en periode, hvor han kun ville gå i kjoler. Jeg lod naturligvis drengen gå i det tøj, han ville. En dag, hvor han glad var gået i børnehave i lyserødt tylskørt, kom han ulykkelig hjem fra børnehave. Nogle af de store drenge havde drillet ham med skørtet. Det var pigetøj, havde de sagt. Jeg tog det op med pædagogerne på stuen. Reaktionen var klar. Det var da også noget underligt noget, at drengen ville have strutskørt på, hed det. Der var da ikke noget at sige til, at de andre børn reagerede. Jeg var målløs. Men pædagogerne kunne slet ikke se dobbeltmoralen. Men jeg har mødt den ofte. Folk synes, min fodboldglade ’drengepige’ er sej og super fed. Min søn, der kan lide neglelak og har en lyserød sovebamse med blomster, er lidt underlig. Min lyserøde ’pigepige’ møder ingen kommentarer. Hun passer nemlig ind i en kasse. Om vi fødes præprogrammerede eller ej, har jeg ingen holdning til. Men jeg synes som forælder det er smertefuldt at opleve, hvordan omverdenen omfavner min datters ’drengede’ interesser, mens der ses med undren og småfnisen på min søns ’pigede’ interesser. Min søn har selvfølgelig ubetinget accept, støtte og kærlighed hjemmefra, men han er absolut ikke upåvirket af det. Og jeg synes især det er smertefuldt at se min søn allerede fra en tidlig alder tilpasse sin adfærd, fordi han godt kan mærke, når folk synes han var mærkelig, mens hans søster bare kan give den gas. Det kunne jeg godt ønske mig anderledes for min dreng. Og for alle andre drenge i samme situation.
26. januar 2015 @ 19:10
Jeg har en dreng, som i hans første 15 måneder var MEGET stille, nemt blev forskrækket, helst ville sidde hos mig og overhovedet ikke var til vilde lege. Fordi han er en dreng blev vi tit mødt med "han er da pylret" eller "han er ikke en rigtig dreng" udelukkende fordi han var et forsigtigt barn. Vi blev set skævt til og fik tit at vide at vi nok besluttede ham lidt for meget og at han var forkert.. Nu er han 2 år og en rigtig krudtugle og han elsker biler, maskiner, skydere. Men når vi får besøg, er det første folk lægger mærke til, at han har et ikea legekøkken. Og det synes de er vildt mærkeligt. De overser fuldstændigt rækken af Bruder og værktøjsbordet og går direkte efter køkkenet, fordi det ikke er "drenget."
Behøver jeg sige at keg kaster lidt op hver gang det sker??
26. januar 2015 @ 19:14
Er selv vokset op med en enlig mor uden nogen mand inde i billedet. Tog så senere en udpræget kvindeuddannelse som sygeplejerske, og hvis der er noget som altid har irriteret mig er når man som ny på en arbejdsplads bliver mødt med. "Nej, hvor dejligt med en mand, så er Kurt ikke længere den eneste" og så er der en tydelig forventning om at jeg skal bonde med Kurt, bare fordi Kurt er mand. Hvad hans holdninger, værdier, interesser og personlighed er anses som irellevant. Fordi vi er mænd forventes vi at have noget til fælles, selv om jeg måske svinger meget bedre med Lise og Susanne. Så, ja, jeg håber at børn bliver delt, vurderet, stimuleret o.s.v. efter interesser og evner, men ikke efter køn.
26. januar 2015 @ 19:31
Selvfølgelig kommer børnene med deres helt egen personlighed, og det er naivt at tro, at vi kan påvirke dem ret meget. Problemerne opstår jo blot når "samfundet" ikke accepterer de børn, som ikke passer ned i den stereotype kasse – det er fandme synd! Derfor bør der virkelig gøres plads til drengene i tylskørter! Og ja, det er klart sværest for drengene, fordi, som en anden også skriver, så opfatter vi drengepigerne som seje….. Jeg mener kloge Maren engang skrev noget med, at vi sandsynligvis alle er så farvede af at ur-idealet er en mand. Derfor er det altså en forbedring når en pige opfører sig som en dreng, mens det er en forværring (til det svage køn) når en dreng opfører sig som en pige…..
Jeg har selv en stille, læse bog-tegne-lave perler pige og en vild løbe-tonse-klatre-dreng. Hører tit at særligt min søn er da "en rigtig dreng". Plejer at svare, at det da var heldigt at han ikke var en forkert dreng…
Jonna
26. januar 2015 @ 19:31
Det er helt bestemt mere accepteret at være drengepige end tøsedreng. Min søn på 3 1/2 er et følsomt gemyt, elsker at synge og danse og snakke. Bygger fantasifulde ting i LEGO, leger m sit legekøkken, lægger puslespil og elsker sin grønne fekjole i hvilken han er blevet grinet af gentagne gange – også af pædagoger! Børn kommer efter min mening og erfaring med noget af en pakke når de bliver født. Om nogle af deres legetøjspræferencer er kønsbestemte finder vi aldrig ud af, men jeg mener det er fuldstændig uinteressant. Lad os se det enkelte barn som – et barn. Med alle de særheder, interesser og følelser det nu har. Og giv det plads til at udvikle sig som det menneske det er og bliver og gerne vil være. Hetero, homo, bi eller trans- i dont give a shit. Men det er trist at nogen skal føle sig forkerte fra de er 1 år gamle fordi de ikke passer ind i vores åndssvage kasser. Og jeg ville i øvrigt selv ønske at rammerne for hvad en kvinde/mor kan og må kunne være lidt mere vide
26. januar 2015 @ 19:32
Hov den sluttede lidt brat. Tilføjer lige et punktum: .
Og et "kh fra en trofast læser"
?
26. januar 2015 @ 19:38
@Gitte: hvad hulan er der nu galt med et køkken til en dreng? Skal han da leve af nudelsuppe og råt kød indtil han får sig en rigtig kone? Du har mærkelige gæster…
Vi har også en forsigtig dreng, som kun er klar til at lege vildt, når han føler sig på hjemmebane. Han har to mødre. Så det skal vi nok komme til at høre meget for. Han elsker traktorer, bøger, teknik, bamser, lave kaffe på sin lille kaffemaskine, perler og modelervoks. Vi synes det er en smuk blanding og jeg giver ham glad lyserøde hello kitty strømper på sammen med spidermantrøjen. Min svigerinde gik i koks over at vi gav hende en svenskerrød gyngehest til niecen, for hvad nu hvis næste barn var en dreng? En rød gyngehest til en dreng!?!? Oh no…
26. januar 2015 @ 22:00
ja, jeg har en stille følsom og lidt atypisk søn 🙂 Han har aldrig interesseret sig for hverken biler eller togbaner, han sorterede sine legoklodser efter farve og størrelse i stedet for at bygge med dem, han var meget optaget af musik fra han var helt lille og nynnede en melodi før han kunne tale. Da han var 3 blev han "diagnostiseret" som særligt begavet, han kunne læse tidligt og kunne være helt koncentreret i timer. I dag er han en skøn 15 årig og beskæftiger sig stadig mest med musik eller litteratur Men omverden har i meget høj grad opfattet ham som forkert. Farfar kaldte ham en tøsedreng fordi han græd når han skulle med ud og køre traktor – for det gjorde "rigtige" drenge jo, og hans evner for musik er ligesom aldrig blevet værdsat i den del af familien, til gengæld blev der talt meget om de "drenge-tendenser" han ikke havde. I børnehaven måtte han ikke deltage i "have-gruppen" for det var kun for piger. Som han er blevet ældre udviser han stor integritet og er meget tro mod sine talenter, og har derfor udviklet sig virkelig succesrigt (man er vel moderen :-)) og det er nu klart for enhver (selv farfar) at han er en rigtig dreng, som er fandens god til at spille klaver og som kan skrive en kick-ass novelle der får skolelæren til at sige, at hvis ikke hun havde kendt ham altid, ville hun tro at han havde plagieret. Og jeg er den stolte mor – som til tider har haft et åbent sår i hjertet af at se folk behandle ham som om han var forkert, netop fordi han ikke gad lege med biler og klatre i træer.
26. januar 2015 @ 22:40
Anonym siger med historien om sine tre børn det hele.
Det er så absolut mit indtryk, at børn fødes med en personlighed; ikke som blanke tavler. Den personlighed kan så opfattes som rigtig eller forkert af deres omgivende samfund – og det er det, der er humlen.
Selvfølgelig bliver Anonyms dreng i tylskørt præget og formet af, at han er "forkert". Hans interesser og præferencer ændrer sig sikkert ikke grundlæggende, men når hans tylskørt bliver mødt med så megen modstand, vil det være umanerlig svært for ham at holde 100% fast i sig selv, og han vil blive mærket af kampen for at være sig selv.
Det er for mig at se uendelig sørgeligt, at vi bruger så mange kræfter på at definere køn, og at vi starter så tidligt. Men tøj-, legetøjs- og babyudstyrsbranchen gnider sig sikkert i deres små fedtede hænder, når Poul ikke kan lege med Poulines legetøj, og der derfor kan sælges dobbelt så meget.
27. januar 2015 @ 03:56
Jeg ved egentlig ikke, om mine to drenge er specielt drengede eller specielt pigede. De har legekøkken, lego, togbane, brandbiler, dukker og dukkevogne i en god blanding, og de skifter imellem at være ustyrlige vildbasser og enormt gode til at sidde stille og koncentrere sig. Jeg er ikke spor bange for at påvirke dem og deres interesser – det gør jeg alt hvad jeg kan. Jeg gør det bare ikke ud fra deres køn, men ud fra hvad jeg mener er bedst for dem. Så ingen legevåben og plastikbras, men til gengæld masser af tilbud om at deltage i madlavning og rengøring. Men selvom jeg synes, at jeg opdrager forholdsvist kønsneutralt, så er jeg også træt af at diskussionen om børn og køn nogle gange kan komme til at handle om, at alle skal være ens uanset køn (gælder egentlig også debatten for voksne). Jeg synes ikke det er så farligt, at nogle drenge har meget drengede interesser, ligesom jeg synes der skal være plads til det modsatte.
27. januar 2015 @ 07:53
Selv tabte jeg helt underkæben, da jeg for mange år siden, fødte mit andet barn og opdagede, at han var en dreng. Jeg troede af en eller anden grund ikke, at sådan en kunne komme ud af mig. Men jeg var mere optaget af, hvad han var for et lille menneske end af hans køn. Jeg har født tre ret 'håndfaste' børn, som – ligesom Anton – med fri hånd tegnede deres profil i verden. Og jeg tror, det vigtigste er at give dem ro og rum til at gøre det.
Og helt i forlængelse af denne tråd, kom denne her i Politiken i dag http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2524232/hvorfor-har-foraeldre-saa-travlt-med-at-kende-barnets-koen/
27. januar 2015 @ 10:34
Jeg er helt enig i at børnene fødes præ-programmerede. Indtil jeg selv fik børn var jeg af den opfattelse, at vilde drenge og stille piger var en samfundskonstruktion og noget vi prægede dem til. Jeg tog fejl, i hvert fald mht drengene. Jeg har ingen piger. Min tre-årige Anton er på samme måde som din Anton – han kunne sige 'tog' før han kunne sige 'mor' og har altid været optaget af ALT med hjul. Men samtidig elsker han sine tøjdyr utroligt højt og er meget omsorgsfuld overfor dem.
Jeg får helt ondt i mor-maven over 'Anonyms' indlæg og over den måde de drenge, der ikke passer ind i den stereotype opfattelse af de vilde drenge bliver betragtet.
I virkeligheden tror jeg, at de inter-individuelle forskelle er mindst lige så store som de kønsbestemte forskelle og at vi derfor skal passe på med at komme børnene ned i kasser. Men samtidig kaster jeg lidt op i munden, når jeg hører om det intet-kønnede Sverige med 'hen'. For mig at se signalerer lige så meget manglende tolerance overfor individernes forskelle som blåt til drenge og lyserødt til piger.
Hvad er det for noget, at Sofies søn ikke må være med i havegruppen fordi det kun er for piger?! WTF?
Og Gitte – vi har også legekøkkenet, men har nu aldrig oplevet undrende kommentarer. Måske fordi mine sønners far er langt bedre til at lave mad end deres mor… 😉
27. januar 2015 @ 11:17
Jeg kan godt forstå, at du har funderet over, om teorien om Raske Drenge og Søde Piger kan affejes, fordi det virker til, at din Anton er en "klassisk" dreng.
Men du har bare kun det ene barn at forholde dig til – og han udgør ikke nogen statistik i sig selv.
Problemet med kønnet legetøj, som jeg ser det, er:
1) Nogle børn føler sig forkerte fordi de er drenge i tylskørt eller piger i piratstøvler. De ungder der drillede Anonyms børn, har ikke lært hjemmefra, at det der med kønsbestemt legetøj – det er noget pladder. Og så driller de.
2) Som en anden nævner, så hænger det også sammen med feminisme. Drengepiger er nemlig ok, mens pigedrenge ikke er, fordi en dreng der opfattes som piget, får lavere status, fordi vi lever i en verden, hvor en mand har højere status.
Det at forsøge at fjerne etiketterne fra legetøj kan for det første være med til at give de børn der ikke lige er Raske Drenge og Søde piger en væsentlig sjovere opvækst, og på sigt kan det måske også være med til at sprede feminisme, som grundlæggende handler om, at alle har lige rettigheder – uanset køn.
27. januar 2015 @ 11:29
Ja det er helt klart nemmere for de børn der falder indenfor de samfundsbestemte kasser end dem der falder udenfor. Og hvis man tror man ikke selv, har en rem af huden, så lyver man for sig selv. Bare udtryk som "drengepige" er jo i sig selv en stereotyp som handler om at piger ikke kan være vilde og være piger samtidig… Mine børn er en pige og en dreng som begge har ADHD dvs svært ved at koncentrere sig og hyper og mangler omtanke for konsekvenserne af deres handlinger. Min datter blev skældt meget ud i børnehaven for ikke at kunne sidde stille, mens min søn ofte bliver kaldt "en rigtig dreng" (hvilket min datter jo så også er) hvilket irriterer mig grænseløst. Han er i øvrigt også enormt omsorgsfuld og elsker at lege med mindre børn og skal altid hilse på babyer, mens min datter er mere ligeglad. Jeg tror at mange personlighedstræk er medfødte, men de bliver jo fortolket ind i en kontekst som de selv ikke er sene til at opfange, som fx om omverdenen betragter dem som "rigtige" og "forkerte". Og hvis man ikke tror at reklamer og medier påvirker ens underbevidste, så kan jeg ikke se hvordan man samtidig kan forklare at der bliver brugt så ufatteligt mange penge på det, det må jo være fordi det netop påvirker – både børn og forældre…..
27. januar 2015 @ 14:10
Jeg tror bestemt heller ikke at børn fødes som blanke tavler. De kommer som unikke individer med unikke personligheder. Men der er lavet undersøgelser der viser at der er forskelle i hvordan behandler drenge og piger. Forskelle i måden vi taler til dem, holder dem, tumler med dem. Forskelle i hvad vi taler med dem om og hvordan. En masse bittesmå ting, som man ikke lægger mærke til i hverdagen, men som alligevel er med til (i mange tilfælde) at forme børnene i den retning vi klassisk opfatter drenge og piger. Læs fx Delusions of Gender af Cordelia Fine.
27. januar 2015 @ 14:19
Jeg tænker også at børn fødes med en ballast og interesser. Vores opgave er at hjælpe dem med at få det bedste ud af de interesser og forsøge vores bedste til at gøre dem til hele mennesker.
Vi er endt med at have ret mange biler og traktorer til vores søn, fordi det er hvad han umiddelbart vælger at lege med og snakkede meget om, da vi ikke havde nogen, men nu har jeg set hvor meget han faktisk også leger med dukker når vi er et sted hvor de er, så selvfølgelig skal han også have dukker og tilbehør, når nu det også er noget han gerne vil.
Men allerede nu (han er 2) er der kommentarer hvis han vil have et skørt på så han kan snurre rundt og se det flagre, eller når han prøver alle dame/pigesko i nærheden.
Jeg forstår det ikke, virkelig ikke. Han er et barn, ikke sit (tilfældige) køn.
27. januar 2015 @ 15:37
Åh, vand på min mølle – hvis jeg læser dit indlæg rigtigt. Jeg kløjs selv i de der tags #pigemor/#drengemor og synes det er noget mærkeligt noget. Mine piger er meget tøsede, til tyl, dims og glimmer. Det er jeg ikke, og har derfor introduceret dem til andre ting. De elsker så også vilde lege, fart og mudder. Synes hverken de er mere eller mindre piger af den grund. Hørte den anden dag en pædagog kommentere på en pige i børnehaven at hendes kjole var fin – en stolt dreng kom ind i børnehaven med sin nye superhelte-bluse og pædagogen sagde den var sej. Jeg synes bare der var så megen værdiladning (er det et ord overhovedet?) i de udsagn selvom de var godt ment og oprigtige og på ingen måde stødende. Har selv pippet lidt om det på min blog i weekenden.
28. januar 2015 @ 20:41
Min ældste som er en dreng, er sådan en forsigtig og omsorgsfuld type. Han er sådan en der er helt med på at lege far-mor-børn, hvor han da gerne vil være mor! Han er ikke sådan en fodbolddreng som sådan, da han elsker at dimse. Han kan godt lide at se de mere "piget" serier på Netflix som Jessie og det slags, fordi snak om sammenhold. venskab og fantasi tiltaler ham meget. Men han fortæller ikke sine kammerater at han ser det. Han siger at han ser pokémon og alt det actionprægede tegnefilm, hvilke han også gør. Men skulle han vælge, blev det Jessie. Ærgerligt at han ikke har modet til at sige det højt.
Min yngste er som din Anton, en "typisk" drengedreng. Lege vildt, med biler, mudder og klatre overalt. Hverken jeg eller manden har præget dem til at gøre sådan. Så nej, børn er ikke bare blanke tavler.
Min pointe er, at børn skal nok finde ud af hvad der interesserer dem, det er os de voksne der skal holde kaje og lade dem blomstre som de vil.
29. januar 2015 @ 18:54
Nogle gange, tror jeg, er mødrene til de tylklædte drenge (som er nøjagtigt lige så gode som lege-med-lego-drengene – bare inden jeg bliver korsfæstet) liige lovligt hurtigt ude med spaden, og fornemmer kritik og anklager, som reelt ikke eksisterer.
De kommer med et lynhurtigt forsvar og en selvretfærdig harme, der lader til at have uklædeligt lidt med deres 'pige-dreng' eller 'drenge-pige' at gøre.
Det er lidt belastende at skulle være så aktivt okay med det hele tiden, i stedet for bare at være det, som de af os med "drenge-drenge" og "pige-piger" er – nemlig bare accepterende. Groft sagt: ligeglad!
Selvfølgelig skal man tage sit barn i forsvar, hvis det bliver angrebet. Men jeg tror, at det reelt skere sjældnere, end mange tror.
Linda: Jeg synes din pointe er smuk og lige i skabet. Ungerne kommer til verden med deres egen personlighed, og uanset i hvilken retning de er præfabrikerede, så skal de bare accepteres og respekteres.
Stille og roligt.
Tak.
Mvh
Maria B.
29. januar 2015 @ 22:03
Er helt sikker på at børn kommer "med noget på harddisken", men har også ændret holdning efter at vi selv fik barn. Før var jeg helt overbevist om, at det i højere grad var miljø end arv, der afgjorde, hvad vores børn interesserer sig for, men nu kan jeg jo se, at selvom vores datter på tre har alskens slags legetøj (biler, dukker, tog, LEGO, perler, you name it) så har hun tydeligt yndlingslegetøj og selvom farmand prøver, så tænder hun bare ikke rigtigt på biler (jo, hvis vi vil lege far, mor og børn med dem :-)) Hun er ikke specielt hverken piget eller drenget, men alligevel klart mere til den rolige side. Det er der helt klart mere arv end miljø i, og jeg kan jo se, hvordan hendes opførsel og præferencer ligner vores (hendes forældres) og nok i virkeligheden meget godt afspejler, hvordan vi selv var som børn. Præger vi hende så? Ja, det gør vi da, det kan jo ikke undgås eftersom hun spejler sig i os, men det gør de tyls- og prinsesseklædte samt sværdsvingende venner og veninder da også – indtil videre uden effekt, hun vælger i høj grad sin egen vej. Jeg synes så også at hendes institution er virkelig god til at se børnene for hvem de er og støtte op om det.
31. januar 2015 @ 21:22
http://politiken.dk/magasinet/feature/ECE2524795/hvor-stor-er-den-lille-forskel/
Lige i øjet mht dette. ��
2. februar 2015 @ 15:05
Jeg har en pige og en dreng. Pigen er ældst, og har altid været en vildbasse sprængfyldt med energi og vild med mudder. Og fuldstændig ligeglad med hvor maden, der ikke havner i munden, lander og hvad det gør for udseendet (et måltid uden mad i håret findes ikke). Hun er snart 6. Hun er meget bevidst om at de andre piger i børnehaven skal være prinsesser til fastelavn, og er ikke et sekund i tvivl om at hun skal være superhelt. Sådan har det været altid, selvom vi også har haft yndige alfekjoler i klædudtøjet. Ved festlige lejligheder ELSKER hun sine guldglimmerstrømpebukser og strutskørter. Jeg tænker på hende som drenget i sin opførsel, i hvert fald i forhold til andre piger. Min dreng har fra starten været anderledes. Han har ikke mad ud over det hele, når han spiser. Han økonomiserer mere med sine kræfter og elsker at bygge-dimse – stadig meget drenget, men helt anderledes end storesøster. Tror ikke på det der med en model for piger og en for drenge. Og er overbevist om at de kommer med en hel del medfødt personlighed !
17. april 2015 @ 11:57
En meget sen kommentar herfra – jeg fik helt ondt i maven over den lille dreng i tylskørt, der ikke mødte forståelse hos pædagogerne. Så er det jeg bliver rigtig glad for den institution, min datter går i, hvor (generelt fantastiske) medhjælper-Kasper gerne hopper i tyskørtet sammen med alle ungerne i vuggestuen. Og for et par uger siden mødte jeg to drenge fra børnehaven, der begge var klædt i de smukkeste prinsessekjoler jeg længe har set!
jeg er generelt også imod kønsstereotyperne. Og som mor til en datter, der elsker sin røde kjole, alle sine biler, sine briotog og at løbe ned ad en bakke i fuld fart, tænker jeg at jeg er lykkedes meget godt med at undgå at få en lille prinsesse i hvert fald. Og så slog det mig, at måske er det min påvirkning, der har gjort at hun ikke er prinsessen. Hvilket leder mig til, at jeg tror vi påvirker vores børn på den ene eller den anden måde i kombination med deres personligheder. Det vigtigste i min verden er, at børnene bliver accepteret som dem, der er af dem der står dem nærmest – og det gælder så også de voksne i institution eller dagpleje!