Skip to content

12 Comments

  1. Karen Marie
    1. maj 2024 @ 12:08

    Puha. Det er sådan et opslag der giver mig en knude i maven og tårer i øjnene ved tanken om hvordan mine egne børn nogensinde skal kunne få et ordentligt og værdigt liv 😭. Jeg er helt enig med dig i dine overvejelser og ville ønske at dine opslag blev læst af dem der har mulighed og overskud til at gøre noget ved tingene (mit indtryk er at mange af dine læsere selv kender systemet indefra). Hvordan finder du energi til at kæmpe videre?

    Reply

    • Linda
      1. maj 2024 @ 18:44

      Hånden på hjertet kan jeg også mærke, at jeg bliver mere og mere selektiv ift. hvor jeg bruger mine kræfter. Jeg har eksempelvis meldt mig ud af alle undtagen én fb-gruppe for forældre til børn med diagnoser, ganske enkelt fordi jeg kan mærke, at jeg brænder ud, hvis jeg igen og igen bliver konfronteret med, hvor håbløst, den her kamp er.

      Men når det er sagt, så tror jeg, at vi alle får uanede kræfter, når det kommer til vores børn. Og jeg klamrer mig til tanken om, at tiden arbejder for os. Den øgede opmærksomhed på de her diagnoser og alt, hvad de medfører, fører forhåbentligt til bedre og mere rummelige tilbud og fremtidsmuligheder, der også passer til børn som vores <3

      Reply

  2. Lotte
    1. maj 2024 @ 12:35

    Spot on! Det er arbejderkampen anno 2024… 🫠

    Reply

    • Linda
      1. maj 2024 @ 19:19

      Det er ikke engang løgn😞

      Reply

  3. Cille
    1. maj 2024 @ 14:23

    Et lille indspark – jeg er så enig i, at velfærdsstaten af utallige årsager i mindre og mindre grad kan løfte ‘løftet’. Og som sagt – der er virkelig mange årsager ikke mindst demografiske og udvikling i (dyrere ) løsninger medicinsk etc.
    Men måske lidt af det er det skifte fra ‘jeg har ret og pligt’ i samfundet til mere og mere ‘jeg har ret til – men ikke pligt’. I stedet for at de, der har behov skal have en hånd under sig, har vi nu alle ‘ret’ til at trække den fulde værdi. Jeg synes på en eller anden måde det er forstemmende.

    Reply

    • Linda
      1. maj 2024 @ 19:18

      Jeg forstår godt, hvad du mener – men jeg har tænkt over det, siden jeg modtog din kommentar. Og faktisk tror jeg ikke, at jeg kan komme i tanke om nogen, der forsøger at få noget, bare fordi de kan. Dermed ikke på nogen måde være sagt, at de ikke findes derude, for det gør de givetvis. Men alle, jeg kender eller læser/hører om, der rækker ud efter noget i systemet, gør det, fordi de står med børn, syge eller ældre familiemedlemmer, der ikke bliver hjulpet, selvom behovet er der.

      Jeg er med på, at ét eksempel ikke er fyldestgørende empiri, men hvis jeg skal prøve at tage udgangspunkt i mine egne eksempler, så tænker jeg, at min bedstefar for længst burde have fået tilbud om en plads på et plejehjem. Han er næsten blind, og alting er svært for ham efterhånden. Men det kan han ikke få, for han er stadig ikke ‘dårlig nok’. Det betydet, at alt fra transport, over digital post, til mad, man ikke selv kan lave, for det kan man ikke, når man ikke kan se, bliver problemer, der skal løses af familien. Det gør vi så.

      Ift. mine børn afholder jeg selv alt, hvad jeg har af ekstraudgifter på dem pga. deres diagnoser. Det gør jeg ikke, fordi jeg på nogen måde svømmer i penge, men fordi det er noget af det mest opslidende, du kan forestille dig, igen og igen at skulle synliggøre for kommunen, hvorfor deres efterhånden MEGET udpinte inklusionsløsning, giver så mange ekstraudfordringer, at det er helt absurd, at det bliver den enkelte familie, der skal lukke hullet.

      Det hele er blevet så kasseopdelt, og mellem hver eneste af kasserne, er der sprækker, som ingen tager ansvar for, om man falder ned i.

      Men jeg anerkender 100%, at det, man oplever, vil være meget forskelligt, afhængigt af, hvor man ser systemet i aktion, og hvilke behov eller brugergrupper, man selv har inde på livet.

      Reply

  4. Tanja
    1. maj 2024 @ 15:44

    Spot on!

    Reply

    • Linda
      1. maj 2024 @ 19:19

      🩷

      Reply

  5. Johanne
    2. maj 2024 @ 07:44

    Jeg er helt enig med dig. Og at det vi oplever nu kun bliver værre, fordi der kun bliver lavet lappeløsninger fremfor at gentænke. Og ja, det er nemt for os at sige. Men jeg tror ikke, jeg kender nogen længere, der IKKE har en absurd historie om hvilken kamp det er blevet, at få den hjælp, man har brug for. Og kun det. Ikke mere end det end hjælp til basale ting, som ikke er urimeligt.

    De sidste år min far levede, hvor han var halvside lammet pga. hjerneblødning, var jeg vidne til den del af systemet. Hvor der selvfølgelig var gode ting – men det var også et “spil”, hvor det kun endte så “godt”, som det gjorde (med genoptræningstilbud osv), fordi vi stod tre ressourcestærke børn, der kunne spille spillet. Og jeg havde ondt i maven over, at jeg gjorde det. Fordi jeg samtidig vidste, at der sad andre gamle mennesker, der ikke fik de tilbud, fordi de ikke havde ressourcestærke pårørende til at tale deres sag. Oven i det, så ved jeg også, at vi var heldige med det vi fik, fordi han boede i det rigtige postnummer – OG at han faldt om i marts måned. Hvis det var sket i november, så havde der nok ikke været penge i kassen til den genoptræning, han endte med at få. Jeg ville sådan ønske, at jeg ikke havde været nødt til at spille det spil, og kunne have forblevet idealistisk og overladt det til systemet at gå sin gang. Men det kan man jo ikke. Jeg kunne jo ikke se på, at min far ikke fik den hjælp, han skulle have, når jeg havde muligheden for at gøre noget. Så jeg har virkelig mange gange tænkt, når jeg har siddet i telefonkø til kommunen, sygehuset osv, at hvad gør de mennesker, der ikke selv kan og ikke har nogen ressourcestærke pårørende? De får formentlig ‘the bare minimum’, for der er ikke nogen træls pårørende, der brokker sig…

    Så sent som forleden talte jeg med en ven om det her. Han er på kontanthjælp og syg pt. (men naturligvis fik han afslag på sygedagpenge…), og står overfor at flytte snart. Så han havde ringet til kommunen, som jo skal hjælpe. Han fik at vide, at de kunne henvise ham til et herberg. ET HERBERG! Så han havde reelt tænkt, at han må bo i sin bil, hvis han ikke når at finde noget. Og hvis man først går ned af den vej, så er der meget langt tilbage. Og så bliver det endnu dyrere for systemet.

    Og så er vi tilbage til, at systemet gatekeeper ting, som kun gør, at dem, der har brug for (basal) hjælp bliver skubbet længere ud – og det i sidste ende også koster systemet flere penge. Min ven flytter selvfølgelig ind hos mig, hvis det skulle komme dertil. Men hvad med alle dem, der ikke kender nogen, der har plads til at de kan flytte ind i en periode? Dem som må flytte på herberg. Tilbudt af kommunen.

    Reply

    • Linda
      4. maj 2024 @ 20:20

      Det der dilemma har jeg også kæmpet med. At jeg på den ene side ikke kan holde ud at tage noget fra andre, der (også) mangler – men på den anden side heller ikke kan lade stå til, når det er mennesker, jeg elsker, der er i klemme.

      Den er styg.

      Og jeg tabte næsten min kaffe, da jeg læste om din ven. Herberg??! For real!!?

      Reply

  6. Sarah
    2. maj 2024 @ 19:10

    Reply

    • Linda
      7. maj 2024 @ 20:38

      Det er til at tude over. Fra ende til anden.

      Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.