Zen og kunsten at vedligeholde sin livsglæde.

Jeg kendte engang en fyr, der læste filosofi. Han var meget optaget af de store spørgsmål i livet – hvilket vel nærmest er en forudsætning, når man vælger det studie – og ville så gerne dele sin passion med mig. Mangt en jul har jeg derfor modtaget firkantede pakker fra Filosofisk Forlag; Alle tænkt som velmente dåseåbnere til mit sind. Spændende var det (i hvert fald det meste af tiden), men det kunne bestemt også være svært at få hjernen viklet omkring. Oveni har filosofi den lidt uheldige bivirkning, at livsleden opstår mellem 3. og 4. punktum, i den første filosofibog man læser. Svært at gå op i, om man kan sætte grønne øreringe til en pink trøje, når hjernen forsøger at gennemskue meningen med menneskets eksistens. For mit eget vedkommende udløste det en mærkelig, passiv udgave af den tyske lidelse Angst, hvor jeg glemte at leve, fordi jeg havde så travlt med at spekulere på mål og mening. Hvis man synes, at man har gennemskuet, at den primære grund til vores hang til vaner og forudsigelighed er døds- og livsangst, så er det svært at vælge, om man springer ombord i det konforme liv og accepterer følelsen af at sælge ud, fordi man ved, at der er så meget mere, eller om man vælger soloudgaven, hvor man alligevel aldrig er helt tilpas, fordi man føler sig som den eneste i biografen, der har husket de rød/blå briller til 3D-filmen.

Dette blik tilbage mod min ungdoms eksistensielle undren, blev udløst af noget så simpelt som den kommende jul. En af filosofferne vi i sin tid diskuterede, havde en tese om, at vi somme tider er forelskede i overbegrebet frem for den faktiske, konkrete handling. At du f.eks. er forelsket i idéen om at være forelsket, og ikke i ham, som hos dig står. At du elsker tanken om at være en del af en familie, men når det kommer til stykket, så keder du dig i det og føler ikke, at du passer ind. Og på det mere dagligdags plan: Konceptet “at løbe i det fri”, lyder ualmindelig fedt, men når man kommer afsted, så er det bare fluer, blæst og bakker.

Jeg har det meget udpræget i forhold til årstider. Hver gang det begynder at blive efterår, slår min hjerne op på den side i kataloget, hvor der er stearinlys, store sweatre (som klæder én), the og gåture i den smukt farveafstemte skov. Det kan tælles på en hånd, hvor mange gåture i skoven, jeg har afviklet over de sidste 5 år. Når vinteren og julen nærmer sig, så glæder jeg mig til sne, lyskæder på Strøget, hygge og adventskranse. Hvornår har vi sidst fået en ærlig gang sne, som faldt på den rigtige side af jul? Forår betyder t-shirts, hvide hørbukser, fuglesang og lysere dage. Ikke i Danmark. Der er rain on the rocks fra februar til juli. Og endelig husker jeg hvert år sommeren som noget med grill, strand, ferie og å-vagt. Jeg vil retfærdigvis sige, at den holdte stik forrige år, men i år må vi nok erkende, at sommeren missede sit fly. Eller sidder i et nødlandet Dash på Gibraltar. (Og lad så det være ALLER sidste gang, vi snakker om Sommeren, Der Aldrig Kom!)

Men heldigvis har min tidlige Weltschmertz lært mig, at livet bliver væsentlig mere tilfredsstillende og sjovt, hvis man ind imellem kan lære at give slip. Man kan ikke delete tankernes spor i hjernebunden, men man behøver ikke altid at opfatte dem som en udstukket rute, man er tvunget til at følge. Hvis jeg tænker mig godt om, så ved jeg, at mange af de ting, jeg ser frem til, er anderledes i virkeligheden end inde i mit hovede. Så det lader jeg være med. Jeg glæder mig til at glæde mig til jul. Er der nogen, der vil være med?