Når jeg er til fest og sidder ved siden af nye mennesker, så synes de som oftest, at det er utrolig spændende, at jeg er tegnsprogstolk. Der er altid masser af spørgsmål, og rækkefølgen er som regel:
1) Er tegnsprog internationalt? (Nej).
2) Har du døve i familien? (Nej).
3) Prøv at sige noget på tegnsprog. (Her sænkes bundniveauet i samme takt som promillen stiger).
4) Hvad siger jeg nu? (Efterfulgt af, hvad der mest ligner et epileptisk anfald).
Jeg ved godt, at det er fordi, at jeg som regel er den første tegnsprogstolk, folk møder. Engang imellem ville jeg bare ønske, at folk ville overraske mig ved at spørge om noget, jeg ikke var blevet spurgt om før.
Selv har jeg det faktisk sværest med nogle af de jobs, jeg godt ved, hvad indebærer. Hvis jeg sidder ved siden af en, som arbejder i en skoforretning, så stirrer jeg vedkommene stift i øjnene på “Heeeere’s Johnny!!”-måden, i håb om at bortlede opmærksomheden fra mine gamle, slidte Nikes. Hvis jeg sidder ved siden af en frisør, har jeg lyst til at digte en historie, der involverer et barn og en neglesaks, som kan forklare mit hår og manglende frisure. Men værst af alt er psykologer. Hvis de spørger mig, om der er mere vin, så når jeg at tænke: “Mener han, at jeg drikker for meget/er det afvigeradfærd, hvis jeg ikke ser ham i øjnene, når jeg svarer/siger det noget om min barndom, hvis jeg strejfer hans hånd, når jeg giver ham flasken/bør jeg hælde op eller har jeg kontrol-issues, hvis jeg gør/hvorfor spørger han mig og ikke hende overfor/kan han se, at jeg tænker alt det her og hvis ja, hvad betyder det så?” inden jeg svarer.
Og nu kan jeg se, at jeg også skal til at have det svært med folks hobbyer. Læste i avisen igår, at en 38-årig far til 4 havde skrevet en bog på 200 sider om at give oralsex til kvinder. Det er jo svært at have noget imod, at mænd ønsker at opgradere deres kvalifikationer på området, men jeg kunne godt have undværet billedet af skaldet økonom, der smilede til kameraet på “jeg er en fræk fyr!”-måden. Med sine store, våde læber. Havde det gjort en forskel, hvis han var lækker? Jeg ved det ikke. Virker bare en lille smule selvfedt, at udgive en bog om et talent, som man egentlig ikke selv kan tjekke, om man har, gør det ikke? Uanset hvor begavet man er med evner på området, så er overdreven selvtilfredshed noget, der øjblikkeligt forvandler vand til sand. Om jeg så må sige. Men på den anden side: Hvis man taler et sprog, der er internationalt, så er det måske ligemeget, om man skal bruge det i Sahara eller Det Døde Hav.
Published by