Nå, men efter at have brugt hele mandag aften på Skejby sygehus, fik jeg kl. 23.15 lov til at tage hjem, mod at jeg stiller derude igen i dag kl. 11.40. Jeg blev stukket, klemt, overvåget og vurderet. Der var blodprøver og kardiogrammer, og det var i det hele taget bare en lang, nervøs aften.
Det var heller ikke nyrerne, den var gal med, så nu må vi alligevel tage det unævnelige ord i brug: Svangerskabsforgiftning.
Til de af jer, der ikke ved, hvad det indebærer, handler det om, at kroppen begynder at udskille æggehvidestoffer, og at blodtrykket pludselig opfører sig som de yo-yo’er, vi lavede walk-the-dog med i 80’erne.
Det, man kan risikere, hvis ikke man tager hånd om problemet er, at i takt med at jeg bliver mere og mere syg, får den lille ikke den næring, han har brug for, og dermed kan han ikke vokse, som han skal. Man ved ikke, hvad det kommer af, og jordemødrene derude var heldigvis gode til at fortælle mig, at det ikke skyldes noget jeg har gjort eller undladt at gøre. (Velkommen til det nye liv med kronisk følelse af skyld-med-skyld-på!) Worst case sætter de mig i gang, så han kan komme ud i den friske luft, men det er stadig at foretrække, hvis jeg kan få lov at ruge på ham i hvert fald en måned endnu.
Heldigvis ser det ud til, at han stadig har det, lige som han skal have det. Jeg har ham endda mistænkt for at have overskud til at kunne mærke, at den angste mor har ekstra brug for at mærke, at han har det godt, for arme og ben farer rundt til alle sider derinde 24 timer i døgnet.
Mors lille vindmølle.
For mig er det meget, meget mærkeligt, at vide, at jeg er så syg, som jeg åbenbart er, uden at kunne mærke det fjerneste. Jeg har det stadig rigtig godt, og derfor virker det grotesk, at jeg nu – hvis scanninger og prøver i dag bekræfter det endeligt – skal bruge resten af min graviditet til at ligge fladt på ryggen og glo. Det her er min sidste uge, inden jeg går på barsel, og der var mange ting, jeg gerne lige ville have fulgt pænt til dørs, inden det store På Gensyn.
Men det kan jeg så glemme for 1000 kroner.
Og det er også skideligemeget. Bare Anton har det godt.
Gør mig virkelig ondt for dig. Det er hammerkedeligt, og vildt frustrerende, at ligge der og glo, når man ikke føler sig syg. Jeg har selv prøvet at skulle ligge det sidste trimester af min yngste søns graviditet. Og jeg var helt ærligt ikke særlig god til det. Så jeg håber for dig, at du har mulighed for at få noget hjælp. Skub al stolthed til side, og bed om hjælp. Hvis det er. For som du skriver – det vigtigste er at han har det godt, derinde.
Ja bare Anton har det godt!
Og du bliver passet på også!
Kh Line
Godt, at du er i gode og kyndige hænder! Håber, at der kommer styr på det hele, så lille Anton kan blive færdigbagt i god ro og orden 🙂
Randi
Jeg genkender det alt for godt. Jeg brugte de sidste 2 måneder(!!!!) af min graviditet på at ligge fladt i en hospitals seng, det var dog ikke svangerskabsforgiftning, men forkortet livmor hals, men det der med at "fejle" noget uden at mærke det fjerneste! det var FORFÆRDELIGT! til sidst savnede jeg at vaske tøj, så forfærdeligt var det at ligge stille SÅ længe!
Håber både du og Anton kommer godt igennem det, han er trods alt det hele værd! ^_O
kh Sarah
Hvor jeg håber håber håber, at det viser sig at være nogle falske målinger.. eller noget. Men ja, bare Super-Anton har det godt.
*knus*
(der kommer uddybende hilsen senere – er på arbejde lige nu)
Så må du hellere lære noget korsstingsbroderi, mens du skal ligge der, så du har noget at lave. Håber, at alt viser sig at være vel i dag.
Jeg sender dig bare 1000 opmuntrende kys og kram! Heldigvis har du blogland, hvis det bliver for surt at ligge på langs!
Jeg sender dig bare 1000 opmuntrende kys og kram! Heldigvis har du blogland, hvis det bliver for surt at ligge på langs!
jeg havde svangerskabsforgiftning dengang for tusind år siden.
og Louis var så stor, lækker, fin og færdig, da han valgte at komme 14 dage før terminen. (ok, det hjalp lidt at hoppe på hængebroen i Ørstedsparken).
du skal ikke være spor nervøs for Anton. (eller dig selv).
de medicinske rædselsscenarier gælder ikke jer.
og også dette vil være ovre.
lige om lidt.
de kærligste hilsener
Lige præcis! Det ER skideligemeget, bare Anton har det godt! Dét er til gengæld vigtigt – og LOV os nu, du handler på den mindste fornemmelse, inaktivitet og den slags. Ikke? Bare for en sikkerheds skyld… I det store og hele er det pivligegyldigt, om du skal ligge ned en sølle måned, ing? Ved godt, det er nemt sagt, men alligevel. Go for it og pas godt på lille A.
– Signe
det er nemlig lige det! bare vindmølle-Anton har det godt, så klarer du dig igennem i stiv arm. I know it. Og det gør alle andre, der kender også!! og som jeg har skrevet: ring/skriv hvis noget skal bringes/hentes osv : – ) og lig så stille!! selvom det eddername er nederen, at sidste del af graviditeten blir anderledes end planlagt!
knus
Og sådan vil det være resten af dit liv: "Det er skideligemeget. Bare Anton har det godt." Her er noget, der større og vigtigere end dig – og det er det fantastiske ved børn, og derfor vi ikke vil undvære at have dem i vores liv.
Du skal slet ikke være bekymret. Selvom der kun er 5% gravide, der får svangerskabsforgiftning, så har man godt styr på det – specielt Skejby! Så du er i meget gode hænder 🙂 Ham Anton skal nok klare det!
Jeg har også været på den dér med svangerskabsforgiftning og udover den øgede kontrol, var det ganske udramatisk – jeg gik tiden ud og lidt til og fødte en stor, sund dreng 🙂
Jeg ved godt det kan være træls, at være sygemeldt og begrænset, men jeg håber alligevel for di, at du går en dejlig tid i møde.
De bedste hilsner
Linda
Jeg fik også svangerskabsforgiftning på lyntid til sidst i min graviditet i 2004 (nu får jeg ENDELIG lov til at gøre mig klog! haha!), og jeg nåede ikke at ligge på langs mere end een aften, før jeg fik ondt i mellemgulvet, blev sat igang (der skete så ingenting), og endte med et udramatisk og helt fint, men akut (bare fordi det ikke var planlagt) kejsersnit 14 dage før termin.
Mine symptomer var udover protein og blodtryk, også sorte prikker for øjnene og ondt i mellemgulvet. Ingen ødemer af nævneværdig karakter!
Jeg ønsker dig det bedste!
Man ønsker jo virkelig ikke at gå i fødselskramper (risikoen ved sygdommen), så den lille ikke får ilt nok.
Det var superunderligt og nok også årsagen til at jeg var chokeret bagefter, for jeg følte mig heller ikke syg, og det føltes meget mærkeligt at få et akut kejsersnit efter et døgns overvågning, fordi mine blodtal var blevet dårligere, når jeg ingen forandring kunne mærke.
Ved min anden graviditet i 2009, var jeg naturligvis ret nervøs om jeg ville udvikle sygdommen igen, og jeg blev fulgt hver 2-3 uge med skanninger, men der skete ingenting og jeg fødte efter normal vandafgang.
Iøvrigt har jeg hørt at man siger at svangerskabsforgiftning er en slags allergisk reaktion overfor de stoffer fra manden, som nu er kommet ind i din krop, og hvis man får 2. barn med samme mand, skulle risikoen så være mindre, fordi man så åbenbart er blevet imun efter 1. barn.
Så held og lykke!