Ved du, hvad man kaldte folk som dig under krigen?

Vi er nogen, der fra naturens side er udstyret med mere lyst til orden og struktur end andre. Jeg kan godt lide minimalisme og rene linier, og jeg synes, at folk, der går i byen med solskærme eller træner med strikhuer, er nogle prætentiøse skabekrukker. Jeg kan godt lide, at folk har styr på det, de siger, at de har styr på, og jeg prøver ikke at stille krav til andre, som jeg ikke selv kan leve op til.

Min indrømmelse til bøjning af regler strækker sig til, at jeg godt kan blive en lille smule fornærmet, når jeg opdager, at de også gælder for mig.

Men en ting er selv at trives i at arbejde i rammer og regler. Noget andet er, når man nærmest får fråde om munden af begejstring over at kunne gøre livet surt for nogen ved at håndhæve andres. Jeg ved ikke noget værre end mennesker, der nidkært vogter fucking ligegyldige grænser, som INGEN andre går op i, udelukkende for med selvretfærdige miner at kunne irettesætte synderne.

Det skulle lige være ansatte, der med Stasi-iver og bødeblokken i fri dressur forsøger at tage deres egne kolleger i at overtræde dem.