Trist & Trøst.
Forleden så jeg et afsnit af Two And A Half Men, hvori Charlie Sheen bliver slyngveninder med sin brors eks-kone, fordi han, hver gang hun fortæller om sine problemer, svarer: ”Jeg forstår”. Joken er selvfølgelig, at manden ikke på nogen måde forstår noget som helst, men at kvinden føler sig hørt. *klap-stavelser-smiley*
Min omgangskreds består fortrinsvis af kvinder, og det betyder at vi meget stereotypt både får luft og trøster hinanden ved at tale om tingene, men på det seneste har jeg snakket med flere af mine veninder om, hvor svært det egentlig er at sige det rigtige. For selvom intentionerne er de bedste, ender det faktisk med at generere mere frustration end trøst, når den der lytter, siger alt det forkerte.
Der er bred enighed om, at noget af det værste er at få ”- og tilbage til mig!”-svaret, hver gang man fortæller om noget, der er svært. Jeg tror faktisk, at det er et forsøg på at spejle, og dermed øge sin egen forståelse for samtalepartneres situation, for derved bedre at kunne trøste, men når alle svar starter med: ”Det kender jeg BARE godt, for det var ligesom dengang jeg..” kan det meget hurtigt komme til at føles som om, at den anden ikke lytter, men at man bare bytter taletid. Du får lov at tale nu, så jeg kan få lov at tale bagefter.
Feje-Af-Bordet-trøsten er næsten ligeså slem. Det er den, hvor du bestemt får at vide, at det du frygter, ikke kommer til at ske. ”Selvfølgelig er det ikke kræft!”. Nej, det håber jeg sgu heller ikke, men med den bemærkning er der ligesom lukket for, at jeg kan få lov at være bange, hvis ikke jeg vil ud i at argumentere FOR noget, som jeg virkelig, virkelig ikke håber, kommer på tale. Denne trøsteform virker faktisk kun, når man taler med sine synske venner.
Personligt må jeg dog sige, at det er Bagatellisere-forståelsen, jeg for tiden har det sværest med.
Og inden jeg begynder at male med selvmedlidenhedens tunge pensel, så siger jeg det lige, så alle ved, at den del er jeg med på: Jeg har selv valgt at få et barn alene. Og det er det bedste, jeg nogensinde har gjort.
Men når nogen spørger mig, om det er hårdt, og jeg siger ja, bliver jeg helt elektrisk indeni af irritation, når svaret lyder: ”Jamen, Helge arbejder også hele tiden, så det er det samme hjemme ved os.” Nej. Det er ej. For Helge kommer hjem, så der er nogen at snakke med, der rent faktisk svarer, og som også finder det oprigtigt interessant, at afkommet har gylpet sig igennem 5 sæt tøj på 3 timer. Han kan formentlig også stadig finde Føtex, eller lave mad bare engang i mellem. Du skal ikke bede om tjenester og stifte taknemmelighedsgæld for at få barnet passet, så du kan få tjekket dit underliv hos lægen eller få pandehåret klippet ud af øjnene, og Helge med de to arme kan vel også holde ungen, så du kan gå ud og skide i fred, hvilket man overraskende nok skal både koncentrere sig om og slappe af, for at kunne gøre, så du slipper for at blive syg af forstoppelse. Så nej. Det er ikke det samme hjemme ved jer. Hvis vi kan blive enige om det, vil jeg til gengæld gerne slutte op om, at jeg ikke ved, hvordan det er, at have et spædbarn og en kæreste, der opfører sig, som om man forvandlede sig til Askepot, da man fødte.
Fik jeg lige hidset mig selv op der? Det gjorde jeg vist. Jeg bliver bare så træt af, at folk spørger for så at krydse af i ”Forkert”, når jeg svarer. Og det er ikke fordi, jeg vil have ynk. Jeg vil bare gerne have forståelse. Fuldstændig ligesom i tv-serien.
Om jeg selv er bedre? Desværre nej. Jeg er også skyldig i samtlige anklagepunkter.
Hvis det er nogen trøst.
30. marts 2011 @ 14:45
Klogt skrevet.
30. marts 2011 @ 14:56
Jeg er med dig, og også skyldig. Det lyder som en rigtig god lang snak man kan have med sine veninder om hvordan vi lytter og taler til hinanden. Tusinde tak.
Ham Helge bidrager sikkert også til hjemmets økonomi, hvilket også er en frustration for den enlige(at der mangler en indtægt).
kh
Monika
30. marts 2011 @ 15:23
I read you! Den der "Det kender jeg godt, men for mig er det nærmest værre," er virkelig belastende. Der er dog en trøst-kategori, du slipper for, når du ikke har en mand. Nemlig: "Nu skal jeg komme med en løsning-trøst." Det er jo ikke en løsningsmodel i tre trin, vi vil have, når vi brokker os, det er forståelse, medynk, lad-mig-være-i-processen, tilstedeværelse, men sgu da ikke en løsningsmodel, som får problemet til at forsvinde i løbet af 0,niks.
30. marts 2011 @ 17:25
skarp iagtagelse…den er taget til tænkning.
30. marts 2011 @ 18:08
Amen to that!
30. marts 2011 @ 20:05
Faktisk har jeg det lige omvendt i fht. "og nu tilbage til mig"-tingen. Hvis jeg fortæller om et problem, så trøster det mig faktisk, hvis der er en anden, der har samme oplevelse, hvorimod jeg føler mig mutters, "unormal" og ked, hvis modparten ikke kan nikke genkendende eller måske i misforstået hensyntagen ikke deler sin egen erfaring om et problem med mig. Så hm, så i trøstesammenhænge gør jeg mig helt sikkert skyldig i at dele mit syn på en sag, men det er udfra ideen om, at det er det der ville hjælpe mig allermest, hvis rollerne var modsat.
Men det er faktisk en øjenåbner og helt klart noget jeg vil prøve at tale med veninder og mænner om 🙂
30. marts 2011 @ 20:34
Jeg kan vist ikke undgå; nu til mig fælden. Som tidligere eneforældre, uden nogen far til børnene i baghånden, var det jeg ubetinget savnede mest, en at dele alle de vidunderlige og sjove ting børnene gjorde og sagde. Der kom ikke nogen hjem kl. what ever og delte min begejstring. Eller delte alt det praktiske. Tilgengæld var der heller ikke nogen at blive irriteret på og over pga manglende deltagelse.
Jeg var stolt af mig selv, at jeg kunne selv.
Fortsæt endelig med at dele din begejstring på bloggen, jeg synes du er heldig, at du er mor til sådan en lækker lille dreng og jeg deler din begejstring over hvert et udviklingstrin, både drengens, og dine. Det sure læser jeg også gerne om, så spejler det det virkelige liv.
For ikke at falde i nogen af de fælder du remser op, må aktiv lytning være vejen frem.
Det er bare så svært i et kommentarfelt at levere 2-3 "lyttelyde" og derefter spørge ind til dine følelser. Ik?!
30. marts 2011 @ 20:36
Fedt indlæg – og hvor har du ret. Noget der også kan være MEGA-irriterende er hvis man fortæller i eksempelvis mødregruppen at man kan have svært ved at nå at lave noget sundt aftensmad hver dag – og svaret så er at DET ikke er et problem hjemme hos de andre. Der laver de gode, økologiske og slowfoodagtige lækkerier HVER dag. Kommunikation er en spændende ting!
31. marts 2011 @ 06:29
Interessant!
31. marts 2011 @ 07:23
Jeg kan så godt forstå dig.
Fik for 7 år siden tvillinger – også uden en mand ved min side.
Det er, uden sidestykke, det hårdeste (og dejligste) jeg nogensinde har været igennem. Og dine pointer er nemlig helt rigtige. Du har ALDRIG pause. Faktisk tror jeg den præmis er så abstrakt for andre mødre, at de helt overser den. Det er næsten umuligt at sætte sig ind i – fordi det er et næsten umenneskeligt vilkår. Og det mener jeg – også selvom man selv valgte. Så jeg hører dig – og ingen mødre med en mand ved sin side, er i nærheden af at forstå hvordan det er at være dig lige nu. Du er SUPERLIGA.
31. marts 2011 @ 08:56
Jeg kan sagtens forstå dig, du vil høres, du vil forstås, og ingen skal komme med en løsning på problemet.
Som en der selv overvejer det med at få et barn alene er det rart at have en som dig, som på en eller anden måde underviser mig i det med alene mor livet.
31. marts 2011 @ 10:17
Det argument jeg er trættest (jo, det hedder det) af lige nu er i stil med "Ja – men i Japan er der mennesker der har mistet ALT!"… Så – jeg må ikke være ked af det, fordi der er nogen der er mere kede af det end mig? Og hvis jeg er, så skal jeg i hvert fald holde min kæft med det?… Det gør mig faktisk bare endnu mere trist.
31. marts 2011 @ 10:29
Spændende betragtninger du kommer med.
Kan tilslutte mig at jeg nok osse indimellem ryger i fælden med "spejlingen" men kan tage mig slev i det og formår at stoppe op..:-)
Alene mor, ja mine var 3mdr – 2 år – 4 år da vi blev alene. Kan godt sætte mig ind i det du er inde på.
Jeg fik altid tilbage meldingen"Du valgte det jo selv" !! Ja det gjorde jeg men det blev det ikke nødvendigvis nemmere af !! (jo, jeg slap af med en "grimme ord" mand..
Klap på skulderen til dig for dit indlæg..
Knus
31. marts 2011 @ 14:41
Kloge ord.
Er nok ret skyldig, men kender også
den der Hallo-jeg-har-altså-et-seriøst-problem-som-jeg-er-nødt-til-at-dele-med-dig-følelse.
31. marts 2011 @ 15:04
Det er pudsigt, du lige skriver det indlæg. Johm, det er det, for *tilbage-til-MIG-smiley*, så har jeg netop tænkt, at den der anerkendende pædagogik, de går så meget op i i mine ungers opbevaring, også virker på voksne. Man får da ikke mindre behov for anerkendelse eller spejling, bare fordi man bliver voksen? Man bliver bedre til at pakke det væk, hvis man skuffes/irriteres over ikke at få det, men ALLE mennesker har sku da brug for at læsse af. Og bare blive hørt. Ing? ING!?
Da jeg engang *vi-bliver-ved-MIG-smiley* kørte ambulance, snakkede vi også meget om, at for os var et brækket ben nogle gange nærmest bare 'nåh. Gab'-agtigt, men at vi skulle huske på, at det sagtens kunne vælte hele den stakkels benejers verden.
Og nu tilbage til dig.
– Signe
31. marts 2011 @ 18:50
Helt ærligt Linda! Jeg har lært så meget af at være alene med Rasmus. Jeg har lært at tænke kreativt og ud af boksen. Og gu er det da skide hårdt ikke at kunne "følge Bruno til svømning" alene, ikke at kunne have sine slik gemmesteder i fred, ikke at have sine tamponer i fred etc. Men hvor er jeg taknemlig for det tætte bånd jeg har til Rasmus. Det er nemlig helt unikt og tæt.
31. marts 2011 @ 19:22
Anne: Og jeg tror, at det er helt rigtigt, at man forsøger at hjælpe, som man selv bedst føler sig hjulpet. Men det bliver diskussionen egentlig bare mere interessant af, synes jeg:)
Lone: Jeg aner ikke, hvem du er, men jeg har virkelig, virkelig lyst til at give dig en krammer!
T: Jeg synes helt, at du glemmer regnskoven og de sultne børn i Afrika i alt den snak om Japan *bebrejdende-smiley*
Onkel Anne: Jeg forstår simpelthen ikke indledningen på din kommentar? Er det fordi du synes, at jeg virker utaknemmelig, eller fordi du læser mit indlæg som, at jeg ikke sætter pris på min tid og mit bånd med Anton?
31. marts 2011 @ 19:40
Linda hvor er jeg glad for at du spørger, for det gik lidt for stærkt med at svare. Fik forklaret det så uddybende i mine tanker, men det kom ikke helt frem i teksten. Sorry!
Jeg mener, de kommentarer fra forældre der ikke er alene, eller har prøvet det. (Altså sådan rigtig – ikke bare en weekend eller en uge) de burde kun komme ud af munden uden lyd. For de er simpelthen så ligegyldige! Præcis som kassedamen, der ønsker alle kunderne en god dag.
Jeg mener, at vi er heldige fordi vi har det tætte bånd til vores unger, og jeg forsøger bare at vende bøtten for dig og tænker højt omkring de tanker jeg selv gjorde mig, da Rasmus var mindre.
Jeg synes bestemt ikke du er en hyler eller skriger. Tværtimod så er det ikke meget ynk og selvmedlidenhed fra din kant. Selv om det er HELT legalt at falde hen i svime over, hvor pisse hårdt livet som enlig forsørger kan være!
Da min bror var meget syg af cancer, var der mange i min omgangskreds, der sagde de sagtems kunne forestille sig hvor chokerende, angstprovokerende og en stor sorg, det var for mig. NEJ der er ingen der kan forestille sig, den sorg og den angst jeg havde. Og præcis det samme kan siges om en familie, hvor der er fire arme, fire ører og to hjerter der banker for det lille nye fælles skabte barn. Man skal have prøvet at være i den andens sko for at det giver mening og for at ordene virker sande og ørerne føles lydhøre.
Håber det giver mening nu
31. marts 2011 @ 20:09
@onkel Anne: Jeg er stadig ikke med. Så kun single forældre ved hvad det i virkeligheden vil sige, at det er hårdt at have et barn? Eller mener du, at dobbelt(?) forældre ikke må have en mening om hvor hårdt single forældre har det?
31. marts 2011 @ 20:12
Åh nej sikke noget jeg får rodet mig ud i nu!
Nej jeg mener ikke, at det kun er single forældre der ved hvor hårdt det er at have et barn, og ej heller at dobbelt forældre ikke må brokke sig. For gu er det hårdt!
Jeg mener bare, at det er svært at forestille sig, hvor krævende det er at være alene om og med et barn. Og man ved det kun, hvis man har prøvet det!
31. marts 2011 @ 20:22
Ha ha, okay. Vi er nemlig dobbeltforældre om to unger, og jeg tænker sgu dagligt på, hvor pissehårdt det må være, kun at være én om det hele! Du har ret, man VED det kun hvis man har prøvet det, men jeg synes ikke, det er svært at forestille sig, hvordan det må være. Det må jo i al sin enkelthed betyde at jeg skulle lave ALT det jeg laver i forvejen + ALT det han laver, og selv om jeg ikke har prøvet resultatet af ligningen, får jeg da sved på panden ved tanken!
Så ligeså vel som du kan forestille dig, at der er nemmere at være to, kan jeg sagtens også forestille mig, at det er hårdere kun at være en.
31. marts 2011 @ 20:23
jeg har været to, så det ved jeg godt 🙂 Men der er jo også kæmpe forskel, hvem er to med 😉 Og hvorfor nogle så vælger at være én! 😉
3. april 2011 @ 16:56
Åh, den er så svær. For vi vil allesammen rigtig gerne forstås. Og vi prøver også allesammen at forstå de andre. Men ingen forstår jo til bunds, for vi ér jo allesammen helt forskellige, og selv hvis præcis det samme skete for to mennesker, ville de ikke opleve det samme.
Det sucks, men i det mindste ved vi, når folk prøver. Og dét skal man huske at sætte pris på. Hvad jeg nu også tror, du gør. 🙂