Tilbage

Så er vi landet i Esbjerg igen efter en fantastisk uge i Aarhus.

Jeg nyder altid at være deroppe, men denne gang har vores tur også givet stof til eftertanke.

For mine skuldre falder altid cirka 10 centimeter, når jeg er i Aarhus – og fordi jeg, når jeg siger det, oplever, at nogle mennesker hører det som en kritik af Esbjerg, vil jeg bare gerne understrege, at det intet har med disse breddegrader at gøre. Intet. Om det skyldes historie, svingninger, temperament eller personlighed aner jeg ikke, men jeg føler mig bare langt mere tryg og hjemme i Aarhus, end jeg gør i Esbjerg.

Mit savn er et luksussavn. Det ved jeg godt. For jeg er så utrolig heldig at have en skøn familie, som jeg hverken kan eller vil undvære, og de bor i og omkring Esbjerg. Og så længe jeg har dem, har jeg det hele. Jeg har netværk i begge byer, og min familie at læne mig opad i hverdagen, og derfor kan jeg med fyldte batterier og fuld plade se på alt det, Aarhus er og kan, og savne det for fuld smadder.

Men fact er stadig, at mit netværk i Aarhus, er tættere vævet end det, jeg har i Esbjerg, ganske enkelt fordi det består af mennesker, jeg deler historie eller livsvilkår med, eller som jeg fulgtes med, da jeg blev voksen. 

Mine Esbjerg-mennesker holder jeg utrolig meget af – men de har alle sammen deres egne og eget. De har boet i byen det meste af deres liv, og har dermed hele det netværk, som jeg har efterladt i Aarhus, omkring sig. De har familier, træningsmakkere og jobrelationer, som jeg ikke kan konkurrere med – og det kan ikke være anderledes. Relationers styrke bestemmes af antallet af tråde, de er vævet af, og jeg kom væltende i en alder af 35 med alle mine løse ender flagrende, til et sted, hvor alles for længst er bundet op og hæftet. Det er ingens skyld, og jeg føler mig aldrig fravalgt – men jeg føler mig udenfor.

Stadigvæk og på 10. år. 

Samtidig er jeg uhyggelig bevidst om det kæmpe privilegium, det er, at have familien tæt på. Vi havde ikke haft det gode liv, vi har, hvis det ikke var for dem. Hverken i Esbjerg eller Aarhus. Min sjæl visner og mine øjne svider blot ved tanken om at fratage særligt Anton mine forældre, og jeg ville ikke bytte vores nærhed til dem for noget i hele verden. Derfor bliver vi, hvor vi er.

Man skal ikke indrette sit liv for andre, men man bliver heller ikke glad af kun at indrette det efter sig selv.

Men ferien i år har alligevel sat tanker i gang, for jeg føler mig mere hel og trækker vejret lettere, når jeg er i Aarhus. En uge deroppe er en saltvandsindsprøjtning, som vi alle sammen drager fordel af, og derfor har jeg truffet en beslutning om, vi kommer til at holde sommerferie deroppe som en fast, årlig begivenhed.

For mig giver mit kendskab til byen så meget overblik, at jeg kan overskue at udforske nye dele af den sammen med mine børn, hvilket er den perfekte løsning for et kontrolmenneske som mig. Det giver mig også overskud til at gribe og samle op, når nogen løber tør pga. ændringer af rutiner og omgivelser, og det giver os alle tre en bedre ferie, end hvis hele banden var på udebane. I Aarhus kan jeg være plankeværk og stillads og samtidig selv lade op, hvilket ikke ville være tilfældet, hvis jeg stod på en perron i syditalien med tvivlsomme sprogkundskaber, to børn, der trives bedst med kendte rammer og mig selv som eneste voksne indslag.

Så Aarhus en gang om året it is. 

Og med den beslutning er der faldet lidt ro over min ellers så rastløse og melankolske sjæl, for jeg kan bedre løsne mit greb om byen, når jeg ved, både *at* og *hvornår* jeg kommer tilbage. 

Også selvom det i første omgang bare er for nu.