Så er vi landet i Esbjerg igen efter en fantastisk uge i Aarhus.
Jeg nyder altid at være deroppe, men denne gang har vores tur også givet stof til eftertanke.
For mine skuldre falder altid cirka 10 centimeter, når jeg er i Aarhus – og fordi jeg, når jeg siger det, oplever, at nogle mennesker hører det som en kritik af Esbjerg, vil jeg bare gerne understrege, at det intet har med disse breddegrader at gøre. Intet. Om det skyldes historie, svingninger, temperament eller personlighed aner jeg ikke, men jeg føler mig bare langt mere tryg og hjemme i Aarhus, end jeg gør i Esbjerg.
Mit savn er et luksussavn. Det ved jeg godt. For jeg er så utrolig heldig at have en skøn familie, som jeg hverken kan eller vil undvære, og de bor i og omkring Esbjerg. Og så længe jeg har dem, har jeg det hele. Jeg har netværk i begge byer, og min familie at læne mig opad i hverdagen, og derfor kan jeg med fyldte batterier og fuld plade se på alt det, Aarhus er og kan, og savne det for fuld smadder.
Men fact er stadig, at mit netværk i Aarhus, er tættere vævet end det, jeg har i Esbjerg, ganske enkelt fordi det består af mennesker, jeg deler historie eller livsvilkår med, eller som jeg fulgtes med, da jeg blev voksen.
Mine Esbjerg-mennesker holder jeg utrolig meget af – men de har alle sammen deres egne og eget. De har boet i byen det meste af deres liv, og har dermed hele det netværk, som jeg har efterladt i Aarhus, omkring sig. De har familier, træningsmakkere og jobrelationer, som jeg ikke kan konkurrere med – og det kan ikke være anderledes. Relationers styrke bestemmes af antallet af tråde, de er vævet af, og jeg kom væltende i en alder af 35 med alle mine løse ender flagrende, til et sted, hvor alles for længst er bundet op og hæftet. Det er ingens skyld, og jeg føler mig aldrig fravalgt – men jeg føler mig udenfor.
Stadigvæk og på 10. år.
Samtidig er jeg uhyggelig bevidst om det kæmpe privilegium, det er, at have familien tæt på. Vi havde ikke haft det gode liv, vi har, hvis det ikke var for dem. Hverken i Esbjerg eller Aarhus. Min sjæl visner og mine øjne svider blot ved tanken om at fratage særligt Anton mine forældre, og jeg ville ikke bytte vores nærhed til dem for noget i hele verden. Derfor bliver vi, hvor vi er.
Man skal ikke indrette sit liv for andre, men man bliver heller ikke glad af kun at indrette det efter sig selv.
Men ferien i år har alligevel sat tanker i gang, for jeg føler mig mere hel og trækker vejret lettere, når jeg er i Aarhus. En uge deroppe er en saltvandsindsprøjtning, som vi alle sammen drager fordel af, og derfor har jeg truffet en beslutning om, vi kommer til at holde sommerferie deroppe som en fast, årlig begivenhed.
For mig giver mit kendskab til byen så meget overblik, at jeg kan overskue at udforske nye dele af den sammen med mine børn, hvilket er den perfekte løsning for et kontrolmenneske som mig. Det giver mig også overskud til at gribe og samle op, når nogen løber tør pga. ændringer af rutiner og omgivelser, og det giver os alle tre en bedre ferie, end hvis hele banden var på udebane. I Aarhus kan jeg være plankeværk og stillads og samtidig selv lade op, hvilket ikke ville være tilfældet, hvis jeg stod på en perron i syditalien med tvivlsomme sprogkundskaber, to børn, der trives bedst med kendte rammer og mig selv som eneste voksne indslag.
Så Aarhus en gang om året it is.
Og med den beslutning er der faldet lidt ro over min ellers så rastløse og melankolske sjæl, for jeg kan bedre løsne mit greb om byen, når jeg ved, både *at* og *hvornår* jeg kommer tilbage.
Også selvom det i første omgang bare er for nu.
Årh! Din formulering med, at ‘det er ingens skyld, og jeg føler mig aldrig fravalgt – men jeg føler mig udenfor’ er SÅ præcis, hvordan jeg har det. Jeg har bare ikke selv kunnet formulere det. Jeg har kaldt det ensomhed, men det er slet ikke det, det er. Jeg bor i en by, som har alt det, jeg kan ønske mig for den livssituation, jeg er i. Efter 16 år føler jeg dog stadig ikke, at det er ‘min’ by. Men det er vores (familiens). Først kørte jeg ud af byen hver dag for at køre på job, og herefter begravede jeg mig i kombinationen studie/job. Så jeg ved faktisk slet ikke selv, hvordan det skulle være blevet anderledes.
Har følt, at følelsen var både forkælet, forkert og forbudt, men du rammer plet!
Det kommer til at lyde forkert, men det er virkelig rart at høre, at der er andre, der genkender det. Jeg oplever, at det er en følelse, der er svær at måde andre, der kæmper med, så tak for at spejle, Rikke <3
Jeg oplever det samme som tilflytter i et andet land. Folk er søde og rare og vil mig egentlig gerne, men det er SÅ svært at komme ind i nye og dybere venskaber, simpelthen fordi cirklerne allerede er etableret og har været det i årevis mens jeg er “hende den nye” (stadig efter +10 år). Og jeg føler mig som dig Rikke, for det er ikke ensomhed men samtidig føles det… forkert. Det er rart at læse at det også sker for andre og endda på dansk jord.
@Kristina: Det lyder forkert at sige, at det er rart at høre, at andre kæmper med det samme, for man ønsker jo ikke, at tingene skal være trælse for andre – men det hjælper stadig for mig at læse, at så mange genkender de følelser, jeg bokser med. Det er faktisk svært have det sådan her, og så være omgivet af mennesker, der ikke kender til følelsen, men som man med sine ord uforvarende kan få sat i defensiven, fordi de synes, de skal forsvare det ved byen, man selv føler er svært.
Du skriver så klart og rørende Linda. Vi overvejer at flytte “hjem” til Danmark efter 10+ år, det meste af mit voksne liv, i udlandet for at komme tættere på familien, men jeg er så nervøs ved det. Det her indlæg satte så fint ord på, hvordan jeg tror, det bliver, og det gav mig lidt ro i sindet. Måske fordi det bare hjælper at få ord på.
Hvor er jeg glad for, at du kan bruge alle mine ord til noget, Marie. For mig hjælper det at skrive dem – det gør mig oprigtigt glad, at det også kan hjælpe lidt at læse dem.