Tag en dyyyb indånding. Og pust ud.

Her kommer så det indlæg, som jeg i første omgang satte mig til tasterne for at skrive i går, som ironisk nok er et indlæg, der handler om, at det begynder at lysne i øst. For selvom vi godt kunne bruge Chris MacDonald og et kampråb for tiden, så er det ikke længere helt skidt det hele. I går var nemlig en optursdag på op til flere forskellige områder:

* Jeg var til lønforhandling med den nye chef, og det var en virkelig positiv oplevelse. For det første var det utrolig rart og tiltrængt at høre to af De Voksne sige, at de både har set og værdsat de ekstra kilometer i sprint, jeg har tilbagelagt. For det andet var det fedt at opdage, at min forberedelse til mødet var lige i øjet. Lidt en ud-af-kroppen oplevelse at høre mig selv snakke om skatteregler og sætte tal på min indsats – og virkelig mene det. Og ikke mindst: At turde læne sig tilbage og være stille. Havde frygtet, at jeg ville forfalde til ”aj, men jeg ved også godt, at det er højt sat” modellen, men synes egentlig selv, at jeg slap fra forhandlingen med et godt resultat og æren i behold.

* Senere, da jeg kom på job, tolkede jeg med en kollega, som pludselig og umotiveret udbrød: ”Jeg har faktisk i lang tid tænkt på, at jeg ville sende dig en mail, fordi jeg synes, at du har gjort et vildt godt stykke arbejde som tillidsrepræsentant. Når man tænker på, hvor kort tid du har siddet på posten, er det jo helt vildt, hvad du har fået igennem!” Var nærmest ved at begynde at hyle af taknemmelighed. Og jeg vil gerne understrege, at det her ikke handler om, at ros er min eneste benzin og drivkraft, men efter at have tænkt længe og meget over, hvorfor jeg pludselig har så meget behov for at blive set og anerkendt, er jeg nået frem til, at det handler om, at der er nogle ting og nogle mennesker, jeg har forsømt, fordi jeg har været nødt til at zoome akut ind på noget andet. Det har udløst en dårlig samvittighed, det gør, at jeg nok et usædvanligt stort behov for at høre, at det så rent faktisk gør en forskel for dem, jeg prioriterer.

* Da jeg kom hjem fra arbejde, var der kommet medarbejderblad fra Skanderborg festival. Og der var en, der hed Linda, som havde 5 artikler i. Med billeder til som hun selv havde taget; billeder, som ikke bare fungerede, men som faktisk var gode. Så nu er jeg sådan en, der er udgivet på tryk, hvilket jeg næsten ikke kan få armene ned over.

* Som om alt det ikke var nok, har jeg også udsigt til at blive meget tynd lige om lidt. Det ser jeg frem til. Farvel røv. Farvel lår. Farvel hovedmåltider. Efter besøg i Matas har jeg investeret i så meget energi og overskud i pilleform, at jeg ikke længere vil være i stand til at føle sult.

* Og endelig (i småtingsafdelingen men alligevel) opdagede jeg a) en kongefed trøje fra Amsterdam, som jeg havde glemt, jeg havde købt og b) to iskolde dåsecolaer i køleskabet (lider stadig lidt af det der tørst.).

Det begynder stille og roligt at ligne noget igen.

Published by

5 Replies to “Tag en dyyyb indånding. Og pust ud.

  1. Good for you Linda!! – både med ros, anerkendelse og lønforhøjelse, du har garanteret fortjent det hele. Så handler det jo bare om at tage imod med åbne arme og nyde det 🙂

    Marianne

  2. søde Linda som jeg sagde i tirsdags i vores "andet hjem": det er bare så FEDT for dig og SUPER godt gået – og velfortjent!! : – )
    og de der piller – dem giver du lige navnet på ikk ??!!
    – Mette

  3. Og her sad jeg tilbagelænet i en frokostpause og læste en god gammel (altså ik sådan gammel) kollegas blogindlæg og fik tanken: "Ikke grine – bare smile" smile over at overskud begynder at stråle igennem bogstaverne. Tak for smilet :oD

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.