I fitnesscentret har min veninde og jeg en fælles kollega, som vi – uden at have snakket om det – begge var sikre på var bøsse. Ikke på den udprægede eller demonstrative måde, men vi var ikke i tvivl. Stor var forbløffelsen derfor hos os begge, da han pludselig begyndte at lægge an på hende. ”Altså, det forstår jeg overhovedet ikke, det her!” udbrød hun en dag, hvor vi drak kaffe, og der tikkede endnu en kæk besked med slet skjulte undertoner ind. ”Han er da bøsse, er han ikke??” Det endte med, at hun til sidst lidt akavet spurgte ham, om ikke hun havde et x-kromosom for meget til sådan rigtigt at fange hans interesse.
”Tror alle i fitnesscentret, at jeg er bøsse da?”
”Øhm ja. Lidt. Er du da ikke det?”
”Jo jo. Men nu har jeg gjort mig sådan umage for at lægge an på dig.”
Nu ved jeg godt, at det ikke nødvendigvis er alle bøsser, der går rundt med dametasker, stemte s’er og deres seksualitet uden på tøjet, og jeg forstår heller ikke altid, at hudfarve, religion eller seksuel observans kan være så sammenholdsskabende, at alle andre forhold som social baggrund, uddannelse og personlighed bliver ligegyldige, men jeg er nået frem til, at det må være ligesom, når man er på ferie: Hvis vi møder andre lyshuder, når vi svedende slæber os rundt under solen med vores blå øjne og faktor 50, er vi først og fremmest danskere, (Nordmændene og svensken tæller også med som en slags danskere. Lidt handikappede i sprogcentret godt nok, men det er så tæt på hjemme, at det er lige meget: Lyst hår er lyst hår.) og vi finder sammen, fordi vi alt andet lige har mere til fælles med hinanden end med de olivenfarvede, speedsnakkende indfødte.
Og det er ikke fordi jeg synes, at det behøver at være en del af den formelle præsentation (”Hej, jeg hedder Lars og jeg er homo”), men hvis man begynder at snakke mere sammen end bare at udveksle et ’hej’, når man mødes i døren, bliver det på et tidspunkt påfaldende, at man aldrig hører anekdoter om ekskærester, eller historier om forelskelser, byture og one night stands.
Måske er det bare fordi de homovenner jeg har, er nogle ressourcestærke mennesker, der er helt, helt tilbagelænede og bare er det (her ville jeg have skrevet ’helt uden drama’ men det ville alligevel også være løgn) uden de store armbevægelser?
En ting er, at han ikke skilter med det, men jeg synes godt nok, at det er trist, at en mand i midten af 30’erne i 2009 stadig føler, at han er nødt til at prøve at skjule, at han er bøsse.
så han brugte hende som et slags alibi?
Ja. Ikke særlig fedt, vel? Og jeg glemte helt at svare på dit spørgsmål forleden ift. om jeg sletter kommentarer: Jeg har kun to gange slettet kommentarer; begge gange fordi et menneske, der kender mig rigtig godt havde skrevet ting, som jeg synes blotlagde både mig selv og andre involverede parter mere end godt var. Jeg har stadig brug for selv at være den, der bestemmer, hvor meget af mit liv, jeg vælger at stille til offentlig skue. Alt andet lader jeg stå.
Hmm syntes da bestemt ikke, at du er en særlig god kollega, at du vælger at blotlægge denne person.. !! Folk som træner i dit fintess center, ved jo godt nu, hvem han er.. !! Og hvis han absolut har valgt at ville skjule dette, så lad ham dog.. Vi lever i et frit land Linda…
Iøvrigt, så fej for egen dør mht din veninde, som er sammen med en der har en kæreste.. Du har jo selv gjort det samme!!..