Der findes nogle bloggere, som når de får en træls kommentar, giver den pågældende læser ret; måske fordi de er bange for at fremstå som unuancerede eller for at miste læsere.
Dem er jeg ikke en af.
Så når jeg kommer hjem til: ”Kæft, hvor er du sur for tiden” i mit kommentarfelt, bliver jeg ikke skuffet. Jeg bliver vred.
Lige nu foregår der ret meget i mit liv, der ikke egner sig til at blive blogget om. Dels er jeg ikke superanonym, og derfor er der nogle hensyn, jeg er nødt til at tage, dels er der nogle valg, jeg selv er nødt til at have tænkt igennem, inden jeg er klar til at delagtiggøre andre i dem, og endelig er der nogle issues, der er så private, at de er uinteressante for alle andre end de nærmeste. Så ja. Det er lidt op af bakke i tiden. Og ja. Det kan ses på bloggen.
Men lad mig lige opridse grundreglerne igen: Min blog er min. Mit fristed; min ventil. Jeg er glad og taknemmelig over, at der findes mennesker derude, som har lyst til at følge med i, hvad jeg tænker og laver, og min måde at sige tak på er, at jeg prioriterer at lægge et eller andet op hver dag, så der er noget nyt til dem, der bruger tid på at klikke ind forbi.
Jeg vil aldrig nogensinde dikteres, hvad jeg må skrive om, eller hvordan jeg skal skrive om det. Hvis man gerne vil læse om solskin og kattekillinger, findes der masser af glimrende blogs derude, som bare venter på at blive læst. Har man lyst til at læse med her, er det fint, og man mere end velkommen.
Men det er, som det er. Take it or leave it.
Jeg er rigtig ked af at jeg har trådt dig over tæerne med min kommentar.
Ligesom du vil tillade dig, at ikke tale alle efter munden, så havde jeg forventet at du heller ikke selv forventede at blive klappet på ryggen konstant, med "ihh hvor har du ret"-kommentarer.
Min kommentar var måske lige rigelig frisk, og dét beklager jeg, men tag den som et ærligt ment ærgelse over dét jeg læste som en ret unuanceret vrængen over ting der alligevel ikke kan ændres.
Jeg har ikke den ringeste anelse om hvorvidt DU er sur ude i virkeligheden, og jeg forholder mig udelukkende til de ord jeg læser. Min kommentar har derfor intet med sindstilstanden hos personen bag din blog at gøre, udelukkende med dét du vælger at lægge ud.
Når det er sagt, så lad mig gentage at jeg beklager at du føler dig generet, det var absolut ikke min hensigt.
Linda som du kan sige det! du har bare SÅ meget ret… hvis man ikke kan ta´lugten i bageriet, så…. (men selvfølgelig behøver vi ikke være enige med dig i alt – men det ved jeg også, at du ikke forventer! du kan godt lidt modspil : – )) — og Anna: nej sådan er Linda ikke i virkeligheden, ikke ret tit ihverfald og ikke mere end alle os andre : – )
– mette
Linda, vi læser og elsker din blog fordi den er som den er. Fordi den afspejler den virkelighed og dagligdag du (og vi andre) lever i uden at forherlige tingene. På din blog er en spade en spade og en skovl en skovl – og det er dét vi vil læse! Så ja, kattekillinger og lyserøde skyer kan man læse om andre steder – på blogsbjerg får vi the real deal! And we låååv it! 🙂 Kys – og keep on bloggin'…
Holdaop, nu virker du jo endnu mere tvær. Det er jo tilladt både at være og virke dét, lige måske på nær i Flinkeskolen. God fornøjelse!
Anna: Fint, at du siger det. Jeg har dog stadig svært ved at forstå, hvad en kommentar som din skulle gavne. Jeg forventer ikke, at alle er enige med mig; faktisk snarere tværtimod, men at skrive 'hold kæft, hvor er du sur!'kommer vel næppe med i bogen over saglige eller indsigtsfulde modargumenter? Jeg har ingen steder lovet, at jeg kun ville blogge, når jeg var nuanceret og zen, eller lagt op til, at jeg gerne vil coaches over i en mere konstruktivt retning, og når jeg er presset, er der bare flere ting, der irriterer mig, end når jeg ikke er. Og som skrevet i dagens indlæg, vil det naturligvis afspejles på bloggen. Måske er du det ene menneske i verden, der bliver i bedre humør, når folk spørger dig, om du er sur, men jeg hører nok til det brede flertal, der bare bliver i endnu dårligere humør.
Men som sagt er jeg glad for din opfølgning, og måske er vi bare to bloggere, der bliver motiveret af meget forskellige ting.
Mette og Miw: Tak for det. Det er ikke bare tomme ord, når jeg skriver, at jeres kommentarer varmer.
Niles: (The artist formerly known as Niels?:)) Lige præcis. Og lige nu står mine planeter vist bare i bøvl, stress og efterår med tvær i ascendanten.
Altså Linta. Jeg gider ikke længere læse din blog, hvis du bliver flink/diplomatisk/ufarlig/leverpostejfarvet/fesen/holdningsløs – ligesom mange af de andre. Jeg vil hellere læse hvad du selv mener…
Forresten; er / ikke bare et herrenize-agtigt tegn?
Sletter du så kommentarer egentlig? Bare nysgerrig.
Lundbergo det behøver du sgu ikk være bange for 😉 – Mette
"When you change the way you look at things, the way things are change."
Jeg er lidt overrasket over hvor meget du lægger i min kommentar. pedrsn fanger rent faktisk min pointe i svaret lige under mit.
Det var en joke. Det var en reaktion på dét du skrev, som jeg antog også var en joke.
Nej, det var ikke skide konstruktivt, men det var dit indlæg jo heller ikke.
Der står ikke noget om at det IKKE er ok at være sur, der står ikke noget om at du IKKE må/bør skrive sådan.
Det korte svar fra dig kunne have været: JA.
For det er sgu da ok at være sur og du har sikkert en god grund til at være det.
Hverken kattekillinger eller solskin kunne få mig til at holde op med at læse Blogsbjerg.
Et gammelt ordsprog siger: Hvis man ikke har noget fornuftigt at sige, så skal man holde sin mund. Eller sådan noget. For synes ærlig talt ikke kommentaren igår var særlig fornuftig eller velovervejet…
Så synes jeg lige at festen stopper her. Skål! Jeg opfattede ikke Annas kommentar som andet end lige nøjagtig så ironisk distancerende som blogtemaet her er (og vi læser alle gerne med).
men kan man sige andet end: Goes to show…i virkeligheden har vi alle nogle ligtorne, som gør mere ondt end andre gange.
Endnu en gang: Skål!