Bloggen

Ovre på Skyggesiden går bølgerne højt for tiden, og når meningsudvekslingerne bliver så højlydte, får det mig altid til at tænke over blogland og al dens væsen.

Når en blogger skriver om politiske emner, kan forfatteren som regel være sikker på, at kommentarfeltet liver op, og jeg tror egentlig, at de fleste bloggere er glade for at være med til at skabe lidt debat. Så længe tonen er sober og folk rent faktisk læser, hvad der står i indlægget, inden de kaster sig frådende over tastaturet, synes jeg, at det er rigtig fint, at der også er læsere, der er uenige i de betragtninger, man som blogger går og gør sig.

Men uden at jeg skal gøre mig til talsmand for hele blogverdenen, tror jeg, at der er mange af os, der ikke er ret vilde med anonyme kommentarer. Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor, for som en læser i mit eget kommentarfelt meget rigtigt indvendte, er man jo ikke mindre anonym, når man underskriver sig ”Sputnikken” eller ”Høgen”. Og det er jo heller ikke sådan, at blogpolitiet farer rundt derude og kontrollerer, at dem, der underskriver sig ”Pia” rent faktisk hedder Pia. Alligevel føles det, i hvert fald for mig, anderledes at få en fæl kommentar fra et pseudonym end fra en anonym. Det føles bare som om, at intentionerne bag uenige kommentarer er bedre, hvis de har et navneskilt bundet om tåen, end hvis de ikke har.

Jeg forstår dog godt, at man kan have lyst til at gøre det. Jeg kan f.eks. føle trangen røre på sig, når jeg på forskellige blogs derude falder over slet skjulte svinere, uanset om de handler om min egen blog eller nogle af mine venners.

For én ting er, at folk ikke kan lide en bestemt blog. Det er fair nok. Det er umuligt at lave et produkt, der er relevant for alle aldersgrupper og segmentfarver, men når jeg falder over et indlæg derude, hvor jeg i den grad føler mig ramt, og sidder tilbage med en klar fornemmelse af, at den der gik ud til mig, bliver jeg ked af det. Helt ud i virkeligheden. Jeg kan ikke forstå, at man – når det er så personspecifikt – ikke bare kan lade være med at læse med.

Jeg ville jo gerne være så cool, at jeg oprigtigt kunne sige, at jeg var ligeglad. Og jeg er den største fortaler for, at man skal have lov at skrive præcis, hvad man har lyst til på sin blog, dels fordi det ville blive så utrolig pissekedeligt, hvis alle skrev og mente det samme, og dels fordi den er personlig, og fordi folk bare kan lade være med at læse med, hvis håndarbejde/børn/hunde ikke siger dem noget – og så er det jo rimelig svært at komme farende med en omvendt dispensation klistret fast på bestemmepinden.

Hvis en person gør mig ked af det IRL, kan jeg som regel finde ud af at sige det til dem, men jeg gider ikke rigtigt være hende, der med martyrmine og klagende taster sender paranoide mails til et menneske, jeg aldrig har mødt med ordlyden: ”Jeg synes, at du er skidetarvelig. Det var bare lige det, jeg ville sige. Hej.”

Så i en mørk afkrog af mit sind, kan jeg godt forstå lysten til at lægge en anonym kommentar af de rigtig nedrige, og da ordene som regel er mine venner, kan jeg lave nogle rigtig dybfrosne sataner af slagsen, skulle jeg hilse fra mine eks-kærester og sige. (Igen: Hvorfor er jeg single??) På en eller anden måde synes jeg bare, at det er lidt ligesom med utroskab: Hvis du gør det en gang, er grænsen overtrådt og emballagen brudt, og så er det alt, alt for nemt at blive ved med at sige, hvad du mener, uden at stå ved det.

Og hende gider jeg endnu mindre at være.

Blogland er nogle gange noget mærkeligt noget.

Man ved, at det bliver en lang dag, når:
* man kommer ud i køkkenet kl. 6 og bliver mødt af synet af en kæmpe edderkop, der sidder og spiller smart midt på køkkenbordet.

* Søren Pind bliver slået til integrationsminister. Undskyld. Assimilationsminister

Ville ønske:
* at HTH ville installere Mads Christensen i et køkken, der ikke var 50 cm for lavt. Får ondt i ryggen af at se på det, mand. (Er det mon for, at vi kan se hans (blære)røv? *tø-hø-smiley*)

* at jeg kunne finde ud af at følge mine egne forskrifter, når jeg træner. Det er længe siden jeg sidst for alvor har smidt rundt med vægte = smart at tage den med ro. Jeg er bare så træt af at gå rundt med tagget Anton Was Here på maven, og da det samtidig desværre aldrig har været begrænsningens kunst, vi har haft hængende på væggene her i huset, har jeg siden i lørdags gået med samme smidighed og ynde som et egetræ på vej ned af en pukkelpiste.

* at jeg aldrig havde fået mit sind forgiftet med følgende klamme, klamme sætning fra Vidunderlige Uger:

Når jeg giver hende flaske, stikker hun sin lille hånd ind under min bluse. Vi kalder det for ”kæle-for-bryst”

(Og just for the record, så hader jeg den stadig, men man klandrer jo heller ikke den druknende for at klamre sig til tømmerflåden, selvom den er grim, vel?)

Hej Skat.
* Jeg siger ikke, at de snyder. Jeg siger bare, at jeg finder det en liiiille smule påfaldende, at jeg med min indkomst, der er nogenlunde ligeså jævn som cykelstierne i Århus, har ramt fuldstændig 100 % rigtigt, og derfor hverken skal betale eller cashe ind.* Er der i den forbindelse nogen der ved, hvad fanden der sker med udtrykket: ”Så går det jo lige O P, op.” Hvor kommer det fra? Hvorfor er der så mange, der siger det? Og vigtigst af alt: Holder de snart op igen?

Det er sjældent, at jeg er en af de forbrugere, der klager. (I hvert fald højt og til nogen, der rent faktisk kan gøre noget ved det, klagen drejer sig om.) Dels har jeg en forventning om, at de fleste firmaer har en virtuel sliske fra indbakken til skraldespanden, og dels gider jeg ikke, at de tror, at jeg er en af dem, der skriver for at få noget. Her i huset tigger vi ikke.

Men efter to gange at have fået gennemvædet tasken med olie, fordi flasken med D-vitamin dråber, jeg har købt til Anton, er gået op, blev forleden jeg arrig nok til at sætte mig ved tastaturet og skrive til producenten.

Som meget høfligt skrev tilbage, at de aldrig havde hørt om problemet før, men at de på grund af min klage havde haft flasken testet på teknisk afdeling, og de kunne godt se, at jeg havde ret.

??

*Hvad-skal-jeg-så-gøre-af-mine-fordomme-smiley*

Og så ville de i øvrigt gerne have lov at give mig et gavekort til Hjem-is, som plaster på såret. (Alligevel ikke for noget, vel? Men ville man ikke have forventet et gavekort til Aarstiderne fra et vitaminpillefirma?) Så nu ville de gå i gang med at kigge på, om problemet kunne løses ved at gøre gevindet kortere.

Måske har jeg misset mit virkelige kald som produktudvikler af en slags? Jeg ærgrer mig f.eks. stadig over, at jeg ikke i 90’erne henvendte mig til Japan med min fremragende ide til videreudvikling af Pacman-spillet: Wall Street Pacman, som i stedet for den traditionelle ost, der spiste prikker og blev forfulgt af spøgelser, skulle være et jakkesæt, der sniffede coke og blev forfulgt af paranoia. 3 gange hurtigere end originaludgaven, selvfølgelig. Ville fandme være blevet kæmpestort i yuppie-segmentet.

Konceptet holder faktisk stadig, nu jeg sidder og tænker over det. Skulle måske prøve at henvende mig til Nintendo?

Wii Blow.

Ville formentlig få Colombias BNP til at stige med 4.000 %. Det må sgu da også være noget værd?

Håber så bare ikke, at de belønner efter samme princip som Multi-Tabs, for jeg står ikke lige og mangler et gavekort til Betty Ford.

Jeg er så fuckertræt i dag, at man ikke fatter det. Nogen her i huset synes nemlig, at ’dag’ er noget, der starter lige omkring kl. 3.30, og han er ikke umiddelbart til at overbevise om det modsatte.

(Hvor gamle skal de egentlig være, før man kan koste dem ud på en avisrute? I Kina kravler de vel nærmest lige fra skrævet til symaskinen for at sy sportssko til fede, hvide folk?)

Så jeg ville bare lige stikke hovedet herud for at fortælle to ting:

1)
Har I også spekuleret på, hvem der egentlig bruger testerne på make-up hylderne i Magasin? Jeg har. Har altid syntes, at det var drønklamt, at nogen kunne få sig selv til at dele bakterier på den måde.

Well….

Det viser sig, at målgruppen for kollektiv øjenbetændelse er enlige mødre med aftaler down town, der efter spinning har måtte storme ud af omklædningsrum med vådt hår og albinofjæs, fordi føromtalte barn er træt (fucking surprise!! 3.30, mand….), og truer med at bide struben over på barnepigen.

Så så man lige mig snige mig duknakket omkring i blandt eyelinere og pudderkvaster, mens jeg med lige dele skam og angst for at blive afsløret som Hende, Der Ikke Skal Købe Noget, forsøgte at komme til at ligne noget, der igen var værdigt til at indgå i civilisationen.

Svært at få gode resultater, når man forsøger at ramme øjenvipperne, mens man lader som ingenting, dog. Blev så forskrækket, da ekspedient kom svingende om hjørnet i en sky af lydefri teint og Dior, at jeg fik smattet mascara ud over det hele.

Og man kan jo for fanden ikke bede om en Kleenex til at rette op på de undvegne produkter, man står og er i færd med at stjæle, vel? Så forsøgte at fjerne det med en fugtet finger (som vi bliver nødt til at kalde det, for jeg Kan. Ikke. Holde. Ud, at jeg er blevet sådan en, der spytvasker mig selv), hvilket bare resulterede i, at jeg fik det tværet ud over hele øjenlåget og det meste af kinden.

Lignede en, der havde fået tæsk, da jeg gik derfra.

But I don’t care for

2)
jeg afløser på spinning hver torsdag hele måneden, og fra i næste uge har jeg min egen mandagstime igen. HURRA!! Fordi jeg har den bedste ven i verden, som godt kunne se, at jeg var lige ved at visne over, at microfonen var blevet taget fra mig, og som derfor ridderligt stillede sig selv og sin tid til tjeneste.

Så fra næste uge er det officielt muligt både at blæse og have mel i munden.

Med min nye make-up stil, skal jeg så nok bare være lidt varsom med ikke at komme til at stå med ansigtet mod vindretningen.

Hvis det her fortsætter, er vi snart klar til at tage Sølvfrø-prøven, Anton og jeg. Den udvidede. Uden korkbælte. Vi har i weekenden været på besøg i svømmestadion Danmark i Esbjerg, og holy fuck, hvor er det bare tusind gange mere lækkert end Gellerupbadet derhjemme.

For de uindviede kan jeg fortælle, at det er begrænset, hvor man kan gå til babysvømning i Århus, og da jeg er tæt på at være den ringeste svømmer i verden (og derfor selvfølgelig hader det), er det meget begrænset, hvad jeg har set af svømmehaller i Smilets By. Da min svømmemakker (ikke Anton. Den voksne af slagsen) foreslog Gellerup, tænkte jeg derfor, at det vel kunne være ligeså godt, som alt muligt andet.

Jeg tog fejl. For det første er der ikke plads til barnevogne nogen steder, hvilket jeg kan blive mere end almindelig irriteret over. I tilbyder babysvømning, for crying out loud. Havde I forestillet jer, at vi kom med dem i lommen? Og jeg siger ikke, at de skal rive hele hallen ned og bygge en ny for min skyld (jo, jeg gør. Lidt.), men altså.. et halvtag af plastik, eller noget? Lidt opsyn? Et eller andet? Jeg er ligeglad med, at det er Gellerup; jeg lader ikke en Oddervogn til 10.000 kr. stå og gøre sig lækker på en parkeringsplads uden anstandsdame nogen steder.

Skabene derude er lige præcis så brede, at der kan være en af de gammeldags gymnastiksko i dem. En af de der elastikbanditter med rågummisåler. Hvilket betyder, at man skal hoppe vandret ind i dem på den meget insisterende måde for at få plads til voksiposen. Pusletasken, overtøjet, skoene og træningstasken kan man jo så passende tage i kinderne.

Jeg ved godt, at jeg lyder pissesur, og det er jeg sgu også lidt, for jeg synes ikke, at det kan passe, at man tilbyder noget, uden at forholde sig til, om man rent faktisk har faciliteterne til det. Og det er ikke fordi, jeg er nærig, og bare har valgt det billigste. Jeg giver 70 kr. pr. gang, hvilket er, hvad det koster alle steder.

Nå, men som sagt var vi på visit i Esbjerg, og hvis jeg nognsinde skal gifte mig med en svømmehal, bliver det den. (Helle for at være den, der skal i kjole og diadem!) Der var en hel førstesal indenfor – som i: i tørvejr – at stille barnevogne på, og da jeg mumlende ærgrede mig over, at jeg havde glemt nøglen til min lås, døde de tilstedeværende nærmest af grin.

Der bliver ikke stjålet barnevogne i Esbjerg.

Åbenbart.

I receptionen var de ved at falde over deres egne ben for at hjælpe mig, og om jeg ikke ville låne en paraplyklapvogn til at gå rundt med ham i indenfor? Øhm.. Det ved jeg ikke?? (Sagde nej tak. Kunne ikke lige overskue at indrømme, at jeg ikke vidste, hvad en paraplyklapvogn var, eller havde fantasi til at forestille mig, hvad man skulle bruge paraplyen til indenfor) I omklædningsrummet var der – udover store skabe – 20 mormødre, der alle sammen forelskede sig i Anton på stedet (som kvitterede med gratis smil til hele banden, mens han lå i bar røv og sprællede af begejstring. Min lille skat), og selvom de ikke var ansatte (eller var de?), så gav det alligevel lidt mere hurra-følelse, end når man tudende bliver ignoreret i over en time. Babybadet var skærmet af, hele rummet var ekstra opvarmet, og der var puslefaciliteter derinde, hvilket letter badelogistikken en HEL del.

Til 65 kr.

I fucking love it.

Hvis ikke jeg passer på, ender det med, at jeg begynder at svømme. Sådan i virkeligheden.

Som en slags elegant kommentar til mit indlæg om store kokosnødder, har Nemesis nu sørget for, at min nye shampoo lugter meget kraftigt af melon. [Indsæt bryst-joke]

Hvilket teoretisk set ikke er en skid bedre end en hver anden afdeling i Frugt & Grønt, men hvor kokosnødderne giver mig let 80’er-kvalme, bliver jeg altid i godt humør af melonduften, fordi min ungdoms yndlingssolcreme duftede af det samme, så den får altid minder om Roskilde Festival, sol og kolde fadøl til at stå i kø. (Er det mig, eller er bloggen på det seneste kommet til at handle utrolig meget om alkohol??)

Det er sindssygt som dufte kan sparke døre ind til værelser fulde af minder; ikke bare begrænset til erindringer i billeder, men også uløseligt forbundet med følelser. Forleden, da jeg sad i toget, kom der f.eks. to fyre ind, der til forveksling lignede Mads Mikkelsens figur i Pusher. De satte sig lige ved siden af mig, og 20 sekunder efter kom jeg pludselig til at tænke på en kæreste, jeg havde, som ikke kunne give en kompliment, om så hans liv afhang af det. Det tog yderligere 3 sekunder for den gamle følelse af frustration at indfinde sig, og med sig i hånden havde den alle de gamle spekulationer om, hvordan en mand, der på papiret vidste så meget om følelser, og som selv havde så voldsomt et behov for ros, var ude af stand til at sætte sig i mit sted på netop dette punkt.

Hvilket fik mig til at tænke på en anden kæreste, der altid lød som om han læste op fra en bog, når han sagde noget pænt. Tanken var god, og fake it ’till you make it og alt det, men hånden på hjertet fandt jeg det tåkrummende pinligt, når han gjorde det, fordi han lød som en skuespiller fra en b-film, der havde svært ved at få sine replikker til at vende rigtigt i munden.

Den overvejelse ledte videre til spekulationen om, om vores generations mænd mon mangler et sprogligt register til at udtrykke kærlighed? Alle ved, at når vores fædre sætter en hylde op, eller ringer og spørger, om du mangler rawplugs, så betyder det ”jeg elsker dig”, men i takt med at jeg og mange af mine kvindelige jævnaldrende er blevet selvhjulpne i nærmest alle henseender, er der ikke meget gestus tilbage at udtrykke sig gennem. Og så er mændene måske tvungne til at forsøge sig med vores virkemidler, når de vil udtrykke deres kærlighed, hvilket for nogen kan komme til at lyde temmelig kunstigt og tillært.

(Og hvis du kun kender mænd, der er verbale genier, når det kommer til at utrykke sig emotionelt, så er det naturligvis ikke dig eller dine mandlige bekendte, jeg snakker om. Dit heldige bæst.)

Alt sammen pga. min tog-nabos valg af aftershave.

Det er muligt, at vejen til mandens hjerte går gennem maven. Vejen til min hjerne går åbenbart gennem næsen.

Ha HA!! Babysvømning, take two? Grande, grande succes.

Så meget, at jeg havde overskud til at stå i omklædningsrummet og spekulere på, om ikke vi snart er færdige med at lugte af ting, der ellers primært begår sig på palmer? Er det ikke rimeligt 1992 at stå og iføre sig noget, der får en til at lugte som verdens største kokosnød?

Personligt savner jeg ikke odøren af de suspekte produkter i bronzefarvede poser, vi nærmest badede i, når vi forsøgte at branke os i fast forward, inden vi skulle til fest på Handelsskolen i blazer, babydoll og Doc Martens.

Sådan er jeg rimelig alene om at have det i kvindeomklædningen i Gellerupbadet, hvor kokoslotion er the shit.

Jeg håber sådan, at det er forklaringen på, at jeg siden kl. 10.30 har haft lyst til et ordentligt svin af en Malibu og cola.

Hvordan:
Kan et barn, der har sovet 87 minutter, præstere at vågne i PRÆCIS det sekund, man spasser rundt i køkkenet og derfor taber en pakke the i løs vægt ud over hele hele hele køkkengulvet?

Og må jeg i den forbindelse have lov at spørge:
Hvordan the undgik at komme på pensumlisten i fysik? Med al den snak om masse og fylde, skulle man synes, at der lige var plads til at komme omkring, hvordan thes massefylde EXPLODERER, når det undslipper posen.

Hold nu kæft:
Med den Jellingesten.

I forhold til tv, vil jeg gerne vide:
Om der findes et eneste menneske i hele verden, der står lige så åndssvagt og myosefremkaldende med albuen, når de bruger deres elektriske tandbørste, som de gør i reklamerne? (Ja, Wozniacki. Jeg taler til dig.)

Om man bør hidse sig op over de der idiotiske Sweet Moments reklamer, fordi man som single føler sig holdt udenfor, eller om man skal hvile i tanken om, at det er straf nok, at kvinderne er endt op med fortøflede weak ass bitches, der ser ud som om, at det er helt, helt normalt at sidde og flette ben i en pink plyssofa på landsdækkende tv. (Det er muligt, at det er skuespillere, der udfører selve gerningen, men historierne er hentet på FB. Hvilket er sådan, man i dag staver til IRL.)

Gad vide:
Hvem der skal lede landet, når journalisterne har gravet snavs frem om samtlige indsatte på Christiansborg, og de alle sammen har været nødt til at forlade bygningen i et karnevalsoptog af skam og dansende skeletter.

Sig det så:
Hvem er det, der finder på navne til Bingosites på nettet? Prinsesse-bingo. Maria-bingo. Mamamia-bingo. Bella-bingo. Are you kidding me? Gør jo decideret ondt i munden at sige.

Og på en eller anden måde synes jeg desværre:
At det her skilt siger alt om, hvad det kræver, at blive integreret i Danmark.