I dag er jeg godt, gammeldags blå.
Anton sover, dagene er længere og lysere og jeg har, takket være barnepige og frisør, markant bedre hår, end jeg har haft hele sidste år – og alligevel kan jeg ikke rigtig ryste vemodet og melankolien af mig.
Kontakter, jeg gerne ville bevare, glider ud. Jeg føler mig udenfor alting, og verden racer af sted uden mig. Jeg bliver bange for tiden, som både føles lang og alligevel smuldrer bort mellem fingrene på mig, og angsten for at miste gør mig trist og tung om hjertet.
I dag føles fremtiden som noget, der er fuld af fælder og spidse tænder, og jeg får ondt i maven af at tænke på den.
Og i weekenden melder de sne.
Øv.
Jeg har hørt at dét at få en unge, giver en, en hel del længere snor – hvad angår de der venskaber. I al fald de gode a' dem. Og når du har fået kørt Anton på skinner.. eller nej.. Nu her hvor du stille og roligt får mere og mere overskud – så får du genoptaget de der venskaber, og lur mig om ikke de fleste af dem læser med herinde og hepper med anyway.
Mht. fælder og spidse tænder – så er de der jo altid! Det' bare kun på blå dage og vi kommer til, at fokusere så meget på dem. I morgen er der lyserødt, og så vil du tænke på den kommende sommer.. Tænke på hvor grufuldt det føles at skulle slippe Anton løs og hvordan han helt sikkert vil få et par skrammer – men også hvordan hans smil bare vil være verdens største og hvordan han vil labbe solens stråler i sig.
Det lyserøde opvejer altid det blå! 🙂
Stort kram – specielt til Anton og barnepigen 😉
Maaske er det bare fordi Gary Moore er doed? 🙂
Knus fra Guds Eget Land
Cecilie: Tak for det:)
TBS: Kvalt i sit eget bræk… Hvilket jo nok er den værdigste død, man kan forestille sig.
Kommer du snart hjem og drikker kaffe?:)
Den følelse kender jeg godt, men sjovt nok kommer den altid i forbindelse med tanken om at jeg ikke har fået børn endnu. Og fremtidens fælder og spidse tænder har uhyggelige navne, som Alder, Infertilitet og Overgangsalder.
Du har fået Anton, han kunne ikke vente, men det kan venner og familie og netværk godt. Det skal nok komme til dig det hele.
Kære Linda
Jeg kender godt den følelse og jeg tror man glider en smule ud, når man får et lille barn, der kræver tid og plads og overskud.
Det er bestemt min oplevelse at meget af det, lader sig indhente senere og noget vil gå tabt – sådan er det vist.
I forhold til frygten for at miste, så tror jeg det hører moderskabet til at blive overvældet og få lyst til at låse ungen inde i tredive år, engang imellem. Men det er også den største lykke, at se dem gå ud i verden og klare sig! Og det gør Anton med garanti – han har jo dig!
Jeg håber det blå snart bliver lilla og derfra er der ikke langt til de varmere farver 🙂
Linda
Fat mod. Foråret nærmer sig og fremtiden er fuld af sjove oplevelser med din lille buddy. Men kender den godt den blå farve. Den skal der nu også være plads til, bare den ikke bliver for længe.
Knus til sødeste dig!! Blå dage skal gå væk!!
– og selvfølgelig kommer der sne i weekenden. Har di glemt hvem der har fødselsdag på lørdag??
Cecilie har selvfølgelig ret i, at de gode venskaber kan bære at være lidt på standby i adskillige måneder, hvis det skal være, og at de gode venner ikke har noget imod, at man pludselig helst vil mødes hjemme hos sig selv og at samtalen afbrydes adskillige gange af det nye tredje hjul i selskabet.
Men hvis jeg skal være ærlig, så er der også venskaber, som viser sig ikke at kunne bære. Der er fællesskaber, der viser sig kun at være bundet sammen af den frihed man har som barnløs til at bevæge sig ud aften og nat i ind- og udland uden påhæng iført ble.
Men min erfaring er til gengæld også, at jeg ikke længere savner disse venner eller det fællesskab, vi havde dengang. Det var sjovt og jeg holdt meget af den tid. Men jeg savner det ikke mere. For jeg er ikke mere rastløs over en aften hjemme alene med mit eget selskab. Tværtimod nyder jeg den uventede luksus.
Hver livsfase har sin charme og glæde.
Mange hilsner
Britt – enlig mor til to
Sådan har jeg det også noglegange. Som igår og fortsat idag.
Tulippa og Brit har så ret… det er naturligt med de der "farveskift" når moderskabet rammer.. glæde og mismod blandet sammen… masser af tanker til dig
(og jep de dybe venskaber de overlever)
Det forår skal altså skynde sig lidt snart. Ens postgraviditetsrøv bliver ikke mindre af Sorelstøvler og Goose-jakke. Og så gør ens vintermismod heller ikke. Jeg er med på blues-holdet.