Yes. We. Can!
Sidder i skrivende stund på Vejle Banegård med bagage til højre og venstre, og skrigende barn på armen.
…..
Ha! Som om!! Det gik sgu da fint, mand! Er riiimelig lettet, for nu er vi ikke længere taget til fange i Århus; nej, nu kan vi pludselig stikke af, hvis vi skulle få brug for det. Og det kan man aldrig vide, om pludselig skulle come in handy.
Dagen startede med, at Anton sov så længe, at jeg nåede at få ordnet alt det praktiske, inden han slog øjnene op og forlangte at blive bragt til foderbrættet NU. Kl. 9 var vi til min umådelige overraskelse ude af døren til planlagt tid, og forventet ETA på banegården kom også til at holde.
Vel nede på perronen (kein problem at finde elevatoren, når man leder efter den), fandt vi den rigtige vogn, som der kun var to andre, der skulle med: En far-agtig mand i Kansas, og en bebumset 16-årig med ben så tynde som tændstikker. Mine penge var på arbejdstøjet, men da jeg med bævende stemme kvækkede: ”Er der en af jer, der vil give en hånd med barnevognen?” blev han ramt af akut døvhed, staklen. (Jeg kan berolige bekymrede læsere med, at hørelsen heldigvis kom igen, lige tidsnok til at besvare mobilen, da den ringede) Til gengæld ilede vor unge helt til undsætning, og stankelben og -arme til trods, hev han barnevognen op i toget, som om han aldrig havde bestilt andet.
Da toget havde listet sit forreste hjul 24 cm udenfor Århus, vågnede Anton i et hyl. Sjovt nok har jeg aldrig tidligere været klar over, at samtlige svedkirtler i kroppen er lydaktiverede, men så skete der noget helt utroligt: Da jeg tog ham op, faldt han til ro, og lagde sig artigt til at sove, og det gjorde han de næste 5 kvarter *mirakel-smiley*. Så var der lige tid til at amme og gøre brug af puslefaciliterne i toget (mmmm. Det gjorde jeg nemlig. Fordi jeg bare er så røv-sej!), og så var vi i Esbjerg, hvor en hel eskadrille af Maersk-fyre stod af toget, for derefter at vente lige uden for dørene, hvor de var lige ved at komme op at slås for at hjælpe mig ud.
Hvilket fik mig til at ligne en, der ikke havde regnet med at vinde den Oscar, jeg var nomineret til; hånden på brystet, åben mund og ”Mig? Virkelig?? Mig?”-attitude.
Så nu kan vi vinge tog-ture af på to-try listen. Kæmpesucces, takket være ham her:
Anton for president!
4. februar 2011 @ 12:50
– det er som at være der selv 🙂 god weekend
4. februar 2011 @ 13:00
Flot klaret! Og tillykke med den nyvundne frihed. Hvor for er det, at ting ofte virker lang værre i tankerne, end de viser sig at være IRL?
4. februar 2011 @ 13:02
Hvor er det godt! Mennesker er heldigvis søde, når det kommer til stykket – nogle gange. I hvert fald når det handler om mødre og børn! Hallelujah.
4. februar 2011 @ 13:12
HURRA! Det gik godt. Selvfølgelig gik det godt og jeg gad eddermame godt have set dit ansigtsudtryk, da horder af mænd stod der som i en L'oreal-reklame. Hil Baronessen! Hil Anton!
4. februar 2011 @ 13:18
Mmmmm, alt dét gjorde du, for du er nemlig så røv-sej!
Tillykke med succes'en.
Kh
Lene K
4. februar 2011 @ 13:24
Ha, hvor sejt! Tillykke med den vellykkede transport-debut. Og respekt for stankelbens-ungersvenden, når nu Kansas-mand sådan lige pludselig var gået hen og blevet momentært døv.
4. februar 2011 @ 13:33
Godt gået! Jeg mindes med gru de første ture med barnevognen, hvor jeg var hundeangst for at babyen skulle give sig til at skrige. Heldigvis er det sjældent så slemt som frygtet og det er da lige før, at dit indlæg giver mig mod på en længere togtur.
4. februar 2011 @ 13:38
Ud over kanten og af sted og det gik jo skide godt. Tillykke!
4. februar 2011 @ 13:46
Anton er SEJ!
(Og det er du også!!!)
4. februar 2011 @ 13:52
😀 Nu er det jo lige for jeg får mod på at tage toget solo fra København til Sønderjylland med den lille sveske… Nogen der ved hvordan det er med plads-/billetbestilling til baby og barnevogn?
/T
4. februar 2011 @ 13:58
Det er det jeg siger – de unge (osse de bumsede) er bedre end deres rygte!
4. februar 2011 @ 14:01
Oh yeah! Seje Team Lindanton!
4. februar 2011 @ 14:04
Hep hey!
4. februar 2011 @ 14:19
Godt gået!
4. februar 2011 @ 14:22
Og ikke nok med at han er sej – han er sgu da også blevet noget større ikk?? Kan dun lige stoppe barnet i at vokse til vi ses igen?? Vil gerne følge med jo!
– og knus til seje dig!
4. februar 2011 @ 14:54
Stort tillykke – fedt med friheden 🙂
God weekend!
Linda
4. februar 2011 @ 15:48
Hvor er jeg dog glad for at høre at det gik godt det hele… Og med et smil i øjet tilføje – for ellers havde du da helt taget modet fra mig når jeg inden for de næste 3 uger skal 'smutte mandlen' og kan se frem til hjemsendelse fra sygehuset EFTER 2 TIMER (sådan er betingelserne for flergangs fødende) for at vende tilbage til livet nu som mor til 3 som jeg er alene med alle hverdage, og skal ud af døren HVER dag for at få afleveret afkommet i skole og børnehave til tiden…. pyhhh… og alligevel kan jeg ikke vente med at få den fødsel overstået 😉
4. februar 2011 @ 15:53
Sådan! Dejligt at høre, at det gik! Og thumbs up til teenagere med tændstiksarme og -ben og ivrige Mærsk-mænd! Og rend os i rumpetten til Kansastøjet.
4. februar 2011 @ 15:58
Fedt !
4. februar 2011 @ 19:05
ajj i er seje begge to : – ) og YES YOU CAN !!!
hurra for såvel Mærsk-fyre og stankelbens-knægte : – )
4. februar 2011 @ 19:18
Hurraaa!! Det er så dejligt ikke at være fanget.
NU tør jeg godt fortælle, at første gang jeg skulle gøre det der med Krabbe, blev vi fanget i en elevator som gik i stykker og sad der i en halv times tid.
Heldigvis havde vi prøvet både bus og metro tidligere, og Krabbe sov, så det gik ok med blodtrykket. Men jeg ringede og aflyste besøget, da vi blev befriet…
ps: den t-shirt har Krabbe også!
4. februar 2011 @ 20:17
ps sej bluse han rejser i ; – )
4. februar 2011 @ 21:50
så! nu skriger jeg af grin så hele befolkningen her i Tirgu-Mures i Transylvanien klamrer sig til gardinerne af skræk.
og jeg griner _med_. af ren glæde, sgu.
4. februar 2011 @ 22:27
Genkender hele scenariet til punkt og prikke. Og i særdeleshed det med den hjælpsomme knægt på banegården. Hvis min tiltro til den generation havde været defekt, så var den blevet lappet godt og grundigt på diverse togperroner i min barnevognstid. Overraskende tit at det netop var dem der sprang op og gav en hånd, mens dem der kunne være deres fædre blev ramt af den pludselige døvblindhed.
4. februar 2011 @ 23:42
Sejt sgudda!
5. februar 2011 @ 07:53
But of course you can! 🙂
– Signe
5. februar 2011 @ 10:57
We all can, it all depends on us, how fas we can do it.
5. februar 2011 @ 11:16
Super fed blog 🙂 Var helt færdig af grin da jeg læste dette 🙂 Har tilmeldt mig som fast læser, Kig forbi vores som er helt ny:)
God weekend fra
//Bettina
http://lifeloveandlooks.blogspot.com/
5. februar 2011 @ 20:08
Er det en AC/DC trøje jeg spotter der?
5. februar 2011 @ 20:15
UR: Det er det nemlig:)
6. februar 2011 @ 09:13
All of us, can. We all are capable.!
6. februar 2011 @ 11:18
wow nice 🙂
hope you will read my blog to :b!….
from
http://simones-univers.blogspot.com/
6. februar 2011 @ 12:55
Hej
Det er første gang jeg læser med her, men jeg blev fuldstændig optaget af dit indlæg om at have baby med i toget for første gang. Selvom det er snart 12 år siden for mit vedkommende var det som at læse om min tur til København med en 2 måneder gammel baby i vognen. Vi var så to, der havde reserveret den samme plads til barnevognen, men det gik alligevel. Skønt at læse med og sejt. Sådan vil du opleve mange sejre efterhånden som din bette mand vokser til…:-)
6. februar 2011 @ 21:27
You rock!!! – og giver Uden Relevans ret…det er AC/DC dress!
PS: 16-årig og hans forældre må godt klappe sig selv på skulderen.