Love the one you’re with.
Jeg har aldrig prøvet nogen former for ekstremsport, men at have fået Anton kommer nok rimelig tæt på. Selvom jeg føler sig som en zombie sat på autopilot det meste af tiden, har jeg aldrig prøvet at leve så meget i yderpolerne af min personlighed, som jeg gør nu.
Han er 10 uger, og der sker så meget, at man nærmest kan se forskel fra dag til dag. Når jeg sidder med ham op af mine bøjede ben, kan han så mange lyde, at vi kan snakke sammen (føler mig her lidt som den fede kok i Lady & Vagabonden, der insisterer på at ”Butche snakke med mig!!”), og når han flækker i et grin, samtidig med at han fjalet trækker hovedet ned til sin skulder, spekulerer jeg på, hvordan det er fysisk muligt at rumme så meget kærlighed uden at hjertet sprænges.
Samtidig må jeg være ærlig og sige, at man bliver sindssyg af ikke at sove. Da overboen på 20 i går kl. 01 buldrede i byen, havde jeg lyst til at spænde ben for hende i opgangen, gribe hende i kraven og råbe: ”Sov, dit lille fjols!! Sov, mens du kan!”
Jeg er så træt nu, at jeg bonger ud for fødselsdepression, når de screener mig – hvilket bare beviser, at laver man en lortetest, får man et lorteresultat, for jeg er ikke deprimeret; jeg er bare træt. Helt ind i knoglerne. Og det er ikke fordi, jeg ikke tager det alvorligt, eller fordi jeg giver den som powerwoman (det job er for længst sagt op), men når et af udsagnene, man skal rate lyder ”Jeg føler, at jeg kan nå det samme, som inden jeg fik barn”, ved jeg sgu næsten ikke, om jeg skal grine eller hysteriråbe: ”Tager du pis på mig!?”
Beklageligvis betyder trætheden, at jeg er kronisk irriteret på verden, hvilket er uheldigt, for mit irritationscenter er rigelig veludviklet i forvejen. Når sundhedsplejersken f.eks. med (unødvendig) mild stemme foreslår, at jeg beder folk om hjælp til indkøb eller vasketøj, eller at jeg – og her citerer jeg ordret – ”gør noget godt for dig selv! Du kunne jo f.eks. gå ned i frisørsalonen på hjørnet og høre om de har en tid?” må jeg knibe læberne hårdt sammen, så sætninger som: ”Og hvor lang tid tror du, at det tager at forklare folk, hvad for nogle bleer de skal købe?”, ”Ville du SELV kunne undvære dit vasketøj 4 dage af gangen?”, ”Nu er det jo ikke os ALLE sammen, der er tilfredse med at se ud som om, vi selv har klippet håret i mørke med en neglesaks, for satan!!” og ”Og hvad havde du forestillet dig, at Anton skulle lave, mens jeg BRIEFER VERDEN PR. TELEFON ELLER SKRIDER TIL FRISØR!?” ikke slipper ud, selvom det føles som om, de forsøger at skille læberne ad med knive og isøkser.
Så hvad gør vi? Vi går. Og går og går og går. Til almen orientering findes der ikke en eneste rute i Århus, der tager 3 timer at gå, som ikke undervejs byder på uhyrlige mængder af vejarbejde.
Hvilket jo er balsam på irritationen.
I går, da jeg gik forbi motorvejsafkørslen, blev jeg overhalet af midaldrende mand, der råbte ukvemsord efter mig, fordi jeg gik, hvor han skulle cykle. Som var den eneste bilfri stribe asfalt tilbage overhovedet. Det var kun billedet af, hvordan jeg jagtede ham hele vejen ud på motorvejen med plæneklippersakse og spyd monteret på barnevognen, og et ansigtsudtryk som en rabiesbefængt hund, der afholdte mig fra at sætte mig ned i grøften og tude.
Og det går jo ikke, vel? Så nu er der krig, for det kan godt være, at Anton er stædig; men det er fandenfuckme mig, der har født ham, og jeg har OPFUNDET stædig!
Så du kan ligeså godt lære at elske din dyne, min skat, for I kommer til at tilbringe MEGET tid sammen.
Jo, I gør.
Fordi jeg siger det!
29. januar 2011 @ 15:37
Jeg kender det alt for godt dét du beskriver dér, Min første dreng var præcis ligeså hys og stædig, som du beskriver Anton. Det er han for så vidt stadig MEN vi vandt stædighedskampen på sovefronten. Det tog tid, men vi har fanme lært ham at sove rigtig godt, også uden Godnat og sov godt-metoden. Så bare klø på, det skal nok lykkes. OG jeg synes du er så mega-sej at du gør det alene. Jeg havde aldrig klaret det, eller jo, det havde jeg nok, det gør man jo, men fuck hvor var jeg blevet (endnu mere) en kælling undervejs hvis jeg ikke havde haft en mand med mere tålmodighed end mig og ungen. You rock!
Prøv evt. at tjekke http://www.sovecoach.dk hvis du trænger til inspiration som ikke indebærer "Sov igennem uden gråd" (not gonna happen!!) eller mere militaristiske metoder a la føromtalte. Vi havde stor "glæde" af deres metode da vi var desperate nok, men det var så også først efter et års tid. Håber Anton når at rette sig inden da ;o) Held og lykke!
29. januar 2011 @ 15:49
Jeg sidder enormt langt væk fra din verden. Mere præcist på Amager.. Jeg er næsten stået op efter en hyggelig fredags brandert, og jeg sidder og overvejer om flirten fra igår skal blive til mere. Men alligevel følger jeg med i sagaen om dig og Anthon og den manglende søvn. For du skriver så godt, at jeg ikke kan lade være med at smutte forbi og læse et par guldkorn fra en tilværelsen, der er så langt væk fra det mit liv handler om for tiden. Og på trods af dit søvnunderskud skriver du stadig fedt og sjovt, og jeg håber af hele mit hjerte at du bliver ved med det. Tak for en fed blog:)
29. januar 2011 @ 15:52
Jeg føler virkelig med dig! Jeg har også gået og gået og gået med barnevogn (i fucking snevejr…) tre timer om dagen, for ellers ville min søn ikke sove. Og det var GÅ, ikke stå stille for lyskryds, ikke bumpe over kantsten, ikke sidde på en bænk og slappe af, for så vågnede han med det samme! Om natten faldt han kun i søvn hvis han blev ammet, eller hvis vi havde tændt for en hårtørrer! Fuldstændig absurd, tænker jeg i dag, men man bliver jo desperat, når hverken mor eller barn får sammenhængende søvn i flere måneder… Dengang måtte jeg virkelig presse mig selv til at tro på at det ville blive en sjov historie når han blev voksen, for ellers kunne jeg simpelthen ikke holde det ud! Da vores sundhedsplejerske introducerede "gå fra baby mens den græder"-metoden, frabed jeg mig at få flere besøg, men sovecoach.dk blev min redning! Det var virkeligt hårdt at nå dertil, men for fanden hvor var det fedt første gang han sov mere end 40 minutter i sin seng, 8 måneder gammel! Og 10 timer i træk om natten – det var et mirakel! Held og lykke med det!
29. januar 2011 @ 18:01
Har osse lige læst dit forrige indlæg – skulderklap og mange tak herfra. Tænk at du orker at skrive for os, som din verden ser ud lige nu – om 13-15 år bliver Anton ikke til at hive ud af sengen om morgenen, hvis det da kan være en trøst, alt er kun en overgang 🙂
29. januar 2011 @ 18:07
Stædig er godt..
Og der kommer en dag hvor man kan sove.. Vi kom igennem 8 mdrs. kolik, og vi lever stadig. Det er 22 år siden, men jeg husker det som igår. Man er så træt, så træt at det gør ondt i sjælen.
I gamle dage drak man en øl inden man ammede – det siger jeg selvfølgelig ikke at du skal, og sundhedsplejersken ville få knopper ved tanken, men det virkede.
29. januar 2011 @ 19:26
interessant kamp der – tror du vinder med din stædighed !!!
ps elsker også at du stadig orker at blogge til os selv med tændstikker i øjnene
29. januar 2011 @ 20:46
Been there, done that og nu sover barnet 11 timer i streg. Pludselig er den dag der bare. MEN: Hun har nu ret, den sundhedsplejerske. Lær at leve uden vasketøj i 4 dage eller hvad det nu er. Man kommer bare bedst igennem det, hvis den slags standarder sænkes til et niveau, man faktisk ikke troede muligt, men som giver plads til pauser og nærvær – og så slutter det jo heldigvis igen. Pludselig sover de kl 19 – HVER aften.
Og i øvrigt: Så imponeret og at du blogger og bare er så ærligt og sjov. Og hvordan kan man egentlig bevare et så gennemført sprog på den slags søvnmangel? Imponerende.
29. januar 2011 @ 21:04
selv om mine børn er voksne nu, husker jeg alt for godt hvordan det var. Mine børn fik en flaske vælling inden sovetid, så snart de var gamle nok (og det syntes jeg de var før sundhedsplejersken). DET gav ro hele natten, så man ikke gik rundt og lignede jeg-ved-ikke-hvad hele dagen. Men der er jo sket meget siden da, så nu bruger man nok andre metoder.
Jeg synes altså bare du er for sej, Linda at kaste dig ud i projekt barn for det er godt nok noget af et job. Men som du skriver, uanset hvor træt og udmattet man er så glemmer man det fuldstændig for et smil, en 'dyb' samtale og alt det andet der heldigvis er så vidunderligt ved at have børn.
Men giv for alt i verden ikke bloggen op, den er intet mindre end fantastisk.
30. januar 2011 @ 08:14
Jeg hepper på dig og din stædighed! Her i hytten har vi også en 10 uger gammel baby. Hun sover som en drøm, når først hun er gået omkuld, men det er godt nok noget af en kamp hver aften. Både min tålmodighed og stædighed er hårdt prøvet, nårklokken passerer midnat.
30. januar 2011 @ 08:35
w4gw4eg
30. januar 2011 @ 12:42
Hold nu op hvor er det vanvittigt det der! Hvad gør man?
Jeg har egentligt altid forstillet mig, jeg skal have børn. Engang. Når jeg bliver voksen. Men det der, det gider jeg simpelthen ikke. Jeg bliver til HULK hvis jeg ikke får mine 8 sammenhængende timers søvn. Jeg kommer jo til at gøre skade på barnet.
Jeg peger ikke fingrer hvis du går efter øllen inden amning, Linda.
30. januar 2011 @ 15:53
Jeg hepper på dig … eller Anton … eller jeg ved det ikk helt, beslutter mig senere, tror jeg nok 🙂
God kamp!
Linda
30. januar 2011 @ 16:52
Kan du ikke lave en aftale om, at hver 14. dag, så kommer din mor, eller veninden, og overtager Anton i minimum 8 timer – så du kan få sovet igennem engang imellem. Så har du det at se frem til, for du er jo til salg for en enkelt nats sammenhængende søvn! Husker udemærket hvor desperat man bliver af træthed (var alene med min søn i 12 uger, pga farmands uddannelse). Man er jo tæt på at holde ungen ud i strakt arm og så bare give slip – ud af vinduet. I tankerne, forstås!
30. januar 2011 @ 19:09
Jeg har ikke noget klogt at bidrage med. Jeg tror, du skriver det, som nybagte mødre tænker og kun tør dele med deres allernærmeste. Og du er en så fantastisk mor. Og det giver dig ikke mere nattesøvn nu og her, det ved jeg da godt, men jeg tror, vi er mange læsere, der godt ville gå en tur med Anton i barnevognen, så du kunne få en lur.
Jeg håber, at han snart beslutter sig for at forære dig noget nattesøvn.
– Anne
31. januar 2011 @ 05:59
w4gw4eg
31. januar 2011 @ 11:37
Åha. Det er et HELVEDE når de er så små. Jaja – det er også paradis, men det er fannemig også et helvede.
Hjælper det, når jeg skriver det bliver bedre?